Sufismens åndelige arv er stadig levende i Tyrkiet. Mød Mevlanas verden i den rituelle sema i Istanbul – og i Elif Shafaks internationale bestseller, der har gjort Rumi tilgængelig for nye generationer. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - oplev ceremonien - Læs best-seller romanen Når man sidder i Istanbul og ser de hvirvlende dervisher dreje sig ind i stilheden, mærker man stadig Mevlanas ånd. Det er nemlig ikke bare en forestilling, men et møde med Rumi – sufismens store digter, hvis arv har sat dybe spor i Tyrkiet. Jalal ad-Din Muhammad Rumi, internationalt kendt som Rumi og i Tyrkiet som Mevlana (“vores mester”), er en af de mest betydningsfulde skikkelser inden for sufismen – den mangfoldige mystiske tradition i islam. Rumi blev født i 1207 i Balkh, i det nuværende Afghanistan, men levede det meste af sit liv i Konya i det centrale Anatolien. Her blev han en af middelalderens store åndelige lærere. Hans værker fremmer kærlighed, hengivelse og den direkte erfaring af det guddommelige – temaer, der siden er blevet læst som tolerance og universel humanisme. Efter Rumis død var det hans søn, Sultan Veled, der organiserede Mevlevi-ordenen, kendt for deres rituelle hvirvlende dans (sema). Dansen er i dag blevet et internationalt symbol på sufisme, selvom den i virkeligheden er særligt knyttet til netop Mevlevi-traditionen. Rumis hovedværk, Masnavi-ye Ma’navi, et episk læredigt i seks bind skrevet på persisk, betragtes som et af de vigtigste værker i den sufiske tradition og læses stadig verden over. Hans indflydelse lever videre – ikke mindst i Tyrkiet, hvor Konya hvert år i december samler tusindvis af besøgende til de ceremonier, der markerer hans død og fejrer hans arv. Oplev den hvirvlende sufi-dans og mærk Mevlanas ånd, når dervisherne i Istanbul åbner døren til sufismens verden: Sema-ceremoni i et Sufi-centret Kızlarağa Medresesi Ved Sultanahmet (tæt ved Den Blå Moske og Hagia Sofia), Whilrling Dervish show på Bosporus Cruise med middag. 📖 Faktaboks: Elif Shafak og The Forty Rules of Love En af mine favoritromaner er Elif Shafaks internationale bestseller The Forty Rules of Love (på tyrkisk Aşk). Romanen væver to fortællinger sammen: en nutidig historie om en amerikansk kvinde og den historiske fortælling om Rumi og Shams-i Tabrizi. Bogen har introduceret millioner af læsere til sufismens univers og de spirituelle budskaber om kærlighed og fordybelse, som i høj grad gør Rumi relevant den dag i dag. Køb bogen hos Bog&Ide

Lige ud for Istanbuls travle kyst på den asiatiske side, skjult under Marmarahavets brusende bølger, gemmer sig en hemmelighed – Istanbuls helt egen Atlantis. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie?   Første gang jeg tog færgen fra Bostancı mod Prinseøerne, faldt jeg i snak med en medrejsende. Han pegede ud mod en stor bøje i vandet og sagde: »Hvis du kigger godt efter derovre, kan du ane konturerne af en sunket ø.« Historien ramte mig med det samme. Jeg stirrede ud over vandet – halvt skeptisk, halvt opslugt af nysgerrighed. Siden den dag har jeg fordybet mig i emnet, læst alt hvad jeg kunne finde og set stribevis af videoer om Istanbuls helt egen Atlantis. Her er, hvad jeg har fundet frem til: Øen der blev glemt Vordonisi, som i dag hviler på havets bund, er et tavst vidnesbyrd om det Byzantinske Riges historie – og et mysterium, der først for nylig igen er kommet i fokus. I rigets storhedstid lå der på øen et kloster, som kilderne omtaler som Gordonos eller Armeniakon, opført i det 9. århundrede. Den mest berømte beboer menes at have været patriark Photios I af Konstantinopel, en højtuddannet og indflydelsesrig skikkelse, der flere gange blev forvist fra hovedstaden i sine konflikter med paven i Rom. Ifølge traditionen tilbragte han en periode i eksil på Vordonisi. Øen blev således både et sted for en alga åndelig fordybelse, om man vil, og