Search this site

Nye tal fra Tyrkiets betalingskortcenter viser et markant fald i udenlandske turisters kortforbrug. Men tallene peger ikke nødvendigvis på færre turister - snarere på et Tyrkiet, der er blevet langt dyrere på få år. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Nye tal fra det tyrkiske betalingskortcenter BKM har skabt overskrifter i tyrkiske medier. Ifølge statistikken er gennemsnittet for udenlandske kortbetalinger i Tyrkiet faldet markant siden 2021. Workshop: Tyrkiske brødringe ‘simit’ Dengang lå en gennemsnitlig udenlandsk korttransaktion på omkring 280 dollar. I dag er tallet under 60 dollar pr. betaling. Det lyder dramatisk - men tallene kræver lidt forklaring. For statistikken handler ikke om, hvor mange penge turister samlet bruger i Tyrkiet. Den handler kun om gennemsnittet pr. kortbetaling. Kontanter, mobilbetalinger og det samlede ferieforbrug er ikke medregnet. Samtidig er Tyrkiet heller ikke længere så billigt for udenlandske besøgende, som landet var under valutakrisen i 2020-2021. Priserne er steget kraftigt de senere år - især i Istanbul og turistområderne. Mange turister virker derfor også til at være blevet mere forsigtige med deres pengeforbrug. Man deler måske betalinger mere op, shopper mindre eller holder igen på restaurantbesøg og transport. Det interessante er, at de samlede turisttal samtidig fortsat stiger ifølge officielle statistikker. Derfor peger tallene ikke nødvendigvis på færre turister - men snarere på ændrede forbrugsvaner i et Tyrkiet, der er blevet markant dyrere på få år. Kilde: BKM

I Yeldeğirmeni i Kadıköy er retro- og second hand-butikker eksploderet de seneste år. Her finder du vintagejakker, denim, sneakers, tasker og farverige fund til priser, der stadig kan mærkes på den gode måde. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere De seneste par år er der sket noget ret vildt i mit nabolag her i Yeldeğirmeni i Kadıköy på den asiatiske side af Bosporus. Når jeg hver morgen går hjemmefra og ned ad bakken mod færgen, passerer jeg et stadigt voksende antal retro- og second hand-butikker, der nærmest flyder ud på fortovene med tøjstativer, farver, sko, tasker og jakker. Og det stopper ikke. På et område omtrent på størrelse med det, københavnere kalder “Pisserenden”, ligger der nu formentlig omkring 25-30 vintage- og retrobutikker side om side. Små butikker pakket fra gulv til loft med retrojakker, 2nd hand skjorter, denim, sportstøj, støvler, sneakers, tasker og den slags fund, hvor man pludselig står med noget i hånden og tænker: “Hvordan kan det her kun koste 200 lira?” Mange steder arbejder med simple prisgrupper på 100, 200 og 300 TL - altså ofte langt under en dansk 50’er. Og det gør honestly hele forskellen. Folk går ikke bare målrettet efter én ting. De går på jagt. Og det er præcis dét, der gør området farligt på den gode måde. Stemningen er heller ikke som i klassiske polerede vintagebutikker hjemme i Norden. Her er det mere kaotisk, mere farverigt og langt mere levende. Butikkerne ligner små universer af kitsch, nostalgi og stil, hvor gamle læderjakker hænger side om side med fodboldtrøjer, denimskjorter, mærkelige solbriller og sko, ingen helt forstår hvor kommer fra. Det hele føles lidt som et åbent skatkammer midt i byen. Og lige nu er Yeldeğirmeni ved at udvikle sig til et af de mest interessante områder i Istanbul, hvis du elsker at gå på opdagelse og finde ting, ingen andre har. Tip til at finde shops i dette retro-thrift shopping paradis: - Tjek kortet her. Åbn Google Maps på din mobil, iPad eller computer. Lav en detaljeret søgning i området her nedenfor med ordene 'retro' eller 'thrift'. Ha en fed shopping tur!

