Første gang man står med et kort over Istanbul, kan det føles lidt voldsomt. En by med over 16 millioner mennesker, to kontinenter og et transportsystem, der krydser på kryds og tværs af byen. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Læs også: Turist i Tyrkiet: mobiltelefoni & data , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Men ret hurtigt opdager man, at det faktisk hænger overraskende godt sammen. Når du først har styr på nogle få ting - transportkortet, lufthavnen, betaling og mobiltelefonen - begynder byen at give mening. Her har jeg samlet de vigtigste praktiske detaljer, der gør det nemmere at komme rundt i Istanbul. Praktisk Istanbul - kort fortalt Hvis du vil rundt i byen uden besvær, er det især dette, der er værd at vide: Istanbulkart bruges i metro, sporvogne, busser og færger Der er metro fra både Istanbul Airport og Sabiha Gökçen Offentlig transport er ofte hurtigere end taxi, fordi trafikken kan være voldsom BiTaksi eller Uber er den mest overskuelige måde at bestille taxi på Kortbetaling fungerer de fleste steder, men hav lidt kontanter til små køb Tjek roaming hos dit teleselskab - Tyrkiet er ikke en del af EU’s roamingområde Istanbulkart og offentlig transport Den letteste måde at komme rundt i Istanbul på er offentlig transport. Metro, sporvogne, busser, Marmaray-toget under Bosporus og byens mange færger hænger sammen i ét system. Med et Istanbulkart kan du bruge det hele. Kortet køber du i automater ved metrostationer, færgelejer og større knudepunkter. Du fylder penge på og scanner det ved indgangen. Rejser I flere sammen, kan det samme kort bruges flere gange i træk. På mange stationer og færger kan du også betale med kontaktløst Visa eller Mastercard. Det fungerer fint til korte ophold, men der lægges typisk et lille gebyr oveni, og det virker ikke overalt. Marmaray kræver for eksempel stadig Istanbulkart. En lille detalje, mange opdager senere: Kortet kan også bruges ved flere af byens offentlige toiletter. Vil du dykke mere ned i det, har jeg skrevet en guide her: Istanbulkart forklaret - sådan får du og bruger et rejsekort i Istanbul På vand, på skinner og under jorden Når først du har Istanbulkart, giver byen pludselig mening. Istanbul bevæger sig i praksis på tre måder - på vand, på skinner og under jorden. Metro er hurtigst over længere afstande, og nettet bliver hele tiden udvidet. Sporvognen T1 forbinder mange af de historiske områder og kører mellem blandt andet Kabataş, Karaköy, Eminönü og Sultanahmet. Besøger du den historiske halvø, ender du næsten altid med at bruge den. Og så er der færgerne. De sejler mellem Europa og Asien - blandt andet mellem Eminönü, Beşiktaş, Kadıköy og Üsküdar. For lokale er det hverdag. For de fleste besøgende bliver det hurtigt en af de bedste oplevelser i byen. Efter et par dage opdager du typisk det samme som alle andre: Man bruger ikke én transportform, men en kombination. Metro, sporvogn og færger - alt efter hvor man skal hen. Google Maps fungerer generelt rigtig fint til at planlægge ruter og viser både metro, sporvogne og færger. Fra lufthavnen til byen Istanbul har to internationale lufthavne. Istanbul Airport (IST) på den europæiske side og Sabiha Gökçen (SAW) på den asiatiske. Fra begge lufthavne er der metro ind til byen. Det er ofte den mest stabile løsning, fordi du undgår trafikken. Der findes også lufthavnsbusser - Havaist fra IST og Havabus fra SAW. De kører til centrale knudepunkter, men er afhængige af trafikken. Taxi er en nem løsning, men rejsetiden kan variere meget. Et alternativ er privat transfer, hvor du bliver mødt i ankomsthallen og kørt direkte til dit hotel. Især rart efter en lang rejse eller ved sen ankomst. Jeg har samlet en mere detaljeret gennemgang her: Rejseklar: fra Istanbuls lufthavne til centrum Taxi, Uber og BiTaksi Taxi er overalt i Istanbul. Du finder dem ved hoteller, stationer og pladser - og du vil hurtigt lægge mærke til dem i gadebilledet, hvor de ofte triller langsomt og dytter kort for at signalere, at de er ledige. Jeg vil dog anbefale at bestille via BiTaksi eller Uber. Her registreres turen og chaufføren i systemet, og der er mulighed for support via appen, hvis noget ikke fungerer. Trafikken er den store joker. I myldretiden kan selv korte ture tage lang tid. Derfor er metro og færger ofte mere forudsigelige. Penge og betaling Valutaen er tyrkiske lira (TL). Kortbetaling er udbredt, og de fleste steder tager Visa og Mastercard. Mange steder accepterer også mobilbetaling. Alligevel er det en god idé at have lidt kontanter. Små caféer, kiosker og lokale steder foretrækker det stadig. En ting, der overrasker mange: Danske kroner er svære at veksle i Tyrkiet. Vekselkontorer arbejder primært med euro, dollar og pund. Mange vælger derfor at hæve lira i automater eller bruge tjenester som Revolut, som ofte giver en god kurs. Læs mere her: Derfor kan danske kroner være svære at veksle i Tyrkiet Mobiltelefon og data i Tyrkiet Tyrkiet er ikke en del af EU’s roamingområde. Nogle danske teleselskaber inkluderer dog Tyrkiet i deres egne pakker, så det kan fungere uden problemer - men det afhænger af dit abonnement. Hvis roaming ikke er en mulighed, kan du købe et lokalt SIM-kort fra Turkcell, Vodafone eller Türk Telekom. Det registreres med pas og giver dig et tyrkisk nummer, men du mister midlertidigt dit danske nummer. Der er også en detalje, mange ikke kender: Når du sætter et tyrkisk SIM-kort i din telefon, registreres telefonens IMEI-nummer automatisk. Uden officiel registrering bliver telefonen typisk blokeret fra det tyrkiske mobilnet efter omkring 3-4 måneder. Blokeringen gælder også ved senere besøg. Officiel registrering er mulig, men i 2026 koster den 54.258 TL, hvilket for de fleste gør det urealistisk. Det betyder i praksis, at den ikke længere kan bruges med tyrkiske SIM-kort. Hvis du senere rejser til Tyrkiet igen og indsætter et tyrkisk SIM i den samme telefon, vil den derfor stadig være blokeret. Derfor vælger mange i stedet roaming via deres danske abonnement eller en eSIM-løsning. Jeg har gennemgået det hele her: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data Når det praktiske så er på plads Når du først har styr på transportkort, lufthavn, betaling og mobil, falder byen hurtigt på plads. Så begynder det, der egentlig er Istanbul - kvartererne, historien, maden og de små steder, man falder over undervejs. Vil du have det samlet ét sted? Hvis du planlægger en weekend eller en lidt længere tur, har jeg samlet mine egne ruter, kvarterer og anbefalinger i en digital miniguide til Istanbul . Den kan købes i bloggens shop for 40 kr. ☕️ - fås også gratis som medlem af Kaffeklubben MitIstanbul til 20 kr om måneden - hvor du også får adgang til flere guides og ekstra indhold.