for politisk eksil – et lille skæbnefællesskab for munke og magthavere i unåde. Myte eller fakta Den mest udbredte forklaring er, at Vordonisi sank under et kraftigt jordskælv den 9. marts 1010. Øen var geologisk ustabil, og man forestiller sig, at klipperne kollapsede og forsvandt i havet. Men mysteriet er langt fra løst. Øen optræder nemlig på søkort helt frem til 1700-tallet – flere hundrede år efter det jordskælv, der ifølge traditionen skulle have udslettet den. Det rejser nye spørgsmål: Sank øen gradvist på grund af erosion? Eller forsvandt den ved en senere, ukendt katastrofe? Moderne seismologiske rekonstruktioner anslår jordskælvet i 1010 til omkring 5,9 på Richterskalaen – men det er et usikkert estimat, ikke en egentlig måling. Nogle forskere mener, at styrken kan have været højere, da samtidige kilder beskriver omfattende ødelæggelser. Efter forsvindet gled Vordonisi næsten helt ud af den kollektive bevidsthed. Lokale fiskere og søfolk kendte dog længe til stedet, og øen optrådte på kort frem til 1700-tallet. Det nye er de systematiske undersøgelser. I de senere år har undervandsarkæologer kortlagt ruinerne ud for Maltepe-kysten i Istanbul. Og selv i dag kan man fra færgen mod Prinseøerne, hvis man ved hvor, ane øens position: et bøje-fyrtårn markerer stedet, hvor vandet undertiden brydes af små skumstriber over de sunkne ruiner. Fremtiden for Istanbuls Atlantis Der er blevet foreslået at gøre Vordonisi til en del af UNESCOs verdensarvsliste. Foreløbig er det dog kun en vision, ikke en officiel ansøgning. Tanken er at bevare dette enestående historiske sted og måske åbne for kontrolleret undervandsturisme, så Vordonisi kan opleves – ikke kun gennem myter, men også i virkeligheden.

Det er helt gratis at bruge bloggen - men du må meget gerne støtte mig med en lille donation   Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - IBB Miras genskaber Istanbuls sjæl

Den tyrkiske stjerne Matiz I september 2025 står to af Tyrkiets mest markante musiknavne midt i retssager, der ikke kun påvirker deres karrierer — men også skaber bølger i kunst- og frihedsdebatten. Den populære musiker Mabel Matiz er blevet pålagt adli kontrol og har fået forbud mod at forlade landet i en sag om hans sang “Perperişan”. Myndighederne hævder, at teksten rummer “müstehcenlik” (obskønitet). Efter at have afgivet forklaring i Istanbul blev han løsladt, men med rejsebegrænsninger, noget som truer hans muligheder for internationale koncerter. Hans advokat kalder beslutningen et indgreb i ytringsfriheden og anfægter, at tyrkisk lov normalt beskytter kunstneriske værker mod denne type anklager. Få dage forinden blev den kvindelige gruppe Manifest ramt af lignende restriktioner. Efter en koncert 6. september besluttede en domstol at blokere optagelser af deres show med begrundelse i “national sikkerhed” og “offentlig orden”. Gruppen blev stillet under adli kontrol og fik også rejseforbud, efter sigende for “uanstændig optræden”.

I Yeşilköy er nedrivningen af det 67 år gamle Çınar Hotel i gang. Hotellet, der engang var blandt Istanbuls mest prestigefyldte adresser, har gennem årtier været et symbol på byens modernisering – men nu er det slut. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Når man i dag går en tur langs strandpromenaden i Yeşilköy, møder man en byggeplads, hvor et stykke af Istanbuls moderne hotelhistorie forsvinder. Çınar Hotel, åbnet i 1958 som et af Tyrkiets første femstjernede hoteller med lokale investorer i ryggen, er blevet revet ned. Hotellet har i årtier haft en særlig plads i byens historie. Ifølge tyrkiske kilder husede det i 1959 et større internationalt topmøde, som ofte omtales i forbindelse med den prestigefyldte Bilderberg-kreds – men om det var en officiel konference, er omdiskuteret. Sikkert er det, at Çınar i 1960’erne og 70’erne var et samlingssted for prominente gæster fra både