Hvis du følger bare en smule med i nyheder fra og om Tyrkiet, har du sikkert lagt mærke til noget: historier om narkotika, smugling, korruption og kriminelle netværk dukker op konstant. Noget af det er politisk spin, noget er rygter, og noget bliver pustet op, til det næsten ikke er til at kende igen. Men når man kobler støjen fra og i stedet ser på, hvad de mest solide internationale kilder faktisk dokumenterer, bliver billedet både klarere og mere alvorligt. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere 👉 Relevante istanbul-nyheder finder du på   mitistanbul.dk/haber Rapporter fra Europol, FN’s UNODC, GIGA, Transparency International, GI-TOC og International Crisis Group peger alle på det samme: Tyrkiet er blevet en vigtig brik i den transnationale kriminalitetsøkonomi. Ikke som et land på randen af kaos, men som et sted hvor geografi, efterspørgsel og institutionelle sprækker tilsammen har skabt et rum, som kriminelle netværk forstår at udnytte. Geografien er næsten for oplagt. Tyrkiet ligger dér, hvor tre regioner mødes, og det gør landet til et naturligt knudepunkt for alt - også det, der ikke tåler dagens lys. Europol beskriver, hvordan heroin fra Afghanistan fortsat bevæger sig gennem Tyrkiet, før den rammer EU-markederne. UNODC kan samtidig dokumentere markant flere kokainbeslaglæggelser i tyrkiske havne de seneste år, hvilket antyder, at kartellerne ikke længere kun kigger mod Spanien og Holland, men også mod Istanbul, Mersin og Iskenderun. Ifølge GI-TOC handler det dog ikke kun om transit. Tyrkiet er også blevet et sted, hvor netværk slår sig ned mere fast. Tyrkiske og tyrkiskbaserede grupper er aktive i mindst 12 europæiske lande, og International Crisis Group peger på, hvordan migrationsruter og pressede grænseområder udnyttes til alt fra menneskesmugling til våbentransit. Den mere ømme del af analysen kommer dog, når man ser på institutionerne. GIGA skriver om et “institutionelt vakuum”, hvor retssystem, politi og kontrolmyndigheder ikke længere har den styrke og uafhængighed, der før fungerede som barriere. Transparency International viser den samme tendens i deres korruptionsindeks, hvor Tyrkiet har set et markant fald over det seneste årti. Særligt inden for told, politi og lokal administration - præcis dér, hvor stærke institutioner er mest afgørende. Sætter man det hele sammen, står et mønster frem: Tyrkiet er blevet et krydsfelt, hvor global kriminalitet og lokale svagheder mødes. Ikke fordi landet er ved at kollapse, men fordi de strukturer, der skulle holde netværkene ude, ikke længere er lige så tætte som før. Det er dog ikke en fastlåst situation. Rapporterne peger på, at stærkere institutioner, bedre kontrol og mere internationalt samarbejde rent faktisk gør en forskel. Men erkendelsen af, hvor Tyrkiet står lige nu, er nødvendig, hvis man vil forstå landets politiske og sociale dynamikker. Det her er en dimension, der ofte ligger under overfladen, men som præger alt fra udenrigspolitik til migration, økonomi og hverdagsliv. Og det er netop derfor, det er værd at holde øje med. Kilder brugt i analysen: Europol SOCTA 2021 og 2023, UNODC World Drug Report og Balkan-route-analyser, GIGA Research Paper om organiseret kriminalitet og institutionel svækkelse, GI-TOC Global Organized Crime Index, Transparency International CPI, International Crisis Group Turkey Reports.

Det er nu to uger siden, en tysk familie blev indlagt på et hospital i Istanbul med voldsomme symptomer. Først døde de to små børn på henholdsvis 6 og 3 år. Kort efter mistede deres mor livet, og et par dage senere døde også faderen. Familien var ikke de eneste, der blev syge. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere 👉 Relevante istanbul-nyheder finder du på mitistanbul.dk/haber Flere andre hotelgæster meldte sig samme dag med lignende symptomer, og to af dem blev indlagt med alvorlige komplikationer, men er nu uden for fare. Fire dødsfald, et forseglet hotel og en række ubesvarede spørgsmål hænger stadig som en skygge over byen. Hotellet i Fatih står fortsat afspærret, og myndighederne siger meget lidt. Den næsten totale tavshed har efterladt et rum, hvor både tvivl og teori har fået frit spil. I en by som Istanbul, hvor livet sjældent foregår i stilhed, har manglen på officielle udmeldinger skabt en intens debat – ikke kun online, men også i hverdagslivet, i sporvognene, på caféerne og blandt de lokale i Fatih. Sagen har samtidig fået markante konsekvenser for byens turisme, som er en af landets vigtigste indtægtskilder. I Ortaköy, hvor familien spiste tidligere på dagen, er street-food-boderne mærkbart mindre besøgte. Mange turister spørger mere kritisk, og en del vælger området helt fra. Kombinationen af frygt, usikkerhed og et hotel i Fatih der står bag politiafspærring, har ramt tilliden på et tidspunkt, hvor Istanbul ellers har oplevet massiv turistvækst. Tragedien har også sat fokus på noget så konkret som hygiejne – både i forhold til mad og til rengøringsstandarderne i mindre hoteller og lejlighedsudlejninger. Mange begynder nu at stille spørgsmål, som normalt aldrig ville være blevet stillet: hvilke rutiner findes der? Hvem fører tilsyn? Og hvordan sikrer man, at gæster ikke udsættes for sundhedsrisici? Allerede i dagene efter tragedien fortalte flere beboere i området, at myndighedernes teknikere havde været på hotellet for at undersøge to værelser i stueetagen. Det ene blev omtalt som under renovering. Selvom undersøgelserne ligger tilbage i tid, nævnes de stadig hyppigt i debatterne, fordi de passer ind i den større mistanke om en mulig fejl i en sprøjte- eller rengøringsprocedure. For mange er det svært at ignorere den tanke, at noget på hotellet kan være gået galt længe før familien ankom. En anden teori, som ligeledes opstod kort efter hændelsen, handler om hotellets ventilationssystem. På