September 1955: Natten der forvandlede Taksim og det øvrige Istanbul

De tomme og forladte huse på Istiklal Caddesi er ikke kun resultatet af arvestridigheder – de er også vidnesbyrd om en tragisk nat i 1955, der næsten udslettede byens græske liv.

Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky. Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie? - Hemmelig tunnel fundet under Istanbuls travleste strøggade

"Hvorfor så mange tomme og faldefærdige bygninger i hjertet af Istanbul?"

Det spørgsmål møder jeg ofte, når danskere står på Taksim-pladsen eller går ned ad strøggaden Istiklal Caddesi. Svaret er komplekst og hænger både sammen med komplicerede ejendoms- og arveregler – og med en dramatisk nat i september 1955, som har fået tilnavnet “Istanbuls krystalnat”.

Den 6.–7. september 1955 blev Istanbul, og især Taksim-området, scene for en af de mest tragiske begivenheder i moderne tyrkisk historie: pogromen mod byens minoriteter, i særdeleshed den græske minoritet.

Baggrunden var en tilspidset politisk og social situation. Den national-konservative regering under premierminister Adnan Menderes og hans Demokrat Parti (DP) var presset både indenrigs og internationalt, især på grund af spørgsmålet om Cypern. Mange grækere på øen ønskede enosis – en union med Grækenland – hvilket Tyrkiet modsatte sig for at beskytte den tyrkiske minoritet på Cypern. Spændingerne udløste en stærk fjendtlighed mod grækere i Tyrkiet.

Det umiddelbare startskud til pogromen var en falsk nyhed om et bombeattentat mod Atatürks fødehjem i Thessaloniki. Nyheden, der blev spredt af tyrkiske aviser, var fabrikeret, men fungerede som påskud til en voldsbølge.

I løbet af natten blev forretninger, huse, kirker og skoler tilhørende de kristne minoriteter ødelagt, plyndret og brændt. Mange mennesker blev såret, og selv om dødstallet er omstridt, vurderes det, at mindst 11 og muligvis op mod 30–40 personer blev dræbt. Tusindvis blev hjemløse, og de økonomiske tab beløb sig til millioner af dollars. For mange markerede pogromen begyndelsen på enden for de græske og andre kristne samfund i Istanbul, der i århundreder havde været en central del af byens kulturelle og økonomiske liv.

Regeringen under Menderes har siden været kritiseret for sin rolle. Historisk forskning peger på, at myndighederne i bedste fald ignorerede advarslerne om, hvad der var under opsejling, og i værste fald selv bidrog til organiseringen af volden.

Pogromen i 1955 står i dag som en mørk plet på Tyrkiets historie. Den minder om farerne ved nationalistisk ophidselse og intolerance over for etnisk og religiøs mangfoldighed.

Adnan Menderes blev i 1960 styrtet ved et militærkup og året efter henrettet – dog ikke for sin rolle i pogromen, som sjældent blev nævnt under retssagerne. I dag hyldes han af den nuværende tyrkiske regering (AKP) som en martyr for demokratiet.

Dette indlæg er oprindeligt fra 2022. Sidst redigeret 2025