ind- og udland, og at det blev betragtet som et af de mest elegante hoteller ved Marmarahavet. Efter en længere periode med faldende standard og besøgstal blev hotellet for nylig overtaget af en uzbeksisk familie bosat i England. De nye ejere har valgt at rive bygningen ned for at give plads til et nyt hotelprojekt. Hvilken form det får, er endnu ikke offentliggjort i detaljer. For mange naboer og lokale i Yeşilköy markerer nedrivningen dog afslutningen på en epoke. “Çınar var ikke bare et hotel, det var et symbol på området. Intet kan erstatte det,” lyder det blandt handlende og beboere, som har fulgt bulldozerne med vemod. Dermed forsvinder endnu en af Istanbuls klassiske bygninger – ikke på grund af brand eller jordskælv, men som følge af nye investeringer og byudvikling. det seneste foto af hotellet, eller det der var engang. Kilde: Turizm Aktüel

Balat-området i Istanbul er fuld af kirker, små kapeller og skjulte gårdrum, der fortæller historien om kvarterets blandede historie. Blandt alle disse er der ét sted, der altid har haft en særlig tiltrækningskraft: Vlaherna Meryem Ana-kirken. Udefra ligner den en beskeden bygning, men bag murene gemmer sig en kilde, der i århundreder har været omgærdet af tro, håb og fortællinger om mirakler. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Skt. Georgios katedral i Fener, Istanbul - Istanbuls Blodige kirke: Den eneste tilbageværende byzantinske kirke - Jernkirken ved Det Gyldne Horn i Istanbul Den oprindelige kirke tilskrives kejserinde Pulcheria (regentskab 414-453) og/eller kejser Leo I (457-474), der opførte kirken omkring en kilde der hurtigt blev kendt for sit helbredende vand. Gennem århundrederne blev kirken ødelagt af flere brande – den sidste i 1434 – men kilden bestod. I 1867, byggede man, oven på den hellige kilde, den kirkebygning man ser i dag. For de østromerske byzantinere var stedet noget ganske særligt. Her blev nogle af de vigtigste relikvier knyttet til Jomfru Maria opbevaret, og under krigstider bar man ikoner af Jomfru Maria i procession langs bymurene. Mange troede, at netop hendes beskyttelse kunne redde byen. Kirken ligger ved hjørnet af de gamle bymure ud mod Det Gyldne Horn, ved foden af bakken hvor Blachernae-paladset strakte sig. Paladset er for længst forsvundet, men Tekfur Palads-museet – den eneste bevarede del fra byzantinsk tid – står stadig på bakkens top og vidner om forbindelsen mellem kejserbyen og den ydmyge helligkilde. Hvis du besøger kirken i dag, træder du ind i en stille have, afskærmet fra de travle gader omkring Balat. Inde i kirken møder du duften af vokslys, gløden fra gyldne ikoner og den sagte lyd af kilden, som kan skimtes i det fjerne. Man kan ikke selv tappe vandet længere, men små flasker sælges på stedet – stadig med håbet om, at det bringer helbredelse eller lykke. Kirken er i dag er primært en ayazma (hellig kilde) med liturgier på særlige festdag. Og selvom bygningen hverken er stor eller prangende, rummer den en særlig intimitet. For mig er stedet et stille vidnesbyrd om, hvordan tro og tradition kan overleve og finde nye former gennem århundreder. Stedet er dog meget strikse med, at man ikke må tage fotos eller video. Jeg måtte endda undskylde pænt for, at jeg optog dette, du kan se her nedenfor. Fyyyy-ha, Martin! Lidt fakta Vlaherna: Navnet kommer fra bydelen Blachernae i Konstantinopel (nutidens Balat). Meryem Ana: Betyder “Jomfru Maria” på tyrkisk. På dansk kan kirken kaldes: “Jomfru Maria-kirken i Blachernae” eller blot “Blachernae-kirken”. Praktisk info Adresse: Ayvansaray Mah., Balat, Fatih, Istanbul Åbningstider: Normalt åben dagtimerne, især formiddag. Lukket under liturgier og særlige ceremonier. Adgang: Let at nå til fods på en gåtur gennem Balat eller Ayvansaray. Nærmeste stoppested er Ayvansaray (bus/sporvogn). Bemærk: Fotografering og videooptagelse er ikke tilladt inde i kirken.