Hvad er nogle gode souvenir fra Istanbul? Det spørgsmål får jeg igen og igen. Og svaret er både enkelt og umuligt. For den bedste souvenir er den, der minder dig om dit Istanbul - ikke mit. Måske var det en kop te i Kadıköy, lyset over Bosporus. Eller måske var det en kat, der valgte at sætte sig på netop din caféstol. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Men hvis du står der med en halvtom kuffert og beslutningspanik, så får du her 10 bud, der faktisk giver mening. 1. Lokum - tyrkisk delight Spring de neonfarvede turistbakker over og gå efter frisk lokum med pistacie eller rose. Det holder længe og fungerer stadig glimrende som gave. 2. Tyrkisk kaffe eller te - og en cezve En god, friskmalet tyrkisk kaffe og måske en lille kobber-cezve. Det fylder ingenting - men bringer stemningen med hjem. 3. İznik-keramik De blå og røde mønstre kender du fra Den Blå Moské, Topkapi paladset osv. Originale værker er dyre - men der findes smukke reproduktioner i alle prisklasser. En lille skål eller flise er et diskret - og holdbart - minde. 4. Tæpper og kilim Klassikeren. Og ja - en jungle. Drik teen. Spørg ind. Gå igen. Kom tilbage. Et ægte tæppe er ikke bare en souvenir - det er noget, du lever med i årtier. 5. Krydderier, olivenolie og delikatesser En tur i Krydderibazaren er en sanserejse i sig selv. Sumak, pul biber, tørret mynte og safran. God olivenolie fra kysten ved Ægæiske Hav. Granatæblesirup, tahin eller vakuumpakket baklava. Køb små mængder - og undgå de mest turistede færdigpakker. 6. Tekstiler De tynde hammam-håndklæder fylder næsten ingenting og tørrer hurtigt. Praktiske, pæne og langt mere anvendelige end endnu en køleskabsmagnet. 7. Smykker Håndværket kan være imponerende - især i guld. Køb fra velrenommerede steder, og få altid dokumentation ved større køb. 8. Nazar - det onde øje Ja, den blå glasamulet hænger overalt. Er den kitsch? Lidt. Er den ikonisk? Helt sikkert. Den fylder ingenting og signalerer øjeblikkeligt Istanbul. 9. Lav din egen mosaiklampe Det er faktisk en overraskende hyggelig eftermiddag. Du vælger selv glasstykkerne - og går hjem med noget, du selv har lavet. Det er mere oplevelse end vare. Og det gør forskellen. Min kæreste og jeg prøvede: Skab din egen tyrkiske mosaiklampe i Istanbul 10. Bogen The City Cats of Istanbul Hvis jeg kun måtte vælge én ting - næst efter at lave min egen lampe - så er det den. The City Cats of Istanbul er en smuk fotobog om byens katte og deres særlige plads i Istanbul. Den er ikke super tung i kufferten, og ingen souvenir fanger byens sjæl helt som kattene gør. Et par realistiske råd Køb ikke noget stort den første dag. Sammenlign priser. Vær ikke bange for at gå igen. Tjek toldregler for fødevarer og væsker. Den bedste souvenir er ikke nødvendigvis den dyreste - men den, der får dig til at tænke: “Det var præcis sådan det føltes.” Og nogle gange? Så er det bare en pose kaffe. Og et enkelt kattehår på jakken. Artiklen er oprindeligt udgivet på mitistanbul.dk i 2024. Sproglig opdatering samt opdatering af listen februar 2026

En af de populære, afslappende og traditionelle tyrkiske oplevelser, du kan få under et besøg til Istanbul eller det øvrige Tyrkiet, er et besøg på en hamam - et tyrkisk bad Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe - find mine digitale guides på blog-shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere 👉 Bestil en autentisk Hamam-oplevelse i en vaske ægte hamam i Istanbul Men det kan også være intimiderende at stå midt i en hamam og ikke vide hvad man både kan forvente og hvordan man i det hele taget skal begå sig - så det kigger jeg nærmere på i dette indlæg. Før du læser videre: De efterfølgende trin kan variere fra hamam til hamam – og afhænger også af, hvor i Tyrkiet du besøger et hamam. Denne beskrivelse tager udgangspunkt i den typiske hamam-oplevelse. En hamam på et hotel minder ofte mere om et 'day spa' end en traditionel hamam og vil derfor højst sandsynligt afvige fra denne guide. De fleste lokale hamammer har separate afdelinger for kvinder og mænd. Nogle hamammer har også særlige tidspunkter, der er reserveret henholdsvis for kvinder og mænd. I kvindeafdelingen er der udelukkende kvindeligt personale, og i herreafdelingen er der kun mandligt personale. Dette indlæg beskriver en såkaldt "Full package", som inkluderer hamam (dampbad), scrub, skummassage og oliemassage. I