Derfor skal du opleve Istanbul om vinteren
- Martin

- 2. nov.
- 7 min læsning

Der er noget helt særligt ved Istanbul om vinteren. Når regnen rammer gaderne og samler sig i dybe pytter på de ujævne fortov, mens dampen stiger fra teglassene, får byen et helt andet udtryk end i sommerens hede. Vinteren er mere ægte - mere hverdag.
👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube
Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul -
Interaktiv rejsetips: Hvor i Istanbul skal man egentlig booke hotel? - Rejseklar: Fra Istanbuls lufthavne til centrum
*Bemærk: Links i dette indlæg kan være såkaldte affiliate-links. Dette betyder, at hvis du køber billetter via disse links, støtter du bloggen mitistanbul.dk helt uden ekstra omkostninger for dig.
Og mens mange rejser sydpå efter solen, er det netop nu, du kan opleve Istanbul med en anelse mindre trængsel. Istanbul er magisk - og regner eller sner det, tilføjer det blot et ekstra lag til byens stemning.
Historiske mesterværker - et par forslag
Selv på en kølig vinterdag er der noget særligt ved at træde ind i Hagia Sophia. Lyset, der filtreres gennem vinduerne under den store kuppel, får de gamle vægge til at gløde svagt, og ekkoet fra bønnerne minder om stedets lange og skiftende historie.
Siden 2020 har Hagia Sophia igen været en fungerende moské, og adgangsforholdene er derfor ændret. Det er ikke længere muligt at bevæge sig frit rundt i hovedrummet, men man kan opleve denne imponerende bygning - der fungerede som kirke i næsten 900 år - fra galleriet på første sal, som i dag er indrettet som et mindre museum med adgang for besøgende. Herfra får man et godt overblik over det enorme rum og et glimt af de byzantinske mosaikker, som stadig kan ses.
Denne cisterne fra omkring år 540 blev i 2022 genåbnet efter en omfattende restaurering, iværksat af den nu fængslede borgmester Ekrem İmamoğlu. Resultatet er en bemærkelsesværdig forvandling, hvor historien stadig er til stede, men hvor rummet nu også rummer samtidskunst skabt særligt til stedet.
Lokale kunstnere har tilføjet lys, lyd og installationer, der spiller sammen med søjlerne, hvælvingerne og vandet under gangbroerne. Cisternen bruges i dag også til klassiske koncerter og har visse dage aftenåbent, hvor stemningen bliver næsten overjordisk. Uden tvivl en af mine absolutte personlige favoritter i Istanbul.
Du skal gøre dig klart, at der uanset vejret, kan være timelange billetkøer. Jeg vil derfor anbefale dig at forudkøbe din adgangsbillet:
Bosporus Dinner Cruise
At sejle ud på Bosporus en vinteraften er en oplevelse, der bliver siddende. Byens lys spejler sig i vandet, og du glider mellem Europa og Asien, mens maden serveres og musikken spiller. Vintermørket giver turen en særlig ro, og Istanbul tager sig fantastisk ud, når den er oplyst.
Et Bosporus Dinner Cruise er kitsch - og et eller andet sted lidt som at tage til grisefest på Mallorca. Men det er helt bestemt en mulighed for at se byen fra et andet perspektiv. Paladser, broer og moskéer tager sig nemlig helt anderledes ud, når de står oplyst mod den mørke vandflade. Selv på en kølig aften er det værd at stå ude et øjeblik på dækket og mærke vinden fra Sortehavet. Det er Istanbul, når det er mest stemningsfuldt.
Shopping og basarer
Når kulden bider, og regnen siler ned ad ruderne, er det oplagt at søge indenfor. Istanbul har et væld af moderne shoppingcentre - eller AVM’er, som tyrkerne kalder dem - hvor du kan bruge en eftermiddag på at gå på opdagelse mellem butikker, caféer og biografer. Og så kan du få ordnet en del af din shopping - og lidt retail-therapy - samtidigt.
I vintermånederne er de fleste centre og gader klædt i juletræer, julemænd og lyskæder i lange baner. Selvom man ikke fejrer jul i Tyrkiet, har den sekulære del af befolkningen for længst taget julepynt og traditioner til sig som en del af nytårsfejringen. Det betyder, at du midt i december kan stå i et indkøbscenter i Istanbul og tro, du er til julemarked i Den Gamle By i Aarhus – eller ved skøjtebanen på Kongens Nytorv i København.
Er du mere til stemning og historie end til aircondition og kædebutikker, så er Grand Bazaar et oplagt vintermål. Her kan du forsvinde i de overdækkede gyder, hvor der er lunt, og duften af læder og te hænger i luften. Selv hvis du ikke køber noget, er det et sted, der skal opleves. Men pas på - du kan med garanti finde tilsvarende produkter andre steder til en bedre pris. Skulle du alligevel fare vild, er Google Maps på din mobiltelefon så detaljeret, at du nok skal finde ud igen.
