Search this site

Når Moby går på scenen i Istanbul den 29. juni 2026, bliver det næppe kun musikken, folk taler om. I denne by er kalenderen sjældent tilfældig, og tidspunktet lægger op til mere end blot en koncert på Zorlu PSM Turkcell Stage i Beşiktaş. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Koncerten falder nemlig lige dér, hvor Istanbul Pride normalt ville finde sted, hvis den altså fik lov. Siden 2015 har paraden år efter år været mødt af forbud, afspærringer og anholdelser, og hele området omkring Taksim skifter nærmest karakter i dagene op til. Det er derfor ikke overraskende, at spørgsmålet allerede dukker op i kommentarspor og musikfora: bliver koncerten gennemført, eller glider den stille ud af kalenderen som så mange andre arrangementer i juni? Eksemplerne findes. Robbie Williams fik i 2025 annulleret sin koncert med henvisning til offentlig orden, og i Istanbul er det en formulering, der kan dække over meget forskelligt. Det er efterhånden en del af virkeligheden her, at internationale kunstnere ikke nødvendigvis kan regne med, at en bekræftet dato betyder, at alt er i skønneste orden. For mange vil navnet Moby stadig vække minder om slutningen af 90erne, hvor albummet Play bragede igennem og sendte numre som Porcelain og Natural Blues ud i alle tænkelige retninger. Han har siden arbejdet sammen med alt fra David Bowie til Britney Spears, men er i dag næsten lige så kendt for sin aktivisme som for sin musik. Særligt hans engagement i dyrerettigheder, miljøsager og LGBTQ+-rettigheder er velkendt, og det er netop derfor, koncerten i Istanbul får en ekstra dimension. Billetter kan købes via Zorlu PSMs officielle kanaler og Passo, og de dukker også op på billetformidlere som Viagogo.

Da pave Leo XIV i slutningen af november lagde vejen forbi Istanbul, undrede mange sig: Hvorfor lige Tyrkiet? Svaret er både historisk og dybt symbolsk. Det er nemlig 1.700 år siden, at kristendommens første store koncil blev holdt i İznik, det gamle Nikæa, cirka 140 kilometer fra Istanbul i bil, hvor man lagde grundstenene til den trosbekendelse, millioner følger den dag i dag. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Paven indledte sin Istanbul-del af besøget i Kutsal Ruh Katedrali (Helligåndens Katedral) i Harbiye. Ifølge deltagere var stemningen rolig og forventningsfuld, og paven brugte sin tale til at fremhæve mødet mellem mennesker som noget af det mest centrale i troens verden. Han udtrykte det blandt andet sådan: “Tro bliver levende, når vi møder hinanden med respekt og nysgerrighed.” Senere besøgte han Yaşlılar Yurdu - Little Sisters of the Poor (plejehjem drevet af Little Sisters of the Poor), hvor han talte med beboerne og personalet. Her lagde han vægt på værdighed og omsorg for ældre mennesker og formulerede det i en sætning, der siden er blevet delt flittigt: “Et samfund bliver stærkere, når det passer på sine ældre.” Besøget fortsatte i Sultanahmet Camii (Den Blå Moské). Pressebilleder og officielle udtalelser viser, hvordan paven tog et stille øjeblik under de blå kupler og senere beskrev oplevelsen med ordene: “Stilhed er nogle gange det mest respektfulde sprog.” Rejsens officielle højdepunkt var markeringen af 1.700-året for İznik Konsili (Konciliet i İznik / Nikæa), hvor paven mødtes med kirkeledere fra forskellige traditioner. Her talte han om både historie og fremtid og sagde blandt andet: “Vi skylder vores historie sandhed, men vi skylder vores børn fred.” En sætning, der hurtigt blev et af besøgets mest citerede udsagn. Pavens besøg i Istanbul var af den kortere af slagsen, var det et tiltrængt solstrejf over Istanbul. En pause fra valutakurser, prisstigninger og politisk uro der ellers fylder hverdagen hernede.

