Rosenmoskeen i Istanbul: Fra kirke til moske

På bakkeskråningen fra Fatih moskeen ned mod Det Gyldne Horn, i kvarteret Ayakapı i Fatih, ligger Gül Camii – Rosenmoskeen.

Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky. Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Liste: Spændende moskeer i Istanbul

Bygningen stammer fra den byzantinske middelalder, sandsynligvis fra 1000- eller 1100-tallet, og er opført i den klassiske kors-i-kvadrat-plan med kuppel og tre apsider. Arkitektonisk minder den om samtidige kirker i Konstantinopel, men spørgsmålet er, hvilken kirke den egentlig var.

To teorier dominerer. Den ene ser bygningen som Hagia Theodosia, viet til den hellige Theodosia af Konstantinopel, en nonne og martyr fra 700-tallet. Under kejser Leo III’s ikonoklasme forsvarede hun et Kristus-ikon ved Chalké-porten, men blev arresteret, tortureret og dræbt. Hendes mod gjorde hende til en populær helgeninde, og kirken ved Det Gyldne Horn blev et vigtigt centrum for hendes kult.

Den anden teori peger på Kristus Euergetes-klosteret, som lå i samme område, men som kun er sparsomt belyst i kilderne.

Hvis bygningen virkelig var Hagia Theodosia, blev den i århundreder fyldt af pilgrimme, der søgte helgenindens forbøn. Netop denne forbindelse har givet Rosenmoskeen sin stærke plads i byens legender. En fortælling lyder, at da osmannerne indtog Konstantinopel i maj 1453, stod kirken pyntet med roser til ære for helgenen. Da soldaterne trængte så ind i kirken, lå blomsterne stadig friske på alteret, og heraf skal navnet Gül – rose – stamme.

Historikerne ved, at selve konverteringen først fandt sted nogle årtier senere, omkring 1490. Bygningen fik et mihrab og en minaret, og efter jordskælvet i 1509 blev taget genopført. Senere ændringer tilskrives Mimar Sinan, og i 1800-tallet blev en sultanloge tilføjet. En alternativ forklaring på navnet knytter sig til den muslimske veli, Gül Baba – “rosens fader” – som ifølge overleveringer skulle være begravet i moskeens sydøstlige hjørne.

I dag fungerer bygningen som aktiv moské. Dens indre bærer stadig præg af den byzantinske korsplan, selvom de osmanniske ombygninger dominerer. Rosemoskeen står i dag som et stilfærdigt, men stærkt vidnesbyrd om Istanbuls dobbelte arv. De byzantinske kirkemalerier er malet over og erstattet af nogle mere simple mønstre i loftet og på væggene. Stedet er gammelt og som du kan se i videon, trænger det til en kærlig hånd.