en autentisk hamam er du ikke forpligtet til at købe andet end adgang (Hamama giriş) – de øvrige services kan du tilvælge efter ønske. Jeg bliver ofte spurgt om jeg kan anbefale en hamam - her er et lille udvalg af hamam - der alle har gode anmeldelser: Hamam link (affiliate link åbner i nyt vidnue) Velkommen til… Når du ankommer til hamam'en, bliver du modtaget af personalet, som sandsynligvis vil forsøge at sælge dig forskellige massager mv. Det er helt normalt, så sørg blot for, at prisen er gennemskuelig og angivet i tyrkiske lira (TL). Hvis du er heldig, taler personalet også engelsk. Du vil blive vist til et omklædningsrum, en bås eller et skab, hvor du får udleveret en peştamal (et tyndt håndklæde, som du skal vikle om livet efter at have smidt dit tøj) og et par badetøfler. Trin 1: Ophold i dampbadet Efter at have klædt om - viklet peştamalen om livet, går du ind i dampbadet, også kendt som "sıcaklık". Dette er et varmt rum med høj luftfugtighed, hvor du kan slappe af og forberede dig selv og din krop på den eller de behandlinger du har bestilt. Du kan sidde eller ligge på de opvarmede marmorstene og lade dampen rense dine porer og give dig en følelse af velvære. Det anbefales at blive i dampbadet i 10-15 minutter eller længere, hvis det føles behageligt. Nogle hamam har et særskilt traditionelt dampbad, mens andre intet dampbad har, kun selve hamamem. Trin 2: Bodyscrub Efter dampbadet kommer en massør og giver dig en grundig bodyscrub. Dette er en intensiv eksfoliering af din hud ved hjælp af en grov handske, kendt som "kese". Du kan forvente, at denne del af behandlingen er ret energisk, men den er også meget forfriskende og banker masser af blod rundy i kroppen på dig. Skummassagen er i mange hamamer noget der kommer i forlængelse af bodyscrub. Trin 3: Massage & sæbevask (skum) Efter bodyscrubben kan du nyde en afslappende massage. Massøren vil bruge en eller anden form for olie, og – skal jeg være ærlig – på turist-hamammer er det ofte en lidt overfladisk massage, mens det i de lokale hamammer er en mere håndfast og direkte massage uden dikkedarer. De fleste hamammer giver dig en sæbevask/massage efter oliemassagen, men enkelte laver denne massage i forlængelse af bodyscrubben. Mit tip er at bede om at få skummassagen (köpük masaj) efter olie-massagen, der vasker det meste af al den overskydende olie af kroppen. Afslutning Når det hele er overstået, kan du slappe af og nyde stemningen i hamam'en. Sæt dig tilrette med en Gazoz (slags 7up) i et afkølet rum, og lad krop og sind absorbere behandlingen, du netop har oplevet. Det er vigtigt at hydrere dig selv og give dig tid til at slappe af efter behandlingen. For mænd er hamam-massøren en "tellak", mens det for kvinder er en "natir". OBS: Hvis der er svømmepøler, er det ikke et traditionelt tyrkisk bad, men et romersk bad. Videofra SkyTV Links i dette indlæg kan være affiliate links. Det betyder at hvis du benytter disse links til at købe services, modtager bloggen en mindre kommision, uden at det koster dig ekstra. Oprindeligt fra september 2023. Redigeret April 2026: Sproglig fin-tuning og affiliate links.

Kadıköy er ikke bare caféer og færger. Under bydelen gemmer sig resterne af den antikke by Kalkedon, hvor kejseropgør, kirkemøder og en ung martyr satte spor, der stadig kan aflæses i landskabet i dag. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Da Konstantin den Store i 324 besejrer Licinius ved Chrysopolis - afgøres kontrollen over Romerriget på den asiatiske side af Bosporus. Få kilometer mod syd ligger Kalkedon. Det område, der i dag udgør Kadıköy - indgik i den antikke græske koloni og senere romerske by Kalkedon. Byen havde egne havne, templer og forbindelser til både Sortehavet og Middelhavet, men fungerede kun i begrænset omfang som politisk centrum. Den lå i regionen Bithynien, hvor tyngden fandtes i Nikomedia og senere Nikæa. Da Konstantin den Store i 330 gør Konstantinopel til kejserlig hovedstad i Romerriget - ændres Kalkedons funktion. Byen ligger nu tæt på rigets centrum og mister i praksis sin selvstændige rolle. I 365 gør Procopius oprør mod Valens. I 360’erne fratages Kalkedon sine mure, og hos Ammianus Marcellinus beskrives indgrebet som en afmontering snarere end en ødelæggelse. Materialerne fjernes og genanvendes. Euphemia og byen En ung kvinde ved navn Euphemia bliver i 303 henrettet i Kalkedon under