Anadolu Hisarı er et af de steder, jeg længe har haft i baghovedet. Jeg har hørt om det – og et par gange set det fra færgen, når man sejler op ad Bosporus. Men det er først efter, at İBB Miras restaurerede området og åbnede det igen i 2023, at det for alvor giver mening at tage derop. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Læs også: Turist i Tyrkiet: mobiltelefoni & data , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Lidt oppe ad Bosporus, på den asiatiske side, ligger den gamle fæstning. Ikke som en klassisk turistattraktion, men som et sted, der stille og roligt er blevet åbnet op igen. Fæstningen – Anadolu Hisarı, den anatolske fæstning – blev opført i 1394 af sultan Bayezid 1. Dengang var Konstantinopel stadig begrænset til den historiske halvø, det vi i dag kalder Fatih, og fungerede som hovedstad i det byzantinske rige. Anadolu Hisarı var ikke bygget til en hurtig belejring, men som en del af en langsigtet strategi. En måde at lægge pres på byen længe før 1453 blev en realitet. Sammen med Rumeli Hisarı på den europæiske side, opført i 1452, fik osmannerne kontrol over skibstrafikken gennem Bosporus. Konstantinopel blev i praksis afskåret fra hjælp via Sortehavet. En detalje, der senere skulle vise sig at være afgørende. I mange år stod stedet mere eller mindre stille. En indhegnet ruin, man passerede uden rigtigt at stoppe op. Det er måske det, jeg bedst kan lide ved stedet nu. At det ikke er blevet “gjort til noget”, men bare gjort tilgængeligt. I dag kan du bevæge dig rundt inde mellem murene, gå op i tårnene og stå med udsigt over Bosporus, hvor færger, fragtskibe og små både glider forbi mellem kontinenterne. Men Anadolu Hisarı er også noget andet. Det er en lille bydel, der er vokset op omkring fæstningen gennem århundreder. Smalle gader, gamle træhuse og en stemning, der føles overraskende lokal. Nede ved Göksu-flodens udmunding ligger bådene og vugger i vandet, og her giver det pludselig mening, hvorfor mange istanbullere søger herop, når de trænger til luft. Langs vandet ligger restauranterne side om side med udsigt, der næsten er for pæn. Priserne følger med, og mange steder er tydeligt rettet mod besøgende. Men du behøver ikke gøre det stort. En kop tyrkisk kaffe med udsigt til fæstningen er rigeligt. Hvis du spørger mig, så tag færgen. Drop bilen og trafikken. Sejl derop fra Üsküdar eller Aşiyan med Şehir Hatları. Turen er en del af oplevelsen. Byen glider forbi i lag – palæer, moskéer, broer – og når du går i land ved den lille havn, er der kun få skridt op til fæstningen. Jeg er i færd med at lave en lille Youtube-kanal. Klik dig hen og abonner på kanalen, det er selvfølgeligt helt gratis.

Salı Pazarı i Kadıköy er et af de steder, jeg vender tilbage til i ny og næ. Den ligger ikke lige på min vanlige rute. Men når jeg er der, er det både for at købe lidt frugt og grønt - og i høj grad også for at mærke den side af byen, man ikke møder så mange andre steder. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Læs også: Turist i Tyrkiet: mobiltelefoni & data , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul For det her er ikke en basar for turister. Det er en kæmpe hverdagsbasar, der først og fremmest henvender sig til den almindelige tyrker. Med andre ord en af de mere autentiske basarer i Istanbul. Det er en kæmpe hverdagsbasar, hvor folk handler ind til aftensmad, diskuterer priser og fylder poser med alt fra frugt og grøntsager til ost, oliven, legetøj, køkkengrej og tøj. Den kaldes i øvrigt “den historiske tirsdagsbasar”. Men selve rammerne er alt andet end historiske. I dag ligger den i et stort, moderne og overdækket område, der mest af alt minder om et p-hus. Og alligevel fungerer det. For det er ikke bygningen, man kommer for. Det er det, der foregår inde i den. Du kan nemt bruge et par timer her. Ikke fordi du skal nå noget bestemt. Men fordi du hele tiden lige stopper op. Smager lidt. Kigger. Bliver stående lidt længere, end du havde tænkt. Farer lidt vild. Og før du ved af det, sidder du med et glas çay i hånden ved et af de små te-steder midt i det hele. Og har du lyst til mere, kan du vende tilbage fredag. Samme sted. Samme rammer. Men en lidt anden stemning. Her er der skruet ned for frugt og grønt og op for loppefund, gamle ting og små mærkelige skatte. En blanding af kræmmermarked og genbrugsjagt - hvor du aldrig helt ved, hvad du går derfra med. Find vej: * Redigeret: Sproget er strammet og finpudset. Tidligere havde indlægget også nævnt søndag som en markedsdag, men da dette synes stoppet, har jeg fjernet det. 2026.