Der er et bestemt spørgsmål, der bliver ved med at dukke op, når jeg taler med studerende, venner, naboer eller taxachauffører her i Istanbul: Hvordan kan et land med så mange unge, så mange universiteter og så mange millioner studerende alligevel blive ved med at sidde fast i de samme økonomiske problemer? 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Det er nemt nok at pege på inflation, dollarkurs, energipriser og geopolitik. Men når man skræller alt det væk, står én ting tilbage: Tyrkiets uddannelsessystem er blevet så svækket, at det i sig selv er en af landets største økonomiske hæmsko. Et system der producerer diplomer og grader i et tempo der langt overstiger den reelle faglighed. Tyrkiet har i dag omkring 208 universiteter - mere end dobbelt så mange som for eksempel Tyskland. Ja, Tyrkiet har en langt yngre befolkning og derfor flere unge i uddannelsessystemet, men selv med det in mente er antallet ude af proportioner. De mellem 7,5 til 8 millioner studerende i landet, ser imponerende ud på papiret, men tallene siger en hel del mere om kvantitet end kvalitet. Mange af de mest populære uddannelser er dem der er billige at udbyde: business administration, kommunikation, psykologi, internationale relationer. Fag der kan fylde auditorier, men som ikke kræver laboratorier, forskningsmiljøer eller avancerede faciliteter. Det er uddannelser der kan masseproduceres - og det er netop dét man gør. Resultatet er et arbejdsmarked hvor mange unge går arbejdsløse, mens virksomheder samtidig mangler kvalificeret arbejdskraft. Her i Istanbul er jeg, ligesom jeg var i Danmark, medlem af en fagforening og en relativt fast te-og-sludre-gæst på fagforeningens hovedkontor, der ligger et par stenkast fra mit hjem. Og noget af det jeg hører igen og igen fra undervisere - især på de private universiteter - er, hvor voldsomt niveauet er faldet gennem de seneste cirka 10 år. Mange bachelorprojekter ligner i omfang, metode og argumentation noget der kunne have været afleveret som et SRP-projekt på et dansk gymnasium, og ofte endda under det niveau. En ting er, at de studerende afleverer rapporter på 3-5 sider - ofte uden reel metode, uden akademiske kilder og uden et klart argument. Noget helt andet er, at universiteterne accepterer og godkender det. Det er ikke de unge der fejler. De er nysgerrige, engagerede og fulde af potentiale. Men de er vokset op i et skolevæsen hvor multiple-choice-tests fylder hver eneste uge, og hvor man i årevis har lært, at det vigtigste er at ramme det rigtige kryds - ikke at forstå stoffet. Ser man på de studerendes veje gennem systemet, bliver det tydeligt at Tyrkiets uddannelseskrise ikke er én samlet udfordring, men to parallelle virkeligheder. På den ene side står den enorme gruppe af unge der bevæger sig gennem universiteterne uden at få de værktøjer der burde udgøre fundamentet for en bachelor. De får et eksamensbevis, men ikke et fagligt ståsted. Og så er der den anden gruppe - langt mindre, men markant stærkere. De unge fra de gode gymnasier og de højest rankede universiteter, dem der læser engelske bøger i fritiden, tager på Erasmus, følger internationale strømninger og allerede fra første semester ved at der findes en verden udenfor hvor deres kompetencer vil blive værdsat. De rejser ikke nødvendigvis fordi de vil væk, men fordi de kan se at de vil blive taget imod med åbne arme andetsteds. Derfor kan lavt uddannelsesniveau og massiv udvandring af højtuddannede sagtens eksistere side om side. De handler om to helt forskellige grupper af unge, formet af et system der trækker i to vidt forskellige retninger. Tallene gør det svært at ignorere hvor stort problemet er. Ifølge OECD, Eurostat og TÜIK oplever Tyrkiet en af Europas mest markante udvandringer af højtuddannede. Mellem 2015 og 2023 vurderes det at mere end 250.000 unge med videregående uddannelser har forladt landet. En undersøgelse fra Konrad Adenauer Stiftung i 2023 viste at 72 procent af unge tyrkere drømmer om at rejse hvis muligheden opstår. Det er unge med sprog, ambitioner og faglighed - netop dem landet burde bygge sin fremtid på. Når de rejser, forsvinder ikke kun hænder og hoveder, men også idéer, forskningskraft, innovation og iværksætteri - alt det der kunne have skubbet Tyrkiet i en ny retning. Samtidig er en anden form for faglighed blevet svækket indefra. I årtier var de statslige universiteter landets akademiske rygrad. Boğaziçi, ODTÜ, Hacettepe, Ankara Universitet og flere andre bar forskningsmiljøer af international kvalitet, faglig autonomi og en akademisk kultur der fungerede som intellektuel modvægt i samfundet. Efter 2016 ændrede alt dette sig. Over 6.000 akademikere blev fjernet gennem nødretsdekreter. På flere institutter forsvandt mellem 30 og 60 procent af medarbejderne på én gang. Internationale samarbejder kollapsede, forskningsprojekter gik i stå, ph.d.-studerende mistede deres vejledere, og ledelserne blev politiserede. Man kan ikke fjerne hjernen fra en institution og forvente at kroppen fungerer. Når de statslige universiteter svækkes, står de private institutioner tilbage med langt større synlighed. Istanbul og Ankara er efterhånden pakket med skinnende campusser, imponerende facader og reklamer der lover globale karrierer. Men som underviser ser man hurtigt at facaderne ofte er stærkere end fundamentet. Jeg oplever det selv dagligt: et universitet med en adresse der kunne pryde enhver brochure, og en udsigt der ligner noget fra en serieproduktion, men hvor bachelorprojekter skrives uden metode, hvor studerende aldrig har lært at researche, og hvor eksamener primært tester udenadslære. Mange undervisere underviser på to eller tre universiteter for at få økonomien til at hænge sammen, og det siger alt om hvor skrøbeligt det akademiske miljø ofte er. Alt dette skaber en virkelighed hvor Tyrkiet både har høj ungdomsarbejdsløshed og stor mangel på kvalificeret arbejdskraft samtidig. Den officielle ungdomsarbejdsløshed ligger mellem 18 og 25 procent, mens forskere