Diocletians forfølgelser. Ifølge traditionen føres hun ind i arenaen og kastes for vilde dyr. Over tid knyttes der opmærksomhed til hendes grav - som udvikler sig til et kultsted. Allerede i begyndelsen af 400-tallet omtales stedet i kilderne, og i løbet af århundredet opføres en kirke til hendes ære. Placeringen er ikke endeligt dokumenteret, men beskrivelserne peger mod højdedraget i det, der i dag kaldes Duatepe. I sine rekonstruktioner af det antikke Kalkedon placerer Celâl Esad Arseven kirkekomplekset netop her - på skråningen ned mod kysten. Senere forskning har på enkelte punkter justeret denne placering uden at flytte den ud af området. Kilderne beskriver et kompleks med en søjlegård, en basilika og en rund bygning til hendes relikvier - placeret på en bakke over kysten og byens havneanlæg. Først i denne sammenhæng optræder hun under det navn, hun siden er blevet kendt under - Sankt Euphemia. Da Marcian i 451 indkalder til Koncilet i Kalkedon - afholdes mødet i tilknytning til kirken. Senere flyttes hendes relikvier til Konstantinopel, hvor de placeres i en kirke ved siden af hippodromen. Fra Kalkedon til Kadıköy Kalkedon forbliver en by i nær relation til Konstantinopel - men uden at blive et varigt centrum. Navnet er i brug i århundreder, før det gradvist afløses af det tyrkiske Kadıköy. Den oprindelige kirke for Sankt Euphemia er ikke bevaret og synes at være gået til i et jordskælv før år 1000. På højdedraget, hvor den formodentlig har ligget, står der gennem 1800-tallet en række vindmøller, som giver området sit nuværende navn, Yeldeğirmeni. I 1800-tallet opføres en mindre kirke til hendes ære i det nuværende çarşı-område i Kadıköy, hvor den stadig kan besøges. Området kommer under osmannisk kontrol i løbet af 1300-tallet som led i de byzantinske borgerkrige og fungerer længe som en forpost over for Konstantinopel. Først i 1930 udskilles Kadıköy som selvstændigt administrativt område efter i længere tid at have hørt under Üsküdar. I dag fremstår den antikke by ikke som en synlig helhed, men dens placering kan stadig aflæses i landskabet. Afstanden til Sarayburnu er den samme, kystlinjen den samme, og højdedragene ligger, hvor de altid har ligget. Kalkedon var ikke magtens centrum, men i 451 blev byen et sted, hvor kristendommens selvforståelse blev formuleret i kirken for Sankt Euphemia, i dag gemt i jorden under det moderne Kadıköy. Det er ikke synligt. Men det er der. Hvem er hvem? Konstantin den Store (ca. 272–337) - kejser, der samler riget og gør Konstantinopel til hovedstad Licinius (ca. 265–325) - Konstantins rival, besejret i 324 Valens (328–378) - kejser, der lader Kalkedons mure fjerne Procopius (d. 366) - oprører mod Valens Ammianus Marcellinus (ca. 330–395) - historiker, der beskriver indgrebet i Kalkedon Euphemia (henrettet 303) - knyttet til det kultsted, der gør Kalkedon til religiøst samlingspunkt Marcian (ca. 392–457) - kejser, der indkalder til koncilet i 451 Celâl Esad Arseven (1875–1971) - rekonstruerer det antikke Kalkedons placering Billedet øverst: Kollagen indeholder illustration af Celâl Esad Arseven samt mønter fra Kalkedon (fra hhv 450 fkr og cirka 200 ekr)

Den 11. maj år 330 indviede kejser Konstantin Konstantinopel som Romerrigets nye hovedstad. Det blev begyndelsen på Istanbul som verdensby og centrum for et imperium, der kom til at præge både Europa og Mellemøsten i over 1000 år. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Den 11. maj år 330 er på mange måder Istanbuls fødselsdag. Ikke byen som fysisk sted - her havde mennesker levet længe før både Konstantin, romere og osmannerne - men Istanbul som verdensby. Som centrum. Som idé. Det var nemlig denne dag, kejser Konstantin officielt indviede Konstantinopel som Romerrigets nye hovedstad efter 40 dages enorme festligheder. Og ja… det er faktisk ret vildt at tænke på, når man står midt i det moderne Istanbul i dag. For meget af det, der stadig definerer byen - dens størrelse, dens kaotiske energi, dens blanding af Europa og Asien og dens næsten magnetiske tiltrækningskraft - begynder for alvor her. Den gamle græske havneby Byzantion havde selvfølgelig eksisteret længe før. Faktisk siden omkring 600-tallet f.Kr. Men det var Konstantin, der for alvor gjorde stedet til noget helt andet. Til centrum for verden. Når man ser på et kort, giver det egentlig næsten sig selv. Bosporus, Det Gyldne