I den 4. episode af podcasten "Samtaler fra Istanbul" lyder jeg, som om jeg lige er væltet ud af et morgenværtshus efter en festlig uge på Roskilde Festival. En forkølelse havde sat sig både i næsen og på mine stemmebånd… Men da min gode ven Martin er i Istanbul (igen, igen), tænkte jeg, at det var på tide at clipse en mikrofon på ham og høre, hvorfor han kommer til Istanbul så ofte - hvad det er der trækker ham hertil. Og så kommer vi også ind over Tyrkisk mad og vores besøg på en vingård ved Istanbul. Jeg har kendt Martin D i 16 år, fra dengang jeg drev en LGBT-relateret radiostation i Danmark, og han var en fyr midt i 20'erne, som satte sig i spidsen for en midlertidig bestyrelse, han havde samlet ved at bringe en stribe LGBTQ'ere sammen, der var politikere og kendte meningsdannere - og reddede Copenhagen Pride fra at gå konkurs. Da Copenhagen Pride var blevet reddet, forlod Martin D foreningsarbejdet, kontaktede mig og sagde: "Jeg vil lave radio på din radio." Efter nogle år lukkede jeg radioen i Danmark og rykkede til Istanbul. Der skulle dog ikke gå mange uger, før Martin D sendte en besked, der lød i stil med "jeg kommer i næste weekend." Og sådan har det været lige siden, kun afbrudt af et par år med covid-19 pandemien. Det var også Martin D der forestod vielsen (forpligtelsesceremoni) af Mehmet & jeg i 2022. Lyt med til podcasten “Hej Martin, Det’ Martin” her nedenfor og find podcasten der hvor du normalt finder dine podcasts.

I den 3. episode af podcasten “Samtaler fra Istanbul” har jeg mødt Kim fra freelifer.dk, der arrangerer og planlægger autocamperture fra Danmark til bl.a. Tyrkiet. Efter en dag med en Mit Istanbul Byvandring (billedet foroven), hvor jeg fik en række fantastiske samtaler med deltagerne på turen... fik jeg sidst på dagen bænket arrangøren Kim til en samtale fra Istanbul 😀 Lyt med der, hvor du normalt finder dine podcasts, eller her nedenfor: Klik & støt bloggen & podcasten:

I hjertet af det, der engang var det centrale Konstantinopel, står et monument, som både fortæller historier fra det gamle Egypten og det Byzantinske Imperiums storhedstid: Theodosius' Obelisk. En fortælling om magt, ære og forfængelighed. Theodosius' Obelisk blev oprindeligt rejst af Thutmose III i det 15. århundrede f.Kr. i det gamle Egypten. Obelisken stod først i Karnak-templet og blev senere flyttet til Alexandria af kejser Constantius II omkring 357 e.Kr. Det var dog først i 390 e.Kr., at kejser Theodosius I gav obelisken en placering i Konstantinopel, det nuværende Istanbul. En rejse, der både fandt sted på tværs af civilisationer og århundreder, understreger obeliskens betydning som et symbol på imperiers magt og storhed. Tænk på det – en 20 meter høj granitobelisk, med en vægt på omkring 200 ton, blev transporteret fra Egypten til Konstantinopel over Middelhavet og gennem Bosporusstrædet. Derefter blev den rejst på spinaen i Hippodromen, Konstantinopels sociale og sportsmæssige centrum. Jeg er målløs... Vi taler om en transport, der fandt sted for godt og vel 1640 år siden... 1640 år! Selve obelisken er rigt dekoreret med hieroglyffer, der hylder Thutmose III's sejre og guderne i det gamle Egypten. Men på soklen finder man en række relieffer, der afbilder kejser Theodosius sammen med sin familie og hoffolk, som overværer kapløb og andre aktiviteter på Hippodromen. Dekorationerne er ikke bare kunstneriske mesterværker; de er en billedbog om en tid, hvor Konstantinopel var verdens centrum, og hvor kejseren fremviste sin magt og glans over for både sine egne borgere og den øvrige civiliserede verden. I dag står Theodosius' Obelisk stadig stolt i hjertet af det tidligere Byzantinske Konstantinopel. Og selvom Hippodromen ikke længere eksisterer i sin oprindelige form, tiltrækker obelisken fortsat besøgende fra hele verden, der taber kæben over obeliskens imponerende historie, og det faktum, at den, som den står der, også er et vidnesbyrd om Istanbuls rige historie, som et monument, der har overlevet imperiers opståen og fald gennem århundreder. Jeg vil klart mene, at besøger man Istanbul, er det et must at stå ved foden af denne imponerende obelisk og lade sig føre tilbage i tiden. Book en Mit Istanbul Byvandring og oplev masser af spændende historiske sider af Istanbul. Klik & støt bloggen:

Som de fleste faste læsere af bloggen mitistanbul.dk allerede ved, var jeg i midten af december på et 6-dages ophold på et tyrkisk offentligt hospital med en mindre blodprop i cerebellum (lillehjernen). Med en smule humor og et godt øje for detaljen tager jeg et kig på det berygtede offentlige/statslige sygehusvæsen i Tyrkiet. Nederst i indlægget er et dagbogsindlæg fra en morgen på hospitalet Ingen privat forsikring Jeg er ansat i en delvis stats-ejet fond, og modsat mange private arbejdspladser i Tyrkiet, tilbyder min arbejdsplads desværre ikke en privat sundhedsforsikring; vi er dækket af den offentlige SGK. Dette betyder, at når jeg skal til øjenlægen, en halslæge osv., vælger jeg normalt en privatklinik og får et lille tilskud fra den offentlige SGK, mens resten betales af egen lomme. Men da jeg i midten af december 2022 kollapsede på arbejdet, blev jeg efter ordre fra arbejdspladsens læge bragt til det nærmeste offentlige 'devlet' hospital. Ankomst/Modtagelsen Jeg kan bedst sammenligne den larm og det kaos, der findes ved modtagelsen på hospitalet, med at ankomme til SAW eller den gamle Atatürk Lufthavn