Baklava fylder langt mere i Istanbul og Tyrkiet, end kanelsnegle og vaniljekranse gør hjemme i Danmark. Og før man ved af det, ender man selv med at få stukket et stykke i hånden et sted i byen. Det er her, man opdager, at noget så småt (og klistret) kan spille en overraskende stor rolle i det sociale liv. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Selvom baklava i dag er noget, man møder overalt, er denne klistrede kage-dessert ikke blevet til hen over natten. Et dyk ned i historien præsenterer flere forskellige teorier om oprindelsen, men én ting går igen i alle kilder, når det gælder den moderne baklava: det osmanniske hof. Det var her, den form, vi kender i dag, for alvor tog fart. I Topkapı-paladset rullede hofmestrene dejen så tynd, at den næsten flimrede som silke. Hvert år under den såkaldte Baklava Alayı - en ceremoni i ramadanen, hvor janitsharerne fik baklava som kongelig gave - blev desserten løftet fra almindeligt bagværk til et symbol på håndværk, disciplin og luksus. Baklava Alayı betyder direkte oversat baklava-processionen, og den fungerede både som gave, belønning og et tegn på sultanens generøsitet. Skal du rejse lidt mere rundt i Tyrkiet, opdager du hurtigt, at baklava ikke er én ting, men nærmest sin egen lille geografi. I Gaziantep er pistacierne små, tætte og skamløst grønne, og baklavaen så balanceret, at det giver mening, at netop denne version har EU’s geografiske beskyttelse. I Istanbul får man lidt af det hele, ofte serveret lunt med en klat kaymak, og det er en kombination, der kan ødelægge enhver lyst til at spise de mere halvhjertede versioner fra supermarkedet. I Sortehavsregionen er det valnødderne, der sætter tonen. Smagen er mørkere, mindre sød og for mange langt mere spiselig. Har du spist baklava et par gange, begynder du med garanti også at lægge mærke til fætrene i familien. Şöbiyet er den blødere type med en mild cremefyldning, mens fıstık sarma går i den modsatte retning og leverer ren pistacieintensitet pakket ind i næsten gennemsigtige lag filodej. Spørger du efter den bedste baklava i Istanbul, får du sjældent ét klart svar, men der er navne, der bliver ved med at gå igen. Karaköy Güllüoğlu, Develi, Köşkeroğlu og Hafız Mustafa er nogle af de steder, mine kolleger får stolte glædestårer i øjnene over at fortælle om, når jeg spørger dem til råds om baklava. I Istanbul er baklava ikke bare noget, man spiser, men et lille ritual i sig selv. Et stykke med te efter en lang dag. En bakke med hjem til familien. En æske til værtinden, når man er inviteret på besøg. En venlig gestus, der fungerer lige så godt som en hilsen. Et stykke kulturhistorie, der knaser mellem tænderne og næsten altid kalder på bare ét mere. Med andre ord: tag en bakke af dette søde stykke kulturhistorie med hjem til dig selv, familien og kollegerne. Og ligesom Istanbul bliver ved med at hænge frisk i hukommelsen længe efter, at du er kommet tilbage til den daglige trædemølle hjemme i Danmark, bliver baklavaens nøddemasse siddende mellem tænderne på dig. Og før du får det helt fjernet, opdager du, at du allerede rækker ud efter endnu et stykke, samtidig med at du begynder at kigge efter en ny returbillet til Istanbul. I øvrigt hævder mange tyrkere, at baklava helt og aldeles er uden kalorier, hvilket jeg ukritisk vælger at tro, for det gør livet bare en smule nemmere.

Den 6. januar markerer den græsk-ortodokse kirke Epifani i Istanbul. Dagen knytter sig til Jesu dåb i Jordanfloden og markeres hvert år med en vandvelsignelse og et ritual, hvor et kors kastes i vandet og hentes op igen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere  - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data Hvordan blev julen til - og hvorfor går historien gennem Tyrkiet?   Omkring frokosttid samles præster, troende og repræsentanter fra byens myndigheder i forbindelse med Epifani-markeringen. Den økumeniske patriark deltager i den kirkelige ceremoni, som har tilknytning til patriarkatet i Fener, og som afsluttes ved vandet. Epifani - også kaldet Teofani - falder på samme dag som Helligtrekongersdag i den vestlige kristendom. I den ortodokse tradition handler dagen dog ikke om de tre vise mænd, men om Jesu dåb. Derfor er vandet og velsignelsen det centrale omdrejningspunkt. Nede ved vandet læser præsten en bøn og velsigner havet som led i markeringen, og og kaster et kors i vandet. Kort efter springer flere i vandet og dykker ned og henter korset op igen. Markeringen af Epifani med vandvelsignelse er dokumenteret i Konstantinopel allerede i senantikken. I 300- og 400-tallet beskrives ceremonier ved byens kyst og havneområder. Selve handlingen, hvor korset kastes i vandet og hentes op igen, er en senere udvikling, som med tiden blev et fast element i traditionen. I dag er den patriark-ledede ceremoni den mest synlige og formelle markering i Istanbul. Selve kors-kastet foregår dog ikke nødvendigvis samme sted hvert år, men knytter sig til forskellige steder ved byens vand - blandt andet på den asiatiske side ved Kadıköy.