Horn og kontrollen over forbindelsen mellem Sortehavet og Middelhavet gjorde stedet ekstremt vigtigt længe før Konstantin. Byzantion var ikke bare “en lille handelsstation”, som man nogle gange får det til at lyde i hurtige historiefortællinger. Byen var allerede strategisk genialt placeret og havde i århundreder været vigtig for både handel og militær kontrol mellem kontinenterne. Men Konstantin så noget større. Romerriget var på det tidspunkt præget af kaos. Borgerkrige, økonomiske problemer, oprør og grænser under konstant pres. Samtidig var rigets økonomiske tyngdepunkt gradvist flyttet mod øst, hvor de rigeste provinser lå. Det gamle Rom var stadig fyldt med prestige og symbolik - men praktisk lå byen efterhånden dårligt. For langt fra Persien. For langt fra Balkan. For langt fra de områder, hvor imperiet reelt kæmpede for at overleve. Så Konstantin gjorde noget ret ekstremt. Han flyttede simpelthen verdens centrum. Ikke fra den ene dag til den anden selvfølgelig. Men beslutningen ændrede historiens retning fuldstændigt. Og det mærkelige er egentlig, hvor lidt mange tænker over det i dagens Istanbul. Folk skynder sig mellem metroer, færger og caféer uden nødvendigvis at tænke over, at byen omkring dem i over 1000 år var Europas største og rigeste storby. Ikke Paris. Ikke London. Ikke Rom. Konstantinopel. Det er også derfor, at nogle steder i byen stadig føles helt særlige. Når man står ved Sultanahmet Meydanı og kigger mod området, hvor Hippodromen lå. Når man går gennem kvartererne i Fatih. Eller når færgen glider ind mod Karaköy og den historiske silhuet rejser sig over bakkerne. Så giver det pludselig mening, hvorfor netop denne by blev valgt. Konstantin byggede nemlig ikke bare en ny hovedstad. Han byggede et nyt Rom. Med enorme mure, kejserpaladser, fora, cisterner, kirker og en gigantisk hippodrom til titusindvis af mennesker. Mange af monumenterne blev hentet fra andre dele af imperiet som en slags symbolsk besked om, at magten nu var flyttet hertil. Og måske er det egentlig dét, der stadig gør Istanbul anderledes end næsten alle andre europæiske storbyer. Byen blev ikke bare født som endnu en hovedstad. Den blev født som et projekt om at være verdens centrum. Det projekt overlevede Romerriget, korstogene og osmannerne - og på mange måder lever det stadig videre i dag. Indlægget er oprindeligt udgivet i maj 2025. Redigeret og sprogligt rettet til maj 2026.

Den 20. maj 2026 bliver Istanbul vært for finalen i UEFA Europa League. Kampen skal spilles på Tüpraş Stadyumu i Beşiktaş, hjemmebane for Beşiktaş J.K. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Finalen kommer til at stå mellem SC Freiburg og Aston Villa F.C.. Hvis du - ligesom mig - ikke rigtig ved noget om fodbold, så er det måske ikke navnene i sig selv, der siger mest. Men det er stadig en af de største internationale sportsbegivenheder, der findes, og den vil med garanti kunne mærkes på begge sider af Bosporus. Finalen falder samtidig lige efter en national helligdag i Tyrkiet. Den 19. maj fejres nemlig Atatürk, Ungdoms- og Sportsdagen, en af landets store officielle mærkedage med ceremonier, arrangementer og masser af mennesker ude i byen. Mange vil derfor sandsynligvis opleve, at Istanbul allerede fra den 19. maj bliver endnu mere travl end normalt. Internationale finaler tiltrækker titusindvis af fans, pressefolk og arrangører fra hele Europa, og området omkring Beşiktaş vil derfor formentlig være ekstra travlt i dagene op til kampen. Du skal nok regne med: Extra meget trafik, især omkring Beşiktaş, Dolmabahçe og Taksim Øget sikkerhed og politi i centrale områder Fyldte hoteller og højere priser flere steder i byen Ekstra liv omkring barer, caféer og færgerne langs Bosporus Istanbul har tidligere været vært for flere store UEFA-finaler, blandt andet Champions League-finalen i 2023 og UEFA Super Cup-finalen i 2019. Byen er efterhånden blevet en fast del af de store internationale sportsbegivenheder, ikke mindst fordi Istanbul giver UEFA præcis den type dramatiske TV-billeder, organisationen elsker: Bosporus, lysene over byen og et stadion placeret næsten helt ude ved vandet. Og hvem ved … måske ender UEFA også en dag med at oprette en særlig “fredspris” til den tyrkiske præsident. Internationale sportsorganisationer har efterhånden vist en imponerende evne til at kombinere sport, prestige og politisk smiger.