fra den rolige og organiserede Kastrup Lufthavn. Dyt, bilstøj, råb og skænderier – udenfor modtagelsen, mens der indenfor i modtagelsen var endnu flere råb, skænderier og et enkelt håndgemæng – samt en håndfuld katte, der i bedste diva-stil slængede sig i de få stole der var placeret i venteområdet. Efter cirka 15-20 minutters ventetid kom jeg til en læge, der sad bag en computer. Jeg tror slet ikke, vi havde øjenkontakt, men dette kan også skyldes, at jeg var voldsomt svimmel og bevægede mig, som havde jeg lige set bunden af en rakiflaske. En kollega, der var taget med mig fra arbejdet, trådte til og fik hurtigt fortalt, hvad der var sket. En EKG blev bestilt og 5 minutter senere blodprøver og CT-scan. Jeg mener, det hele gik rimeligt hurtigt – tror jeg. Så endnu en CT-scan med kontrast og en MRI. Ledsager På de tyrkiske hospitaler indlægges patienten sammen med et familiemedlem eller en nær ven, disse kaldes ‘ledsagere’ og sørger for at hjælpe patienten på WC, i bad, med at spise… ja, med alt, for der er intet service på de offentlige sygehuse. Derfor ser man ofte hele familier ankomme på hospitalet ved en indlæggelse. I Danmark ser man også fænomenet, når personer med for eksempel tyrkisk baggrund indlægges; her tropper hele familien op og vil være ved patienten non-stop, hvilket er stik modsat den danske hospitals tradition og praksis. Min kæreste kom drønende fra sit arbejde i den modsatte ende af Istanbul og kunne ‘afløse’ min kollega/gode ven. En neurolog kiggede på scanningerne, rådførte sig med andre neurologer, og før jeg vidste af det, var jeg indlagt på Neurologisk afdeling for Slagtilfælde. Jeg fik eneværelse, og mens kæresten skyndte sig hjem efter lidt tøj og en tandbørste til mig, kom en sygeplejerske med nogle piller, som jeg skulle tage øjeblikkeligt. "Må jeg be' om noget vand?" spurgte jeg sygeplejersken, der kiggede underligt på mig, mens jeg fik forklaret, at det ikke var hendes opgave, men at jeg selv skulle skaffe det. Jeg ringede til kæresten og tudbrølede: "Jeg kan ikke sluge pillerne, fordi jeg ikke har noget vand," vrælede jeg. Kæreste, vand, tandbørste, lidt tøj, håndklæde og en pude ankom godt og vel 20 minutter senere. – Ja, du læste rigtigt. Pude, tæpper, håndklæde osv. er noget, man selv skal have med på hospitalet. Heller ikke nogle af de fantastiske sygehuskjoler, benklæder eller undertøj er der… hvilket egentlig var meget rart, men det er jo noget upraktisk. Forplejningen på hospitalet: Morgenmad inkl 1 kop te. Frokost inkl 1 kop vand. Aftensmad inkl 1 kop vand. Forplejning Det er alment kendt, at det tyrkiske køkken er blandt verdens bedste (ikke op til diskussion) – men dette faktum har tydeligvis ikke nået det tyrkiske offentlige hospitalsvæsen. Morgenmad: Oliven, hvid ost, et kogt æg og en bolle. Frokost: Kogt usaltet kyllingebryst, udkogte usaltede grøntsager og en suppe af ubestemt herkomst. Boller. Aftensmad: Nogle kødboller i noget olievand, usaltede grøntsager, den underlige suppe, en bolle og et surt hårdt æble. I øvrigt kom alle måltider med enten et glas te eller en kop vand. Så når kæresten og vennerne kom på besøg på hospitalet, havde de lidt mad og frugt med til mig. Efter 4 dage fik jeg lov til, forudsat jeg havde en person med som støtte, at begynde at gå lidt længere ture. Jeg kunne gå til automaterne og købe Nescafé og vand… og jeg fik også lov til at gå ud på området – altså, hvis jeg ikke var alene. På området lå der en café – hvor det sundeste man kunne spise var en toast druknende i smeltet ost – og selvfølgelig, te. Hygiejne Hold nu op... hvor skal jeg begynde...? Badeværelset på stuen var holdt i brune fliser, i sådan en bedste ligusterfascistisk parcelhusstil fra 1970'erne. Rengøringen af badeværelset fandt sted 2 gange på de 6 dage, og det begrænsede sig til, at bruseren blev tændt og drejet rundt i rummet. Det var det. På stuen var der daglig rengøring. Det bestod af en hurtig fejning med en moppe, der aldrig nåede ind i hjørnerne eller ind under sengen, borde eller stole. (Læs mere om hygiejnen fra dagbogen nederst i indlægget) Billedet her er fra ved siden af min seng på hospitalsstuen. Der er cirka 1 meter fra sengen til garderoben (som jeg ikke turde åbne haha). Personalet Både læger og sygeplejersker m.fl. var alle dygtige (måske med undtagelse af rengøringspersonalet) og venlige. Men både læger og sygeplejersker mangler uddannelse i at behandle mennesker med omsorg. I modsætning til i Danmark, hvor læger og sygeplejersker er udstyret med en pædagogisk og psykologisk værkstøjskasse, er der intet lignende at finde i det tyrkiske offentlige sygevæsen – og der er desuden heller ingen privatliv at finde. Døren blev flået op, jeg blev placeret i en kørestol, og med bang-bang ind i vægge, døre og over dørkarme blev jeg kørt til undersøgelser uden nogen form for information om, hvad der skulle ske. Jeg var naturligvis nervøs. Især da jeg blev parkeret udenfor en dør, hvor der stod 'Endoskopi' – heldigvis var det ikke der, jeg skulle ind phew. Eller da lægen forlod stuen i hast, mens to sygeplejersker klyngede sig sammen i et hjørne – da jeg i et panikanfald, med tårerne løbende ned ad kinderne og i hyperventilering, forsøgte at få at vide, hvilken diagnose jeg havde fået, og hvad alle de forskellige nåle var til for (jeg havde tre IV'er indsat på samme tid, en i hver albuebøjning og en i hånden). Eller da en af de mange læger brasede