Du står foran Hagia Sophia i Istanbul - et sted, der har set kejsere, patriarker og sultaner komme og gå gennem 1.500 år. Men lige nu, i januar 2026, er ikonet midt i en massiv renovering. Kraner udenfor. En kæmpe stålplatform 43,5 meter oppe under kuplen. Det tager lidt af den polerede facade - men gør oplevelsen til noget helt særligt. Som at snige sig bag kulisserne på en live-dokumentar om verdensarv. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere  - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data   Køb billetten til Hagia Sophia her ! Renoveringen af Hagia Sophia tog for alvor fart i foråret 2025 med jordskælvsikring af kuplen, og nu er arbejdet rykket ind i selve rummet. En enorm indendørs stålkonstruktion står på fire søjler midt under hovedkuplen, så eksperter kan nå mosaikkerne og udbedre århundredgamle skader - uden at lukke stedet. Du mærker det med det samme, når du kigger op. Den klassiske kuppeludsigten er erstattet af et net af stilladser. Det er midlertidigt. Og det giver en rå, ærlig fornemmelse af, hvordan et UNESCO-monument faktisk reddes i realtid. Som besøgende ledes du ad faste ruter med sikkerhedskontrol og personale, der peger vejen. Mindre kaos, mere struktur. De fleste besøgende føres op på galleriet, hvorfra du kan kigge ned i bønnerummet og ind under kuplen - også selvom stilladserne fylder i synsfeltet. Stueetagen er forbeholdt bøn, så du oplever rummet fra oven og får fornemmelsen af dets enorme skala. Irritationerne - og gevinsten Køer, afspærringer og lidt støv kan tage toppen af wow-effekten, og dit foto bliver nok med stillads i baggrunden. Til gengæld oplever du ikke bare et monument - du oplever dets overlevelse. Mødet mellem hellig stilhed, byggelys og ingeniørkunst skaber en stemning, der er langt mere intens end det færdigpolerede. Chora (Kariye Camii) som stærkt alternativ - eller supplement Vil du have byzantinske mosaikker uden renoveringsstøj, er Chora Museum et oplagt valg. Her er atmosfæren roligere, mosaikkerne intakte og tempoet et helt andet. Stedet ligger godt 5 km (cirka 20-30 minutter i taxi fra Sultanahmet), tæt på Konstantinopels gamle bymur og Tekfur Palads - på bakken over Balat og Fener. Køb billetten til Chora/Kariye her ! Er Hagia Sophia billetprisen værd lige nu? JA, hvis du justerer dine forventninger ser renoveringen som en del af oplevelsen vil opleve historie og nutid på samme tid VENT, hvis du vil se kuplen uden stilladser går efter det klassiske wow-øjeblik helst vil opleve stedet færdigt og poleret Kort sagt: Hagia Sophia er midt i sin redning. Det er ikke den pæneste version - men det er en ærlig og sjælden oplevelse. For nogle er den billetprisen værd nu. For andre er det værd at komme tilbage senere. Opdateret januar 2026

Istanbul bugner af streetfood, små boder og hurtige snacks. Langt det meste er både velsmagende og trygt at spise, men hygiejnestandarderne varierer mere end det, mange danskere er vant til. Derfor er det en god idé at bruge sin sunde fornuft og se kritisk på forholdene. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Er maden dækket til, eller står den frit fremme tæt på støv og trafik? Ser omgivelserne rene ud? Hvis boden står på flamingokasser i beskidte omgivelser, eller hvis råvarer som kylling, fisk eller skaldyr opbevares uden synlig køling, er det bedst at finde et andet sted. Ser simit-vognens hylder rene ud, eller er de møgbeskidte? Du vil blive overrasket over den næsten totale mangel på hygiejne i mange af disse vogne. Salat, frugt og vandkvalitet Undgå grønne salater og frisk frugt, medmindre du er sikker på, at de er skyllet i rent (flaske/filtreret) vand og ikke i vand fra vandhanen. Vandkvaliteten i Istanbul er horribel. Jeg ved ikke, om jeg er hysterisk, men jeg skyller selv frugt og grønt i flaskevand og børster også tænder i vand fra flaske. Lige et ord om gummihandsker og håndhygiejne Noget af det, der stadig overrasker mig hernede, er håndhygiejnen. Mange sælgere bruger gummihandsker, men handskerne bliver hurtigt lige så beskidte som bare hænder, hvis de også bruges til at tage imod penge, smøger eller teglas. I stedet for at give ekstra hygiejne kan handskerne faktisk have den modsatte effekt. Hvis håndtering og omgivelser virker tvivlsomme, så vælg et andet sted. Der er heldigvis masser af gode og pålidelige steder at spise i Istanbul, når man først lærer at spotte dem. Hvis du alligevel skulle blive syg Får du symptomer som kvalme, opkast, feber eller mavesmerter, så opsøg en læge med det samme. Private hospitaler i Istanbul har engelsktalende personale, og du kan møde op uden tidsbestilling. Vigtige numre: 112 for ambulance og akut hjælp 184 for sundhedsministeriets hotline Sørg for at kende din rejseforsikrings telefonnummer. ➡ Rejseklar: For en sikkerheds skyld

Noget af det, jeg oftest hører fra folk, der planlægger en tur til Istanbul, er: “Vi har 4–5 dage – hvad skal vi nå?” Og det er måske netop dér, det begynder at skride lidt. For, Istanbul er ikke en by, der egner sig særligt godt til tjeklister. Afstandene er store, tempoet skifter hele tiden, og det, der ser tæt ud på et kort, kan tage overraskende lang tid i praksis. Mange ender med at bruge mere energi på transport og køer end på faktisk at være i byen. Derfor har jeg skrevet en lille digital mini-guide: En forlænget weekendtur til Istanbul – om tempo, steder og det, man ikke når. Det er ikke en klassisk rejseguide. Der er ingen top-10-lister og ingen ambition om at få dig hele byen rundt på én lang weekend. I stedet handler bogen om at vælge fra, finde et tempo der fungerer – og acceptere, at noget må vente til næste gang. Den digitale mini-guide er skrevet til dig, der: har en forlænget weekend i Istanbul gerne vil bruge tiden bedre, ikke nødvendigvis mere effektivt er nysgerrig på steder, gåture og hverdagsliv og ikke har noget imod, at Istanbul ikke kan rummes på én tur Indholdet bygger på mine egne erfaringer fra livet i byen siden 2014 og samler de overvejelser, jeg selv giver videre, når jeg bliver spurgt: “Hvad giver egentlig mening på kort tid?” Du kan læse denne digitale mini-guide hjemmefra, på flyet og undervejs. Den er tænkt som en rolig ledsager - ikke som et program, der skal følges slavisk. 👉 den digitale mini-guide kan downloades her Ved køb støtter du samtidig det uafhængige arbejde bag MitIstanbul.dk – blog, videoer og podcasten Samtaler fra Istanbul. Istanbul bliver ikke færdig på én tur - og det er faktisk hele pointen. Turen til Istanbul begynder på mitistanbul.dk mitistanbul.dk bruger Stripe som betalingsformidler.