Den lille grønne pavillon på Sultanahmet ligner ved første øjekast en lille moské eller osmannisk kiosk. Men historien bag Den Tyske Fontæne fører direkte ind i Osmannerrigets sidste årtier og Europas storpolitik omkring år 1900. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Da jeg første gang stod foran den lille grønne pavillon på Sultanahmet tilbage i 2009, var jeg egentlig ret sikker på, at det måtte være en lille moské eller måske en evighedsflamme af en art. Det lignede i hvert fald ikke noget, jeg tidligere havde set i Istanbul. Og da jeg så hørte navnet - Den Tyske Fontæne - blev jeg bare endnu mere forvirret. Tysk? Her på Sultanahmet? Det var et par år før smartphones og mobilt internet for alvor var blevet hvermandseje, så der var ikke noget med at hive en smartphone frem og åbne Wikipedia. I stedet måtte jeg finde en bænk, tage de medbragte guide- og historiebøger frem og begynde at lede efter svaret. For jo mere jeg læste, desto mere gik det op for mig, at den lille pavillon midt på Sultanahmet faktisk fortæller en ret stor historie. Den står mellem Hagia Sophia, Den Blå Moské og resterne af den gamle hippodrom - altså midt i det historiske centrum af Konstantinopel og senere Istanbul - og alligevel handler den pludselig om Kejser-Tyskland. Den såkaldte “Tyske Fontæne” - Alman Çeşmesi - blev indviet i 1901 som gave fra den tyske kejser Wilhelm II til sultan Abdul Hamid II og Det Osmanniske Rige. På det tidspunkt befandt Osmannerriget sig i en vanskelig periode. Riget mistede territorier, økonomien var presset, og europæiske stormagter kæmpede om indflydelse. Samtidig forsøgte osmannerne at modernisere hæren, jernbanerne og infrastrukturen. Her begyndte Tyskland at få en stadig større rolle. Wilhelm II besøgte Istanbul i 1898 og ønskede et tæt samarbejde med osmannerne. Tyske officerer hjalp med at modernisere den osmanniske hær, tyske virksomheder investerede i store projekter, og planerne om Berlin-Bagdad-jernbanen voksede frem i disse år. Pludselig gav den lille pavillon lidt mere mening. Den handlede ikke bare om vand eller arkitektur, men om alliancer, gæld, modernisering og europæisk indflydelse i Osmannerrigets sidste årtier. Samtidig er noget af det interessante ved bygningen, at den næsten snyder lidt. Den står midt blandt nogle af Istanbuls mest ikoniske monumenter og forsøger arkitektonisk at passe ind i omgivelserne. Den beskrives ofte som nybyzantinsk - altså inspireret af Konstantinopels gamle byzantinske arkitektur. Kuppelen, mosaikkerne, søjlerne og de rundede buer leder næsten automatisk tankerne hen mod Hagia Sophia få meter væk. Måske er det også derfor, jeg stadig synes, den er lidt provokerende. Ikke fordi bygningen i sig selv er grim - tværtimod egentlig. Historien bag den er også fascinerende. Men i dag er det svært ikke også at tænke på, hvad alliancen mellem Osmannerriget og Kejser-Tyskland senere førte med sig. Første Verdenskrig, millioner af døde og flere imperiers kollaps. Og alligevel står pavillonen der stadig. Måske netop fordi den også er en del af den historie. For Den Tyske Fontæne er faktisk blandt de sidste monumenter opført i Osmannerrigets sidste periode. Et lille arkitektonisk eftermæle fra en tid, hvor imperiet desperat forsøgte at modernisere sig og finde nye allierede i en verden, der var ved at ændre sig voldsomt. Kigger man op under kuplen, kan man stadig se monogrammerne for Wilhelm II og Abdülhamid II side om side. Et lille politisk håndtryk hugget direkte ind i loftet. Og så er der spørgsmålet, jeg også selv sad med dengang på bænken i 2009: Hvor er egentlig fontænen? For der er jo ikke noget springvand. Men ordet snyder lidt på dansk. Bygningen fungerede oprindeligt som offentlig vandpost med rindende drikkevand fra haner inde i pavillonen. På tyrkisk giver navnet langt mere mening. Ordet çeşme bruges om små offentlige vandbygninger og drikkevandsposter, som tidligere fandtes overalt i Istanbul. Hver gang jeg passerer den i dag, tænker jeg stadig på, hvor mærkelig den egentlig virkede første gang. For Den Tyske Fontæne ligner måske bare en lille pavillon på Sultanahmet - men den viser sig hurtigt at være et lille stykke storpolitik midt i Istanbul.

