top of page

Kaos og Krydderier: Velkommen til Eminönü

  • Forfatters billede: Martin
    Martin
  • for 17 timer siden
  • 3 min læsning

Folk skubber sig gennem et travlt marked foran en bygning med buer og måger. Gule og røde skilte annoncerer "Lokum" og "Ok Fiyat."

Indlægget beskriver Eminönü, Istanbuls livlige transport & handelsecentrum ved Det Gyldne Horn. Krydderibasaren, lokale markeder & Balik Ekmek ved vandet. Find vej - links - vær med til at støtte mitistanbul.dk - lyt til "Samtaler fra Istanbul" -  facebook - instagram - bluesky


Eminönü er et af Istanbuls mest levende og historisk betydningsfulde områder. Beliggende ved indsejlingen til Det Gyldne Horn, har dette kvarter i århundrer været et pulserende centrum for handel og søfart. Området var allerede en vigtig havn i den byzantinske periode, kendt under andre navne.


Selve navnet "Eminönü" stammer dog fra den osmanniske tid. Det er afledt af "Emin", et tyrkisk ord der kan betyde både "troværdig", "pålidelig" og "retfærdig", men som i en specifik historisk, administrativ kontekst også var titlen på en vigtig embedsmand. I dette tilfælde var der tale om den toldembedsmand eller kommissær, der havde ansvaret for toldkontoret og kontrollen med varerne her. "Önü" betyder "foran".

Navnet henviser altså mest sandsynligt til området foran toldkontoret og denne embedsmand, som sikrede en ordentlig og betroet (en "emin") afvikling af handelen og tolden. Dette understreger Eminönüs historiske rolle som et centralt told- og handelscentrum.

I dag er Eminönü stadig et sted, der vækker sanserne og vidner om byens rige fortid. Du kan nemt bruge timer på at bevæge dig rundt og nyde atmosfæren.


Et absolut højdepunkt er den berømte Krydderibasar, lokalt kendt som Mısır Çarşısı (Den Egyptiske Bazar), der dateres tilbage til 1660'erne. Denne miniudgave af Grand Bazar blev oprindeligt finansieret af skatter fra Egypten, heraf navnet.

Indenfor mødes man af et sandt bombardement af farver og dufte; stablede bjerge af eksotiske krydderier, tørrede frugter, nødder, te i alverdens varianter og søde sager som Turkish Delight. Sælgerne byder velkommen, tilbyder smagsprøver og er klar til at forhandle.


Men oplevelsen stopper ikke ved selve Krydderibasaren. I de myldrende gyder og stræder, der omkranser basaren, folder et endnu større og mere lokalt marked sig ud.

Mens turisterne overvejende koncentrerer sig om Krydderibasarens eksotiske varer, er det i disse omkringliggende gyder, at mange lokale handler ind til dagligdagen.

Her findes tusindvis af handlende, der sælger alt fra køkkenudstyr, tøj og tekstiler til legetøj, små elektronikvarer og alverdens nips. Det er dog værd at bemærke, at de mærkevarer, man finder her, højest tænkeligt ikke er originale.


Her i disse gyder finder man også en lang række større og mindre "han" – historiske osmanniske karavanseraier eller pakhuse, der tidligere tjente som overnatningssteder og handelspladser for rejsende købmænd. Mange af disse hans har gennem årene forfaldet, men heldigvis er man de seneste år gået i gang med at renovere flere af dem, hvilket puster nyt liv i disse historiske bygninger.

Blandt de renoverede finder man for eksempel Beta Yeni Han, som i dag huser spændende gourmetbutikker og, siges det, den første kaffebønne-riste-ovn i byen.


Går man lidt væk fra de mest befærdede gyder og større strøg, kan arkitekturen i flere gader minde lidt om en ældre nordtysk eller dansk provinsby. Lyden af stemmer, råb og byens summen fylder luften, og synet af stablede varer, travle porterer og lokale, der prutter om prisen, giver et fascinerende indblik i Istanbuls sjæl.


Udover markedslivet byder Eminönü også på den imponerende Yeni Camii (Den Nye Moské) med sin smukke arkitektur og den intime men utroigt smukke Rüstem Pasha moske. Langs havnefronten finder man byens travleste havn for byfærgerne, der konstant fragter folk frem og tilbage over vandet.


Her er det særligt populært at spise "Balık Ekmek" – en simpel, grillet fiske-sandwich og drikke Şalgam. Røgen fra fiskegrillene blander sig med duften af havet, lyden af mågeskrig og det konstante leben af mennesker.


At bevæge sig langs kajen her, med udsigt til Galatabroen og Galatatårnet på den anden side, mens du måske nyder din Balık Ekmek midt i mylderet, er en helt særlig klassisk Istanbul-oplevelse.


Find vej

Læs også:


For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

bottom of page