Kunst og gallerier
Når vejret viser sig fra sin kølige side, er byens museer og gallerier den perfekte pause. På Istanbul Modern og Istanbul Museum for Painting and Sculpture kan du opleve både samtidskunst og klassiske værker - ofte med en imponerende udsigt over Bosporus som bonus.
Derudover dukker der hele tiden nye, større og mindre udstillinger op rundt omkring i byen - især i Karaköy, Beyoğlu og Kadıköy (Gazhane er værd at notere sig). Her kan du finde alt fra installationskunst og fotografi til street art og lokale kunstnere, der eksperimenterer med nye udtryksformer. Det er steder, hvor man virkelig fornemmer, at Istanbuls kulturliv lever - også når regnen falder udenfor.
Workshops og kreative vinteraktiviteter
Når vejret holder dig indenfor, kan du stadig opleve noget af det mest karakteristiske ved Istanbul - håndværk, farver og tradition. Flere steder i byen tilbyder mozaik-workshops, hvor du kan skabe dit eget lille kunstværk med glas og sten efter gammel teknik.
Uanset om det er mozaiklamper, farvet glas eller et tyrkisk kaffekursus, så er disse workshops både hyggelige, afslappende og en virkelig god måde at lave sit eget souvenir på. Så uanset om det siler ned, blæser eller er super godt vejr, så søg væk fra hotellet og book dig en sådan workshop - det er en oplevelse, du med garanti vil huske.
Tyrkisk hamam - varme i vinterkulden
Når vinterkulden sætter ind, er der næppe et bedre sted at varme sig end i et klassisk tyrkisk hamam. Sænk skuldrene og hengiv dig til en bade- og massagetradition, der har været en del af det tyrkiske hverdagsliv i århundreder.
De historiske bade i byen er smukke bygninger med kupler, marmor og svagt lys, hvor tiden står stille. Men der findes også mindre og mere lokale hamamer, hvor oplevelsen er enklere, billigere og ofte mere autentisk.
Tyrkiske vinter-specialiteter
Ingen vinter i Istanbul uden noget varmt i koppen. Når kulden bider, og duften af brændte kastanjer breder sig, er det tid til tre klassiske drikke - Salep, Boza og et glas sıcak şarap.
Salep er en tyk, sød mælkedrik lavet på orkidé-rødder og drysset med kanel. Den serveres rygende varm og findes overalt i byen i vintermånederne - fra små gadeboder til konditorier. Den smager lidt som flydende risengrød og varmer helt ind i sjælen.
Boza derimod er noget helt andet. En let syrlig, næsten cremet hvededrik, der traditionelt sælges om aftenen af gadesælgere, der kalder “bozaaa” gennem gyderne. Den serveres kold, ofte med et drys kanel og ristede kikærter på toppen. Den bedste boza får du stadig hos Vefa Bozacısı, som har serveret den klassiske drik siden slutningen af 1800-tallet - et sted, hvor tiden og traditionen står stille på den bedst tænkelige måde.
Og når mørket falder på, er der sıcak şarap - tyrkisk varm vin med kanel, nelliker og citrus. Du finder den på caféer og barer i vintermånederne, især i Beyoğlu og Kadıköy. Den er mindre sød end gløgg, men mindst lige så hyggelig på en kold aften.
Udendørs oplevelser og vintervandringer
Selv om vinteren kan være kølig, er der mange dage, hvor vejret indbyder til at gå på opdagelse i byen. Når regnen holder pause, er det oplagt at tage en tur gennem Eminönü og havneområdet, hvor du kan følge duften af ristede kastanjer, se færgerne lægge til og måske tage et glas te med udsigt til Galata-tårnet på den anden side.
Derfra kan du fortsætte til Gülhane Park, som ligger fredeligt lige bag Topkapi-paladset. Selv i vintermånederne er der grønt, fuglesang og et strejf af forår i luften. Her i parken finder du den lille byzantinske Gülhane-cisterne, der for få år siden blev istandsat og åbnet for offentligheden som et smukt, gratis museum og galleri. Klart et sted, der bør være på din must see-liste.
Det er også i denne park, at du finder Goternes Søjle, rejst engang mellem år 200 og 300 e.Kr. - den ældste fritstående romerske søjle i Istanbul og et af de sidste vidnesbyrd fra det antikke Byzantion.
På den asiatiske side er Kadıköy et oplagt sted at bruge en formiddag, eftermiddag eller aften - ja, faktisk hele dagen.
Her kan du gå gennem de små gyder med butikker, caféer og gadekunst - eller bare sætte dig med en kaffe og se livet glide forbi. Og vil du have lidt selskab undervejs, kan du altid booke mig til en Walk&Talk, hvor vi sammen går en rute gennem byens kvarterer, mens vi taler om historien, livet som dansker i Istanbul og deler de små detaljer, du ellers ville overse.
Istanbul er lige så smuk i regn som i sol. Faktisk er der noget særligt over byen om vinteren - når lyset er blødere, gaderne mere stille, og duften af te og friskbagt brød hænger i luften. Vinteren giver plads til at se byen i et andet tempo, uden trængsel, men med masser af liv, varme og nærvær.
Se mere:


