debatforummet Ekşi Sözlük diskuterede mange muligheden for, at et giftstof kan være blevet spredt gennem luftkanalerne. Selvom teorien ikke er ny, fylder den stadig, fordi den for mange fremstår som en logisk forklaring, især i lyset af at hele familien blev ramt samtidigt. Der har også været administrative rygter, som fortsat nævnes, selv om de stammer fra efterforskningens tidlige fase. Blandt andet påstanden om, at hotellets forsikringsselskab tidligt skulle være trådt ind i sagen, og at myndighederne dengang kontaktede andre lokale hoteller for at få dokumentation om brug af sprøjtemidler. Selvom intet af dette er bekræftet, har det bidraget til en bredere opfattelse af, at kemikaliesporet hurtigt blev det mest seriøst forfulgte. Sideløbende med disse større spørgsmål stiller mange sig undrende over, hvorfor lægen, der først tilså familien, ikke holdes ansvarlig. Forklaringen er indtil videre, at der ikke foreligger beviser for fejlbehandling. Ved første kontakt blev familien vurderet til at have en almindelig maveinfektion, hvilket er ekstremt hyppigt i Istanbul. Først senere udviklede symptomerne sig dramatisk. Indtil toksikologien offentliggøres, er det umuligt at konkludere, om lægen burde have reageret anderledes. Også street-food-sælgerne i Ortaköy – som mange havde travlt med at pege fingre ad i tragediens første dage – sidder stadig varetægtsfængslet. Det skyldes ikke, at politiet mener, at maden var årsagen, men at madsporet juridisk set endnu ikke er lukket. Før de tekniske rapporter er afsluttet, ændres sigtelserne ikke. Mens byen for længst har mistet troen på madsporet, ligger sælgerne tilbage som de ufrivillige ofre i en sag, der måske aldrig har drejet sig om dem. Selv nu, to uger senere, ved offentligheden forbløffende lidt. Hotellet er forseglet. Der er ingen officielle resultater fra toksikologien. Der er ingen nye anholdelser. Ingen nye indlæggelser. Og intet tyder på, at myndighederne har planer om at åbne mere op, før de har et fuldstændigt billede. Men selv om svarene lader vente på sig, har sagen allerede ændret noget fundamentalt: den har gjort både borgere og turister mere opmærksomme på hygiejne, på sikkerhedsprocedurer og på de skjulte lag af hverdagslogistik, man normalt aldrig skænker en tanke. Jeg følger udviklingen tæt og opdaterer igen, så snart der kommer nyt – officielt eller uofficielt. FAKTABOKS Det ved man En tysk familie på fire døde efter indlæggelse med akutte symptomer. Børnene var 6 og 3 år. Flere andre hotelgæster oplevede symptomer samme dag; to blev indlagt, men er nu uden for fare. Hotellet i Fatih er fortsat forseglet. Kemikaliesporet anses bredt som det mest sandsynlige. Der har tidligere været tekniske undersøgelser af flere værelser. Sagen har påvirket turismen, særligt street-food-miljøet i Ortaköy. Tragedien har øget fokus på hygiejne i både fødevare- og hotelbranchen. Det ved man ikke Hvilket stof familien blev udsat for. Hvor eksponeringen fandt sted – på værelserne, via ventilationen eller andet. Om hotellet brugte ulovlige sprøjtemidler. Om rengøring eller skadedyrsbehandling var udført forkert. Om der blev begået fejl i den første lægefaglige vurdering. Hvorfor myndighedernes kommunikation er så begrænset. Hvornår toksikologirapporten offentliggøres. Om der kommer nye sigtelser eller løsladelser.

Tæt ved den gamle bymur ligger Kariye-moskeen, tidligere kendt som Chora-klosteret. Gennem mere end 1.600 år har stedet skiftet funktion flere gange: fra kloster og kirke i den tidlige byzantinske periode til moské efter den osmanniske erobring af Konstantinopel. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Den bygning, man ser i dag, stammer dog ikke fra antikken, men fra begyndelsen af 1300-tallet. Det var Theodoros Metochites, en af tidens mest indflydelsesrige byzantinere, der omkring 1315–1321 lod kirken ombygge og udsmykke i den stil, vi kender i dag, med de enestående mosaikker og fresker. Det er denne senbyzantinske fase, der definerer Kariye-moskeen arkitektonisk og kunstnerisk. Efter 1453 blev kirken omdannet til moské af sultan Mehmed II. Der blev tilføjet islamiske elementer som mihrab og minaret, mens de kristne billeder på vægge og kupler blev kalket over, sådan som det var almindelig praksis på den tid. I 1945 blev Kariye gjort til museum, hvilket muliggjorde en omfattende restaurering og fremvisning af mosaikkerne. I 2020 ændrede regeringen igen stedets status til moské - samme proces som Hagia Sofia gennemgik. Kort efter blev bygningen lukket for en større restaurering, og i maj 2024 åbnede Kariye-moskeen atter for de bedende. Under bøn dækkes dele af mosaikkerne af diskrete rullegardiner, mens de uden for bønnetider stadig kan ses. Som jeg synes, at billederne i dette indlæg viser, ligger Kariye helt i toppen, når det gælder Istanbuls smukkeste steder. Og jeg må indrømme, at sameksistensen mellem den byzantinske kunst og moskéens nutidige funktion fungerer langt bedre, end man måske skulle tro. Udenlandske besøgende (over 8 år) skal købe billet for at komme ind. Hovedbeklædning kan ikke lånes men skal købes for et mindre beløb - også for mænd i korte shorts. Museet holder lukket for besøg på fredage! Brug tiden bedre, spring køen over og støt samtisigt bloggen: Køb billetten her Så, er Kariye-moskeen et besøg værd, når man tager pris og beliggenhed i betragtning? Det må du afgøre. Men nu hvor Hagia Sofia er spækket med bygge-stilladser og lastvogne, synes jeg bestemt, at Kariye er værd at rejse lidt efter. I området: Tekfur Palads Istanbul Bymur oplevelsesmuseum Køber du billetter via link i dette indlæg, støtter du samtidigt bloggen her, uden at det koster dig ekstra! Indlægget her redigeret og opdateret (dec 2025) af det oprindelige indlæg fra sept 2024. Bla. er tilføjet noten om Hagia Sophias restaureringsarbejde.

