Istanbul om efteråret 2026 - vejr, oplevelser og gode tips
- Martin

- for 14 timer siden
- 5 min læsning

Istanbul kan besøges hele året, men efteråret er for mange et rigtig godt tidspunkt. Vejret er ofte behageligt, og det er en god årstid til at bruge meget af dagen udendørs.
Støt bloggen: byd mig på en kop virtuel kaffe køb digitale guides i shoppen.
Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Gå Istanbul tynd
Det mest oplagte er egentlig også det enkleste: gå.
Efteråret er en god tid til bare at gå rundt i Istanbul uden nødvendigvis at have et bestemt mål. Fener og Balat, området omkring Det Gyldne Horn, Beyoğlu, Galata og Karaköy har hver deres særpræg, og der er masser at opdage til fods.
På den asiatiske side er Kadıköy med Yeldeğirmeni et oplagt sted at bruge nogle timer. Og færgerne gør det nemt at komme mellem den europæiske og asiatiske side, hvis du vil skifte kvarter undervejs.
Det er på den slags ture, jeg selv opdager nogle af de små butikker, gamle bygninger, moskeer, kirker, gadekunst og andre detaljer, som ikke nødvendigvis står på listen over de klassiske seværdigheder.
Gå på opdagelse i moskeer og kirker
En af de ting, jeg selv bruger meget tid på i Istanbul, er at gå ind i de mange moskeer og kirker, der ligger spredt rundt i byen.
De store moskeer kender de fleste, men byen er også fyldt med små kvartersmoskeer, som du måske aldrig havde planlagt at besøge.
Det samme gælder kirkerne. Græsk-ortodokse, armenske, katolske og protestantiske kirker ligger rundt omkring i Istanbul - nogle meget synlige, andre gemt bag mure eller i helt almindelige gader.
Fener og Balat er oplagte steder at begynde. Men også Beyoğlu er interessant, hvis du vil se, hvor tæt forskellige religiøse bygninger ligger på hinanden.
Tag på søjlejagt
Hvis du har været i Istanbul før og allerede har set de store seværdigheder, kan du prøve noget lidt mere nørdet: min søjlejagt.
Konstantinopel var en romersk og senere byzantinsk storby, og der står stadig søjler rundt omkring i det moderne Istanbul. Nogle er nemme at finde. Andre er gemt væk eller indgår i senere bygninger.
Jeg har tidligere lavet en hel tur ud af at finde dem, og det er faktisk en ret god måde at gå gennem den gamle by på.
De klassiske seværdigheder
Selvfølgelig skal efteråret også bruges på Istanbuls store historiske seværdigheder.
Hagia Sophia, Den Blå Moské, Topkapı-paladset, Basilica Cisternen og Kariye-moskéen er langt rarere at besøge, når temperaturen er faldet.
Efteråret er også et godt tidspunkt til at besøge nogle af byens museer. Og hvis du allerede har været omkring de mest kendte steder, er der rigeligt at vælge imellem - blandt andet de arkæologiske museer, Pera Museum og mange af de mindre museer og gallerier rundt omkring i byen.
Tag færgen
Jeg bliver aldrig helt træt af at tage færgen i Istanbul.
Du behøver ikke bestille en turisttur på Bosporus. De almindelige offentlige færger er en del af den daglige transport i byen, og de er samtidig en af de nemmeste måder at se Istanbul fra vandet.
Tag en færge mellem Europa og Asien, eller en af ruterne langs Bosporus. Sæt dig udenfor med en çay, hvis vejret tillader det, og kig på palæer, moskeer, yalıer, boligblokke, fiskere og de andre færger.
En overskyet efterårsdag kan være fin på Bosporus.
Efterår på tallerkenen
Når temperaturen falder, er der flere af de tyrkiske retter, der passer godt til vejret.
Mercimek çorbası - tyrkisk linsesuppe - er oplagt. Det samme gælder kuru fasulye, forskellige gryderetter og selvfølgelig kebab og street food.
På markederne begynder du også at møde efterårets råvarer, blandt andet græskar.
Markederne - og et lille råd om te og krydderier
Den Store Basar og Krydderibasaren er selvfølgelig værd at besøge, men gå også en tur på et af de lokale markeder, hvis du vil se, hvad der faktisk bliver solgt og spist i Istanbul til daglig.
Og hvis du køber te eller krydderier, har jeg et lille råd:
Køb ikke fra de store åbne beholdere, der står fremme i butikken.
Te og krydderier mister aroma, når de står åbne længe, og de kan samtidig samle støv. Bed i stedet om at få varen fra en lukket beholder eller en frisk pakke.
Det er måske mindre charmerende end at få fyldt en lille pose direkte fra en stor bunke krydderi, men det er en bedre idé.
Når vejret vender
Efteråret betyder ikke, at Istanbul pludselig har stabilt efterårsvejr.
Du kan få 20 grader og sol den ene dag og regn, blæst og betydeligt lavere temperaturer den næste. Vejret kan skifte hurtigt, især omkring Bosporus.
En vandafvisende jakke er derfor en god idé, og det samme er ordentlige sko.
Istanbul er ikke ligefrem bygget til stilletter og tynde sneakers. Der er bakker, trapper, brosten og mange kilometer i benene.
Istanbul om aftenen
Efteråret betyder også tidligere mørke, og det ændrer naturligvis lidt på dagene.
Når moskeerne bliver oplyst, færgerne fortsætter på Bosporus, og restauranterne fyldes, er der stadig masser at lave.
Det er en god årstid til en lang middag, en meyhane, en koncert eller bare en tur gennem byen uden noget bestemt mål. Og hvis du gerne vil have en aften på vandet, er et Bosporus Dinner Cruise også en mulighed. Her får du middag, underholdning og udsigten til Istanbul by-night fra Bosporus.
Hvis du gerne vil have lidt hjælp til planlægningen, har jeg også lavet en digital miniguide til en mini-ferie eller forlænget weekend i Istanbul. Den og mine andre mindre e-bøger kan købes her i blog-shoppen.
Hvis du kommer til Istanbul om efteråret, ville jeg derfor ikke forsøge at presse så meget som muligt ind på tre eller fire dage.
Vælg nogle steder, du gerne vil se, og giv dig selv tid til at gå rundt mellem dem. Det er en årstid, hvor byen faktisk indbyder til de lange ture - og hvor en regnbyge, en kop te eller et stop på en lille restaurant kan blive en del af dagen i stedet for noget, der skal forstyrre den.
Først udgivet i september 2024. Senest redigeret i August 2026 (omskrivning). illustrationen øverst er genereret via ai-billedgenerering.



















