Konstantinopel rundt - landmure, havmure og byen i dag

Konstantinopel voksede i takt med sine mure. Hver gang byen ændrede sit selvbillede, rykkede grænsen vestpå - og hver gang blev der bygget nyt. Større, stærkere, mere ambitiøst. De mure, man kan følge i dag, er derfor ikke ét samlet anlæg, men flere lag historie lagt oven på hinanden.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Så støt bloggen med en lille donation ❤️          

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Mere historie?

Den tidligste by, Byzants, opstod omkring år 660 f.Kr. og lå helt ude ved spidsen af halvøen omkring det nuværende Sarayburnu. Her indrammede beskedne mure en lille, men strategisk placeret by med havn og akropolis (byens befæstede højde med templer og offentlige bygninger) som centrum. I dag er murene næsten forsvundet. De er væk fra bybilledet, men historikere og arkæologer antager, at dele af de senere mure omkring Topkapi-paladset følger linjer, der kan spores tilbage til byens ældste forsvar.

Da Byzants gjorde oprør mod den romerske kejser Septimius Severus i slutningen af 100-tallet, gik det galt. Murene blev revet ned, og byen lagt øde. Få år senere skiftede Severus dog kurs og genopbyggede byen - denne gang med nye mure, rykket lidt længere mod vest. Byen voksede. Murene fulgte med.

De severinske mure fylder ikke meget i bybilledet i dag. De få murrester, der ofte sættes i forbindelse med Severus’ genopbygning, har længe været opfattet som dele af hans bymur. Senere tolkninger peger dog på, at der snarere er tale om et vandanlæg, muligvis opført i direkte forbindelse med muren. I romersk bybyggeri var grænsen mellem forsvar og infrastruktur ofte flydende.

Da Konstantin i år 330 gjorde byen til Romerrigets nye hovedstad, ændrede alt sig. Byzants blev til Konstantinopel - centrum for et imperium og ikke længere blot en vigtig by i udkanten.

Byen voksede hurtigt i både befolkning, funktion og selvforståelse. I den proces blev der igen trukket en ny grænse mod vest og opført nye mure. Den konstantinske mur kendes fra de skriftlige kilder, men ikke fra gadebilledet. I dag kan murforløbet ikke følges med sikkerhed. Historikere og arkæologer antager dog, at muren har fulgt et lavere terræn - fra området ved det nuværende Yenikapi, langs foden af byens syvende høj og videre gennem det moderne Saraçhane ned mod Det Gyldne Horn. Senere byggeri, terrænændringer og genbrug af sten har udvisket sporene.

Allerede få årtier senere viste murene sig utilstrækkelige. Byen voksede videre, og i begyndelsen af 400-tallet blev der derfor trukket endnu en linje i landskabet - denne gang med et ambitionsniveau, der langt overgik alt tidligere.

Under kejser Theodosius II (402-450) blev Konstantinopels store landmure opført. Et sammenhængende forsvarssystem med voldgrav, ydre mur og en massiv indre hovedmur. Ikke blot bygget til at modstå angreb, men til at sikre byens overlevelse under lange belejringer.

Den indre mur rejste sig omkring 12 meter over terrænet og blev forstærket af næsten 100 tårne placeret med korte mellemrum. Afstanden mellem tårnene var bevidst lille. Intet felt stod alene. Sammen skabte murene et forsvar, der i århundreder blev betragtet som uindtageligt.

Murene indrammede bevidst store, åbne områder vest i byen - plads til marker, køkkenhaver og græsningsarealer. Det var en del af byens forsvarsstrategi: Konstantinopel skulle kunne holde ud, når omverdenen blev lukket ude. Under flere af de lange belejringer, blandt andet de arabiske angreb i begyndelsen af 700-tallet, blev forskellen tydelig. Mens byen holdt stand, beretter kilderne om belejrende styrker, der sultede katastrofalt.