SAS åbner en daglig rute mellem Københavns Lufthavn (CPH) og Istanbuls internationale lufthavn (IST). Ruten er tidligere kun blev betjent i samarbejde med Turkish Airlines. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Rejseklar: Kom Fra Istanbuls Lufthavne til Centrum Ruten har tidligere udelukkende været opereret af tyrkiske selskaber, der har haft direkte flyvninger mellem Danmark og Istanbul. Men med denne nye rute tilbyder SAS en nonstop forbindelse på egne vinger. For passagerer betyder det flere valgmuligheder, skarpere konkurrence og lettere adgang til metropolen, Istanbul. Ruten indgår i SAS’ hidtil største sommerprogram, med én daglig afgang i hver retning. På SAS’ hjemmeside kan man allerede nu bestille billetter. Men rejsetiderne er noget anderledes end ellers se selv her nedenfor:

Denne weekend indtager tegninger, karikaturer og tegneserier scenen i Yoğurtçu Parkı i Kadıköy. For sjette gang inviterer Kadıköy Kommune til Çizgi Festivali – en storstilet tegneseriefestival, der samler tegnere, læsere og nysgerrige i alle aldre. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Terminal Kadıköy: Streetfood, kultur og shopping under togskinnerne - En kort fortælling om Kadikoy Festivalen er en hyldest til den grafiske fortællekunst i alle dens former. Her kan man møde både etablerede stjerner fra den tyrkiske tegneseriekultur og helt unge talenter, der er på vej frem. I løbet af de tre dage byder festivalen på udstillinger, live-tegning, animationsfilm, paneldebatter og workshops – og det bedste af det hele: det hele er gratis og åbent for alle. Det særlige ved Kadıköy Çizgi Festivali er, at det hele foregår udendørs midt i byen. Kun få minutters gang fra den ikoniske tyrestatue og tæt på Fenerbahçe station bliver Yoğurtçu Parkı forvandlet til et levende tegneserieunivers. 🎨 Workshops: Lær selv at tegne karikatur, skabe karakterer eller prøve kræfter med at lave en tegneseriestribe. ✍️ Mød kunstnerne: Kendte tegnere som Memo Tembelçizer og Bülent Üstün deltager med oplæg og signeringer. 🖼️ Udstillinger: Fra politisk satire til internationale tegneserier – festivalen viser, hvor mangfoldigt et sprog tegningen kan være. 🎭 Live-scener: Oplev alt fra live-tegning til samtaler om, hvordan tegneserier skildrer samfund og identitet. 📍 Yoğurtçu Parkı, Kadıköy 📅 19.–21. september 2025 ⏰ Kl. 13–21 🎟️ Gratis adgang 👉 Officiel side: cizgifestivali.kadikoy.bel.tr

Når vi hører, at det Vestromerske Rige faldt i år 476, kan det lyde som et brat punktum. Men virkeligheden var mere flydende. De germanske konger, der tog magten, regerede ofte med romerske titler og under kejserens navn. Selv Odoaker, der afsatte den sidste kejser, blev anerkendt af den østromerske kejser. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie?   Men virkeligheden var mere flydende. De germanske konger, der tog magten i stedet for romerne, regerede ofte i kejserens navn og med romerske titler. Odoaker, der afsatte den sidste vestlige kejser i 476, lod sig for eksempel anerkende af Østromernes kejser Zeno som patricius, og ligeledes styrede ostrogotternes konge Theoderik Italien (493–526) med kejserens velsignelse. I Konstantinopel betragtede man derfor stadig imperiet som ét rige med hovedstad ved Bosporus. I 500-tallet forsøgte kejser Justinian I endda at samle riget på ny. Hans general Belisarius besejrede først vandalernes rige i Nordafrika og genvandt kornprovinsen omkring Karthago. Kort efter fulgte de blodige goterkrige i Italien, hvor ostrogoterne til sidst blev nedkæmpet, og Rom igen kom under kejserens kontrol. I disse år blandede kejseren i Konstantinopel sig direkte i valget af biskoppen af Rom – paven – som blev et redskab i imperiets politik. For en tid var store dele af det gamle Vesten igen styret fra Konstantinopel. Det Østromerske Rige var derfor ikke blot en østlig reststat, men den direkte fortsættelse af Romerriget, der stadig kunne hævde universalitet. Samtidig må man huske, at det gamle Rom med centrum ved Tiberen i århundreder havde været et hedensk imperium. Først med Konstantin den Store og Theodosius I blev kristendommen statsreligion. Kristendommens udbredelse og institutionalisering var i høj grad et østromersk projekt. Konstantinopel blev kirkens hovedstad, og Hagia Sophia blev symbolet på en ny identitet: Romerriget som kristent imperium. Når vi derfor taler om arven fra Rom i et kristent perspektiv, er det Konstantinopel, der bærer den egentlige legitimitet. Alligevel ændrede billedet sig i år 800. Pave Leo III kronede Karl den Store til kejser af