Det zig-zaggede mønster fra Tyrkiet
- Martin
- 11. jan.
- 4 min læsning
Du har med garanti set det før - Mæander-mønstret, som på dansk også kaldes den græske nøgle. På vaser. På billeder. På Carlsberg-bygningerne i København. Måske uden at tænke videre over det. Måske med den korte tanke: det ser da egentlig interessant ud.
Et mønster, der bare er en linje. En linje, der zig-zagger sig gennem det, den nu engang er på - og bare fortsætter.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere
I dansk sammenhæng peger navnet den græske nøgle på formen - det gentagne, nøgle-lignende forløb. Navnet Mæander trækker derimod tråden tilbage til idéen bag mønstret og det sted, det udspringer fra.
Navnet på det zig-zaggende mønster kommer fra Mæanderfloden i det vestlige Anatolien i det nuværende Tyrkiet. I dag kendes floden som Büyük Menderes på tyrkisk. En flod, der slynger sig så voldsomt gennem landskabet, at den i antikken ikke blot blev opfattet som vand, men som vilje.
I den græske mytologi blev floden personificeret. Mæander var ikke bare et sted, men en flodgud - lunefuld, uforudsigelig og umulig at tvinge i en ret linje. På et tidspunkt blev bevægelsen fastholdt. Rettet op. Gjort firkantet. Flodens vilje blev til form. Og sådan blev en anatolsk flod forvandlet til et mønster, der kunne gentages igen og igen.
Når du først bevidst har fået øje på Mæander-mønstret, er det svært at undgå igen. Det begynder diskret. En bort i et mosaikgulv i Hagia Sophia. Et geometrisk forløb i Yerebatan Sarnıcı, gemt mellem søjler og skygger. En ramme omkring fortællingerne i Kariye. Først ser du det ét sted. Så et andet. Og pludselig dukker linjen op igen og igen.
I Hagia Sophia - og i byzantinsk kunst i det hele taget - var intet overladt til tilfældighederne. Når de helligste figurer, som Kristus Pantokrator eller Jomfru Maria, blev indrammet af Mæanderen, var det ikke dekoration, men betydning.
Den ubrudte linje stod for evigheden. Mæanderen har intet tydeligt begyndelsespunkt og ingen afslutning. For byzantinske kristne, der forstod Gud som alfa og omega, blev mønstret et visuelt billede på Guds evighed og det evige liv.
Samtidig blev Mæanderen opfattet som en forenklet labyrint. Livet er fuldt af knæk, valg og omveje, men der er kun én vej igennem. Når mønstret indrammede Kristus, pegede det på ham som Vejen, Sandheden og Livet.
Og endelig handlede det om kontrol over kaos. En Mæander tager en vild bevægelse - en flod, der bugter sig - og tvinger den ind i stramme, matematiske rammer. I en bygning som Hagia Sophia, der selv var et forsøg på at skabe himmelsk orden på jorden, blev mønstret et billede på Logos - den guddommelige orden.
Og så nede i hverdagen. På kopper og tallerkener. På cafébordet. Først dér - og senere også derhjemme i Danmark. På et stel i et køkkenskab, du har haft stående i årevis uden at tænke over det.
Og så begynder den også at dukke op i Danmark i større skala. Ikke som noget fremmed, men som noget velkendt. På Højbro Plads og Amagertorv, indlejret i belægningen. På Thorvaldsens Museum. Ved Politigården, hvor geometrien er en del af hele bygningens idé og ses stort set overalt - i gulve, lofter og hjørner. I bebyggelser som Grønningen-Bispeparken. Og på Amalienborgmuseet, side om side med fortællinger om magt, orden og tradition.
Samme zig-zaggende linje. Samme rytme. Overalt. På steder, du måske har gået forbi hundrede gange. Ting, du har set hele dit liv - og pludselig ser på en ny måde.
Og så er der et fint lille sidespor, som mange vil nikke genkendende til. Måske husker du Kählers meget omtalte vase fra 2014 - solgt hos Imerco - og tænker, at den jo også minder om Mæander. Det giver faktisk god mening. Formen arbejder med gentagelse og rytme og trækker tydeligt på noget, der føles klassisk. Det er bare ikke et Mæander-mønster i klassisk forstand, men snarere et moderne mønster inspireret af idéen bag Mæanderen. Det antikke, oversat til et nutidigt udtryk.
Analysen: Hvad ser vi på billedet?
Mønstret som typografi: Karaca har været super kreative her. De har taget den græske nøgle (de vinkelrette knæk) og brugt dem til at forme bogstaverne i ordet "ISTANBUL".
Mæander-stilen: Hvis du kigger på bogstavet "S" og de forbindende linjer, ser du præcis det uendelige forløb, som kendetegner en mæander. Det bugter sig ind og ud af hinanden.
Motivet i baggrunden: Bag de geometriske linjer ses et portræt. Det er det berømte portræt af Sultan Mehmet Erobreren (Fatih Sultan Mehmet), malet af den venetianske maler Gentile Bellini.
Hvorfor er det her genialt design?
Den antikke arv: Den græske nøgle/mæanderen repræsenterer byens rødder (Byzans/Konstantinopel).
Den osmanniske historie: Portrættet af Sultanen repræsenterer den islamiske guldalder i byen.
Nutiden: Det er sat på et moderne rejsekrus, præcis som den type design-objekter, der kan skabe "hype" ligesom jubilæumsvasen i Danmark.
Det er altså ikke bare en tilfældig labyrint, men en moderne fortolkning af mæander-princippet, hvor de har "skjult" byens navn i selve mønstret.
*Kruset afbilledet og motivet analyseret, er en del af İst X Collection fra den tyrkiske isenkræmmerkæde Karaca (dette er ikke et affiliate link, ligesom jeg/bloggen ikke har nogen material/økonomisk gevinst ved linket)