Når Moby går på scenen i Istanbul den 29. juni 2026, bliver det næppe kun musikken, folk taler om. I denne by er kalenderen sjældent tilfældig, og tidspunktet lægger op til mere end blot en koncert på Zorlu PSM Turkcell Stage i Beşiktaş. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Koncerten falder nemlig lige dér, hvor Istanbul Pride normalt ville finde sted, hvis den altså fik lov. Siden 2015 har paraden år efter år været mødt af forbud, afspærringer og anholdelser, og hele området omkring Taksim skifter nærmest karakter i dagene op til. Det er derfor ikke overraskende, at spørgsmålet allerede dukker op i kommentarspor og musikfora: bliver koncerten gennemført, eller glider den stille ud af kalenderen som så mange andre arrangementer i juni? Eksemplerne findes. Robbie Williams fik i 2025 annulleret sin koncert med henvisning til offentlig orden, og i Istanbul er det en formulering, der kan dække over meget forskelligt. Det er efterhånden en del af virkeligheden her, at internationale kunstnere ikke nødvendigvis kan regne med, at en bekræftet dato betyder, at alt er i skønneste orden. For mange vil navnet Moby stadig vække minder om slutningen af 90erne, hvor albummet Play bragede igennem og sendte numre som Porcelain og Natural Blues ud i alle tænkelige retninger. Han har siden arbejdet sammen med alt fra David Bowie til Britney Spears, men er i dag næsten lige så kendt for sin aktivisme som for sin musik. Særligt hans engagement i dyrerettigheder, miljøsager og LGBTQ+-rettigheder er velkendt, og det er netop derfor, koncerten i Istanbul får en ekstra dimension. Billetter kan købes via Zorlu PSMs officielle kanaler og Passo, og de dukker også op på billetformidlere som Viagogo.

Forleden dag var kæresten og jeg på vandretur i Kadıköy sammen med en arkæolog for at udforske nogle af bydelens historiske kirker. En af dem - og den, dette indlæg handler om - var Ayia Efimia Rum Ortodoks Kilisesi. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere En lille kirke, der ligger presset ind på et hjørne mellem butikker, caféer og mayhanesi - et af de steder, man let går forbi uden at tænke nærmere over det. Og det er egentlig en skam, for kirken bærer navnet på en af både den ortodokse, katolske og protestantiske kristendoms vigtigste helgener . Jeg har været forbi mange gange, og også været inde i gården - men aldrig inde i selve kirkerummet. Men denne gang lykkedes det. Selvom Ayia Efimia udefra virker enkel, er det en helt anden oplevelser der venter, indenfor. Fra hele kirkerummet kan man se en lille kuppel midt i loftet, hvis aparte form skyldes nogle helt særlige byggevilkår, kirken fik i det osmanniske rige. kuplen måtte ikke være større end kuplen på den nærliggende moské, og den skulle bygges af materialer, der allerede fandtes på stedet. Derfor har den stadig sin kompakte og lidt usædvanlige udformning, som man straks bemærker, når man står i rummet og kigger op. Indeni er kirken lille og enkelt opbygget, men rummet er alligevel fyldt med detaljer. Ikonostasen fungerer som kirkens naturlige midtpunkt, og over den lille kuppel i loftet findes en fresko af Kristus Pantokrator. På væggene hænger mange ikoner i forskellige størrelser og aldre - nogle ældre, andre nyere - som tilsammen giver rummet en varm og levende stemning. Et af malerierne viser miraklet fra Koncilet i 451, hvor Sankt Euphemias relikvier ifølge traditionen spillede en afgørende rolle. Rundt om kirkerummet står søjler med udskårne kapitæler, som giver rummet en rolig og harmonisk karakter. Selvom kirken er lille, mærker man tydeligt, at den stadig bruges aktivt af den lokale græske menighed. Kirken er fortsat aktiv og hører under det Økumeniske Patriarkat i Fener. Ved højtider indeholder liturgien både græske og tyrkiske dele. Det er vigtigt at slå fast, at den oprindelige kirke viet til Sankt Euphemia ikke stod her. Den lå et helt andet sted i det antikke Kalkedon. Ifølge både topografiske studier og moderne arkæologi menes den store Euphemia-katedral at have ligget på Duatepe-bakken i det nuværende Yeldeğirmeni - altså oppe på højderyggen mellem dagens Haydarpaşa og Söğütlüçeşme. Stedet lå på højen over den antikke havnefront og var orienteret mod det område, hvor jernbanesporene ligger i dag. Den store Euphemia-katedral blev ødelagt flere gange gennem historien af brand, jordskælv og ikonoklasmen i 700-tallet. Euphemias relikvier blev også flyttet ad flere omgange - først rundt i Kalkedon, og i 600-tallet blev de bragt til et nybygget martyrion i Konstantinopel, tæt ved hippodromen i det område, vi i dag kalder Sultanahmet. I dag