Istanbul bugner af museer, paladser og oplevelser, du ikke må gå glip af. Men de fleste af dem har også lange køer - det er ikke unormalt at skulle stå i både halve og hele timer bare for at købe billet. Derfor: køb spring-køen-over-billetter hjemmefra. Så slipper du for ventetid og får meget mere ud af dagen. Her i indlægget har jeg samlet nogle af byens mest populære museer og attraktioner. Når du forudkøber gennem linkene her på siden, støtter du samtidig bloggen - uden at det koster dig en krone ekstra. Tusind tak for det - og rigtig god tur ud i Istanbul! Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube       Hagia Sophia : Måske det mest ikoniske monument i det moderne Istanbul, også kendt som Ayasofya, der har stået lige dér siden år 537 og har været vidne til utallige historiske begivenheder. Spring køen over billet Hagia Sophia: En rejse gennem tid og tro Topkapi Paladset : En vigtig del af Tyrkiets historie, dette palads var hjemsted for osmanniske sultaner i næsten 400 år. Spring køen over billet Topkapi Palads i Istanbul: Er det værd at besøge? Basilica Cisternen : Oplev den mystiske atmosfære i denne underjordiske cisterne, der blev genåbnet i 2022 efter en omfattende renovering. Spring køen over billet Basilikacisternen, Det Sunkne Palads - den med Medusa 10 facts om Basilika Cisternen, den med Medusahovedet Bosporus Dinner Cruise : Nyd en aften med traditionel tyrkisk mad og underholdning, mens du sejler på Bosporusstrædet. Book dit bord HER De populære Bosporus Dinner Cruise i Istanbul: En anderledes ‘Grisefest’ Whirling Dervisherne: En spirituel danseceremoni fra Mevlevi-ordenen, kendt for deres roterende bevægelser, der symboliserer en mystisk rejse mod oplysning. Spring køen over billet Istanbul: De Hvirvlende Dervisher Galatatårnet : Dette ikoniske tårn i Beyoglu tilbyder en fantastisk udsigt over byen. Spring køen over billet Galatatårnet: Istanbuls Stolthed Dolmabahçe-paladset : Et storslået eksempel på osmannisk og europæisk arkitektur, der tiltrækker besøgende med sin overdådige indretning. Spring køen over billet Çamlıca-tårnet : En moderne tilføjelse til Istanbuls skyline, der tilbyder en spektakulær udsigt over byen. Spring køen over billet Maiden's Tower : Tårnet midt i Istanbul. Stedet byder på en helt enestående udsigt og oplevelse. Spring Køen over billet Video: Tag med en tur til Maiden's Tower midt i Bosporusstrædet Walk&Talk : Book en privat Walk&Talk med mig i Kadikoy 😃 --- Bemærk venligst: Links i dette indlæg kan være såkaldte affiliate-links. Dette betyder, at hvis du køber billetter via disse links, støtter du bloggen mitistanbul.dk helt uden ekstra omkostninger for dig.

Ramazan Bayramı (ramadanfesten, Eid-ul-Fitr) markerer afslutningen på ramadanen og er en af årets store helligdage i Tyrkiet. I 2026 falder bayram fra 20. til 22. marts, og opholder du dig i Istanbul i perioden, vil du mærke det - ikke som en festival, men som nogle dage hvor hverdagen fungerer lidt anderledes. - Se musernes åbningstider Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube    Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   Dagen før kaldes arife, forberedelsesdagen. Mange arbejder kun til middag, og resten af dagen går med indkøb, rengøring og rejseplaner. Busstationer, motorveje og lufthavne er fyldte, fordi mange rejser hjem til familie andre steder i landet. I år falder Ramazan Bayramı dog lidt tørt i kalenderen. Helligdagene ligger nemlig i weekenden - næsten som en lille arbejdsgiverens drøm - og i Tyrkiet følger der ikke ekstra fridage med, som man kender det fra Danmark. For mange hernede bliver det derfor mere en almindelig arbejdsuge end egentlige feriedage - undervisning helt frem til torsdag middag og eksamener igen allerede mandag morgen siger egentlig det meste. (Kalenderen retter til gengæld hurtigt op på balancen, når Kurban Bayram rammer den første uge af juni.) Bayram foregår først og fremmest bag hoveddøre. Familier besøger hinanden, drikker kaffe, spiser lidt sødt og hilser på ældre slægtninge. Bliver du inviteret