Der er en særlig form for magi i gamle murstensvægge. Hver sten er som et minde - lagt oven på den næste. Præcis som tiden selv, hvor et år langsomt bygges oven på det forrige, lag for lag. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️            Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere  - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Mere historie? Da jeg 2. juledag endnu en gang gik gennem den lange murstenskorridor i Feshane her i Istanbul, stod året pludselig klart for mig. 2025 har føltes som netop sådan en korridor. Lang og smuk - hist og her mere kantet og hård end andre steder. Og ligesom korridoren fører fra et sted til et andet, ser jeg nu tilbage på 2025. På alle de mennesker, der gennem mitistanbul.dk har været med til at forme året. Et særligt år. Et godt år. I 2025 voksede mitistanbul.dk ikke bare i tal. Det åbnede sig. Samtalerne var mange, perspektiverne bredere, og fællesskabet omkring fortællingerne om Istanbul blev langsomt udvidet - om byen, hverdagen og alt det, man først opdager, når man bliver lidt længere og kigger under overfladen. Nye læsere fandt vej, gamle blev hængende, og det hele bevægede sig videre i det tempo, der altid har kendetegnet mitistanbul.dk - med det velkendte i bagagen og lyst til at udforske nyt. Noget af det, der satte et tydeligt aftryk i 2025, var Walk&Talks. Samtalende gåture gennem kvarterer, med ophold ved det, der kaldte, og videre, når det gav mening. Gennem gyder, stræder og gader. Med byens katte, hunde og måger - faste følgesvende. I løbet af 2025 kom kameraer med på tur. Ikke for at forklare byen, men for at vise, hvordan den opleves i bevægelse. Overgangen fra det tekstuelle til det visuelle - de levende billeder - blev derfor ikke et brud, men en udvidelse. Med plads til stemmer, lyde og de små øjeblikke, som sjældent finder vej til det skrevne. Det har været en glæde at dele Istanbul på den måde. Og at mærke, at I var med derude. Når jeg igen står her i den lange korridor i Feshane, hænger 2025 stadig lidt i luften. Der er trods alt stadig et par dage tilbage af året. Og jeg ved, at 2026 vil byde på masser af buer, beton og kanter. Flere historier, der endnu ikke er fortalt. Nogle vil blive skrevet. Andre vil blive filmet. Mange vil bare blive oplevet. Vi ses i Korridor 2026, Martin mitistanbul.dk

Minimumslønnen i Tyrkiet for 2026 er vedtaget og gælder fra 1. januar 2026. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs: Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Den nye minimumsløn er fastsat til 28.075 tyrkiske lira netto om måneden – svarende til ca. 4.150 danske kroner (23/12 2025). Stigningen ligger på omkring 27 % i forhold til 2025, men møder kritik. Fagforeningerne mener, at lønnen ikke følger inflationen, mens CHP kalder løftet utilstrækkeligt og peger på, at købekraften fortsat udhules. Fagforeningerne anslår, at omkring hver anden lønmodtager i Tyrkiet tjener minimumsløn eller tæt på. Ifølge ENAG’s alternative Electronic Consumer Price Index (E-CPI) lå den årlige inflation i november 2025 på 56,82 %, målt som 12-måneders inflation. Set i det lys er der fortsat stor afstand mellem lønstigninger og de faktiske prisstigninger i hverdagen – især i storbyer som Istanbul.