vurderer at den reelle rate i storbyerne nærmer sig 30. Samtidig forudser landets største erhvervsorganisation, TÜSİAD, at Tyrkiet inden for få år vil mangle op mod to millioner medarbejdere inden for teknologi, sundhed, ingeniørfag og avanceret produktion. Mange virksomheder bruger mellem et halvt og et helt år på at oplære nyuddannede i helt basale færdigheder som deres uddannelse burde have givet dem. Det er ikke individuelle svagheder. Det er et strukturelt sammenbrud. Midt i dette lancerer regeringen nu et forslag der på papiret lyder moderne og effektivt: bacheloruddannelserne skal skæres fra fire år til tre for at harmonisere med Europa. Men i Europa hviler tre-årige bacheloruddannelser på solide forskningsmiljøer, dyb metodeundervisning og et skolevæsen der forbereder de unge langt bedre end det tyrkiske. I Tyrkiet bruges de første 1-2 studieår ofte på at indhente det faglige efterslæb fra gymnasiet. At fjerne det år hvor de endelig begynder at få fodfæste, er ikke en harmonisering - det er en udhuling. Det siger noget at ingen af landets højest rankede universiteter har efterspurgt kortere uddannelser. Tværtimod advarer Koç, Sabancı, Bilkent, ODTÜ og Boğaziçi om at fire år allerede er for lidt i et system med så massivt et efterslæb. En forkortelse vil ikke styrke kvaliteten - den vil øge afstanden mellem Tyrkiet og de lande man forsøger at spejle sig i. Universiteter er steder hvor man lærer at stille spørgsmål og udfordre det givne. Historisk set har de ofte været mål for regeringer der ønsker større kontrol. Når man forkorter uddannelserne, gør dem mere overfladiske og presser dem ind i strammere administrative rammer, fjerner man ikke kun faglighed, men også tid - og tid er præcis dét kritisk tænkning lever af. Flere forskere siger det direkte: denne reform styrker ikke uddannelse - den styrker styring. Når jeg underviser, møder jeg dagligt unge mennesker fulde af talent, humor, nysgerrighed og potentiale. Men de møder et system der ikke giver dem den tid eller de værktøjer de fortjener. Et system der løber hurtigere og hurtigere, men uden retning. Tyrkiet har en af verdens yngste befolkninger, en central placering og en industri der burde kunne fungere som motor for hele regionen. Men intet af det kan løfte sig hvis uddannelsessystemet - selve landets rygrad - bliver stadig mere porøst. Kilder OECD – Education at a Glance Eurostat – Youth mobility and labour statistics TÜİK – Data om uddannelse, migration og arbejdsmarked TÜSİAD – Fremtidsprognoser for arbejdsmarkedet Bianet – Rapporter om ungdomsarbejdsløshed og uddannelse T24 – Interviews med uafhængige økonomer BirGün – Undersøgelser af private universiteter TurkeyRecap – Økonomiske analyser Independent Academicians Network – Gennemgange af universitetskvalitet Konrad Adenauer Stiftung – Youth in Turkey-rapport (2023)

Istanbul Guvernøren har indført et forbud mod ukontrolleret fodring af gadehunde i områder som skoler, hospitaler og parker. Begrundelsen lyder på hygiejne, skadedyr og folkesundhed. Men når man ser på, hvad der faktisk foregår i byen, virker det mærkeligt, at forbuddet kun rammer hundene - og ikke kattene. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Lad mig sige det helt enkelt: jeg holder af både katte og hunde. Det her handler ikke om at pege fingre ad nogen dyr. Tværtimod. Problemet, synes jeg, er menneskers adfærd, ikke dyrenes. For hygiejneproblemet i Istanbul kommer ikke fra hverken hunde eller katte, men fra alt det mad, mennesker smider på gaden til dyrene. Fortove flyder med madrester fra middagsborde, plastikbakker med tørfoder og brød, der aldrig bliver spist. Kogt pasta, der hverken tiltrækker katte eller hunde, men til gengæld rotter. Det er her, kernen af problemet ligger. Ikke hos dyrene. Alligevel er det hundene der bliver omfattet af et forbud. Kattene går fri, selvom det er dem der oftest bevæger sig ind i supermarkeder, bagerier og fiskeforretninger. Hundene ligger for det meste udenfor, er registrerede, steriliserede og vaccinerede. Kattene færdes tættere på mennesker og madvarer, men indgår ikke i de samme programmer. Det samme mønster ses på hospitalerne: flere mennesker behandles hvert år for bid og krads fra katte end fra hunde. Det skyldes ikke ond vilje - katte reagerer hurtigt, og de kommer tæt på mennesker. Men tallene gør det svært at forklare, hvorfor kun hundene reguleres, hvis argumentet er sundhed. Ser man på den politiske kontekst, bliver beslutningen ikke lettere at forstå. Guvernøren i Istanbul er ikke folkevalgt, men udpeget af centralregeringen, som gennem mange år er blevet mere national-konservativ og religiøst orienteret. I nogle af de miljøer har hunde en lavere symbolsk værdi end katte. Det er ikke noget der står i bekendtgørelsen, men det påvirker ofte, hvordan beslutninger træffes. Historien spiller også en rolle. I 1910 blev titusindvis af hunde indsamlet og sendt til Hayırsız Ada, hvor de døde. En tragedie mange stadig taler om. Når den nye hundelov af kritikere bliver kaldt massakreloven, er det fordi man frygter at se samme mønster gentage sig, blot i moderne form. Men i dag burde fokus ligge et helt andet sted. Hvis man vil forbedre hygiejnen i byen, skal man starte med det madspild og det affald, mennesker efterlader overalt. Dyrene reagerer blot på det, vi lægger ud. Derfor står det egentlige spørgsmål tilbage: Hvorfor rammer forbuddet hundene, når problemet kommer fra menneskers affald? Hvorfor går kattene fri, når deres kontakt med mennesker og fødevarer faktisk er større? Og hvorfor er der ingen regulering af det madsvineri, der hver dag skaber grobund for rotter og skadedyr i byen? Der er nu tre provinser i Tyrkiet, hvor den regeringsudnævnte guvernør har udstedt forbud mod at fodre gadehunde: Afyonkarahisar, Ankara og Istanbul. Den tyrkiske dyrenes-beskyttelsesforening Haytap har taget fodringsforbuddet til domstolene. For både hunde og katte er afhængige af os. Det er ikke dem - men vores adfærd - der afgør, hvordan byen fungerer.

