Det både dufter og smager hen ad risengrød, men drikkes af en kop - den tyrkiske Salep, en tyk mælkeagtig drik med et drys af kanel - drikkes traditionelt i vintermånederne.
Salep er en cremet, varm drik lavet af orkidéknolde, mælk og sukker. Den har en semi-tyk, budding-agtig konsistens og en risengrødsagtig smag, godt hjulpet på vej af et drys kanel og nogle gange pistacienødder.
Salep har egentlig rødder tilbage til det antikke Grækenland, hvor det i en grov, grynet og usødet udgave blev brugt som medicin.
1500 år senere tilsatte osmannerne sukker, forfinede drikken med nogle tweaks, hvilket gjorde den til en del af den tyrkiske kultur. Det siges endda, at osmanniske sultaner drak salep for at øge deres libido!
I de senere år er den oprindelige udgave af Salep fra rødderne af en orkidé-sort dog gået hen og blevet en sjældenhed - en luksusvare.
Grundet strenge regler om høst af den fredede orkidé-plante, der bruges i Salep, er den drik, man i dag køber på karton i et supermarked eller et krus af på en café, sjældent Salep. Der er faktisk lige så meget orkidé i den moderne Salep som der er jordbær i en regnbueis.
Støt bloggen...
Den moderne Salep er i dag mælk, sukker og kunstige smagsforstærkere jævnet med majsmel og drysset med kanel - hvorfor den ikke længere må sælges som "Salep", men som "Salep-mælk".
Enkelte forhandlere sælger det originale Salep-pulver lavet på orkidé-rødder - hvilket selvsagt ikke er billigt - dog er det en fantastisk smagsoplevelse.
Men jeg vil alligevel klart anbefale dig at bestille en kop Salep næste gang, du er i Istanbul i vinterperioden og sætter dig til rette på en café.
Jeg har set mange alternative opskrifter, der foreslår at tilsætte sukker og kanel til sigtet mælke-afkog fra grødris - og ja - hvorfor egentlig ikke?
Ægte eller uægte...❤️❤️