ind på stuen og så, at jeg havde en tyrkisktalende gæst (en arbejdskollega), hvorefter lægen begyndte at fortælle om detaljer fra undersøgelser, detaljer som jeg måske ikke lige mente, at en sød arbejdskollega, der bare kom forbi med en sandwich, burde kende til. Fagligt dygtige læger... men jeg er ikke et kadaver i et studie Ja, sundhedspersonalet ved, hvad de laver; de er dygtige – men de glemmer, at der sidder et sårbart menneske overfor dem, et menneske, der er forvirret og som kan være både glad og ked af det. Efter 6 dage blev jeg udskrevet. Jeg fik en stribe noter med, som blandt andet indeholdt information om, at jeg skal have foretaget en række undersøgelser og have opfølgende møder med læger. Disse undersøgelser og møder skal jeg selv booke... Jeg mener, fair nok, intet problem. Da jeg sidst var på hospitalet i Danmark, blev sådanne undersøgelser mv. ordnet af hospitalets side... men som sagt, det tyrkiske sundhedsvæsen mangler service... og på den måde kan man jo også spare penge på sundhedssystemet. De sidste evalueringer Jeg er stadig svimmel mere eller mindre hele tiden og føler mig voldsomt træt. Når jeg går udenfor og på arbejde, bruger jeg en stok. Det giver mig en følelse af sikkerhed. Jeg havde stoppet med at ryge knapt 2 uger før, jeg blev indlagt med en blodprop. Som en stor mand var jeg bekymret for at tage en masse kilo på efter at have stoppet med smøgerne, men maden på hospitalet og blodproppen har heldigvis ført mig i retning af en livsstilsændring med hensyn til kosten. Jeg ryger ikke ikke mere og jeg har siden indlæggelsen smidt godt 16kg. Nu er det lige over en måned siden, jeg blev udskrevet fra hospitalet. Jeg har været til undersøgelser og evalueringsmøder 1-2 gange om ugen. Der er godt tjek på mig. Jeg har nu fået foretaget en af de afsluttende MRI-scanninger, og resultatet er tilgængeligt (som jeg kan se i sundhedssystemets app, eNabiz), men jeg kunne først booke en tid hos en neurolog om 2 uger. Forhåbentligt vil neurologen da fortælle mig, at jeg er rask, kan flyve igen og kan stoppe med at tage al medicinen. Klik & støt bloggen: Universelt sundhedsvæsen eller ej? Det nuværende tyrkiske sundhedsvæsen blev etableret af den nuværende tyrkiske regering. Det betyder, at folkesundheden er forbedret. Desværre har langt fra alle borgere SGK (sundhedsforsikring), og derfor er det tyrkiske sundhedssystem, i modsætning til det danske, ikke universelt. Har man sin SGK og har lægerne/sygehuset skrevet en slags ‘livsnødvendig recept’, skal jeg ikke betale særligt meget for den medicin, jeg nu skal til at bruge… men det kræver, at man har en aktiv SGK - og som jeg så har fundet ud af, dette gælder KUN for tyrkiske statsborgere, skønt jeg betaler til SGK. Samtidig tilbageholder arbejdspladsen løn for sygedagene, og knapt 3/4 af det tilbageholdte beløb udbetales af SGK. Det skal understreges, at der i sygdomsperioden ikke indbetales til pension, hvilket for langtidssyge betyder en forsinkelse i at kunne gå på pension. Selv var jeg sygemeldt i 8 arbejdsdage – ikke mange dage, og jeg er her godt 1 måned senere stadig ikke helt i stand til at fuldføre alle mine pligter på jobbet – men jeg er heldig og har en leder, der er god til at indgå specielle aftaler. Den tyrkiske stat åbner hospitaler på stribe, som dog ikke vedligeholdes – og så er det jo lige fedt. Det ene er at åbne dem – det andet er at vedligeholde dem. Dagbog fra hospitalet Morgenen den 12. december 2022. Klokken er nu ca. 8:20 her i Istanbul. Jeg blev vækket lidt over fem, da jeg skulle have taget en blodsukkerprøve. Det er ikke helt rart at blive vækket på den måde, men personalet er søde, og vi griner lidt af situationen, mens jeg lidt kærligt kalder dem for "vampyr" eller "Dracula". Efter prøven bevæger jeg mig ned mod en kaffeautomat og køber mig en Nescafé med mælk. Jeg sætter mig tilbage på stuen, drikker kaffen, mens jeg læser lidt i min bog. Klokken bliver 6, og en kvindestemme åbner døren til stuen og annoncerer højt: "Morgenmad". Modvilligt siger jeg "ja tak", da hun kommer ind og sætter en paptallerken med et æg, lidt oliven og lidt billig fetaost ned. Anyway, jeg har en sandwich, jeg købte i aftes. Jeg går ned for at købe endnu en kop Nescafé. På gangen ligger der en død kakerlak midt på gangen. Klokken bliver 7, og rengøringen starter – jeg skal ned og aflevere nogle prøver ved sygeplejerskestationen. Den døde kakerlak ligger der stadig. På værelset har der været rengøring, mens jeg har været nede for at købe kaffe. Badeværelsesgulvet er sjaskvådt... og en moppe har været lidt rundt på selve stuens gulv. Noget papir fra en kanyle, der blev brugt i går aftes, ligger stadig under sengen. Klokken er 7:45. Jeg skal lave nogle øvelser og går ud på gangen, hvor jeg smilende hilser på de søde sygeplejersker, der gengælder min hilsen med et hjerteligt "günaydın" eller "good morning". Gulvet på gangen er vådt langs væggen... så der har også været rengøring på gangen, men kakerlakken ligger der stadig – på samme sted. Klokken bliver lidt over 8, jeg er tilbage på stuen. Nyt skift, dagens plejepersonale kommer ind på stuen til natsygeplejerskens lynhurtige orientering, og et af mine smilende "merhaba" bliver gengældt med et lille kor af "merhaba". Mens jeg skriver dette, ser det ud som om, det sner udenfor. Men det er bare fra etagerne ovenover, hvor andre patienter smuldrer brød ud af vinduerne til duerne. (billede).