Julen føles i dag urokkelig. Den 25. december. Gentaget år efter år, næsten som naturens egen rytme. Men historien om julen er ikke historien om én beslutning truffet på et koncil af mænd i farverige kåber. Julen blev ikke vedtaget. Julen blev til. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Har arkæologer fundet julemandens grav i Antalya?  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Og flere af de spor, der formede den, fører ikke til Betlehem, men til byer, man stadig kan gå rundt i i dag: Iznik, Rom og Konstantinopel, det moderne Istanbul. I kristendommens første århundreder fejrede man ikke Jesu fødsel. Det centrale var ikke begyndelsen på hans liv, men det øjeblik, hvor han trådte frem offentligt. Jesu dåb blev set som hans åbenbaring for verden. Dagen blev kaldt Epifani - åbenbaringen - og markeret den 6. januar. I store dele af den østlige kristenhed dækkede denne ene dag både Jesu dåb, hans fødsel og undertiden også brylluppet i Kana. Det var ikke en fødselsdag i moderne forstand, men en samlet markering af, at Kristus trådte ind på verdens scene. Man kan stadig stå i Iznik og forestille sig det. I byen, hvor søen ligger stille mod de gamle mure, mødtes biskopperne i år 325 for at fastlægge kristendommens grundlæggende rammer. Påsken blev diskuteret. Julen gjorde ikke. Det er sigende. Når kirken ønskede fælles regler, skete det åbent og kollektivt. Julen opstod et andet sted - og på en anden måde. Så flytter historien sig til Rom. Her begynder man i løbet af 300-tallet at markere Jesu fødsel særskilt. Ikke gennem et koncil, men som lokal praksis. En romersk festkalender, bevaret i Chronographus anni CCCLIIII, viser, at Jesu fødsel blev fejret den 25. december i Rom senest omkring år 336. På dette tidspunkt var det stadig en romersk skik. En dato, der gav mening ét sted. Men Rom var ikke længere alene om at sætte rytmen. Da Konstantin grundlagde Konstantinopel i år 330, opstod der et nyt centrum i riget. Den nye hovedstad havde brug for en fuldt udviklet kirkelig kalender og hentede i vid udstrækning inspiration fra Rom. Også her blev Jesu fødsel markeret den 25. december. Det var her, datoen fik vægt. Da både Rom og Konstantinopel brugte samme dag, begyndte 25. december at hænge fast. Ikke gennem et dekret, men gennem praksis, prestige og efterligning. Herfra bredte fejringen sig videre. Til Antiokia. Til Jerusalem. Langsomt og ujævnt. 25. december var endnu ikke en fælles regel, men en praksis, der vandrede fra by til by. Og netop dér begyndte noget at forskyde sig. I løbet af anden halvdel af 300-tallet ændrede den oprindelige Epifani-markering gradvist karakter. I nogle byer indførte man en særskilt fejring af Jesu fødsel den 25. december, mens man andre steder fortsatte med at samle fødsel og dåb den 6. januar. Det skete ikke på én gang og ikke efter én plan. Over tid førte det til en opdeling, som efterhånden blev den mest udbredte praksis: 25. december - Jesu fødsel 6. januar - Jesu dåb og åbenbaring Og mens praksis fandt sin form, fortsatte kirkens store diskussioner et andet sted. Da kirken i 451 mødtes på koncilet i Kalkedon, i det nuværende Kadıköy i Istanbul, var julens dato ikke længere et åbent spørgsmål. Her blev kristendommens formulering om Kristi to naturer fastlagt, og magtbalancen mellem Rom og Konstantinopel justeret. Julen blev ikke diskuteret. Den var allerede blevet praksis. At julen i dag fejres på forskellige datoer skyldes ikke uenighed om højtiden, men om kalenderen. Da Vesten i 1582 indførte den gregorianske kalender, beholdt mange østkirker den julianske. Derfor falder 25. december i den julianske kalender i dag på 7. januar i den gregorianske. Når ortodokse kirker fejrer jul den 7. januar, fejrer de stadig 25. december - blot efter en anden kalender. Den armenske kirke er det egentlige særtilfælde. Her blev den ældre tradition bevaret, hvor Jesu fødsel og dåb fortsat fejres samlet den 6. januar. I de første århundreder var julen ikke kristendommens vigtigste højtid. Det var påsken. Først i løbet af 400-tallet fik inkarnationen - Gud, der bliver menneske - en teologisk tyngde, som gjorde julen central. Omkring år 500 var den en af kirkens store højtider i både øst og vest. Den jul, vi kender i dag, tog sin endelige form langt senere. I middelalderen blev den flettet sammen med lokale skikke og vinterens rytme i Europa. Traditioner blev gentaget, justeret og gjort til hverdag. Og så er der Danmark. Her begyndte vi, som så ofte, aftenen før. Den 24. december. Ikke fordi nogen besluttede det på et koncil, men fordi det gav mening. I middelalderen begyndte højtider ved solnedgang, og julen lagde sig oven på ældre forestillinger om vintersolhverv og lysets tilbagevenden. Vi tog ikke bare imod julen. Vi tilpassede den. Den blev noget, der hørte hjemme i mørket, i stuerne, omkring bordet. Noget, der begyndte, før dagen egentlig gjorde. Julen blev ikke vedtaget. Julen blev til.