Da jeg for noget tid siden fulgte den gamle havmur langs Det Gyldne Horn, nåede jeg til Ayvansaray - det sted, der i årene op til 1453 næsten markerede grænsen for det østromerske rige. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Her, midt i det hele, fik jeg øje på noget, jeg aldrig før havde lagt mærke til: en lille marmortavle, der sad på muren som et glemt stykke historie, man næsten skulle snuble over for at se. På tavlen står der: “23 Nisan 1453 Pazartesi günü seferî köprü Fatih Sultan Mehmed tarafından bu civarda kurdurulmuştur.” “Mandag den 23. april 1453 lod Sultan Mehmed den Erobrer en felttogsbro bygge her i området.” Denne lille umiddelbart ubetydelige tavle markerer et af de øjeblikke i belejringen af Konstantinopel, hvor osmannerne ændrede tempo og begyndte at presse byen fra vinkler, byzantinerne slet ikke var forberedt på. Her ved Ayvansaray lod Mehmed I opføre en slags flydebro - en midlertidig konstruktion af både, tønder og brædder - lagt ud over den smallere del af Det Gyldne Horn fra Hasköy på den modsatte bred af Det Gyldne Horn her til Ayvansaray - en bro der gjorde det muligt at flytte sine tropper over vandet. Samtidig, og i de samme dramatiske april-dage, foregik den manøvre, som i dag næsten er helt mytisk: Osmanniske soldater trak deres skibe op over land, fra Bosporus kysten ved det der i dag ligger mellem Kabataş og Dolmabahçe, og førte dem over højderyggen bag Kasımpaşa - og sænkede dem ned i Det Gyldne Horn igen bag den jernkæde, byzantinerne havde strakt ud for at blokere indsejlingen. Broen bandt hæren sammen på tværs af Haliç. Skibene ændrede balancen inde i selve bugten. Og tilsammen skabte de et pres, som byens forsvar ikke kunne matche. Går man et par hundrede meter op ad bakken herfra mindepladen i muren, står man i det område, der i dag kaldes Tekfur. Det var her, den sidste byzantinske kejser, Konstantin XI Palaiologos, boede. Ikke i pragt, men i et faldefærdigt palads, der mest af alt vidnede om et rige, der var skrumpet ind til sin egen skal. De store handelsruter var for længst blevet overtaget af genoveserne, som sad tungt i Galata og kontrollerede handelen fra deres store tårn - Galatatårnet. Det var herfra, de førte varer, penge og magt ind og ud af byen, mens kejseren stod tilbage med murene, titlen og et håb, der blev tyndere dag for dag. Og så står man her - ved en mur i Ayvansaray - med en marmortavle, der ikke gør meget væsen af sig. Men hvis man nu kender historien, som du nu gør lidt, så forstår man bare lidt, at netop dette lille stykke mur markerer et punkt, hvor verdenshistorien skiftede retning. En enkelt mandag i april 1453, hvor en bro blev lagt ud over vandet, mens skibe bumpede hen over bakkerne længere ude. Det er det, Istanbul kan: At gemme de største historier i de mindste detaljer. At lade en hel civilisation hvile i en tavle, man næsten skal snuble over for at opdage. Og at minde dig og mig, om, at selv de mest anonyme hjørner af denne by kan være steder, hvor verden engang ændrede kurs.

I skyggen af sin store og berømte “søster”, Hagia Sophia, ligger den ofte oversete “Lille Hagia Sophia” (Küçük Ayasofya). Bygningen startede sit liv som en byzantinsk kirke dedikeret til de kristne martyrer Sergius og Bacchus. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Lille Hagia Sophia blev opført i begyndelsen af 500-tallet under kejser Justinian I – formentlig kort før byggeriet af den store Hagia Sophia gik i gang. Mange forskere mener, at arkitekturen i denne mindre kirke kan have været et tidligt forstudie til den ikoniske form, som senere blev udviklet i Hagia Sophia. Omkring 60 år efter osmannerne erobrede byen, blev kirken i 1513 omdannet til en moské. I dag står Lille Hagia Sophia som et fascinerende sted, hvor kristne og islamiske udtryk mødes. Man kan stadig se spor af den oprindelige byzantinske udsmykning side om side med klassisk osmannisk dekorationskunst. Blandt andet findes der en inskription, der nævner Justinian I og Theodora. Selve kuplen hviler på en ottekantet struktur, støttet af otte store søjler – et karakteristisk træk, der giver rummet sin særlige ro og balance. Indvendigt er vægge og kuppel udsmykket med islamiske ornamenter, som i dag harmonerer overraskende fint med de bevarede kristne detaljer. Udenfor ligger en stille og stemningsfuld gårdhave med en lille te-café og flere små håndværksværksteder, hvor man kan finde flotte og lidt anderledes souvenirs. Et perfekt sted at slå sig ned et øjeblik, før turen går videre. Der er gratis adgang til Lille Hagia Sophia, og moskéen er åben for besøgende uden for bønnetiderne.

