Det “hemmelige” sted i Karaköy
- Martin
- for 4 dage siden
- 2 min læsning
Opdateret: for 1 dag siden

Der er steder i Istanbul, hvor tiden ikke bare føles gammel – men nærværende. Ét af dem ligger i Karaköy, neden for Galata-tårnet, lige over for Arap Camii. Bag en diskret dør med navnet Ceneviz Sanat fører en lille trappe ned i et rum, hvor du øjeblikkeligt får fornemmelsen af at træde ind i noget ældgammelt.
👉 Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky.
Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul -
Jeg var selv forbi stedet for nylig i forbindelse med en udstilling – og blev fuldstændig blæst væk. Ikke så meget af kunsten, men af rummet. De halvkølige stenmure og de buede hvælvinger bæres af søjler, der ved første øjekast virker helt almindelige – men ser man nærmere, har de korintiske kapitæler foroven og forneden.
Et usædvanligt syn, som rejser spørgsmålet, om søjlerne måske er genbrugte elementer fra en ældre, byzantinsk struktur.
Mange tror da også, at de står nede i en lille byzantinsk cisterne – den tanke havde jeg selv. Flere arkitekturhistorikere og lokale forskere har påpeget stedets ligheder med cisterner fra 1200- og 1300-tallet, altså de sidste århundreder før Konstantinopels fald. Det er derfor sandsynligt, at strukturen enten var en del af en cisterne – eller blev bygget oven på et endnu ældre fundament.
Da området i samme periode – og særligt efter midten af 1200-tallet – blev overtaget af genovesiske handelsfolk, kan dele af anlægget være blevet genbrugt eller tilpasset deres behov. En række bygninger i nabolaget – herunder denne – blev siden forbundet med Genovas tilstedeværelse. Nogle lokale kilder omtaler stedet som Ceneviz Mahkeme Binası (den genovesiske domstol) – men det er næppe en officiel betegnelse, snarere en eftertidens tolkning.
Som så mange andre bygninger i Istanbul har også dette rum sandsynligvis skiftet funktion flere gange – måske begyndte det som en cisterne, blev siden brugt som lager, og senere som værksted eller depot.
I dag fungerer stedet som et kunst- og kulturhus, hvor musik, teater og kunst fylder de gamle hvælvinger med liv.