Bag landmurene var Konstantinopel derfor langt fra fuldt bebygget. Vest for de tætte bykvarterer åbnede byen sig i brede zoner med marker, køkkenhaver og græsningsarealer. Områder, der i dag hedder Yenikapi, Cerrahpaşa, Sümbül Efendi og op mod Edirnekapı, havde i lange perioder et næsten landligt præg.

Omkring Edirnekapı følger lange gravpladser murene tæt. Gravene ligger direkte op ad murværket og fortsætter, hvor byen ellers ville have sluttet.

Andre steder har murene fået en mere aktiv nutidig funktion. Ved Mevlanakapı og Belgradkapı er større strækninger blevet gennemrestaureret og indrettet som åbne parkområder. Her kan man i dag bevæge sig sikkert rundt i og omkring murene - på stier og gennem tårne - som en del af byens offentlige rum. Hvor voldgravene engang lå, finder man i dag enten køkkenhaver eller brede trafikårer.

Der, hvor landmurene mødte Marmarahavet, lå Den Gyldne Port. Konstantinopels mest ceremonielle indgang. Her red kejserne ind i triumf efter sejre. Porten var ikke bare en åbning i muren, men et ritual, en kontrolleret overgang mellem verden udenfor og byen indenfor.

I osmannisk tid ændrede stedet karakter. Den Gyldne Port blev indlejret i Yedikule-fæstningen. Funktionerne skiftede - fra ceremoni til fængsel - men stedet forblev ladet. Romersk, byzantinsk og osmannisk historie ligger her oven på hinanden i sten.

Fra Yedikule fortsatte murene mod øst langs Marmarahavet. Havmurene var lavere end landmurene og bygget til et andet formål. Her var truslen ikke masseangreb over land, men kontrol af kysten, havne og anløb.

I dag følger jernbanesporene flere steder stadig havmurene. Man cykler samme strækning. Zig-zag mellem murene og byen. Toget, der i dag fungerer som et slags S-tog, passerer igen. Havmurene står der endnu - mærket af tid, forsømmelse og vejanlæg. Men for et kort øjeblik overlapper lagene hinanden: den moderne pendler, den rejsende fra vest og en by, der altid er blevet ankommet til langs netop denne kant.

Langs Det Gyldne Horn fungerede murene anderledes. Her, ligesom ved Marmarahavet, var det i høj grad vandet selv, der udgjorde forsvaret, især når den berømte jernkæde blev trukket tværs over indsejlingen. Haliç-muren skulle ikke standse store landhære, men kontrollere adgangen til byens indre havn.

I kvarterer som Balat og Fener er muren ikke et fritstående anlæg, men en del af bydelen selv. Den dukker op i baggårde, kældre og ydervægge, indbygget i huse, caféer og værksteder.

Det var også langs denne del af muren, ved Balat og Ayvansaray, at forsvaret til sidst blev omgået. I foråret 1453 lod Mehmed II skibe blive trukket over højderne bag Pera, gennem området omkring det nuværende Taksim, og sat i vandet i Det Gyldne Horn. Her gik de osmanniske styrker i land bag byens forsvar. Haliç-muren var aldrig bygget til at modstå et angreb fra denne side.

Regner man landmuren og havmurene samlet, taler man ofte om omkring 21 kilometer. Følger man murene, som de faktisk løber gennem byen i dag, bliver turen snarere 25-27 kilometer.

Konstantinopels mure blev angrebet igen og igen. Omkring 40 dokumenterede forsøg blev gjort på at bryde dem. Kun to gange lykkedes det - i 1204 og i 1453. Ikke fordi murene var svage, men fordi verden omkring dem ændrede sig.

I dag står murene stadig. Over land og langs vand. Gennem gravpladser, boligkvarterer, haver, værksteder og jernbanespor. Konstantinopel var en by, der stolede på sine mure. I mere end tusind år holdt de.

Ikke dårligt for nogle sten, sat sammen for at beskytte en idé om en by - og som stadig gør det.