er Euphemias kiste at finde ude i Patriarkens kirke i Fener, langs Det Gyldne Horn . Det fascinerende ved Ayia Efimia er, hvor let man kan overse den. Man kan stå midt i mylderet ved Altıyol - med busser, sporvognsringlen, studerende, gadesælgere og katte over det hele - og kun få meter derfra ligger der en kirke, der bærer en af kristendommens største martyrfortællinger. Kadıköy er fuld af steder som dette. Små lommer af historie, skjult mellem hverdagens larm, duften af nybagt simit og livet på gaden. Ayia Efimia er ikke stor. Den gør ikke væsen af sig. Men den fortæller et stykke historie, som stadig ligger i murene her i Kadıköy - og som mange slet ikke ved findes. Følg mitistanbul.dk på YouTube

Da pave Leo XIV i slutningen af november lagde vejen forbi Istanbul, undrede mange sig: Hvorfor lige Tyrkiet? Svaret er både historisk og dybt symbolsk. Det er nemlig 1.700 år siden, at kristendommens første store koncil blev holdt i İznik, det gamle Nikæa, cirka 140 kilometer fra Istanbul i bil, hvor man lagde grundstenene til den trosbekendelse, millioner følger den dag i dag. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Paven indledte sin Istanbul-del af besøget i Kutsal Ruh Katedrali (Helligåndens Katedral) i Harbiye. Ifølge deltagere var stemningen rolig og forventningsfuld, og paven brugte sin tale til at fremhæve mødet mellem mennesker som noget af det mest centrale i troens verden. Han udtrykte det blandt andet sådan: “Tro bliver levende, når vi møder hinanden med respekt og nysgerrighed.” Senere besøgte han Yaşlılar Yurdu - Little Sisters of the Poor (plejehjem drevet af Little Sisters of the Poor), hvor han talte med beboerne og personalet. Her lagde han vægt på værdighed og omsorg for ældre mennesker og formulerede det i en sætning, der siden er blevet delt flittigt: “Et samfund bliver stærkere, når det passer på sine ældre.” Besøget fortsatte i Sultanahmet Camii (Den Blå Moské). Pressebilleder og officielle udtalelser viser, hvordan paven tog et stille øjeblik under de blå kupler og senere beskrev oplevelsen med ordene: “Stilhed er nogle gange det mest respektfulde sprog.” Rejsens officielle højdepunkt var markeringen af 1.700-året for İznik Konsili (Konciliet i İznik / Nikæa), hvor paven mødtes med kirkeledere fra forskellige traditioner. Her talte han om både historie og fremtid og sagde blandt andet: “Vi skylder vores historie sandhed, men vi skylder vores børn fred.” En sætning, der hurtigt blev et af besøgets mest citerede udsagn. Pavens besøg i Istanbul var af den kortere af slagsen, var det et tiltrængt solstrejf over Istanbul. En pause fra valutakurser, prisstigninger og politisk uro der ellers fylder hverdagen hernede.

En afgørelse fra Tyrkiets øverste appelret, Yargıtay, har sat fokus på noget så hverdagsligt som et ‘like’ på sociale medier. Retten har stadfæstet, at digitale handlinger kan indgå som bevis på brudt tillid i et ægteskab. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk kan du støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Sagen stammer fra Kayseri, hvor en kvinde klagede over, at hendes mand gentagne gange likede billeder af andre kvinder. Familieretten vurderede, at adfærden brød loyalitetspligten i ægteskabet, appelretten var enig, og Yargıtay fastholdt denne vurdering. Dommen siger ikke, at et enkelt like i sig selv er udtryk for utroskab. Men den gør det klart, at adfærd på sociale medier ikke længere betragtes som et område uden for rettens rækkevidde. Det, der tidligere blev opfattet som små og måske ligegyldige digitale spor, kan nu indgå i vurderingen af et ægteskabs tillidsgrundlag. Det afgørende for retten er ikke det enkelte klik, men det mønster der tegner sig: Hvor ofte sker det? Hvem bliver liket? Er der tale om tilfældige interaktioner, eller peger det på en interesse, der overskrider de grænser parterne har i deres relation? Hyppighed, kontekst og den måde handlingerne påvirker forholdet på, bliver derfor centrale elementer i den juridiske vurdering. Med afgørelsen siger Yargıtay i praksis, at digitale handlinger kan have reel betydning for, hvordan et ægteskab forstås i en retlig sammenhæng. Det, der foregår på en skærm, løsrevet fra enhver fysisk kontakt, kan stadig være med til at vise, hvordan tillid enten bygges op eller brydes ned. Afgørelsen har udløst debat, fordi den viser, hvordan digitale handlinger i stigende grad betragtes som en del af det samlede bevisbillede. Grænsen mellem privatliv og digital adfærd bliver stadig mindre tydelig, og Yargıtay understreger nu, at handlinger online kan få konsekvenser i den virkelige verden.