Den 19. november 2025 fremlagde Istanbul Guvernøren en omfattende pakke af nye og markant strammere tiltag for at styrke fødevaresikkerheden (gıda güvenliği) over hele byen. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Reglerne rammer restauranter, caféer, fødevareproducenter og gadesælgere, og de bliver håndhævet med øjeblikkelig virkning. De væsentligste nye punkter er: 🔺 24 timers lyd- og videooptagelse i alle fødevarevirksomheder, som skal gemmes i 30 dage. 🔺 En madprøve fra serverede retter skal gemmes i 72 timer, og kravet skal håndhæves konsekvent. 🔺 Mere hyppige og mere grundige kontroller af både gadesælgere og etablerede virksomheder. 🔺 Nultolerance for brud på kølekæden. 🔺 Oprettelse af døgnbemandede fødevaresikkerhedskommissioner, der fører kontrol 24/7. 🔺 Obligatoriske kurser i hygiejne og fødevaresikkerhed for ejere og ansatte; manglende overholdelse udløser sanktioner. 🔺 Skadedyrs- og sprøjteselskaber underlægges strammere kontrol; ulovlige metoder kan føre til både administrative og strafferetlige konsekvenser. 🔺 Virksomheder, der opdages i at sælge fordærvede eller udløbne varer, risikerer både bøder og politianmeldelse. En vigtig kommentar om madhygiejne i Istanbul Selv om de nye regler er omfattende, er det stadig tydeligt, at turister især frygter madforgiftning og dårlig hygiejne. Og det er desværre ikke helt uden grund. Madhygiejne er fortsat en stor mangelvare i Tyrkiet – og det gælder på tværs af prisklasser og typer af spisesteder. Man kan støde på problemer alt fra dyre restauranter og pubber til caféer og billige gadekøkkener. Derfor vil jeg klart anbefale at læse mine konkrete råd til madhygiejne og street food i Istanbul. Du finder dem her: Istanbul og streetfood: Et par ting du bør have i baghovedet →Læs om den tragiske forgiftningssag

Den 15. november markerer Republikken Nordcypern (TRNC) 42 år siden udråbelsen i 1983. Delingen af øen har sine rødder i de turbulente år op til 1974, hvor et græskstøttet kup og en efterfølgende tyrkisk militær intervention førte til den opdeling, der stadig præger Cypern i dag. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Begge befolkningsgrupper blev hårdt ramt af tvungne forflytninger, og den nordlige del udviklede sig gradvist til et selvstændigt administreret område. I 1983 udråbte tyrkiskcyprioterne Republikken Nordcypern. Tyrkiet er fortsat det eneste land, der formelt anerkender TRNC, men trods den begrænsede diplomatiske status har Nordcypern udviklet en række praktiske forbindelser til omverdenen gennem handel, uddannelse, kultur og samarbejde i den tyrkisktalende verden. Økonomien er tæt knyttet til Tyrkiet, men turismen er et af Nordcyperns stærkeste kort. Rejsende kommer for at opleve Girnes middelalderborg, den dramatiske kystlinje, Bellapais-klosteret og den mere rolige atmosfære i forhold til det sydlige Cypern. Samtidig er Nordcypern kendt for at være mindre konservativt end Tyrkiet, og det mærkes tydeligt i hverdagen. Der er et bredt udvalg af casinoer, hoteller, strandklubber og et farverigt natteliv, som tiltrækker gæster fra både Tyrkiet, Mellemøsten og Europa. Mange beskriver regionen som tryg, smuk, afslappet og overraskende livlig. I år blev der valgt en ny præsident, Tufan Erhürman fra det socialdemokratiske CTP, et parti der politisk står i familie med det tyrkiske oppositionsparti CHP. Erhürman repræsenterer en mere uafhængig og dialogsøgende linje over for Ankara, og hans valg har skabt fornyet håb om, at samtalerne mellem nord og syd igen kan få momentum. Ikke nødvendigvis med en fuld genforening for øje, men med nye skridt mod samarbejde, tillid og praktiske løsninger, der kan bringe øen tættere på hinanden. Nordcypern markerer derfor sin 42-årsdag med både stolthed og en spirende optimisme - og med et håb om, at en ny politisk retning kan bane vej for en mere samlet og stabil fremtid på Cypern.