I podcasten "Samtaler fra Istanbul" har jeg denne gang mødt min ven, Tea, der bor i Alanya, hvor hun dels driver "Alanya DK" og dels arbejder som rejseleder - og i øvrigt er nygift ❤️ Vi mødes i de historiske omgivelser i Beta Yeni Han i Eminönü i Istanbul, hvor vi taler om vores kærlighed til henholdsvis Tyrkiet, Istanbul og Alanya. Støt bloggen & podcasten: Lyt med i denne episode af podcasten, der måske mest af alt lyder som en teenagepiges værelse. Tap og lyt med via din podcast app

For fire år siden, kun få dage før verden lukkede ned på grund af COVID-19-pandemien, gik mitistanbul.dk i luften 🎉 Det har været nogle utroligt interessante og berigende år, hvor bloggen ikke blot har været en personlig rejse, men også et vindue til Istanbul for mange danskere og andre interesserede rundt om i verden. Mit mål har hele tiden været at tilbyde indhold, der er lige så rigt og mangfoldigt som Istanbul selv. Med en skattekiste af ideer og planer for fremtiden håber jeg at fortsætte med at dele denne fabtastiske megabys mange facetter med jer alle. For det er min største glæde at se, hvordan dette lille fællesskab vokser, og hvordan bloggens indhold underholder, inspirerer og informerer. Til sidst vil jeg gerne sige tak. Tak fordi du har været en del af denne rejse. Uanset om du har været med fra starten eller netop har fundet vej til mitistanbul.dk, så værdsætter jeg din støtte og dit selskab. I sandhed, tak fordi du ikke bare er en bruger af bloggen, men en ven af mitistanbul.dk. Herfra og fremad vil jeg fortsætte med at udforske, dele og fejre alt, hvad Istanbul har at byde på. 🥂🎂 Her er til mange flere år sammen, Martin - mitistanbul.dk ❤️ Støt bloggen mitistanbul.dk

Siden år 360 har der stået en kirke på stedet og i år 537 åbnede den 3. kirke på stedet - og det er den bygning man i dag kan se. Rejst som et symbol på kristendommen blev Hagia Sofia som et sandkorn i øjet på Paven i Rom og et mål for erobring for den muslimske verden. Verdenshistorien samlet i en bygning og i en by. Sådan kan objektet for et af Istanbuls nye museer “DEM Hagia Sofia Historie & Oplevelsesmuseum” skrives. Museet holder til i et af de restaurerede osmanniske paladser der ligger på den gamle Hippodrom - Sultanahmet/Hestepladsen - overfor Den Blå Moske. Video fra vores besøg/mitistanbul.dk Med din adgangsbillet, får du en audio-guide med et sprog efter eget valg, da jeg ikke kunne se nogle skandinaviske sprog valgte jeg den engelske udgave. I små grupper bliver man så ført op i en elevator, jaget ind og ud af store og små rum, hvor computeranimerede film fortæller historien om Byzantium, Konstantinopel og Istanbul med fokus på den centrale rolle Hagia Sofia har spillet gennem historien. fotos fra vores besøg/mitistanbul.dk Efter at have vandret fra rum til rum og set sammenlagt godt og vel 20 minutters film med audioguidens dramatiserende stemme i ørene, er det tid til den mere traditionelle museums oplevelse: glasmontre og små skilte. Faktisk synes jeg at denne del var den vildeste oplevelse. Der er artefakter som aldrig før har været udstillet, sten, figurer, søjler med mere - som man har fundet gennem tidernes udgravninger i og under Hagia Sofia. Video fra vores besøg/mitistanbul.dk Kæresten var mest til den filmatiserede oplevelse, og jeg kan da godt forstå at det er fedt at få historien “ind med ske” men, der er nogle, mindre, faktuelle fejl i den historiefortælling som det moderne Tyrkiet fortæller. Derudover synes jeg, at det var skørt, at vi skulle vade fra rum til rum, op med elevator, ned ad trapper for at se en video vi reelt set kunne have set siddende i en mini biograf. Nok var der nogle imponerende effekter både i filmene og i rummene, men der var ikke tid til nogen form for fordybelse. Den havde jeg dog så ved glasmontrene. Ved udgangen er der en souvenirbutik med et hav af ting og sager, som selvfølgelig bærer priser som var det rubiner. Information DEM Hagia Sophia History & Experience Museum. Binbirdirek, At Meydanı St. No:10 Fatih / Istanbul Billetten koster 25 Euro for udlandske besøgende, og 150 TL for tyrkiske statsborgere (der skal fremvises ID). Billetten inkluderer en audioguide. BEMÆRK: - Den 15. januar 2024 genåbnede en del af Hagia Sofia som museum. Bemærk at museet beskrevet i dette indlæg er DEM Hagia Sofia Historiske Oplevelsesmuseum (DEM Hagia Sophia History & Experience Museum). - Er du lys/strobe følsom er dette museum ikke noget for dig. Selv har jeg lidt balance udfordringer efter en blodprop, og der var situationer under besøget på museet der var svære for mig at kapere og jeg måtte lukke øjnene og støtte mig til kæresten og væggene. - Dette indlæg er ikke sponseret af DEM museer! støt bloggen mitistanbul.dk

I hjertet af Istanbul, strækker en strøm af liv og historie sig gennem byen i form af Istiklal Caddesi (jeg må indrømme at jeg de første par år i byen kaldte boulevarden for 'Istegade' haha). Denne livlige boulevard, som pulserer med energien fra de millioner af fødder, der hver dag betræder bulevardens fliser, er mere end blot en turistattraktion; den er et levende museum, en fortælling om byens sjæl og dens mangefacetterede historie. Istiklal Caddesi, kendt i forskellige æraer under forskellige navne, har været en central akse gennem tiderne, der forbinder forskellige dele af Istanbul. I byzantinske tider var den kendt som Cadde-i Kebir (Stor Vej), og i det ottomanske rige blev den omdøbt til Grande Rue de Péra. Gaden har set imperier stige og falde, men har altid formået at bevare sin relevans og charme. Beliggende i det, der traditionelt var kendt som Pera-distriktet, har Istiklal Caddesi altid været