det Hellige Romerske Rige. Med denne gestus markerede paven, at han ikke længere anerkendte kejseren i Konstantinopel som den universelle hersker. Kroningen havde både en politisk og en religiøs dimension. Politisk kunne pavestolen frigøre sig fra øst, som man betragtede som svækket. Religiøst markerede den, at kristendommens centrum lå i Rom, ikke i Konstantinopel. Hvor det Østromerske Rige hævdede legitimitet gennem kontinuitet, hævdede det Hellige Romerske Rige legitimitet gennem idéen: at paven kunne skabe en ny kejser i Vesten. Denne dobbelte forståelse af “romerskhed” førte til gentagne konflikter. Gennem århundreder voksede kløften mellem øst og vest: man var uenig om, hvilken type brød der skulle bruges i nadveren (syret eller usyret), om enkelte ord i trosbekendelsen, og – vigtigst af alt – om pavens krav på universel myndighed over hele kirken. I 1054 kulminerede striden. Den pavelige udsending, kardinal Humbert, trådte under liturgien ind i Hagia Sophia i Konstantinopel og lagde, foran en chokeret menighed, et ekskommunikationsbrev på alteret. Dokumentet erklærede patriarken Michael Keroularios udelukket af kirkens fællesskab med Rom. Ifølge nogle kilder hamrede Humbert endda brevet fast med sin dolk, så lyden rungede gennem det mægtige kirkerum. Ekskommunikation betød på dette tidspunkt, at man blev sat uden for kirkens fællesskab og dermed frataget både sakramenter og kirkelig autoritet. Handlingen blev senere opfattet som det dramatiske startskud til det Store Skisma, hvor kristendommen blev delt i to hovedretninger: den katolske kirke i vest og den ortodokse kirke i øst. Det tætteste man kommer på, at de to romerriger faktisk stod ansigt til ansigt på slagmarken, er begivenhederne i 1204. Det fjerde korstog var dybt forgældet til Venedig, der havde stillet flåden til rådighed. Da korsfarerne ikke kunne betale, pressede venetianerne dem til først at angribe Zadar på den dalmatiske kyst (nutidens Kroatien) og fjende til Venedig – og siden til at vende korstoget mod Konstantinopel, hvor indre dynastiske kampe gjorde byen sårbar. Resultatet blev den berygtede plyndring: Hagia Sophia blev skændet, relikvier smeltet om, og byens rigdomme sendt mod vest. Det var ikke blot et plyndringstogt, men et symbolsk sammenstød mellem østlig og vestlig romerskhed. 📌 Læs også: Jeg har tidligere skrevet et særskilt indlæg om baggrunden for 1204, hvor jeg går dybere ind i gælden til Venedig og det dynastiske spil i Konstantinopel. Læs det her: 1204 plyndringen af Konstantinopel: Et afsporet korstoget der gik grueligt galt Efter korsfarernes erobring af Konstantinopel i 1204 blev kløften mellem øst og vest dybere end nogensinde. Byen blev omdannet til et såkaldt latinerrige, hvor vestlige fyrster og riddere styrede i de næste knapt 60 år. Først i 1261 lykkedes det østromerne at generobre deres hovedstad, men riget var mærket for altid. Konstantinopel havde mistet både rigdom, befolkning og prestige, og Vesten havde sat et uudsletteligt aftryk i hjertet af den gamle kejserby. Når man i dag ser tilbage, står det klart, at der fandtes to konkurrerende definitioner af, hvad det betød at være romersk. Det Østromerske Rige var romersk i kraft af kontinuitet – en ubrudt linje fra Augustus til Konstantin og Justinian. Det Hellige Romerske Rige var romersk i kraft af idé og religiøs symbolik – en konstruktion, hvor paven kunne give kejserkronen videre til nye herskere i Vesten. I dag ses begge spor side om side. I Rom står Peterskirken og Vatikanet som symboler på pavens autoritet og den vestlige kejserkrone. I Istanbul står Hagia Sophia som monument over det kristne kejserrige, der i næsten tusind år fortsatte Rom. Måske er det netop det mest romerske af alt: at arven fra Rom aldrig kunne indfanges ét sted, men altid måtte deles mellem kontinuitet og idé, mellem øst og vest. Fakta – syv nøgleårstal • 330: Konstantin den Store grundlægger Konstantinopel som “Nyt Rom”. • 476: Det Vestlige Romerske Rige falder. • 533–554: Justinians generobringer i Nordafrika og Italien. • 800: Karl den Store krones til kejser af pave Leo III. • 1054: Det Store Skisma – bruddet mellem katolicisme og ortodoksi. • 1204: Korsfarerne plyndrer Konstantinopel og opretter et latinerrige. • 1261: Konstantinopel generobres af det Østromerske Rige, men er svækket for altid. --- En stor tak til Ulrik Grubb for hjælp med finpudsningen af dette indlæg