Der er et bestemt spørgsmål, der bliver ved med at dukke op, når jeg taler med studerende, venner, naboer eller taxachauffører her i Istanbul: Hvordan kan et land med så mange unge, så mange universiteter og så mange millioner studerende alligevel blive ved med at sidde fast i de samme økonomiske problemer? 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Det er nemt nok at pege på inflation, dollarkurs, energipriser og geopolitik. Men når man skræller alt det væk, står én ting tilbage: Tyrkiets uddannelsessystem er blevet så svækket, at det i sig selv er en af landets største økonomiske hæmsko. Et system der producerer diplomer og grader i et tempo der langt overstiger den reelle faglighed. Tyrkiet har i dag omkring 208 universiteter - mere end dobbelt så mange som for eksempel Tyskland. Ja, Tyrkiet har en langt yngre befolkning og derfor flere unge i uddannelsessystemet, men selv med det in mente er antallet ude af proportioner. De mellem 7,5 til 8 millioner studerende i landet, ser imponerende ud på papiret, men tallene siger en hel del mere om kvantitet end kvalitet. Mange af de mest populære uddannelser er dem der er billige at udbyde: business administration, kommunikation, psykologi, internationale relationer. Fag der kan fylde auditorier, men som ikke kræver laboratorier, forskningsmiljøer eller avancerede faciliteter. Det er uddannelser der kan masseproduceres - og det er netop dét man gør. Resultatet er et arbejdsmarked hvor mange unge går arbejdsløse, mens virksomheder samtidig mangler kvalificeret arbejdskraft. Her i Istanbul er jeg, ligesom jeg var i Danmark, medlem af en fagforening og en relativt fast te-og-sludre-gæst på fagforeningens hovedkontor, der ligger et par stenkast fra mit hjem. Og noget af det jeg hører igen og igen fra undervisere - især på de private universiteter - er, hvor voldsomt niveauet er faldet gennem de seneste cirka 10 år. Mange bachelorprojekter ligner i omfang, metode og argumentation noget der kunne have været afleveret som et SRP-projekt på et dansk gymnasium, og ofte endda under det niveau. En ting er, at de studerende afleverer rapporter på 3-5 sider - ofte uden reel metode, uden akademiske kilder og uden et klart argument. Noget helt andet er, at universiteterne accepterer og godkender det. Det er ikke de unge der fejler. De er nysgerrige, engagerede og fulde af potentiale. Men de er vokset op i et skolevæsen hvor multiple-choice-tests fylder hver eneste uge, og hvor man i årevis har lært, at det vigtigste er at ramme det rigtige kryds - ikke at forstå stoffet. Ser man på de studerendes veje gennem systemet, bliver det tydeligt at Tyrkiets uddannelseskrise ikke er én samlet udfordring, men to parallelle virkeligheder. På den ene side står den enorme gruppe af unge der bevæger sig gennem universiteterne uden at få de værktøjer der burde udgøre fundamentet for en bachelor. De får et eksamensbevis, men ikke et fagligt ståsted. Og så er der den anden gruppe - langt mindre, men markant stærkere. De unge fra de gode gymnasier og de højest rankede universiteter, dem der læser engelske bøger i fritiden, tager på Erasmus, følger internationale strømninger og allerede fra første semester ved at der findes en verden udenfor hvor deres kompetencer vil blive værdsat. De rejser ikke nødvendigvis fordi de vil væk, men fordi de kan se at de vil blive taget imod med åbne arme andetsteds. Derfor kan lavt uddannelsesniveau og massiv udvandring af højtuddannede sagtens eksistere side om side. De handler om to helt forskellige grupper af unge, formet af et system der trækker i to vidt forskellige retninger. Tallene gør det svært at ignorere hvor stort problemet er. Ifølge OECD, Eurostat og TÜIK oplever Tyrkiet en af Europas mest markante udvandringer af højtuddannede. Mellem 2015 og 2023 vurderes det at mere end 250.000 unge med videregående uddannelser har forladt landet. En undersøgelse fra Konrad Adenauer Stiftung i 2023 viste at 72 procent af unge tyrkere drømmer om at rejse hvis muligheden opstår. Det er unge med sprog, ambitioner og faglighed - netop dem landet burde bygge sin fremtid på. Når de rejser, forsvinder ikke kun hænder og hoveder, men også idéer, forskningskraft, innovation og iværksætteri - alt det der kunne have skubbet Tyrkiet i en ny retning. Samtidig er en anden form for faglighed blevet svækket indefra. I årtier var de statslige universiteter landets akademiske rygrad. Boğaziçi, ODTÜ, Hacettepe, Ankara Universitet og flere andre bar forskningsmiljøer af international kvalitet, faglig autonomi og en akademisk kultur der fungerede som intellektuel modvægt i samfundet. Efter 2016 ændrede alt dette sig. Over 6.000 akademikere blev fjernet gennem nødretsdekreter. På flere institutter forsvandt mellem 30 og 60 procent af medarbejderne på én gang. Internationale samarbejder kollapsede, forskningsprojekter gik i stå, ph.d.-studerende mistede deres vejledere, og ledelserne blev politiserede. Man kan ikke fjerne hjernen fra en institution og forvente at kroppen fungerer. Når de statslige universiteter svækkes, står de private institutioner tilbage med langt større synlighed. Istanbul og Ankara er efterhånden pakket med skinnende campusser, imponerende facader og reklamer der lover globale karrierer. Men som underviser ser man hurtigt at facaderne ofte er stærkere end fundamentet. Jeg oplever det selv dagligt: et universitet med en adresse der kunne pryde enhver brochure, og en udsigt der ligner noget fra en serieproduktion, men hvor bachelorprojekter skrives uden metode, hvor studerende aldrig har lært at researche, og hvor eksamener primært tester udenadslære. Mange undervisere underviser på to eller tre universiteter for at få økonomien til at hænge sammen, og det siger alt om hvor skrøbeligt det akademiske miljø ofte er. Alt dette skaber en virkelighed hvor Tyrkiet både har høj ungdomsarbejdsløshed og stor mangel på kvalificeret arbejdskraft samtidig. Den officielle ungdomsarbejdsløshed ligger mellem 18 og 25 procent, mens forskere