Feshane er ikke et klassisk museum. Det mærkes med det samme. Rummene er åbne og industrielle og uden forsøg på at skjule, at bygningen har haft et arbejdsliv længe før den fik kunst på væggene. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Interaktiv rejsetips: Hvor i Istanbul skal man egentlig booke hotel? - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Det er i disse rammer, at udstillingen Kolektifin Belleği - İBB Koleksiyonları (IBB Kollektive hukommelse - IBB’s samlinger) åbnede den 13. december. En udstilling, der ikke forsøger at fortælle én samlet historie om Istanbul, men i stedet viser byen som et fællesskab af mange stemmer, tider og erfaringer. Udstillingen er stor i omfang og overvejende opdelt efter kunstnere. Samtidig er værkerne ikke placeret helt tilfældigt. Nogle motiver og stemninger går igen på tværs, så man som besøgende begynder at se forbindelser mellem værkerne. Afhængigt af, hvordan man vælger at gå ind i udstillingen, er der plads til både den umiddelbare oplevelse og fordybelse. Værkerne kredser på forskellig vis om byen - dens rum, dens mennesker og dens forandringer. Tilsammen tegner de et billede af Istanbul som noget, der hele tiden er blevet levet i, arbejdet i og fortolket, snarere end noget, der blot er blevet betragtet udefra. At udstillingen vises netop her er nok ikke helt tilfældigt. Feshane blev opført i 1800-tallet som fesfabrik - stedet hvor den osmanniske stat producerede den karakteristiske fes-hat, som var en del af embedsstandens og hærens påklædning frem til forbuddet i 1925. I dag er bygningen omdannet til kulturhus, men uden at være renset for sin fortid. Det industrielle præg er bevaret, og rummene insisterer stadig på deres oprindelige karakter. Det gør Feshane til mere end en neutral ramme - bygningen bliver selv en del af udstillingens fortælling. Kolektifin Belleği handler i sidste ende ikke om enkeltværker, men om byen som fælles erfaring. Udstillingen viser, hvordan Istanbul er blevet set, formet og husket gennem generationer - uden at reducere det til én identitet eller én samlet fortælling. Man går derfra med en fornemmelse af, at Istanbul ikke kan opsummeres. Den kan kun samles i fragmenter - og netop dét er udstillingens styrke. Som en del af undervisningen i nontekstuel akademisk analyse besøgte jeg udstillingen med mine universitetsstuderende. Flere af dem havde aldrig tidligere været på et kunstmuseum. Reaktionerne var umiddelbare og synlige - man kunne nærmest høre kæberne ramme gulvet. Det blev tydeligt, hvordan udstillingen også fungerer som en indgang til kunst for dem, der ikke kommer med et forudgående kendskab. Praktisk info Udstillingen kan opleves i Artİstanbul Feshane og har fri entré. Åbningstider: 10.00-20.00 (lukket mandag). Alle værker og afsnit er forsynet med beskrivelser på både tyrkisk og engelsk. Udstillingen kan opleves frem til december 2026. Kom frem Tag en af Haliç-færgerne op gennem Det Gyldne Horn til Eyüpsultan. Alternativt kan du tage sporvogn T5 til Feshane-stoppet. Mine universitetsstuderende og jeg besøgte udstillingen Kolektifin Belleği - İBB Koleksiyonları

Midt på Istanbuls mest kendte strøggade, Istiklal Caddesi, ligger den markante romersk-katolske Sankt Antonius-kirke. Mange haster forbi uden rigtigt at lægge mærke til, hvad der gemmer sig bag den røde murstensfacade - men her finder du den største katolske kirke i Istanbul og et lille stykke europæisk kirkearkitektur midt i storbyens larm. Kirken skiller sig tydeligt ud fra omgivelserne med sin neo-gotiske stil, som næsten virker malplaceret blandt biografer, butikker og sporvogne - og netop derfor er den svær at overse, når først man får øje på den. I den indre gård står en statue af pave Johannes Paul II til minde om hans besøg i 1979. Et besøg, der havde stor symbolsk betydning og var en del af den katolske kirkes bestræbelser på at styrke dialogen med den ortodokse kirke - ikke mindst i en by som Istanbul, hvor kristne traditioner og historiske lag konstant krydser hinanden. Sankt Antonius-kirken er også kendt som Sant’Antonio di Padova eller på tyrkisk Sent Antuan Kilisesi. Den nuværende bygning blev opført i begyndelsen af 1900-tallet på stedet, hvor der tidligere lå en mindre kirke fra 1725. Træder du indenfor, lukker byen sig hurtigt ude. Her mødes du af fresker, mosaikker, farvede glasvinduer og marmoraltre, der tilsammen skaber et overraskende roligt og eftertænksomt rum. Find vej