Istanbul bydelens Kadıköys nye madunivers samler 21 streetfood-køkkener, gourmetvarer og kultur under ét tag – midt under Söğütlüçeşme togstation. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - 9 mad-stops i Kadikoy - Istanbuls spise-skat-kammer - En kort fortælling om Kadikoy Terminal Kadıköy har åbnet dørene til 7de7 (Yedi de yedi) – et madunivers, hvor global streetfood møder tyrkiske klassikere med fornyet smag, mens skærmene blinker og bartenderen serverer en kold fadøl eller cocktail. Kadıköy har længe været et hotspot for madelskere, men Terminal Kadıköy løfter oplevelsen til et nyt niveau. Det store mad- og kulturkompleks under Söğütlüçeşme station samler alt på ét sted: her kan du spise, mødes med venner, vente på toget eller shoppe alt fra Flying Tiger Copenhagen til specialiteter og gourmetvarer. Centralt i komplekset finder du 7de7, hvor 21 streetfood-køkkener byder på både tyrkiske klassikere som mantı, kumpir og döner – og internationale smagsoplevelser fra hele verden. Et særligt gourmetområde giver dig mulighed for at købe friske råvarer, delikatesser og specialiteter med hjem. Oplevelsen minder på mange måder om Torvehallerne i København, hvor madkultur og indkøb flyder sammen – til glæde for både den, der vil spise på stedet, og den, der vil handle til køkkenet derhjemme. Atmosfæren er moderne og indbydende med caféer, barer og restauranter, der spænder fra hurtige snacks til afslappede middage. På ydersiden ligger de større café- og restaurantkæder samt specialbutikker, mens streetfood-boderne gemmer sig i hjertet af komplekset – direkte under togskinnerne. Find vej

Haydarpaşa Banegård har altid været mere end blot et sted, hvor tog kom og gik. Den majestætiske bygning fra 1908, som troner på kajen i Kadıköy med udsigt over Bosporusstrædet, har været porten til Anatolien, udgangspunktet for lange rejser mod Bagdad og Damaskus og kulisse i utallige film og romaner. Men i de senere år har den stået stille, efter branden i 2010 og de mange udgravninger, der fulgte i kølvandet. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - En kort fortælling om Kadikoy - Del 1: Den anatolske del af Istanbul: Kadiköy I følge den tyrkiske kultur- og turismeminister, er planen, at Haydarpaşa ikke blot skal bevares, men udvikles til et af Istanbuls vigtigste kultur- og kunstcentre – samtidig med, at togdriften fortsætter. Her skal station, museum og kulturarena smelte sammen under samme tag. For mens togene har stået stille, har arkæologer de seneste år afdækket lag på lag af byens fortid under perronerne. Fundene spænder fra byzantinske gader og grave til rester fra hellenistisk tid. De kommende planer betyder, at dette område omdannes til en arkeopark, hvor besøgende kan gå på opdagelse i ruinerne af det antikke Khalkedon – samtidig med, at togene atter kører ind på stationen ovenfor. Ifølge ministeren er planen, at der etableres et arkæologisk museum, koncertsale, biblioteker, udstillingshaller og værksteder for kunst og design - hvilket altså betyder, at man i fra om et par år, både kan tage toget og opleve en koncert, se en udstilling eller møde byens historie i øjenhøjde. Haydarpaşa har i årevis været genstand for debat. Lokale borgergrupper har krævet, at stationen først og fremmest forbliver et trafikknudepunkt og ikke reduceres til et rent kultur- eller kommercielt projekt. Ministeriet har understreget, at der ikke er planer om hverken hotelbyggeri eller shoppingcentre, men skepsissen lever, ikke ubegrundet, videre. For mange er Haydarpaşa nemlig ikke bare mursten og tårne – men en del af Istanbuls fælles hukommelse. Hvis planerne lykkes, får den asiatiske side af Istanbul et kulturfyrtårn, som kan måle sig med de store institutioner på den europæiske side. Haydarpaşa kan blive et sted, hvor historie, dagligliv og kunst mødes – et levende byrum, som både lokale og besøgende kan tage til sig. Men udfordringerne er til at få øje på. Hvor meget togtrafik vil der reelt være? Hvordan passer den planlagte nye sporvognslinje mellem Üsküdar og Maltepe ind i de nye planer? Bliver arkæoparken et åbent og tilgængeligt rum? Og vil kulturhuset forblive et sted for alle – eller ende som en arena for særlige events? Haydarpaşa har altid været en port: fra Byzans til Anatolien, fra fortid til nutid. I dag står stationen endnu engang ved en tærskel. Om få år kan banegården igen fyldes af liv – men denne gang ikke kun af rejsende, men også af dem, der søger kunst, historie og fællesskab. Hvis det lykkes at forene togdrift, arkæologi og kultur, kan Haydarpaşa blive mere end en station. Den kan blive et af de steder, hvor Istanbuls sjæl står tydeligst: i mødet mellem fortidens lag og nutidens behov for åbne, fælles rum.