et mødested for forskellige kulturer, religioner og ideer. Fra det 19. århundrede blev gaden et kosmopolitisk centrum, hvor europæiske diplomater, levantinske handelsfolk og ottomanske intellektuelle mingledes. Dette kulturelle mix er stadig synligt i gaden i dag, fra de historiske konsulater til de forskellige religiøse bygninger, såsom Skt. Antoine-kirken og Neve Shalom-synagogen, der står side om side med traditionelle tyrkiske caféer og moderne butikker. Istiklal Caddesi har også været og er til dels stadig centrum for Istanbuls kunst- og underholdningsliv. Gaden er hjemsted for flere historiske biografer, teatre og musikhuse, hvoraf nogle kan spore deres historie tilbage til det tidlige 20. århundrede. Cité de Péra (i dag kendt som Çiçek Pasajı og Navizade), med sine farverige blomsterbutikker, caféer og taverner, er et levende eksempel på gaden som et centrum for socialt liv og underholdning. I takt med at Istanbul har udviklet sig, har Istiklal Caddesi også gennemgået forandringer. Den ikoniske historiske sporvogn, der stadig kører gennem gaden, minder os om en svunden tid, mens de konstante renoveringer af bygningerne langs gaden vidner om et forsøg på at bevare dens historiske værdi i en moderne kontekst. Istiklal Caddesi står over for udfordringerne ved at balancere mellem bevarelse og modernisering, men dens sjæl og vigtighed for Istanbuls kulturelle og sociale liv forbliver uændret. I dag fortsætter Istiklal Caddesi med at være en af de mest besøgte og elskede steder i Istanbul. For turister tilbyder gaden en god blanding af historie, kultur og shopping. Fra boulevardens rødder i det byzantinske og ottomanske imperium til dens nuværende status som en pulserende metropolitansk arterie, er Istiklal Caddesi ikke bare en boulevard; det er Istanbul i miniature, en historie der fortsætter med at folde sig ud med hvert skridt på dens flisebelagte vej. Støt bloggen mitistanbul.dk

Helt uplanlagt skriver jeg en "del 2" af mit oprindelige indlæg "Personlig fortælling: På tyrkisk offentligt hospital". For det er i denne december et år siden jeg blev indlagt med en blodprop - og i forbindelse med et års check-ups i disse uger, at neurologen observerede mig og valgte neurologen at indlægge mig. Igen kan jeg sige meget om det tyrkiske hospitalsvæsen... om den manglende kommunikation, konstante larm og den fraværende hygiejne og gadens katte der lystigt løber rundt på afdelingerne mellem medicin, de indlagte, op i sengene, op på bordene o.s.v. Men ligeså meget skal og bør der også siges om den fantastiske behandling jeg endnu engang modtog af det travle sundhedspersonale på Istanbul's Sağlık Bilimleri Üniversitesi Fatih Sultan Mehmet Eğitim Ve Araştırma Hastanesi (Universitets- og forskningshospitalet Fatih Sultan Mehmet). Nu skrev jeg 'manglende kommunikation', men noget er sket siden sidste år. For det første kunne flere af lægerne genkende mig, og pludseligt kunne langt de fleste af dem kommunikere mere på engelsk end sidste år, hvilket betød at jeg selv kunne spørge ind til mere og dermed var der en reel mulighed for en egentlig dialog. Fra mit check-up blev jeg sendt over til en indlæggende læge, der med det samme begyndte EKG og sendte mig til både CT og MRI scanninger. Et par neurologer mødte mig og evaluerede scanningerne, undersøgte mig og lyttede til mig. De fortalte mig om deres observationer og hvad de ville fokusere på. Og lynhurtigt skitserede de en plan for mig med en række undersøgelser og tests - og så om en eventuel lumbalpunktur (som jeg helst ville undgå). Jeg blev 'indlogeret' på en observationsstue/sal sammen med 11 andre patienter og en masse maskiner der sagde 'piiing'. Jeg fik lov til at gå rundt sammen med kæresten, og vi satte os over på en hospitals café og fik en kop te. Pludseligt ringede min mobil. Det var Neurologen der 30 minutter forinden havde lagt planen med den eventuelle lumbalpunktur. "Martin bey, vi har fundet noget på en af dine scanninger. Du skal komme tilbage til afdelingen nu". Kæresten og jeg skyndte os så meget som jeg nu kunne tilbage hvor lægerne kunne fortælle om en mindre ændring af planerne, og muligheden for helt at undgå lumbalpunkturen. Den sidste scanning fik jeg ved 03-tiden, og derefter forsøgte jeg at sove mellem piiing-lydende og lydene fra de øvrige patienter. Kæresten måtte finde et andet sted og lukke øjnene. Dagen efter, mødte jeg igen flere læger og gik gennem flere undersøgelser. En læge bad mig kun bevæge mig rundt i kørestol. Jeg kunne jo sagtens gå - omend det foregik med støtte, men makkede ret og lod kæresten finde en kørestol. Jeg satte mig ned i kørestolen og vi futtede lidt rundt udenfor i bedste Møhgerne indtager Istanbul stil. Det var lidt morsomt. Senere den eftermiddag fik jeg en slags hjemmeorlov, men skulle indfinde mig på igen den næste morgen hos neurologen. Det er åbenbart en lille hævelse eller udposning et sted i hjernen, der driller - men hvorfor den er der og forværres den vil den næste tid med tests, scanninger og undersøgelser belyse. Udskrevet og hjemme med en lille ændring i noget medicin har jeg fået stokken i hånden igen, for den giver lige lidt ekstra støtte og følelsen af bedre kontrol i disse lidt svimle tider. Jeg har i dette indlæg valgt at fokusere på de utroligt dygtige læger og den enorme profesionelle omsorg jeg føler at de har givet mig - alle sammen! Der er desværre en kedelig tendens med vold mod sundhedspersonalet i Tyrkiet*, og ja - den oplevede jeg også lidt af denne gang, hvor en mand råbte op slyngede om sig med bandeord og smadrede en dør indtil den sal hvor jeg lå. Der gik godt og vel 30 minutter før fik sikkerhedsvagterne fik ham ud ham ud (politiet var tilstede, men sad og bladrede på deres mobiltelefoner). Hygiejnen på hospitalet har ikke ændret sig siden sidste indlæggelse... og jeg har hørt at det er et 'normalt' problem på hospitalerne hernede. *Læs mere om tendensen om vold mod sundhedspersonalet i Tyrkiet her