Istanbul er ikke en by, man holder op med at stille spørgsmål til. Tværtimod. Jo længere tid man er her - eller for hver gang man vender tilbage - jo flere små “hvorfor egentlig?” dukker op i hverdagen. Hvorfor er flagene så enorme, hvorfor har mågerne så travlt med din simit, og hvornår blev “et minut” et fleksibelt forslag? 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Efter 11 år i byen er det netop de detaljer, der bliver ved med at fascinere mig. Små gentagelser, der langsomt afslører, hvordan Istanbul faktisk fungerer. Her er fem punkter fra det finurlige Istanbul, som stadig får mig til at stoppe op. Flag, der ikke kender til beskedenhed Der hænger tyrkiske flag i Istanbul, som er så store, at de i Danmark ville have deres eget matrikelnummer. Du ser dem på bjergsider, broer og facader, og de er ikke sat op til en bestemt dag eller en kamp. De hænger der bare. På gigantiske flagstænger. Permanent. Som en slags bagtæppe for hverdagen. Noget af det, der gør dem så iøjnefaldende, er, at Istanbul i forvejen er visuelt støjende. Trafik, skilte, lys, reklametårne, minareter, beton på beton. Og så midt i det hele: et knaldrødt flag på størrelse med en parcelhusgrund, som bare siger: “Dette er Tyrkiet, hvis du skulle være i tvivl.” Selv efter 11 år i byen taber jeg kæben, hver gang jeg ser dem. Det kan være midt på et ujævnt fortov, hvor jeg zig-zagger mellem parkerede el-løbehjul og en menneskemængde, som var det januarudsalg i Magasin i København. På færgen over Bosporusstrædet. Eller på en tur i en af byens parker eller tagterrasse-caféer. Og i det øjeblik kæben ryger ned, står der næsten altid en måge klar - håbefuld og med forventningen om, at jeg har en bid simit på tungen. ( Fortællingen om de gigantiske tyrkiske flag ) Måger med speciale i håndmadder Nu jeg taler om måger, findes der en helt særlig art: Istanbul-måger. De har ikke bare lært at stjæle simit og andre håndspiser. De har ligefrem perfektioneret det. De kan aflæse plastikposer på afstand, genkende det øjeblik, hvor du mister fokus, og angribe med kirurgisk præcision. Det er derfor, man ser lokale holde deres simit med begge hænder og konstant scanne himlen. Det er ikke paranoia. Det er erfaring. Og ja - de vinder oftere, end man bryder sig om at indrømme. Og nu vi er ved det: Det er faktisk ikke tilladt at smide brød til mågerne fra færgerne. I virkeligheden er det bare noget, man glemmer. Helt. Uden at gøre det diskret og uden overhovedet at se sig til siden. Du har jo simit i posen. Og mågerne er der allerede. En by på kattepræmisser I Istanbul bor kattene ikke i byen. Det er byen, der bor omkring dem. De sover i butiksvinduer, på caféstole, på motorhjelme og om vinteren på hylderne hos købmanden. Ingen spørger, om de må være der, eller stiller spørgsmål ved hygiejnereglerne. Det ville være unødvendigt. Det er deres plads. Der står vandskåle og madskåle overalt. Uden skilte. Uden forklaringer. Nogen har stillet dem der. Og nogen fylder dem op. Der ligger mad ved siden af fortovet. Ingen tænker på andet end, at det må kattene vel kunne lide. Kattene kvitterer ved at sove videre, fuldstændig upåvirkede af trafik, turister og byens tempo. Man kan bo her i årevis og stadig blive overrasket over, hvor lidt plads kattene egentlig kræver. Bare en stol. En papkasse. En varm kant. Resten klarer byen. Og så skal jeg lige hilse at sige, at kattene også gør fortove til deres toilet. Pro tip: Træd varsomt. ( City Cats of Istanbul – katte, kvarterer og kærlighed til byen , Oplev Cihangir: trapper, katte og den evige jagt på det perfekte tjek-ind , Kadiköys Katte: Istanbuls nuttede Charmetrolde , Istanbul: Byens fælleshunde & katte ) Næh, der ligger sørme også en by her Under Istanbul findes der en hel by mere. Faktisk siger man, at der ligger tre byer i lag under nutidens overflade. Cisterner, mure, søjler og trapper fra byzantinsk og romersk tid. Noget er åbent for besøgende. Meget er bare der. Under gader, parker og boligblokke. I Basilika Cisternen ligger to Medusahoveder fra antikken. Det ene på siden. Det andet på hovedet. De blev angiveligt brugt som byggemateriale, da man manglede et solidt fundament. Ingen forklaring. Ingen dramatik. Man tog, hvad der var ved hånden, og byggede videre. Eller var det en stille hån mod hellenismen? Ingen ved det rigtigt. I det gamle Konstantinopel, det område der i dag svarer til Fatih i Istanbul, bygger man sjældent nyt uden at være forsigtig. Man ved, at der under fundamenterne på kvarterets huse og boligblokke gemmer sig et tidligere Istanbul. Derfor siger man, at der graves om natten. Med en betonbil klar. Skulle man støde på noget ubelejligt, kan hullerne hurtigt dækkes til igen. Det er i det hele taget meget Istanbul. Fortiden dukker op, når man graver, og så indgår den bare i hverdagen. Eller dækkes til med beton, mens bygherren slår ud med armene, stikker hænderne i lommerne, fløjter uskyldigt mod himlen og småsparker til nogle småsten. Intet at se her. Et minut-ish I Istanbul er “et minut” ikke et løfte. Det er snarere en stemning. Det kan betyde lige om lidt. Det kan betyde senere. Det kan betyde, at nogen har tænkt tanken om at gå i gang med noget. Man lærer hurtigt, at “jeg er der om et minut” sjældent har noget med minutter at gøre. Det betyder bare: Jeg er på sagen. Mentalt. Måske endda også fysisk. Men helt sikkert på et eller andet tidspunkt. Det kan være Mustafa, der stopper bilen midt på vejen, tænder katastrofeblinket, hjælper en ældre dame ud af bilen og med en hurtig håndgestus signalerer: “et minut”. Du ved det. Buschaufføren ved det. De dyttende bilister bagved ved det også. Helt ubevidst og uden at mene en egentlig tidsramme lyder det erklærende fra din mund: “Et minut.”

