En nation fødes: Den tyrkiske historiestese

I 1932 blev den såkaldte Tyrkiske historiestese, også kendt som Den Store Tyrkerteori (Türk Tarih Tezi), præsenteret på den første Tyrkiske Historiekongres i Ankara. Teorien blev fremført af myndighederne under Mustafa Kemal Atatürks ledelse og havde til formål at styrke den unge republiks nationale identitet og historiske bevidsthed.

Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky. Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Rejseklar: For en sikkerheds skyld 

Ifølge teorien var tyrkernes historie en ubrudt kæde af fremskridt og sejre fra urtiden til nutiden. Tyrkerne skulle have spillet en afgørende rolle i verdenshistorien og sat tydelige spor i de civilisationer, de mødte.

Teorien hvilede dog ikke på videnskabelig forskning, men på mytologi og udokumenterede antagelser. Blandt de mest iøjnefaldende påstande var, at tyrkernes oprindelige hjemland skulle have været det sagnomspundne, forsvundne kontinent Mu – en idé uden videnskabeligt belæg.

Hovedpunkter i historiestesen:

• Omkring år 10.000 f.Kr. boede tyrkerne ved et stort indlandshav i Centralasien.

• Her udviklede de landbrug, husdyrhold og metalbearbejdning.

• Klimaforandringer og sandstorme tvang millioner til at migrere.

• Disse migrationer førte til, at tyrkerne ifølge teorien grundlagde civilisationer som sumererne, hettitterne, egypterne, mayaerne, inkaerne og aztekerne.

  
  

Racepolitiske undertoner

I en tid præget af stærke raceideologier i Europa, understregede teorien, at tyrkerne var en “hvid” race – ikke en “gul”. Propagandaen formulerede det direkte: “Vi er også hvide som jer! Tænk ikke på os som gule.”

Akademisk tvang

På historiekongressen i 1932 blev tyrkiske akademikere og historikere presset til at tilslutte sig teorien. Kritikere blev stemplet som illoyale og i flere tilfælde frataget deres professorater. Dette førte til censur, indskrænket forskningsfrihed og et ensidigt fokus på statens officielle linje.

Resultatet blev et akademisk miljø præget af ensretning og manglende pluralisme. Teorien bidrog til en stærk glorificering af tyrkisk nationalisme, samtidig med at andre kulturers og folkeslags bidrag til historien blev tilsidesat.

Selv om Den Store Tyrkerteori i dag betragtes som pseudo-videnskab, gør dens indflydelse sig fortsat gældende i dele af tyrkisk historieforskning. Samtidig arbejder en voksende gruppe forskere for at udfordre denne statsautoriserede fortælling og fremme mere nuancerede og mangfoldige perspektiver på Tyrkiets historie.

kilder:

• The Launching of the Turkish Thesis of History: A close textual analysis (Ceren Arkman) 2006

• An Intellectual History of Turkish Nationalism. The University of Utah Press

• Augustus Le Plongeon: Land of Mu

---

En stor tak til Ulrik Grubb for hjælp med finpudsningen af dette indlæg.