Historien om Istanbuls legendariske barberer begynder over en kop kaffe
- Martin

- for 12 minutter siden
- 2 min læsning

Der er noget særligt over at blive barberet i Istanbul. Den varme sæbe der bliver børstet til skum og duften af cologne. Den rolige rytme, lydene, stemningen.
Men vidste du, at barberfagets historie i byen slet ikke begyndte i barbersalonerne? Den begyndte faktisk i Istanbuls kaffehuse.
👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Så støt bloggen med en lille donation ❤️
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube
Fra 1500-tallet og frem sad barbererne ofte i et hjørne af kaffehuset og barberede stamkunder mellem spil, nyheder og små gøremål. Kaffehuset var kvarterets hjerte, og barberen en naturlig del af atmosfæren.
Men da Sultan Murad IV i 1600-tallet forbød kaffe og tobak og lukkede kaffehusene, stod barbererne pludseligt uden arbejdssted og begyndte for første gang at arbejde selvstændigt. Da kaffehusene senere åbnede igen, vendte mange tilbage - indtil endnu en stor omvæltning ramte byen og kaffehusenes stamkunder i 1826.
Opløsningen af janitsarkorpset ramte nemlig også barbererne. Janitsarerne brugte kaffehusene som deres faste mødested, og da korpset blev fjernet, forsvandt mange kaffehuse med dem. Barbererne måtte igen ud af døren og fandt nye pladser på markeder, under platantræer og omkring offentlige springvand.
Her stod de i det fri, synlige og midt i byens pulserende hverdagsliv.
Det stod dog hurtigt klart, at de havde brug for mere stabile rammer. Derfor begyndte barbererne at åbne små lokaler rundt om i byen - Istanbuls første egentlige barbersaloner. I Abdülhamid II’s tid blev salonerne moderniseret efter europæisk forbillede, og barberfaget fik den form vi stadig genkender i dag.
Samtidig fortsatte en helt særlig gruppe med at sætte deres præg på bybilledet: de vandrende barberer, kaldet fodbarbererne. De slog sig ned, hvor folk færdedes - især ved Yeni Cami og Tahtakale - og barberede arbejdere, handlende og daglejere. Og i Nuruosmaniye fandtes de berømte Ibişim-barberer, kendt for en alternativ barbermetode, som man stadig taler om i dag.
Så skåret helt ind til benet: sætter du dig i stolen hos en barber i Istanbul, er du en del af en tradition der bogstaveligt talt startede over en kop kaffe.
ORDFORKLARING:
Kaffehuse
Det osmanniske kaffehus var meget mere end en café. Det var et socialt samlingspunkt hvor mænd mødtes for at drikke kaffe, spille spil, høre nyheder og diskutere politik. Kaffehuset fungerede som kvarterets uformelle forsamlingssted.
Janitsarkorpset
Janitsarkorpset var det osmanniske riges elitestyrke. Korpset fungerede både som hær og livgarde og udviklede med tiden betydelig politisk magt. I 1826 blev det opløst af Sultan Mahmud II - en begivenhed der ændrede mange af byens sociale strukturer, herunder kaffehusenes rolle.



