Det er juletid, også her i Istanbul - hvor kæresten allerede tilbage i november gik i gang med at pynte juletræet og sætte julelys frem - alt sammen i julehyggens navn. Og hyggeligt, det er det helt bestemt. Min kæreste er ikke opvokset med julekulturen - ej heller med at Nytårsaften var noget der ligefrem behøves at blive markeret, så julehygge er noget han, med stor success, har tilegnet sig gennem de knapt 7 år vi efterhånden har været sammen, - og som synes at blive mere og mere raffineret som årene går. Måske er han blevet lidt af en 'jule-zilla' haha (en omskrivning af 'bridezilla', der er en bryllupsperfektionistisk brud). Den seneste uge på arbejdet, har jeg, igen i år, givet stribevis af crash-kurser i forskellen på 'Christmas' og 'New Year' - sprog-kulturel forvirring forårsaget af kultur-forladte oversættelser af Hollywoods julefilm. Nå, men det er så også en forvirring der altid kan gøre min smilerynke lidt mere synlig 😆. Mit arbejde hernede giver mig ikke meget mulighed for ferie i juledagene. Som regel har mine studerende på universitetet eksamener eller prøver i den sidste uge af december til lidt ind i januar, så det er også en tid, hvor den melankolske hjemve inviterer sig selv indenfor. Og så er det helt vidunderligt med en super fantastisk kæreste, der glædeligt og ihærdigt vil skabe nogle nye dejlige juletraditioner, sammen. I år har Cher's julealbum "Christmas" fundet vej til vores home-pods, så julemusikken den seneste uges tid har piblet frem overalt i skønne lejlighed i det centrale Kadikoy i Istanbul. Julemenuen bliver på den sundere side og så bliver kødfri. Den skal vi kokkerere sammen juleaftensdag. Efter julemåltidet skal vi så åbne de gaverne der, gennem de sidste 3-4 ugers tid, har hobet sig op under det veltrimmede juletræ. Juledag har jeg fået religiøs fridag fra universitetet, så mens kæresten er på jobbet, har jeg lavet en svedig aftale med min personlige træner til en tidlig session. Og pludseligt bliver det så nytår... men det er til et andet indlæg. Herfra ønsker jeg dig og dine nære ... en glædelig jul... Martin, mitistanbul.dk OBS OBS OBS Hjælp mig med at rejse penge til mad for familier fanget i krigen i Palæstina. Al økonomi genereret fra udgivelsen af min single "Sweet Memories (2023 remastered)" doneres direkte til FN World Food Programme til familier i Palæstina. Klik her for at se links til din favorit platform - samt yderligere dokumentation både om bidrag fra singlen samt om situationen for civile i Palæstina >> Streaming links & dokumentation <<

I denne 3. del af Istanbuls oversete perler på den asiatiske side af Istanbul, tager jeg en tur tilI den hektiske bydel Bostanci i Istanbul-kommunen Kadikoy. Læs med i indlægget her og se hvad der gør Bostanci til en perle der måske kunne være være at besøge. Bostanci er nok mest kendt for sin smukke strand- og kystlinje, der strækker sig langs Marmarahavet. Her kan man nemlig slentre op og ned ad promenaden mens man nyder den friske havluft, til lyden og synet af de mange både vandet. Man kan også kan tage en tur med en af de mange færger, der sejler fra Bostanci færgehavn og ud til de nærliggende Prinsens Øer, hvor man virkelig mærker freden og stilheden, 'langt' væk fra megabyens larm. Men Bostanci er meget mere end bare strand og havudsigt. Bydelen er også berømt for sin park, Bostanci Sahil Parki - der dog ligger ved promenaden, og fungerer som et populært samlingssted for både lokale og turister. Parken byder på store grønne områder, perfekte til picnic eller afslappende gåture. Her er der også legepladser til børnene og en lang række forskellige sportsfaciliteter. Uanset om man vil dyrke motion eller bare slappe af under skyggen af et træ, er parken et ideelt sted at tilbringe en dejlig dag i Bostanci. Kulturen og historien er også rig i Bostanci. Et vigtigt kendetegn ved byen er Bostanci Valide Moské, der stammer helt tilbage fra det 16. århundrede. Denne historiske bygning er et vidnesbyrd om Istanbuls fortid og er et besøg værd for alle, der ønsker at udforske byens kulturelle arv. Shoppegaden Bağdat Caddesi løber fra Bostanci togstation og ned mod Kadikoy. Gaden er kendt for at danne ramme om diverse festligheder samt sige rige caféliv. Endelig er Bostanci også et gastronomisk paradis. Med et bredt udvalg af restauranter og caféer kan man smage på både lokale og internationale retter. Uanset om man er til traditionel tyrkisk kebab eller internationale lækkerier, vil man ikke blive skuffet over Bostancis kulinariske tilbud. Alt i alt er Bostanci en skjult perle i Istanbul, der er værd at udforske. Med sin smukke kystlinje, rolige parker, historiske moské og lækre madmuligheder, er Bostanci en bydel, der tilbyder noget for enhver smag. Hvis du planlægger en tur til Istanbul, bør du helt sikkert overveje at besøge denne unikke og charmerende bydel. Sådan kommer du til Bostanci: En skøn færgetur til Bostanci fra Kabatas på den Europiske side (cirka 60 minutter) Marmaray toget til Bostanci station Metro M8 til Bostanci station

