Den Tyrkiske Sjæl: Serpme kahvaltı - morgenmad
- Martin
- 7. jan. 2024
- 2 min læsning
Opdateret: 16. apr.

Dette indlæg handler om "serpme kahvaltı," en traditionel tyrkisk morgenmad, der fejrer kultur og fællesskab, især i weekender og højtider, med friske, lokale ingredienser.
- vær med til at støtte mitistanbul.dk - lyt til "Samtaler fra Istanbul" - tag med på en Mit Istanbul Byvandring - facebook - instagram - bluesky
Overalt i Tyrkiet er morgenmaden – kahvaltı – ikke bare dagens første måltid; det er en fejring af livet og kulturen. Blandt de mange måder at nyde denne vigtige del af dagen på, fremstår serpme kahvaltı som en levende tradition, der kombinerer historie, rige ingredienser og en dybfølt tradition for samvær – og for mange familier er det et samlingspunkt lørdag eller søndag morgen.
Serpme kahvaltı, som direkte oversættes til "blandet morgenmad", stammer fra det osmanniske rige, fra en tid hvor overdådige morgenmåltider blev serveret for at vise generøsitet og velstand. Om serpme kahvaltı kan kaldes et “socialt alternativ” til den lidt upersonlige ‘morgenmadsbuffet’, som vi fra det kolde nord har udbredt over det meste af verden (mange mad- og kulturhistorikere vil påstå, at en ‘buffet’ kommer fra Norden – nærmere bestemt det nuværende Sverige).
Konceptet udviklede sig gennem tiden og har bevaret sin plads i det tyrkiske samfund, og handler om meget mere end bare mad. Det er også her, man slapper af, reflekterer og nyder venner og families selskab. Det er ikke ualmindeligt at bruge flere timer på at nyde serpme kahvaltı, især i weekenderne eller på helligdage.
Det, der gør serpme kahvaltı unik, er bordets mangfoldighed, der er domineret af både årstidens samt lokale ingredienser og traditioner.
Et typisk serpme kahvaltı-bord omfatter:
Friskbagt brød som simit og pide
En vifte af oste, herunder forskellige former for både peynir (feta/hvide oste) og kaşar (tyrkiske goudaoste).
Oliven, grønne og sorte, ofte marinerede i olivenolie og krydderier
Tomater, agurker og grønne peberfrugter, frisk skåret for at tilføre friskhed
Æggeretter som menemen (tyrkisk scrambled eggs) eller sucuklu yumurta (æg med tyrkisk pølse)
Honning og kaymak (tyk frisk fløde) samt hjemmelavede marmelader
Tyrkisk te eller kaffe
Fotos: Martin, mitistanbul.dk
Mens traditionerne holdes i hævd, har moderne variationer og tilføjelser også fundet vej til serpme kahvaltı-bordet, herunder veganske og vegetariske alternativer, der afspejler Tyrkiets voksende diversitet og nutidens sundhedstrends.