Der findes steder i Istanbul, som både lokale og besøgende går intetanende forbi, uden at ane at historien nærmest står og vifter med armene efter dem, der bare haster forbi. Ét af de steder ligger under Haliç metrobroen, i skyggen mellem Karaköys kaotiske trafik og det rolige vand i Det Gyldne Horn. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Her står en stump mur, som de fleste tager for et tilfældigt stykke gammelt sten. Indtil begyndelsen af 2025 var den endda pakket ind i aluminiumsplader og nærmest usynlig. Men det er meget mere end det. Det er resterne af Galatas middelalderlige forsvar, opført af genoveserne, og på muren sidder en næsten 600 år gammel indskrift. En sjælden en af slagsen. En sten, der overlevede belejringer, brande, jordskælv og osmanniske ombygninger og stadig fortæller, hvem der byggede muren, og hvornår. Kigger man godt efter, træder tre skjolde frem i toppen af pladen. Det første er genkendeligt, især når man ved, at det her er Galata-muren. Så giver det næsten sig selv (og for dem der lige ved det), at skjoldet tilhører Genova-republikken med det hvide felt og det røde kors. Det midterste skjold er næsten slået ud af stenen. Det kan der være flere forklaringer på, men den mest sandsynlige er, at efter erobringen af Konstantinopel og Pera fjernede de nye osmanniske herskere de genovesiske embedsmænds våbenskjolde for at markere skiftet i magten. Alligevel kan konturerne anes, som et svagt ekko fra byens tidligere guvernører. Det tredje skjold er udsmykket med bølgende former, et motiv der var typisk for magtfulde genovesiske familier i Galata, sandsynligvis Spinola eller De Marini, som begge havde en markant tilstedeværelse i området i 1430erne. Allerede her, før man overhovedet når til teksten, giver stenens udsmykning små hints om det miljø, der engang omgav muren. Under skjoldene er der ridset en tekst på latin i en gotisk majuskelskrift. Anno 1435 blev denne mur opført under tilsyn af Huset Sankt Efrem. Denne mur hørte til nævnte hus. I 1430erne var forholdet mellem Genova-kolonien i Galata og osmannerne spændt. Osmannerne havde for længst konsolideret magten på den asiatiske side af Bosporus og opført fæstninger som Anadolu Hisarı, og Galatas mure blev derfor løbende vedligeholdt og forstærket. Årstallet passer fint ind i den udvikling. Teksten er slidt, men strukturen følger de genovesiske indskrifter, der findes andre steder i Galata. Domus Sancti Ephraemi var ikke et kloster, men en administrativ enhed. En lokal forvaltning med ansvar, budget og opgaver, herunder vedligeholdelsen af netop dette stykke mur. Muren under Haliçbroen er en lille brik i et større system. De genovesiske mure strakte sig fra Karaköys kajer op mod Galata-tårnet og videre over bakkerne mod Tophane. Der var ikke tale om en sammenhængende mur, men et kompleks af tårne, porte og vangmure, som beskyttede handelskolonien. Her ved vandkanten stod en af de nedre mure. Den sikrede adgangen til havneområdet og de travle skibsværfter. I dag er de fleste spor dækket af asfalt og moderne byggeri, men lige her står et lille stykke af fortiden stadig fremme i lyset. I dag er området kendt som Azapkapi, et navn der hentyder til, at her engang lå en mindre port eller passage, hvilket passer godt med placeringen, for netop dette hjørne af Galata har gennem århundreder fungeret som et overgangssted mellem vandet, murene og byen. I flere år var dette lille hjørne af Karaköy afspærret. Et stykke mur gemt bag aluminiumsplader og byggepladsrod. Jeg gik ofte forbi og kiggede ind gennem sprækker og små huller i pladerne, men området virkede mest af alt som en slags losseplads. Det tidligere bystyre ville jævne stedet med jorden, men da Istanbul fik en ny administration i 2019, begyndte arbejdet med at kortlægge og sikre de små historiske juveler, der stadig ligger gemt rundt omkring i byen, heriblandt dette stykke mur. Og for cirka et år siden fjernede İBB Miras, Istanbuls Kulturarvsadministration, hegnet helt uden festivitas og uden åbningstaler. Pludselig var området bare åbent, og muren stod der, hvor den har stået i godt 600 år, nu tilgængelig som en afdæmpet, men smuk del af byens levende museum. Det er netop den slags initiativer, der giver Istanbul sin særlige fornemmelse af lag på lag. En by, hvor historien ikke kun findes i glittede museer og store monumenter, men også i en lille ruin som her, under en metrobro. De fleste af os, der passerer stedet her, ser kun sten - hvis overhovedet noget. Og det synes jeg faktisk er lidt synd. For selvom det måske ikke er verdenshistorien, der har udspillet sig lige her ved denne stump ruin, så er det alligevel et stykke meget klar historie, der viser, hvordan det moderne Istanbul er formet af handel, alliancer, rivaler og mennesker.

Hagia Sophia, Topkapi-paladset og Den Blå Moské er svære at komme udenom. De står øverst på næsten enhver liste over seværdigheder i Istanbul. Men lige under radaren er der de senere år sket noget andet i byen. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere I stilhed har kommunens kulturarvsforvaltning, İBB Miras, åbnet døre til steder, der i årtier stod tomme, forfaldne eller glemt. Gamle bygninger, man tidligere gik forbi uden at tænke nærmere over dem, er blevet en del af byens hverdag igen. Siden borgmesterskiftet i 2019 har İBB Miras ændret kurs. Hvor arbejdet tidligere primært handlede om at registrere og dokumentere historiske bygninger, er fokus i dag på at sætte dem i stand og åbne dem for offentligheden. Ikke kun for at bevare murene, men for at give dem nyt liv som steder, man faktisk kan bruge. Der arbejdes ud fra en enkel og ret konsekvent logik: bygningerne skal være åbne for alle, ofte gratis de skal rumme flere funktioner som bibliotek, værksted, scene eller café og de skal ligge spredt over hele byen, også i kvarterer hvor kulturtilbud tidligere var en