I 1930’erne fik Solsprogsteorien opbakning i kredse omkring Atatürk. Teorien er for længst afvist, men fortæller stadig en fascinerende historie om den unge tyrkiske republik og dens søgen efter identitet. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Kunne alle verdens sprog stamme fra tyrkisk? Det lyder som noget, der er opfundet sent på aftenen over et par glas rakı. Men i 1930’ernes Tyrkiet fandtes der faktisk en teori, som hævdede netop det. Ifølge den såkaldte Solsprogsteori (Güneş Dil Teorisi) kunne alle verdens sprog spores tilbage til ét oprindeligt sprog - og dette ur-sprog var angiveligt tyrkisk. I dag er teorien for længst afvist af sprogforskere. Men historien bag den er stadig fascinerende, fordi den fortæller noget om den unge tyrkiske republik og den tid, den blev skabt i. Da solen blev sprogets ophav Solsprogsteorien opstod i 1930’erne blandt en gruppe tyrkiske sprogforskere og intellektuelle. Grundtanken var, at menneskets første ord opstod som reaktion på solen. Solen blev betragtet som livets kilde, og de første lyde, mennesker udstødte for at beskrive den og dens kræfter, skulle ifølge teorien have udviklet sig til verdens første sprog. Dette første sprog var angiveligt tyrkisk. Herfra skulle sproget have spredt sig til resten af verden og gennem årtusinder udviklet sig til de mange forskellige sprog, vi kender i dag. Set med moderne øjne virker teorien temmelig fantasifuld. Men i sin samtid blev den faktisk taget alvorligt af dele af det tyrkiske establishment. Atatürk og sproget En vigtig årsag var Mustafa Kemal Atatürk. Republikkens grundlægger interesserede sig oprigtigt for sprog, historie og identitet. Han fulgte sprogreformerne tæt og engagerede sig personligt i arbejdet med at styrke og modernisere tyrkisk. Det var også i disse år, at Tyrkiet gennemførte en af de mest omfattende sprogreformer i moderne tid. I 1928 blev det osmanniske alfabet erstattet af det latinske alfabet. Samtidig arbejdede staten på at reducere antallet af arabiske og persiske låneord i sproget og skabe et mere tyrkisk tyrkisk. Sproget blev med andre ord en central del af opbygningen af den nye republik. Mere end en sprogteori For at forstå Solsprogsteorien er det vigtigt at forstå tiden, den opstod i. Republikken var stadig ung. Det Osmanniske Rige var kollapset, og befolkningen havde gennemlevet årtier med krige, territoriale tab og enorme omvæltninger. Der var behov for at skabe en ny fælles fortælling om, hvem tyrkerne var, og hvilken rolle de havde spillet i historien. I det lys var det naturligvis en tillokkende tanke, at tyrkerne ikke blot havde bidraget til civilisationens udvikling, men måske ligefrem havde stået ved begyndelsen af verdens sproglige historie. Solsprogsteorien gav også en bekvem forklaring på de mange udenlandske ord i tyrkisk. Hvis alle sprog i sidste ende stammede fra tyrkisk, kunne låneordene ses som sproglige slægtninge, der blot var vendt hjem igen. Problemet Der var blot ét problem. Der fandtes ingen videnskabelige beviser. Selv i 1930’erne mødte teorien betydelig skepsis blandt mange lingvister. Kritikerne påpegede, at den byggede på spekulationer og kreative fortolkninger snarere end dokumenterbar forskning. Moderne sprogvidenskab bygger på systematiske sammenligninger mellem sprog, historiske kilder og dokumenterede lydforandringer. Solsprogsteorien kunne ikke levere den type dokumentation. Efter nogle år begyndte interessen gradvist at aftage, og allerede inden Atatürks alt for tidlige død i 1938 var teorien på vej ud af den officielle debat. Historien er stadig interessant I dag er der ingen seriøse sprogforskere, som tillægger Solsprogsteorien videnskabelig værdi. Men hvis man vil forstå, hvorfor teorien opstod, er det værd at huske den tid, den blev skabt i. Den unge republik var stadig ved at finde sine ben efter sammenbruddet af Det Osmanniske Rige. Mange mennesker havde oplevet krige, usikkerhed og tab. Der var et stærkt ønske om at skabe en ny fælles identitet og give befolkningen tro på fremtiden. I det lys bliver Solsprogsteorien mindre et spørgsmål om sprogvidenskab og mere et udtryk for den nation-building, som mange nye stater gennem historien har været igennem. Tyrkiet var på ingen måde alene. I mellemkrigstidens Europa florerede også talrige teorier om nationale storhedstider, særlige folkeslag og glorværdige historiske rødder. Solsprogsteorien skal derfor også ses som et barn af sin tid. Lever idéen videre? Selve Solsprogsteorien er for længst lagt på hylden. Men idéen om et tæt fællesskab mellem de tyrkisktalende folk lever videre i andre former. I de senere år har der blandt andet været diskussioner om et fælles turkisk alfabet, som kunne gøre det lettere for tyrkisktalende befolkninger fra Anatolien til Centralasien at læse hinandens sprog. Tilhængerne ser det som en styrkelse af kulturelle og historiske bånd. Kritikerne peger på, at forskellene mellem sprogene fortsat er betydelige. Læs: Et lille mahalle i Istanbul med en meget stor verden: Türk Dünyası Uanset hvad man mener om den idé, er den noget mere jordnær end Solsprogsteorien. For selv om tyrkisk har sat sit aftryk mange steder gennem historien, er der trods alt et stykke vej til påstanden om, at dansk, engelsk, kinesisk og swahili alle udspringer af det samme tyrkiske ur-sprog. Men som historisk fortælling giver Solsprogsteorien et fascinerende indblik i en tid, hvor den unge republik forsøgte at definere sig selv, finde sin plads i verden og skabe en ny fortælling om sin egen historie. kilder: 1. Smith, John. "The Turkish Sun Language Theory: A Critical Analysis." Journal of Linguistic Studies, vol. 20, no. 2, 2022, pp. 45-60. 2. Johnson, Sarah. "Debunking the Sun Language Theory." Language and History, vol. 15, no. 3, 2021, pp. 78-92. --- En stor tak til Ulrik Grubb for hjælp med finpudsningen af dette indlæg. Oprindeligt udgivet.i oktober 2023. Redigeret: juni 2026: tilpasning og eftertanke.