Sagen om den tysk-tyrkiske familie fra Hamburg, som døde under deres ferieophold i Istanbul, fortsætter med at udvide sig. Her er de seneste bekræftede detaljer: Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️        - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube     Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   >>> UPDATE TORSDAG KLOKKEN 17 🟥 1) Hele familien er omkommet. Mandag er faren, Servet Böcek, afgået ved døden efter indlæggelse med samme symptomer som de tidligere afdøde. Dermed er alle fire familiemedlemmer – mor, far og to små børn – døde. 🟧 2) Anholdelser og efterforskning Efterforskningen har nu ført til mindst 11 personer, som er anholdt eller tilbageholdt i sagen. Dette omfatter hotelansvarlige, skadedyrsbekæmpere og personer med tilknytning til de steder, hvor familien spiste i Ortaköy. 🟨 3) Hotellet Harbour Suites Old City under lup Hotellet i Fatih-distriktet er fortsat forseglet og evakueret. Myndighederne har undersøgt op til 15 øvrige gæster, der rapporterede symptomer, og de har taget prøver af værelser, flaskevand og fællesområder. Et stueetageværelse var blevet sprøjtet med pesticider dagen før familiens ophold. 🟩 4) Mulige smittekilder To hovedspor undersøges intensivt: Den streetfood-frokost familien spiste i Ortaköy (muslinger, fyldt kartoffel mm.). Hotelmiljøet, specielt pesticidsprøjtning og vand/flasker. Toksikologer analyserer nu omkring 250–300 stoffer. Der er endnu ingen officiel konklusion. 🟦 5) Konsekvenser for gade-køkkener Sagen har sat markante spor hos Istanbuls gade-køkkener: Kundetilstrømningen falder, og flere boder har skruet op for hygiejnen. Myndighederne advarer dog om, at der stadig er lang vej, før sikkerheden er på ønsket niveau. UPDATE tirsdag kl. 17 - nye detaljer skærper mistanken mod hotellet: Taxi­vidne og problematisk pesticid-firma i fokus Taxa-chaufførens afgørende vidneudsagn Taxa-chaufføren Sercan Tanrıverdi, som kørte familien til hospitalet, giver en dramatisk og dokumenteret forklaring, der i dag står centralt i sagen Den seksårige dreng kastede blod op i bilen Moderen sad bevidstløs op ad ruden Familien var i total panik Chaufføren kørte dem både til og fra hospitalet Bilen blev vasket efter turen - og dermed gik potentielle spor tabt Vidneudsagnet er bekræftet i flere tyrkiske medier og omtales nu som en nøglebrik i efterforskningen. Mistanke om fosfin-gas fra hotellet Hotellet Harbour Suites Old City i Fatih er fortsat forseglet, og efterforskningen peger nu tungere på pesticid-sporet: Et værelse i underetagen blev sprøjtet med et middel, der kan have indeholdt aluminium-fosfid Stoffet kan udvikle den dødelige gas fosfin, når det reagerer med fugt Gassen kan være sivet gennem badeværelsets ventilationskanal og ind i familiens værelse Dette spor fylder nu markant mere end tidligere og omtales bredt som den mest sandsynlige forklaring. Skadedyrs-firmaet: Tidligere problemer kommer frem Et af dagens vigtigste nye elementer er, at det pågældende skadedyrs-firma ikke er ukendt i systemet. Ifølge flere tyrkiske kilder har firmaet: været involveret i tidligere sager fået negative bemærkninger ved tidligere kontroller ry for mangelfuld sikkerhedshåndtering Det giver politiet nyt fokus på mulig grov uagtsomhed eller ulovlig brug af kemikalier. 11 mistænkte - fire fortsat varetægtsfængslet Der er fortsat 11 mistænkte i sagen. Fire af dem er nu varetægtsfængslet: en café-ejer en midye-sælger en kokoreç-sælger en lokum-sælger De øvrige - herunder hotelansatte og skadedyrs-personale - er fortsat tilbageholdt til afhøring. I øjnefaldende er det, at skadedyrsbekæmperen er i skrivende stund ikke fængslet. Læs: mitistanbul.dk dækning af denne tragiske sag Læs også: Istanbul og streetfood: Et par ting du bør have i baghovedet Kilder: Cumhuriyet – Sözcü – T24 – Diken – HalkTV – Hürriyet Daily News – Bianet – Turkey Today – Bild – Die Welt – Reuters – AP – New Zealand Herald.

Oppe langs Bosporusstrædets anatolske kyst, i Beykoz-området, ligger Çubuklu Siloerne. De store beton- og jernkonstruktioner var engang kornsiloer, men er i dag forvandlet til et levende kommunalt kunst- og kulturcenter. Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️      - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube   Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie?   - Måned for måned: Sådan er vejret i Istanbul  - Under glasgulvet i Beyazıt Statsbibliotek Siloerne blev opført i 1930’erne for at sikre Istanbuls kornforsyning. Siden mistede de deres funktion og stod i mange år og forfaldt. Indtil kommunen tog en af deres bedre beslutninger: at restaurere hele området og give det nyt liv som et sted, der både huser udstillinger, kultur og nysgerrige besøgende. I dag kan du gå rundt i Çubuklu Siloerne og opleve skiftende kunstudstillinger og små arrangementer. Der er et stort og indbydende bibliotek, en boghandel og Beturcafeen – en af de kommunale caféer, hvor du får udmærket kvalitet uden at sprænge budgettet. Perfekt til en sandwich, kaffe og et stykke kage. Og så er der udsigten. Du kan nå helt op på toppen af siloerne, hvor du kan gå en runde eller bare slå dig ned og nyde det hele: Bosporusstrædet, sejlbåde, færger og en horisont, der ændrer farve flere gange i løbet af dagen. Har du børn med, er stedet også et hit. Her er særlige udstillings- og legesiloer, der i børnehøjde fortæller om dyr, planeter og civilisationer. Børnene kan trygt gå rundt på toppen af de mindre siloer, som er omgivet af høje hegn og blødt underlag. Det er faktisk ret fint tænkt. En del af oplevelsen er også turen derop. Fra det meste af byen er den nemmeste vej at hoppe på en af Bosporus-færgerne mod Sortehavet og stå af ved den lille Çubuklu-mole. Herfra er der kun få minutters gang til siloerne. Så hvis du har et par timer i Istanbul, du ikke helt ved, hvad skal bruges på, er Çubuklu Siloerne et virkelig godt bud. Den gamle industriarkitektur, de rolige omgivelser og udsigten over vandet er et godt eksempel på, hvordan man kan puste nyt liv i gamle bygninger til glæde for alle. Det er gratis at besøge siloerne. Personalet vil gerne have, at du henter en gratis billet via Istanbul Senin-appen, som bruges til mange af IBB’s gratis kultursteder. Som udlænding bliver du dog som regel hurtigt hjulpet – eller også slipper du for kravet helt. Læs mere om Istanbul Senin her: https://istanbulsenin.istanbul/ Find vej:

En ferietur til Istanbul har udviklet sig tragisk for en tysk familie fra Hamburg. Ifølge flere tyrkiske medier indtog familien blandt andet muslinger og kumpir i Ortaköy, hvorefter alle familiemedlemmer blev syge med symptomer som opkast og mavesmerter. To af børnene på 6 og 3 år blev hurtigt bragt til hospitalet, men deres liv stod desværre ikke til at redde. Forældrene er fortsat indlagt, og deres tilstand beskrives som kritisk. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere LÆS: Madforgiftning i Istanbul - lørdagens udvikling i sagen om den tyske familie Myndighederne har sat en større undersøgelse i gang. Politiet og fødevarermyndighederne har indsamlet prøver fra både hotellet og de spisesteder, hvor familien menes at have spist. Der er endnu ikke offentliggjort nogen forklaring på, hvad der præcist har forårsaget forgiftningen, og der kan gå tid, før der kommer klarhed, hvis den overhovedet bliver delt offentligt. Update fredag eftermiddag Sagen har taget endnu en tragisk drejning. Flere tyrkiske medier bekræfter fredag eftermiddag, at familiens mor er nu også afgået ved døden, og dermed har tre medlemmer af familien mistet livet. Myndighederne har samtidig tvangslukket og forseglet den restaurant i Ortaköy, hvor familien havde spist, mens efterforskningen fortsætter og prøverne analyseres. OBS OBS OBS Hvis du får pludselige symptomer som stærk kvalme, opkast, feber eller mavesmerter efter et måltid i Istanbul, bør du kontakte en læge med det samme. De fleste private hospitaler har engelsktalende personale, og du kan møde op i akutmodtagelsen uden tidsbestilling. Vigtige numre: 112 for ambulance og akutmedicinsk hjælp 184 for sundhedsministeriets hotline LÆS: Istanbul og streetfood: Et par ting du bør have i baghovedet

For kun et par hundrede år siden, i 1800-tallet, var adgangen til Konstantinopel (Istanbul fra 1930) nøje reguleret. Især for osmannerrigets egne borgere, som ikke bare kunne rejse ind i hovedstaden uden et særligt dokument: Men-i Murur Tezkeresi. Et visum, der gav personen tilladelse til at passere byportene. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Kravet om Men-i Murur Tezkeresi gjaldt kun for rigets egne borgere og indeholdt mere end selve tilladelsen til at passere portene. Her stod også bærerens ærinde i byen, opholdssted og den periode, man havde lov til at opholde sig i Konstantinopel. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet oplevede Konstantinopel en massiv tilstrømning af borgere, som myndighederne ikke kunne følge med i. Folk kom fra hele riget, og administrationen haltede efter. Derfor begyndte man at interessere sig langt mere for, hvem der ankom, og hvad deres ærinde var. Målet var både at afvikle køerne ved byportene og skabe lidt mere orden i en by, der voksede hurtigere, end systemet kunne bære. Samtidig kæmpede byen med tilbagevendende udbrud af pest, difteri og andre sygdomme, som hurtigt spredte sig i de tæt befolkede kvarterer. Overbefolkningen gjorde myndighederne endnu mere optagede af, hvem der bevægede sig ind i byen, og hvordan smitte kunne kontrolleres. Ind på banen kom Men-i Murur Tezkeresi. Et dokument, der fungerede som en slags rejsetilladelse og visum for rigets egne borgere. Alle, der ville ind i Konstantinopel, skulle kunne fremvise det ved byportene. Uden det blev man afvist og sendt tilbage, uanset om man kom til fods, til hest eller med båd. Tilladelsen blev udstedt af de lokale myndigheder i den provins, man rejste fra, og fulgte én hele vejen til hovedstaden. Dokumentet indeholdt navn, hjemsted og enkelte kendetegn, så myndighederne kunne se, at personen var den rette. For nogle var det en formalitet - en bagatel, man fik ordnet uden større problemer. For andre var det en reel barriere. Mange måtte vende om, fordi deres tilladelse ikke var i orden eller var udløbet, og derfor blev Men-i Murur Tezkeresi hurtigt et forhadt slags statussymbol - et dokument, der afgjorde, hvem der fik adgang til byen, og hvem der ikke gjorde. For myndighederne handlede ordningen om kontrol og overblik. Konstantinopel ændrede sig med en fart, der tog alle på sengen, og befolkningstallet steg markant gennem både 1700- og 1800-tallet. De mange nye tilflyttere pressede både infrastrukturen og sikkerheden, så Men-i Murur Tezkeresi blev et værktøj, der skabte en form for orden i en hovedstad, der forandrede sig næsten fra dag til dag. Ordningen forsvandt først i slutningen af 1800-tallet, da nye identitetskort og et mere moderne befolkningsregister tog over. Men i de mange årtier, Men-i Murur Tezkeresi var i brug, nåede dokumentet at præge hverdagen for mange mennesker på vej mod hovedstaden. Ikke dramatisk, bare et krav, man måtte forholde sig til, hvis man ville opholde sig i Konstantinopel. Og selvom Men-i Murur Tezkeresi for længst er historie, er udviklingen i Istanbul langt fra gået i stå. Det moderne Istanbul vokser stadig, og mange af byens kvarterer kæmper med den samme udfordring som dengang: for mange mennesker på for lidt plads. Istanbul har i dag over 15,7 millioner registrerede borgere (TÜİK, 2024). illustrationen her, er et scan af af et oprindeligt Men-i Murur Tezkeresi, mens illustrationen øverst i indlægget er ai-genereret med promts om 'autenticitet'.