mangelvare Resultatet kan allerede mærkes mange steder i Istanbul. Metro Han i Beyoğlu, en tidlig betonbygning fra 1914, fungerer i dag som læse-, studie- og møderum. Casa Botter på İstiklal, Istanbuls første Art Nouveau-hus, er genopstået som center for kunst og design. I Kadıköy er det gamle gasværk blevet til Müze Gazhane, et af byens største og mest levende kulturhuse. I Fener-Balat-området er Haliç Sanat flyttet ind i restaurerede 1700-talshuse ved havnen, og i Fatih blev Bulgur Palas genåbnet i 2024 med bibliotek, udsigtsterrasser og udstillingsrum. Hertil kommer steder som Cendere Sanat, Gülhane-cisternen samt både Rumeli Hisarı og Anadolu Hisarı, hvor nye lag af byens historie igen er blevet tilgængelige. Når man kan sidde og læse i Metro Han, se kunst i Balat eller tage børnene med til værksteder i Gazhane, bliver kulturarv en del af hverdagen. Det bliver nye mødesteder i en by, hvor gratis eller billige alternativer ellers kan være svære at finde. Et særligt eksempel er Theodosius-murene, de enorme landmure der i mere end tusind år beskyttede Konstantinopel. Her har İBB Miras gennemført omfattende restaureringer og åbnet sektioner af murene som offentligt tilgængelige områder. I dag kan man gå helt tæt på murene og få en fysisk fornemmelse af deres størrelse og betydning. Jeg tager ofte selv en eftermiddag langs eller op på en af de restaurerede strækninger. Det er umuligt ikke at blive imponeret over, hvor massivt værket er. Jeg kan heller aldrig lade være med at tænke på de tusinder af soldater, der engang stod vagt eller kæmpede her. For dem handlede det om liv og død. For mig handler det om at møde byens hukommelse. At en kommunal forvaltning har gjort det muligt for mig - og alle andre - at gå sikkert og gratis på bymuren, er faktisk ret stort. Ikke på den højtråbende måde, men på den stille måde, hvor fortiden får lov at glide ind i nutiden og blive en del af ens eget Istanbul. Udvalgte relevante blogindlæg Gazhane Museum i Kadikoy: Kultur & Bæredygtighed Bulgur Palads på Istanbuls 7. høj Istanbul Bymur udendørs oplevelsesmuseum Istanbul Gülhane Cisterne: Simpel & imponerende Flere indlæg om IBB Miras projekter samt websites: https://www.mitistanbul.dk/blog/tags/ibb-miras https://dacistanbul.com/ibb-mirasin-hayata-gecirdigi-25-proje/

Der er steder i Istanbul, hvor tempoet pludselig falder. Hvor Bosporus glider lidt langsommere forbi, og hvor byen føles mere som et sted, man bor, end et sted, man besøger. Anadolu Hisarı er et af dem. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data Et lille stykke op ad Bosporusstrædet, på den asiatiske bred, ligger denne gamle fæstning, som i dag også er et af byens nyere museer. I 2023 åbnede Anadolu Hisarı igen for offentligheden efter en grundig restaurering - og det er et sted, der fortjener at blive oplevet i roligt tempo. Anadolu Hisarı, der betyder den Anatoliske Fæstning, blev opført i 1394 af den osmanniske sultan Bayezid 1. På dette tidspunkt var Konstantinopel stadig begrænset til den historiske halvø - det område, vi i dag kender som Fatih - og fungerede som hovedstad i Det Østromerske Rige, også kendt som Byzantinerriget. Fæstningen var ikke bygget til en øjeblikkelig belejring, men indgik i de langsigtede forberedelser på at erobre byen, længe før Konstantinopels fald blev en realitet. Sammen med søsterfæstningen Rumeli Hisarı på den europæiske side, opført i 1452, gjorde Anadolu Hisarı det muligt at kontrollere skibstrafikken gennem Bosporus. Konstantinopel blev effektivt afskåret fra hjælp via Sortehavet - en detalje, der senere viste sig at få afgørende betydning ved erobringen af byen i 1453. I mange år stod Anadolu Hisarı mere eller mindre glemt. En indhegnet ruin, man passerede, men sjældent tænkte videre over. Det ændrede sig efter det politiske skifte i Istanbul i 2019. Den nye metropoladministration satte gennem İBB Miras (Istanbuls kulturarvsadministration) gang i en ambitiøs restaurering af byens forsømte kulturarv, og Anadolu Hisarı blev et af de projekter, der virkelig fik nyt liv. I dag er fæstningen ikke bare sikret og restaureret - den er blevet et sted, man faktisk har lyst til at opholde sig. Du kan gå rundt inden for murene, bevæge dig op i tårnene og stå deroppe med udsigt over Bosporus, hvor færger, fragtskibe og små både glider forbi i konstant bevægelse mellem kontinenterne. Men Anadolu Hisarı er mere end en fæstning. Det er også navnet på den lille bydel, der gennem århundreder voksede op omkring murene. Smalle gader, gamle træhuse, små butikker og en stemning, der føles overraskende lokal. Ved Göksu-flodens udmunding ligger både og vugger i vandet, og her nede ved vandet forstår man pludselig, hvorfor så mange istanbullere søger hertil, når de vil væk fra byens støj. Langs kysten ligger restauranterne på rad og række med udsigt, der næsten er for pæn til at være fair. Priserne følger naturligvis med beliggenheden, og mange steder henvender sig mest til turister med et løst forhold til deres kreditkort. Men du behøver ikke en stor middag for at få oplevelsen. En kop tyrkisk kaffe på en lille café med fæstningen i baggrunden er rigeligt. Hvis du spørger mig, bør turen hertil ske med færge. Drop bilen og trafikken. Tag i stedet en af Şehir Hatları-færgerne fra for eksempel Üsküdar eller Aşiyan. Sejlturen er halvdelen af oplevelsen. Palæer, moskéer, broer og moderne bygninger glider forbi, mens du langsomt nærmer dig Anadolu Hisarı. Når du går i land ved den lille færgehavn, er der kun få skridt op til fæstningen. Istanbul, når den er allerbedst. Jeg er i færd med at lave en lille Youtube-kanal. Klik dig hen og abonner på kanalen, det er selvfølgeligt helt gratis. Information: Adgangsbilletter (august 2025): Udlandske turister: 450TL (virka 75 kr)Borgere i Tyrkiet: 125TL (ca 20 kr) Studerende i Tyrkiet: 50TL (cirka 9 kr) Stedet tager kun mod betaling med kort.