vurderer at den reelle rate i storbyerne nærmer sig 30. Samtidig forudser landets største erhvervsorganisation, TÜSİAD, at Tyrkiet inden for få år vil mangle op mod to millioner medarbejdere inden for teknologi, sundhed, ingeniørfag og avanceret produktion. Mange virksomheder bruger mellem et halvt og et helt år på at oplære nyuddannede i helt basale færdigheder som deres uddannelse burde have givet dem. Det er ikke individuelle svagheder. Det er et strukturelt sammenbrud. Midt i dette lancerer regeringen nu et forslag der på papiret lyder moderne og effektivt: bacheloruddannelserne skal skæres fra fire år til tre for at harmonisere med Europa. Men i Europa hviler tre-årige bacheloruddannelser på solide forskningsmiljøer, dyb metodeundervisning og et skolevæsen der forbereder de unge langt bedre end det tyrkiske. I Tyrkiet bruges de første 1-2 studieår ofte på at indhente det faglige efterslæb fra gymnasiet. At fjerne det år hvor de endelig begynder at få fodfæste, er ikke en harmonisering - det er en udhuling. Det siger noget at ingen af landets højest rankede universiteter har efterspurgt kortere uddannelser. Tværtimod advarer Koç, Sabancı, Bilkent, ODTÜ og Boğaziçi om at fire år allerede er for lidt i et system med så massivt et efterslæb. En forkortelse vil ikke styrke kvaliteten - den vil øge afstanden mellem Tyrkiet og de lande man forsøger at spejle sig i. Universiteter er steder hvor man lærer at stille spørgsmål og udfordre det givne. Historisk set har de ofte været mål for regeringer der ønsker større kontrol. Når man forkorter uddannelserne, gør dem mere overfladiske og presser dem ind i strammere administrative rammer, fjerner man ikke kun faglighed, men også tid - og tid er præcis dét kritisk tænkning lever af. Flere forskere siger det direkte: denne reform styrker ikke uddannelse - den styrker styring. Når jeg underviser, møder jeg dagligt unge mennesker fulde af talent, humor, nysgerrighed og potentiale. Men de møder et system der ikke giver dem den tid eller de værktøjer de fortjener. Et system der løber hurtigere og hurtigere, men uden retning. Tyrkiet har en af verdens yngste befolkninger, en central placering og en industri der burde kunne fungere som motor for hele regionen. Men intet af det kan løfte sig hvis uddannelsessystemet - selve landets rygrad - bliver stadig mere porøst. Kilder OECD – Education at a Glance Eurostat – Youth mobility and labour statistics TÜİK – Data om uddannelse, migration og arbejdsmarked TÜSİAD – Fremtidsprognoser for arbejdsmarkedet Bianet – Rapporter om ungdomsarbejdsløshed og uddannelse T24 – Interviews med uafhængige økonomer BirGün – Undersøgelser af private universiteter TurkeyRecap – Økonomiske analyser Independent Academicians Network – Gennemgange af universitetskvalitet Konrad Adenauer Stiftung – Youth in Turkey-rapport (2023)

Istanbul Guvernøren har indført et forbud mod ukontrolleret fodring af gadehunde i områder som skoler, hospitaler og parker. Begrundelsen lyder på hygiejne, skadedyr og folkesundhed. Men når man ser på, hvad der faktisk foregår i byen, virker det mærkeligt, at forbuddet kun rammer hundene - og ikke kattene. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Lad mig sige det helt enkelt: jeg holder af både katte og hunde. Det her handler ikke om at pege fingre ad nogen dyr. Tværtimod. Problemet, synes jeg, er menneskers adfærd, ikke dyrenes. For hygiejneproblemet i Istanbul kommer ikke fra hverken hunde eller katte, men fra alt det mad, mennesker smider på gaden til dyrene. Fortove flyder med madrester fra middagsborde, plastikbakker med tørfoder og brød, der aldrig bliver spist. Kogt pasta, der hverken tiltrækker katte eller hunde, men til gengæld rotter. Det er her, kernen af problemet ligger. Ikke hos dyrene. Alligevel er det hundene der bliver omfattet af et forbud. Kattene går fri, selvom det er dem der oftest bevæger sig ind i supermarkeder, bagerier og fiskeforretninger. Hundene ligger for det meste udenfor, er registrerede, steriliserede og vaccinerede. Kattene færdes tættere på mennesker og madvarer, men indgår ikke i de samme programmer. Det samme mønster ses på hospitalerne: flere mennesker behandles hvert år for bid og krads fra katte end fra hunde. Det skyldes ikke ond vilje - katte reagerer hurtigt, og de kommer tæt på mennesker. Men tallene gør det svært at forklare, hvorfor kun hundene reguleres, hvis argumentet er sundhed. Ser man på den politiske kontekst, bliver beslutningen ikke lettere at forstå. Guvernøren i Istanbul er ikke folkevalgt, men udpeget af centralregeringen, som gennem mange år er blevet mere national-konservativ og religiøst orienteret. I nogle af de miljøer har hunde en lavere symbolsk værdi end katte. Det er ikke noget der står i bekendtgørelsen, men det påvirker ofte, hvordan beslutninger træffes. Historien spiller også en rolle. I 1910 blev titusindvis af hunde indsamlet og sendt til Hayırsız Ada, hvor de døde. En tragedie mange stadig taler om. Når den nye hundelov af kritikere bliver kaldt massakreloven, er det fordi man frygter at se samme mønster gentage sig, blot i moderne form. Men i dag burde fokus ligge et helt andet sted. Hvis man vil forbedre hygiejnen i byen, skal man starte med det madspild og det affald, mennesker efterlader overalt. Dyrene reagerer blot på det, vi lægger ud. Derfor står det egentlige spørgsmål tilbage: Hvorfor rammer forbuddet hundene, når problemet kommer fra menneskers affald? Hvorfor går kattene fri, når deres kontakt med mennesker og fødevarer faktisk er større? Og hvorfor er der ingen regulering af det madsvineri, der hver dag skaber grobund for rotter og skadedyr i byen? Der er nu tre provinser i Tyrkiet, hvor den regeringsudnævnte guvernør har udstedt forbud mod at fodre gadehunde: Afyonkarahisar, Ankara og Istanbul. Den tyrkiske dyrenes-beskyttelsesforening Haytap har taget fodringsforbuddet til domstolene. For både hunde og katte er afhængige af os. Det er ikke dem - men vores adfærd - der afgør, hvordan byen fungerer.