Fra 1. juli 2026 indfører Tyrkiet officielt et landsdækkende pantsystem på flasker og dåser. Systemet får navnet “Depozitosu Olan Ambalajlar” - forkortet DOA - og skal fungere nogenlunde som det danske pantsystem. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Det betyder i praksis, at plastikflasker, glasflasker og aluminiumsdåser fremover vil blive solgt med pant. Når emballagen afleveres igen, får man pengene retur via app, bankkonto eller som kredit i butikkerne. For de fleste danskere lyder det næppe særlig revolutionerende. Pant har været en del af den danske hverdag i knapt 100 år, og tomme dåser og flasker ryger automatisk i posen ved siden af køkkenbordet - ikke i skraldespanden. I Tyrkiet er situationen en anden. Her bliver pantsystemet en helt ny del af hverdagen - og det bliver interessant at se, hvor hurtigt det reelt kommer til at fungere i hele landet. Store supermarkeder og kæder skal efter planen have pantautomater, mens mindre butikker formentlig kommer til at håndtere retur mere manuelt. Der har været talt om pantsystemet i årevis, og flere pilotprojekter har allerede været testet rundt omkring i Tyrkiet. Derfor er der også en vis skepsis blandt mange tyrkere om, hvor gnidningsfrit det hele kommer til at fungere fra dag ét. Måske bliver de tomme vandflasker, der i dag flyder rundt i parker, på fortove og langs Bosporus, pludselig noget folk samler op i stedet for at sparke til side. Læs mere om det nye pantsystem på dbys.gov.tr

Det er ikke en hemmelighed, at Istanbul er en ret coo, spændende og fascinerendel megaby. Men hvor meget ved du egentlig om denne Europas største metropol? Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Jeg har sat en lille quiz sammen så du kan teste din viden om Istanbul historie, altså nogle af de årstal og events der gennem historien har defineret byen. Tror du, du kan klare den? Er du en ægte Istanbul-historie-kender, eller vil du falde igennem som en turist uden adgang til Google Maps eller er den så lang hen i vejret, at du bør kræve dine skolepenge retur? Nå, men det er kun 15 spørgsmål 😉 Du kan i øvrigt finde langt de fleste svar på spørgsmålene i alle de mange blogindlæg her på mitistanbul.dk - men i særdeleshed i indlægget: En kort gennemgang af Istanbuls historie

Uskyldens museum handler hverken om sultaner eller erobringer, men om en roman, der fik sin egen adresse - og er skabt af Orhan Pamuk som en fysisk forlængelse af hans roman af samme navn. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube      Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid - køb billetter her og oplev mere Historien foregår i 1970’ernes Istanbul og følger Kemal, en velhavende mand fra byens øvre lag, der forelsker sig i den yngre Füsun. Forholdet bryder sammen, men Kemal slipper ikke. I stedet begynder han at samle på ting, der har tilhørt hende - øreringe, glas, billetter, små hverdagsgenstande. Mest ikonisk er den enorme væg lige efter indgangen til museet, der er dækket af 4.213 cigaretskodder. Det lyder måske makabert, men med de små håndskrevne noter ved hvert skod bliver det til et næsten helligt arkiv over hverdagsøjeblikke, der for længst er brændt ud. En af romanens styrker er den måde, den gør Istanbul konkret på. Det er litteratur, der kan mærkes - helt ned i askebægrene og vitrineskabene - og i dette museum er det netop som at gå fra side til side i Pamuks roman og være tilskuer til Kemals og Füsuns forhold. Museet åbnede i 2012 i et treetagers hus i Çukurcuma ved foden af Pera ned mod, hvad der i dag hedder Galataport. Husets 83 montrer svarer til romanens 83 kapitler, og det er genstandene selv, der bærer stemningen og fortællingen. At grænsen mellem fiktion og virkelighed er flydende, bliver helt konkret, hvis man har sin egen fysiske udgave af romanen med under armen. Bagest i bogen finder man nemlig en trykt billet, som museet stempler ved indgangen - en lille genvej direkte fra papirets univers og ind i det røde hus. Turen op gennem etagerne er ikke bare at bevæge sig gennem en fiktiv kærlighedshistorie, men i høj grad også at bevæge sig gennem et tidsbillede. 1970’ernes Istanbul træder frem i farver, emballage, filmplakater og møbler. Stedet er enormt populært og har været det i årevis. Der er noget pudsigt ved at observere publikum; folk falder i stiver foran de forskellige montre over øjeblikke i bogen, som gør et uudsletteligt indtryk at se ”live”. Den 13. februar 2026 fik historien så endnu et lag, da Netflix havde premiere på serieudgaven af Museum of Innocence. Dermed findes fortællingen nu i tre formater - som roman, som museum og som serie. Er det et must i Istanbul? Ikke nødvendigvis i klassisk turistforstand. Det er ikke spektakulært, og det råber ikke højt. Det er det røde hus - Uskyldens museum. billetpriser (februar 2026): Internationale besøgende: 750 TL Tyrkisk statsborger: 375 TL Har du bogen, så findes der både en invitation og en billet til museet på de sidste sider. Køb bogen på bog&idé Enkelte links på denne side, kan være såkaldte affiliate links. Det betyder at du støtter bloggen, uden at det koster dig ekstra.

