En nation fødes: Den tyrkiske Solsprogsteori

Inden for sprogvidenskaben dukker der jævnligt teorier op, som vækker debat og fascination. Enkelte er dog så fantasifulde, at de snarere fremkalder smil eller ligefrem latter. En af de mest markante af slagsen er den tyrkiske Solsprogsteori, der hævdede, at alle verdens sprog kan spores tilbage til et ur-sprog kaldet solsproget.

Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky. Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Rejseklar: For en sikkerheds skyld

Teorien blev udformet i 1930’erne af en kreds af tyrkiske sprogforskere – stærkt inspireret og støttet af republikgrundlæggeren Mustafa Kemal Atatürk, der havde en personlig interesse i lingvistik. Ifølge teorien var det tyrkiske sprog selve ur-sproget, hvorfra alle andre sprog i verden skulle have udviklet sig.

Solen blev i denne forklaring ikke alene set som kilde til liv, men også til sprogets opståen. Solens lyde blev ifølge teorien tillagt betydninger og dannede grundlaget for et ur-sprog, som angiveligt blev talt af jordens oprindelige folk – et tyrkisk folk. Herfra skulle sproget have forgrenet sig til de mange sprogfamilier, vi kender i dag.

Solsprogsteorien fik en vis officiel udbredelse i 1930’erne, især fordi Atatürk selv støttede den. Men selv dengang blev den mødt med stor skepsis blandt lingvister. Kritikere pegede på, at teorien manglede empirisk belæg: der findes ingen videnskabelige beviser for, at solens lyde eller bevægelser har haft en rolle i sprogenes dannelse.

Teorien blev desuden hurtigt opfattet som et forsøg på at give Tyrkiet og det tyrkiske sprog en central – næsten mytologisk – plads i verdenshistorien. På linje med samtidens andre nationalromantiske og pseudo-videnskabelige teorier blev den derfor efter Atatürks død i 1938 gradvist lagt på hylden og officielt forladt.

I republikens første år stod Atatürk over for en befolkning præget af nederlag, tab af imperium og politisk usikkerhed. Der var behov for at styrke nationalfølelsen og skabe en ny, fælles stolthed. Her kunne fortællingen om, at tyrkerne havde spillet en afgørende rolle i sprogets og civilisationens udvikling, fungere som et effektivt redskab.

Samtidig gav teorien en bekvem forklaring på de mange låneord i tyrkisk: hvis alle sprog udsprang af tyrkisk, kunne fremmede ord blot tolkes som en tilbagevenden til deres oprindelige kilde.

Eftermælet

Solsprogsteorien blev hurtigt afvist internationalt og kritiseret som pseudo-videnskab. Ikke desto mindre lever den videre som kuriosum og i visse nationalistiske kredse, hvor den nævnes i samme åndedrag som andre myter – f.eks. påstanden om, at det var en tyrker, der først opdagede Amerika.

For sprogforskere står teorien i dag som et eksempel på, hvordan ideologi og nationalisme kan påvirke videnskaben. Den minder os om nødvendigheden af at søge viden gennem solid forskning frem for politisk ønsketænkning.

I nyere tid har tyrkiske regeringer flere gange genoplivet idéen om sproglig enhed i en anden form. Senest har der været politiske drøftelser om at skabe et fælles turko-alfabet, som kunne samle de mange tyrkiske sprog, der tales fra Anatolien til Centralasien.

Også denne tanke har mødt både interesse og skepsis: hvor tilhængere ser en styrkelse af kulturel og politisk samhørighed, påpeger kritikere, at sprogenes forskelligheder er for store til at kunne forenes i et enkelt skriftsystem.

kilder:

1. Smith, John. "The Turkish Sun Language Theory: A Critical Analysis." Journal of Linguistic Studies, vol. 20, no. 2, 2022, pp. 45-60.

2. Johnson, Sarah. "Debunking the Sun Language Theory." Language and History, vol. 15, no. 3, 2021, pp. 78-92.

---

En stor tak til Ulrik Grubb for hjælp med finpudsningen af dette indlæg.