Forleden dag slog jeg et smut forbi boghandlen Istanbul Kitapçı, og som jeg gik og kiggede på hylderne, faldt mit blik på en lille farverig bog med titlen “Istanbul for Kids”. Jeg havde aldrig hørt om den før, men efter at have bladret et par sider igennem, kunne jeg mærke, at den her skulle med hjem. Den rammer nemlig den samme legende og nysgerrige tilgang til Istanbul, som jeg selv holder så meget af - og som jeg ofte skriver om her på bloggen. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Hvis du allerede har læst mit indlæg her på bloggen om Istanbul for børnefamilier ( Istanbul: Oplevelser for familier, børn og unge ) , så ved du allerede, at her er masser af gode oplevelser for hele familien i denne fantastiske by. Det, der gør bogen så charmerende, er dens evne til at skabe nærvær ved byens mange seværdigheder. Her handler det ikke kun om fakta, men om små fortællinger, finurlige detaljer og små noter, der gør børn og voksne nysgerrige på det, de ser. Et af bogens store plusser er de små ‘skattejagter’, der sender læserne ud for at finde detaljer som symboler, mønstre eller skjulte figurer ved steder som Topkapi, Galatatårnet og Den Blå Moské. Forskellige afsnit byder på forskellige sjove spørgsmål og små ‘opgaver’, der trækker smilet frem - og måske endda skaber en lille venlig konkurrence familiemedlemmerne imellem. Selvom bogen er skrevet til børn, er den på ingen måde kun for de yngste. Den er mindst lige så fin for den voksne Istanbul-besøgende, der gerne vil have bare en smule viden om lidt af det meste - uden større fanfare eller klassisk turistguide-sprog. Den er let at gå til, let at tage med rundt og giver et friskt blik på steder, mange af os tror, vi allerede kender. Bogen kan købes hos Istanbul Kitapçı som du finder ved flere af byens store færgeterminaler - blandt andet i Karaköy, Kadıköy og Eminönü - samt ved nogle af de større museer og biblioteker. Du kan også bestille bogen online på f.eks Amazon og havde den sendt til dit hotel, så den ligger klar når du ankommer. En lille bog med et stort hjerte - og en glimrende ledsager for både nysgerrige børn og voksne, der vil opdage Istanbul på en mere legende og afslappet måde.

Da jeg for noget tid siden fulgte den gamle havmur langs Det Gyldne Horn, nåede jeg til Ayvansaray - det sted, der i årene op til 1453 næsten markerede grænsen for det østromerske rige. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Her, midt i det hele, fik jeg øje på noget, jeg aldrig før havde lagt mærke til: en lille marmortavle, der sad på muren som et glemt stykke historie, man næsten skulle snuble over for at se. På tavlen står der: “23 Nisan 1453 Pazartesi günü seferî köprü Fatih Sultan Mehmed tarafından bu civarda kurdurulmuştur.” “Mandag den 23. april 1453 lod Sultan Mehmed den Erobrer en felttogsbro bygge her i området.” Denne lille umiddelbart ubetydelige tavle markerer et af de øjeblikke i belejringen af Konstantinopel, hvor osmannerne ændrede tempo og begyndte at presse byen fra vinkler, byzantinerne slet ikke var forberedt på. Her ved Ayvansaray lod Mehmed I opføre en slags flydebro - en midlertidig konstruktion af både, tønder og brædder - lagt ud over den smallere del af Det Gyldne Horn fra Hasköy på den modsatte bred af Det Gyldne Horn her til Ayvansaray - en bro der gjorde det muligt at flytte sine tropper over vandet. Samtidig, og i de samme dramatiske april-dage, foregik den manøvre, som i dag næsten er helt mytisk: Osmanniske soldater trak deres skibe op over land, fra Bosporus kysten ved det der i dag ligger mellem Kabataş og Dolmabahçe, og førte dem over højderyggen bag Kasımpaşa - og sænkede dem ned i Det Gyldne Horn igen bag den jernkæde, byzantinerne havde strakt ud for at blokere indsejlingen. Broen bandt hæren sammen på tværs af Haliç. Skibene ændrede balancen inde i selve bugten. Og tilsammen skabte de et pres, som byens forsvar ikke kunne matche. Går man et par hundrede meter op ad bakken herfra mindepladen i muren, står man i det område, der i dag kaldes Tekfur. Det var her, den sidste byzantinske kejser, Konstantin XI Palaiologos, boede. Ikke i pragt, men i et faldefærdigt palads, der mest af alt vidnede om et rige, der var skrumpet ind til sin egen skal. De store handelsruter var for længst blevet overtaget af genoveserne, som sad tungt i Galata og kontrollerede handelen fra deres store tårn - Galatatårnet. Det var herfra, de førte varer, penge og magt ind og ud af byen, mens kejseren stod tilbage med murene, titlen og et håb, der blev tyndere dag for dag. Og så står man her - ved en mur i Ayvansaray - med en marmortavle, der ikke gør meget væsen af sig. Men hvis man nu kender historien, som du nu gør lidt, så forstår man bare lidt, at netop dette lille stykke mur markerer et punkt, hvor verdenshistorien skiftede retning. En enkelt mandag i april 1453, hvor en bro blev lagt ud over vandet, mens skibe bumpede hen over bakkerne længere ude. Det er det, Istanbul kan: At gemme de største historier i de mindste detaljer. At lade en hel civilisation hvile i en tavle, man næsten skal snuble over for at opdage. Og at minde dig og mig, om, at selv de mest anonyme hjørner af denne by kan være steder, hvor verden engang ændrede kurs.