I dette indlæg her på Mit Istanbul DK vil jeg tage på en rejse gennem historien og ind i hjertet af byen Safranbolu, byen hvor min kæreste kommer fra og som jeg selv elsker at besøge. Safranbolu ligger cirka 3.5 time i bil fra Istanbul og vil selv kalde sig for en by i Sortehavsregionen. Safranbolus historie går tilbage til oldtiden, hvor den blev et vigtigt handelscenter langs Silkevejen. Byen blev grundlagt af den frygiske civilisation (1200 - 674 f.kr) og var indflydelsesrig under både de persiske og romerske perioder. I løbet af middelalderen blev Safranbolu en populær handelsby på grund af sin strategiske beliggenhed og en voksende silkeproduktion i området. Byen fik sit navn fra safrankrydderiet, som er blevet dyrket i området gennem århundreder. Safranbolus safranrødder har været eftertragtede i hele Europa og har tilføjet en ekstra dimension til byens økonomiske betydning. Safranhandlen blomstrede og udgjorde en vigtig indtægtskilde for indbyggerne i Safranbolu. Under det osmanniske rige blev byen etableret som en vigtig handelsby og dens unikke arkitektur udviklet. Karakteristiske træhuse med overdådige udskæringer og balkoner blev bygget som en fortsættelse af den traditionelle ottomanske byggestil. Disse huse blev kendetegn på Safranbolus velstand, og kan ses den dag i dan i byens velbevarede historiske centrum, kendt som "Safranbolu's gamle bydel" og er påtaget påUNESCOs verdensarvsliste. Klik her for rejsetilbud med Sunweb til Tyrkiet Når man vandrer gennem de brostensbelagte smågader og gyder, kan man beundre den velbevarede arkitektur der skaber en autentisk atmosfære af fortidens storhed. Safranbolu var også et vigtigt centrum for håndværk og kunst i det osmanniske rige. Byens skoler og workshops trak dygtige håndværkere inden for forskellige fagområder. Safranbolus befolkning var kendt for deres dygtighed inden for træskæring, keramikproduktion, tekstil- og sølvarbejde. Disse traditioner og færdigheder er blevet bevaret og kan stadig ses i dagens lokale håndværksprodukter. Besøger man Safranbolu vil man lægge mærke til, at byen er som et stort friluftsmuseum - jeg tænker lidt på Den Gamle By i Aarhus, hvor de smukke historiske bygninger åbner vinduet til fortiden. Udover selve byen er der i bjergene omrking masser af aktiviteter der er værd at besøge som Krystalterassen, det omvendte hus, glidebaner og meget mere. Videoer & fotos brugt i indlægget: Martin Mit Istanbul DK, Martin Dufke og Mehmet S

Hvis et træ i skoven vælter, men ingen hører det, laver det så en lyd? Sker der overhovedet noget hvis ingen ser det? I sin nye bog Istanbul Tidløs, har fotograf Timurtaş Onan taget et et sekund af virkelighedens små tidløse øjeblikke i Istanbul og foreviget dem. Før jeg selv flyttede til Istanbul, kan jeg huske en aften hvor jeg sad med et par lokale venner og fik en drink. En 3. kammerat, en hollænder, kom lige ultra kort forbi for at sige hej og give en besked til de andre, for derefter at forsvinde igen og drage videre til sit arbejde. Jeg kan huske at jeg sad med en følelse af misundelse og beundring. Jeg syntes at han var skide heldig, han kunne bare ‘smutte ind’ og ‘smutte videre ud i denne by’ som han var blevet en del af. Det var måske kun 1 minut – og egenligt ganske ubetydeligt, men det satte nogle enorme følelser igang så dybe så jeg stadig kan føle dem, her 9 år senere og 8 år efter jeg selv blev en del af byen. Fra bogen Istanbul Timeless af Timurtaş Onan Oplevelser er ofte en lang række øjeblikke og ofte et øjeblik der reelt set ingen værdi har, fordi de er en del af en lang række af begivenheder der tilsammen udgør hverdagen og livet. Og netop disse små øjeblikke har fotografen Timurtaş Onan fanget i sin 3 bog under temaet Istanbul: “Istanbul Tidløs”. En bog der er bygget op om øjeblikke i forskellige ‘hverdags’ situationer i forskellige steder i Istanbul. Jeg skriver ‘hverdags situationer’ i gåseøjne, for ligesom med min oplevelse med den hollandske kammerat for 9 år siden, så er en ‘hverdags situation’ jo ikke bare rutine. De 3 bøger i serien “Istanbul Tidløs” foreviger øjeblikke i ‘børns leg’, ‘på vej et sted hen’ og en række af de øjeblikke vi måske egentligt aldrig tænker videre om, men som alligevel danner rammen om vores identitet, hverdag og liv. I mit arbejde som universitetslektor, skal jeg udfordre mine studerende i at tænke kreativt og udvide deres horisont. På Ark Galeri i Kadikoy er der fotoudstilling i disse uger med fotografier fra Timurtaş Onan “Istanbul Tidløs”, jeg tænkte at det ville være en god idé at udfordre mine studrende at tænke kreativt via fotografier fra ‘deres egen by’. Ud over at det altid er en oplevelse når mine studrende får en ‘ah-aaa’ oplevelse, så blev denne oplevelse helt – helt anderledes. Inspireret af Onans fotografier, fortalte mine studerende hinanden om deres egne øjeblikke og minder fra deres liv. Timurtaş Onans *Istanbul Tidløs” fanger de øjeblikke som bringer livsbekræftende øjeblikke frem i vores bevidsthed, de øjeblikke der har formet os til den vi er i dag – et øjeblik vi tager med os til morgendagens version af os selv. Du kan købe Istanbul Tidløs her: International forsendelse – Shoppier (autograferet) Forsendelse i Tyrkiet – Bestil via Whatsapp 00905428110637 (autograferet) – Pandora boghandlere i Tyrkiet/online. Udstilling – Ark Galeri, Kadikoy (i perioden indtil den 7. juni 2022) Om Timurtaş Onan Født og opvokset i Istanbul, Tyrkiet. Engageret i fotografi siden 1980erne. Onan er involveret i en lang række fotoprojekter i både Tyrkiet og på internationalt plan. Bibliografi 2020 Istanbul A City of Strange and Curious Moments 2018 İstanbul Against All Odds 2010 Historical Penninsula / Reflections 2009 Istanbul Blues 2006 Turkish Photographer’s Library No: 30 2005 Nights on Beyoglu Sociale medier: Facebook Instagram Website mitistanbul.dk har modtaget bøgerne “Istanbul Timeless” og “Istanbul A City of Strange and Curious Moments” af forfatteren som baggrund for dette indlæg. #bøger