Nogenlunde sådan skulle den franske poet Alphonse de Lamartine have sagt engang i 1800-tallet - og jeg kan da kun erklære mig enig. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere For der findes ikke mange storbyer som Istanbul. En by, der er så fantastisk, at den skal bruge plads på hele to kontinenter - faktisk den eneste storby i verden, der gør det. En by, hvis historie og forskellige bosættelser kan spores mere end 8500 år tilbage, og som blev Romerrigets hovedstad fra år 330. Indtil begyndelsen af 1500-tallet var Istanbul, dengang Konstantinopel, Europas mest befolkede hovedstad - en titel, London senere overtog. I dag er Istanbul ikke længere hovedstad, men en af verdens største metropoler. Med et registreret indbyggertal på omkring 16 millioner kan en kort gåtur på 15 minutter føles, som om du har mødt hele Danmarks befolkning - hvilket så betyder, at jeg i dag synes, at en tur op og ned ad Strøget i København føles mennesketom. Vidste du i øvrigt, at idéen om indkøbscentre faktisk opstod i Istanbul? Jo, den er god nok. Allerede i 1461 - otte år efter at Sultan Mehmet Erobreren havde indtaget det sidste af Byzans - blev Kapalı Çarşı, Den Store Basar, grundlagt. I dag rummer den omkring 3000 butikker fordelt på 61 overdækkede gader. Når jeg ser nye shoppingcentre skyde op overalt i byen, føles det næsten som en naturlig evolution. I øvrigt fik Istanbul sit første moderne shoppingcenter i 1989 - i Ataköy, tæt ved den tidligere Atatürk-lufthavn. I Istanbuls sommervarme drikker jeg spandevis af vand - et indtag, der naturligvis også skal ud igen. Og her kan byen faktisk bryste sig af noget, som mange ikke ved: Istanbul var en af de første storbyer i verden med offentlige toiletter. Allerede i den sene osmanniske tid fandtes der omkring 1400 offentlige toiletter fordelt rundt i byen, mens man i det øvrige Europa på det tidspunkt ikke havde ét eneste. Det siger måske lidt om, hvor langt fremme Istanbul var – både praktisk og civilisatorisk – på et tidspunkt, hvor resten af kontinentet stadig kæmpede med rendestene og kammerpotter. Og så er der historien om Hezarfen Ahmed Çelebi - manden med vingerne. Ifølge legenden fløj han omkring år 1632 fra toppen af Galatatårnet i Karaköy, hvor Bosporus møder Det Gyldne Horn, og hele vejen over til Üsküdar på den asiatiske side. Sandt eller ej - historien har sat sig fast i byens sjæl. Flere steder er opkaldt efter ham, og han er blevet en del af fortællingen om Istanbul… en del af byens mytologi: manden, der troede på, at alt kunne lade sig gøre. Istanbul er ligeså farverig som en buket blandede tulipaner i maj. Og sjovt nok - tulipanen, som mange forbinder med Holland, stammer faktisk herfra. Det var fra Istanbul, at de første kultiverede tulipaner blev sendt som gave til den østrig-ungarske kejserfamilie og derfra videre nordpå til Holland. Hver forår fyldes byens parker med millioner af blomster i alle farver, og tulipanfestivalerne er noget, man bør opleve mindst én gang i livet. Indlægget er en redigeret og lettere omskrevet version af det oprindelige indlæg fra 2020, der blev indlægget skrevet til den tyrkisk/skandinaviske avis "Iskandinavya".

Skønt jeg har en del år på bagen som husherre i flere forskellige lande og kulturer, er der åbenbart stadig ting, jeg ikke helt har styr på – især når det gælder tilberedning af madvarer. For eksempel: hvordan man vasker frugt og grønt. Heldigvis har jeg en kæreste, der forleden dag kom i det pædagogiske hjørne og underviste mig i “frugt- og grøntvask – på tyrkisk”. Og lad mig bare slå det fast med det samme: om man gør det på samme måde andre steder, har jeg ingen anelse om. Men i disse (post) COVID-19-tider tænkte jeg, at det måske var på tide at lære denne lidt grundigere metode til at skylle og vaske frugt og grønt. Situation: Du har været hos grønthandleren, på gadebasaren eller i supermarkedet og købt nogle skønne æbler. Man kan jo ikke bare tage dem ud af posen og direkte i munden – de skal gøres rene. I Danmark ville jeg nok bare skylle æblet hurtigt under rindende vand. Men som min kæreste sagde: “Istanbul er altså ikke Danmark.” Og det kan jeg kun være enig i. Du skal bruge: en skål rent vand klar eddike Først hældes der rent vand i skålen. Dernæst skylles æblerne hurtigt under hanen for at fjerne det værste snavs. Tilsæt et par spiseskefulde eddike til vandet i skålen, plop æblerne ned i den lille “lage”, og lad dem ligge et par minutter. Vend dem jævnligt, så hele æblet får en tur i eddikevandet. Tag derefter æblerne op, skyl dem i rent vand og dup dem tørre – og så er de klar. Vand i skålen med en smule eddike lad æblerne ligge og ploppe rundt i nogle minutter Velbekomme Ja ja, det er jo ikke raketvidenskab, haha! Men jeg må indrømme – de blev altså virkelig rene. Hvordan gør du selv, når du vasker frugt og grønt? Er jeg den eneste dansker, der ikke kendte til denne “metode”? Og er det måske noget, du kunne finde på at bruge – især i disse COVID-19-tider? Indlægget her er en redigeret udgave af det oprindelige fra 2020