Digital Experience Museum (DDM) i Istanbul præsenterer lige nu udstillingen “Van Gogh: Chasing the Light”. En ambitiøs digital satsning, hvor kunst og teknologi mødes – men hvor helhedsindtrykket desværre også er præget af støj, tekniske fejl og en billetpris, jeg synes er lidt svær at retfærdiggøre. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   Udstillingen, som kan opleves frem til 31. december 2025, fører publikum ind i Vincent van Goghs univers gennem VR, AR og store 360° projektioner. Besøgende bevæger sig fra introduktioner til Van Goghs liv og breve over immersive rum, hvor farver og lys omslutter én fra gulv til loft, til VR-oplevelser, hvor man nærmest træder ind i hans malerier. Det hele bindes sammen af en stærk narrativ ramme, der giver udstillingen en klar historiefortællende dimension. Netop fortællingen er udstillingens største styrke. Van Gogh bliver her præsenteret ikke blot som kunstner, men som et menneske, der balancerede mellem mørke og lys, fortvivlelse og håb. Det er stærkt og rørende – og et af de elementer, der faktisk lykkes. Men oplevelsen havde også sine skår. Da kæresten og jeg besøgte udstillingen en søndag formiddag kl. 11, var museet allerede fyldt med børnefamilier. Støjniveauet var højt fra de mange børn, der løb begejstrede rundt i udstillingsfaciliteterne, så den immersive oplevelse blev brudt igen og igen. Og det gjorde det noget vanskeligt at fordybe sig i den fortællermåde udstillingen nemlig lægger op til: stemningen, musikken og de visuelle elementer. Teknisk set var vores oplevelse heller ikke uden skuffelser. Flere skærme og projektorer fungerede ikke, hvilket efterlod sorte huller i illusionen. For en udstilling, der kun har været åben i lidt over tre uger, og hvor det digitale netop er fundamentet, var det en ærgerlig oplevelse. Når den digitale ramme halter, mister det samlede indtryk af udstillingen en stor del af sin kraft. Som akademiker på et af byens universiteter nyder jeg godt af en fantastisk rabat, men de normale billetpriser fortæller en anden historie. For udenlandske besøgende koster en almindelig indgangsbillet 900 TL, og ønsker man at prøve VR-delen, skal man lægge yderligere 150 TL oveni. Dermed er man hurtigt over 1.000 TL for en enkelt oplevelse. Til sammenligning ligger de fleste museer i Istanbul i øjeblikket på omkring 900 TL i entré. Men hvor man i steder som Basilica Cisternen eller Theodosius Cisternen får kulturarv og historie på allerhøjeste niveau, er Chasing the Light ikke helt pengene værd – medmindre man er en inkarneret Van Gogh-fan, der bare må se alt om kunstneren. Køb billetten online Van Gogh: Chasing the Light er bestemt interessant og giver nogle unikke indtryk, men de tekniske fejl, det høje støjniveau og den dyre billetpris gør, at udstillingen ikke helt lever op til sit potentiale. Mit råd er at vælge en hverdag for at undgå den værste larm – og kun prioritere turen, hvis du virkelig brænder for Van Gogh. Vi tog en færge til Sütlüce færgeleje og derefter en bus til stoppet 'Miniatürk', hvor museet ligger. Ganske problemfrit og lige til.

Hvis du længes efter en pause fra Istanbuls travlhed, er Prinsøerne i Marmarahavet det perfekte udflugtsmål – især på en dag med godt vejr. På bare 30 til 90 minutters færgetur fra Kadıköys havn finder du øerne Büyükada, Heybeliada, Burgazada og Kınalıada. Her føles det som at træde ind i små bidder af paradis, hvor tiden næsten står stille. Der findes også pakke-ture ud til flere af Øerne. Book en guidet med forkost til Heybeliada & Büyükada Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Büyükada (Store Ø): Den store ø Büyükada er den største og mest populære af Prinsøerne – og kendt som stedet, hvor Lev Davidovich Trotskij levede i eksil fra 1929 til 1933. Her kan du leje en cykel, tage en tur med den elektriske bus eller blot bruge bentøjet til at udforske øens smukke gamle villaer og frodige skove. Et besøg ved det historiske Aya Yorgi-kloster på toppen af en af øens bakker er et must. Øens areal: 5,46 km² Heybeliada (Sadeltaskeøen): Den grønne ø Heybeliada er kendt for sin rolige atmosfære og grønne landskaber. Øen huser det tyrkiske marineakademi og byder på skønne vandrestier og store picnicområder. Tag turen til det historiske Heybeliada-kloster, eller nyd en afslappende picnic i de skovklædte