Jeg mødes med min gode ven Jens på en café i Yeldeğirmeni i Kadıköy. Vi har gjort det mange gange før. Kaffen, gaden, samtalen - det er velkendt. Men den her gang er anderledes. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Jens var gæst i den allerførste episode af Samtaler fra Istanbul. Dengang handlede det om, hvordan han fandt sin kærlighed til Istanbul i 1970’erne - hvad der betog ham, og hvorfor byen blev ved med at trække. Den her gang gør vi status. For midt i fortællingen ligger også det, der ikke forsvinder. Jens fortæller om dagen, hvor han sammen med sin familie stod på en færge og lod sin bror Morten blive en del af Bosporus. Ikke som en metafor. Men helt konkret. Asken i vandet. Strømmen, der tager over. Det er et øjeblik, der bliver stående. Men samtalen bliver ikke der. For det handler også om det, der kommer bagefter. Hvordan man lever videre med noget, der ikke kan ændres. Hvordan minder ikke nødvendigvis tynger, men flytter sig. Sætter sig andre steder. Nogle gange i en by. Og her begynder Istanbul at spille med. Ikke som kulisse. Men som noget aktivt. Vi taler om det at blive ved. Om energien i byen, der ikke spørger om lov. Om at opsøge den - også når man kunne vælge at trække sig lidt tilbage. Og så en drøm. At ende på en Rahathane. En af de lokale te-stuer. Ikke som gæst. Men som en del af det faste billede. En af dem, der sidder der og følger med. Måske er det i virkeligheden det, det handler om. Ikke at falde på plads. Men at finde en plads. Du kan høre afsnittet her: Apple Podcast Spotify YouTube

Jeg har i dag udgivet det elektroniske popalbum Tales from the Bosporus – et musikalsk projekt skabt i spændet mellem melodisk pop, internationale vokaler og Istanbuls historie og nutid. YouTube - Spotify - Apple Music Elektronisk pop. Melodier. Vokaler i front. Som komponist, tekstforfatter og medproducent holder jeg mig selv i baggrunden som korstemme, mens vokalerne er i front. Miklagard er et nik til min egen vikingeland-identitet og det navn, vikingerne gav Konstantinopel. Jeg har arbejdet med talenter fra Tyrkiet og et internationalt miljø, hvor vi via nettet har udvekslet ideer, optaget og sendt lyd frem og tilbage. Vokalisternes forskellige stemmer giver sangene karakter og variation, mens lydsiden ligger mellem stram pop og lo-fi inspirerede teksturer - med et tydeligt blik mod 90ernes europæiske pop. Albummet arbejder i to spor: Det historiske Sange som “From the Gutter (of the Hippodrome)” tager udgangspunkt i Theodora og hendes bevægelse fra bunden af Hippodromen i Konstantinopel til magten. “That Day in Late May” kredser om bruddet i 1453, mens “Across the City of the Blind” trækker tråde tilbage til Byzas og byens grundlæggelse. Det nutidige Her er numrene bygget på rytmer og stemninger fra Bosporus - færgerne, bevægelsen og tempoet. I “Golden City” er stilen pop-orienteret med klare hooks, men med lag af historiske referencer og steder nedenunder. Det er en direkte forlængelse af mitistanbul.dk. Samme stof - bare i et musikalsk format.

Foto: Coşkun Aral Den 1. maj 1977 samledes hundredtusinder på Taksim Plads, Istanbuls centrale plads i hjertet af bydelen Beyoğlu. Arbejdernes internationale kampdag var blevet et massivt tilløbsstykke, og pladsen var fyldt til bristepunktet. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Så brød kaosset løs. Sent på eftermiddagen blev der affyret skud fra bygninger omkring pladsen. Panikken spredte sig på få sekunder. Mange forsøgte at flygte, men en smal passage i området blev en dødsfælde. Folk faldt, blev mast og trampet ned. Samtidig rykkede politiet ind mod demonstranterne med tåregas og vandkanoner. Officielt blev 34 personer dræbt. Hvem der stod bag skyderiet, er aldrig blevet endeligt fastslået. I årene efter pegede mange på højreradikale grupper med forbindelser til antikommunistiske netværk under den kolde krig, hvor også USA’s støtte til sådanne strukturer i Tyrkiet ofte trækkes frem. Samtidig har det været centralt i eftertidens diskussion, at politiet ikke blot undlod at beskytte demonstranterne, men rykkede ind mod dem midt i panikken. Det har været med til at nære mistanken om, at dele af statsapparatet spillede en aktiv rolle eller i det mindste accepterede, hvad der foregik. Noget juridisk afklaret ansvar kom dog aldrig på plads. Volden i 1970’erne var med til at drive Tyrkiet mod bristepunktet og blev en del af baggrunden for militærkuppet i 1980. I slutningen af 00’erne blev 1. maj igen tilladt på Taksim Plads. Siden Gezi Park-protesterne i 2013 er pladsen igen lukket. Den nuværende regering har gentagne gange fastholdt, at Taksim ikke er et sted for politiske manifestationer. Når Taksim Plads i dag afspærres op til 1. maj, peger myndighederne både på 1977 og fastholder, at Taksim ikke er et sted for politiske demonstrationer. Kritikken er, at netop den kombination bruges som begrundelse for at kontrollere og i praksis forhindre politiske markeringer på pladsen. 1977 er dermed ikke kun historie. Det er blevet en del af argumentet for, hvem der må være på Taksim - og hvornår. I dagens Tyrkiet er 1. maj en officiel helligdag. Alligevel bliver Taksim Plads afspærret og lukket. I dagene op til og efter 1. maj forsøger organisationer fortsat at gå på gaden for retten til at demonstrere. Myndighederne svarer igen med et massivt opbud af kampklædte politienheder, og Taksim Plads bliver effektivt lukket ned. Metroen stopper ikke ved Taksim på M2, og F1 kører ikke. Oplever du optræk til demonstrationer, uanset hvor du er i Istanbul, bør du straks søge væk. Vigtig information: Rejseklar: In case of emergency Foto: Coşkun Aral