At forelske sig i en lille vovse eller kitty-kat i Tyrkiet og drømme om at tage den med hjem til Danmark sker oftere end man tror. Og jeg forstår det godt. Der er virkelig mange søde gadehunde og kærlige katte hernede, som hurtigt smelter et dansk turisthjerte. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Men: Tyrkiet er et land uden for EU, og derfor er der nogle rigtig strenge regler, der skal være opfyldt, før et dyr må komme med hjem til Danmark. Processen tager tid, papirarbejdet er ikke altid ligetil, og du skal planlægge det hele i god tid. Her får du en samlet guide, der i øjenhøjde gennemgår, hvad der faktisk gælder trin for trin. Trin 1: Mikrochip og rabiesvaccination Først skal dyret have en ISO-kompatibel mikrochip. Det er fungerer dybest set som dyrets pas og ID, og den skal sættes før andre vaccinationer. Når chippen er på plads, skal dyret have en rabiesvaccination. Det skal være mindst 12 uger gammelt ved vaccinationen, og du skal efterfølgende vente 21 dage, før noget som helst andet kan ske. Trin 2: Rabies-antistoftitertest Her bliver det vigtigt. Fordi Tyrkiet er et såkaldt listed third country i EU, er der krav om en rabies antistoftitertest. Blodprøven må først tages 30 dage efter rabiesvaccinationen. Den skal analyseres på et EU-godkendt laboratorium, og testen skal vise mindst 0,5 IU/ml antistoffer. Når prøven er godkendt, skal du vente 3 måneder, før dyret må rejse til Danmark. Her ryger de fleste adoptivdrømme i tidsnød, for testen og ventetiden tager nemt 3,5 til 4 måneder alene. Trin 3: De tyrkiske veterinærpapirer Inden afrejse skal du have udstedt et officielt EU-dyresundhedscertifikat, udfyldt af en statsveterinær i Tyrkiet. Det får du hos İl Tarım ve Orman Müdürlüğü, altså provinsens landbrugs- og skovbrugsdirektorat. Certifikatet skal indeholde mikrochipnummer, rabiesvaccination, resultat af titertesten, oplysninger om dig som ejer og en erklæring om, at det ikke drejer sig om kommerciel import. Dokumentet er gyldigt i 10 dage, så du skal planlægge rejsen ret præcist. Trin 4: Rejsen til Danmark Næste skridt er selve indrejsen. Det skal ske som ikke-kommerciel transport, hvilket betyder, at du rejser sammen med dyret og ikke har tænkt dig at sælge det. Ved ankomst til Danmark kan der være stikprøvekontrol, hvor chip, papirer og vaccinationer bliver tjekket. Mangler der noget, kan myndighederne afvise dyret eller i værste fald kræve karantæne. Hvor lang tid tager det hele? Regn med 4 til 5 måneder. Ikke fordi nogen vil gøre det svært, men fordi reglerne er sat i verden for at holde rabies ude af EU. Derfor er det vigtigt at starte processen i god tid, hvis du vil adoptere et dyr fra Tyrkiet. Et par ekstra råd Mange dyrlæger og organisationer her i Tyrkiet tilbyder at hjælpe med papirarbejde, laboratorier og myndighedsbesøg. Det koster en del, men kan være en lettelse, hvis du ikke selv vil stå i kø hos myndighederne. Spørg din lokale dyrlæge hernede, de kender ofte de rigtige kontakter. Og: Tjek altid Fødevarestyrelsens hjemmeside, før du går i gang. Regler kan ændre sig, og det er myndighederne der har det sidste ord.

I skyggen af sin store og berømte “søster”, Hagia Sophia, ligger den ofte oversete “Lille Hagia Sophia” (Küçük Ayasofya). Bygningen startede sit liv som en byzantinsk kirke dedikeret til de kristne martyrer Sergius og Bacchus. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Lille Hagia Sophia blev opført i begyndelsen af 500-tallet under kejser Justinian I – formentlig kort før byggeriet af den store Hagia Sophia gik i gang. Mange forskere mener, at arkitekturen i denne mindre kirke kan have været et tidligt forstudie til den ikoniske form, som senere blev udviklet i Hagia Sophia. Omkring 60 år efter osmannerne erobrede byen, blev kirken i 1513 omdannet til en moské. I dag står Lille Hagia Sophia som et fascinerende sted, hvor kristne og islamiske udtryk mødes. Man kan stadig se spor af den oprindelige byzantinske udsmykning side om side med klassisk osmannisk dekorationskunst. Blandt andet findes der en inskription, der nævner Justinian I og Theodora. Selve kuplen hviler på en ottekantet struktur, støttet af otte store søjler – et karakteristisk træk, der giver rummet sin særlige ro og balance. Indvendigt er vægge og kuppel udsmykket med islamiske ornamenter, som i dag harmonerer overraskende fint med de bevarede kristne detaljer. Udenfor ligger en stille og stemningsfuld gårdhave med en lille te-café og flere små håndværksværksteder, hvor man kan finde flotte og lidt anderledes souvenirs. Et perfekt sted at slå sig ned et øjeblik, før turen går videre. Der er gratis adgang til Lille Hagia Sophia, og moskéen er åben for besøgende uden for bønnetiderne.

Den 19. november 2025 fremlagde Istanbul Guvernøren en omfattende pakke af nye og markant strammere tiltag for at styrke fødevaresikkerheden (gıda güvenliği) over hele byen. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Reglerne rammer restauranter, caféer, fødevareproducenter og gadesælgere, og de bliver håndhævet med øjeblikkelig virkning. De væsentligste nye punkter er: 🔺 24 timers lyd- og videooptagelse i alle fødevarevirksomheder, som skal gemmes i 30 dage. 🔺 En madprøve fra serverede retter skal gemmes i 72 timer, og kravet skal håndhæves konsekvent. 🔺 Mere hyppige og mere grundige kontroller af både gadesælgere og etablerede virksomheder. 🔺 Nultolerance for brud på kølekæden. 🔺 Oprettelse af døgnbemandede fødevaresikkerhedskommissioner, der fører kontrol 24/7. 🔺 Obligatoriske kurser i hygiejne og fødevaresikkerhed for ejere og ansatte; manglende overholdelse udløser sanktioner. 🔺 Skadedyrs- og sprøjteselskaber underlægges strammere kontrol; ulovlige metoder kan føre til både administrative og strafferetlige konsekvenser. 🔺 Virksomheder, der opdages i at sælge fordærvede eller udløbne varer, risikerer både bøder og politianmeldelse. En vigtig kommentar om madhygiejne i Istanbul Selv om de nye regler er omfattende, er det stadig tydeligt, at turister især frygter madforgiftning og dårlig hygiejne. Og det er desværre ikke helt uden grund. Madhygiejne er fortsat en stor mangelvare i Tyrkiet – og det gælder på tværs af prisklasser og typer af spisesteder. Man kan støde på problemer alt fra dyre restauranter og pubber til caféer og billige gadekøkkener. Derfor vil jeg klart anbefale at læse mine konkrete råd til madhygiejne og street food i Istanbul. Du finder dem her: Istanbul og streetfood: Et par ting du bør have i baghovedet →Læs om den tragiske forgiftningssag