omgivelser. Øens areal: 2,4 km² Burgazada (Fæstningsøen): Den fredelige ø Burgazada er den næstmindste af de fire større øer og ideel for dem, der søger ro og afslapning. Her kan du spadsere gennem de maleriske gader, besøge huset, hvor forfatteren Sait Faik Abasıyanık boede (nu et museum), se den ortodokse kirke og kloster eller tilbringe dagen på en af de hyggelige strande. Øens areal: 1,5 km² Kınalıada (Hennaøen): Den mindste ø Kınalıada er den mindste af de fire beboede øer og kendes på sine rødlige klipper. Øen har en afslappet, uformel atmosfære og er et yndet mål for en kort endagstur blandt Istanbul-borgerne. Her kan du tage en svømmetur ved de mange strande, bestige bakkerne i midten af øen, udforske de små gader eller nyde en middag på en lokal restaurant. Øens areal: 1,3 km² Billederne er fra Burgazada Min favorit Min egen favorit har i flere år været Kınalıada: den er hurtig at komme til, ikke overfyldt og meget hyggelig. Men på det seneste er jeg, sammen med min kæreste, begyndt at udforske Burgazada, der føles endnu mere antistressende – og på sin vis mere ’eksotisk’ – end de tre øvrige øer. Nederst finder du en kort, speedet video fra en cykeltur, vi havde på Burgazada i pinseweekenden 2024. Samtidigt er Beltur-stranden på Büyükada en anden favorit. Uanset hvilken af de fire Prinsøer du vælger, venter der en fredfyldt oase med charme, historie og natur – kun en kort færgetur fra Istanbuls travle byliv.

Anitkabir I Ankara der huser Atatürk mausoleum I århundreder – ja, faktisk i næsten to tusinde år – var Konstantinopel (nutidens Istanbul) centrum for politik og kultur. Men i 1923 besluttede den nye tyrkiske regering under ledelse af Mustafa Kemal Atatürk at flytte hovedstaden til Ankara. I dette indlæg på mitistanbul.dk vil jeg forsøge at give et overblik over dette skifte – et valg, der blev truffet af flere vigtige årsager. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - ANKARA udstilling i Gazhane Oprindeligt udgivet i oktober 2023 - redigeret i september 2025 blandt med info og video udstillingen i Gazhane Først og fremmest var – og er – Ankara mere centralt placeret i landet, mens Konstantinopel lå, og fortsat ligger, i det vestligste Tyrkiet. Med flytningen ønskede den nye republikanske regering at give de indre anatolske områder større politisk og økonomisk betydning. Det blev samtidig et signal om decentralisering og en mere lige fordeling af ressourcer. Konstantinopel havde i århundreder været hovedstad – først for det Byzantinske Rige og siden for Osmannerriget. Men efter Osmannerrigets nederlag i Første Verdenskrig blev byen besat af de allierede. For Atatürk og de tidlige nationalistiske ledere stod Konstantinopel derfor som et symbol på fortidens imperiale undertrykkelse og afhængighed af fremmede magter. Ved at udpege Ankara som hovedstad markerede de en ny begyndelse og et stærkt symbol på et selvstændigt og moderne Tyrkiet. Ankara blev også anset for at være mere overskuelig og mindre overfyldt end Konstantinopel. Med Atatürks omfattende moderniserings- og industrialiseringsprogram opstod der et behov for et nyt politisk og økonomisk centrum, der kunne understøtte udviklingen. Byens placering midt i Anatolien gjorde den velegnet som knudepunkt for den nye republik – tættere på Mellemøsten, men stadig i nærheden af Europas grænser. Fra Ankara kunne regeringen bedre samle og koordinere sine beslutninger. Selv om mange stadig romantiserede Konstantinopel som en kulturel juvel, valgte republikken Tyrkiet at fokusere på de praktiske og symbolske fordele. Flytningen til Ankara blev både et signal om decentralisering, et udtryk for ønsket om et nyt politisk og økonomisk centrum – og ikke mindst et symbol på en ny begyndelse for det moderne Tyrkiet. Fra Konstantinopel til Ankara – nøgleårstal 1919 – Konstantinopel besættes af de allierede efter Osmannerrigets nederlag i 1. Verdenskrig. 1920 – Sèvres-traktaten forsøger at opdele det tidligere Osmannerrige. 1923 (29. oktober) – Republikken Tyrkiet udråbes af Mustafa Kemal Atatürk. 1923 (13. oktober) – Ankara udnævnes officielt til hovedstad i den nye republik. 1930 – Konstantinopel får officielt navnet Istanbul. Stor Ankara udstilling i Istanbul Læs mere om det fantastiske: Gazhane Museum --- En stor tak til Ulrik Grubb for hjælp med finpudsningen af dette indlæg.