indenfor, vil du ofte få hældt lidt kolonya - eller hos nogle rosenvand - i hænderne, en gammel høflighedstradition som stadig markerer, at det er bayram. Som besøgende vil du derfor opleve, at nogle boligkvarterer føles roligere end normalt, mens turistområderne stort set fortsætter som altid. I løbet af dagene besøger mange også gravpladser for at mindes afdøde familiemedlemmer. Gravene ordnes, og der lægges blomster - en stille, men helt naturlig del af højtiden. Samtidig er der enkelte steder, hvor byen opleves stik modsat stille. Der er som regel stor trængsel ved de store moskeer, især omkring bayram-bønnen, og hvis vejret indbyder til at være ude, kan områder som Eminönü være fuldstændig tætpakkede. Det hænger blandt andet sammen med, at den kollektive transport traditionelt er gratis for byens borgere under helligdagene. Praktisk Istanbul under bayram Første dag holder mange små lokale butikker lukket. Flere museer og seværdigheder holder helt lukket første bayram-dag. Museer under IBB - Istannul metropol kommune, meddeler at de åbner efter klokken 13. Jeg vil dog anbefale at tjekke på deres egne sider. Shoppingcentre og områder med mange besøgende holder som regel åbent, men ofte med kortere åbningstider. Trafikken inde i Istanbul kan være lettere end normalt, mens vejene ud af byen er travle dagene op til. Offentlig Transport vil højst tænkeligt være overfyldt fra fredag den 20/3 efter 13-tiden. - og hører du nogen sige “İyi Bayramlar”, så svar bare det samme tilbage. Det er nok. Museums åbningstider i helligdagene Topkapı Palads: åbent alle 3 dage kl. 10.00-17.00 Åbent 2.. og 3. dag kl. 09.00-17.00 Dolmabahçe Palads, Yıldız Palads, Beylerbeyi Palads, Beykoz Glas- og Krystalmuseum, Museum for Islamiske Civilisationer 1. dag åbner først kl. 13.00 - derefter normale åbningstider Basilica Cisternen, Şerefiye Cisternen, Panorama 1453 Museum, Miniatürk, Digital Experience Museum Åbent alle tre dage uden særlige ændringer: Istanbuls Arkæologiske Museer, Galata Tårnet, Hagia Sophia Experience Museum. Tyrkisk og Islamisk Kunstmuseum, Jomfrutårnet Jeg gør mit bedste for at holde informationen opdateret, men åbningstider kan ændre sig - især under bayram. Tjek derfor altid museets egne kanaler! Ramazan Bayramınız kutlu osun

MitIstanbul.dk har altid været gratis at læse. Sådan skal det også være. Det har faktisk været muligt at støtte bloggen med en “kop kaffe” i et stykke tid, og det fik mig til at tænke lidt videre over, hvordan det kunne give mening. Bloggen er i bund og grund mit liv i Istanbul - de steder jeg selv går, de historier jeg falder over og de små ting i hverdagen, som med tiden er blevet til ret mange artikler, guider og noter om byen. Og med tiden er det også blevet til en del arbejde. Derfor har jeg lavet noget, jeg kalder MitIstanbul Kaffeklubben. Ikke som et stort projekt, men mere som en forlængelse af det, der allerede er. Som medlem støtter du arbejdet med bloggen, og får samtidig adgang til mine digitale guider til Istanbul. Det er de mere praktiske og personlige guider, hvor jeg samler erfaringer fra hverdagen her i byen - små steder, ruter og tips, som man ikke nødvendigvis finder første gang. Kaffeklubben er tænkt som et supplement til bloggen, ikke en erstatning. Artiklerne vil stadig være gratis at læse, præcis som de altid har været. Hvis du bare har lyst til at støtte med en enkelt kop kaffe, kan du stadig gøre det. Og hvis du vil lidt mere, så er du meget velkommen i Kaffeklubben. Du kan også stadig købe guiderne enkeltvis som e-bøger i blogshoppen, hvis det passer dig bedre. Bliv medlem af Kaffeklubben Besøg Blog Shoppen

Den 18. marts er en særlig dato i Tyrkiet. Det er dagen, hvor Tyrkiet markerer Çanakkale Zaferi - sejren ved Dardanellerne i 1915. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Læs også: Turist i Tyrkiet: mobiltelefoni & data , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Dagen markeres med mindre ceremonier over hele landet, men især på Gallipoli-halvøen, hvor politikere, soldater og familier samles for at mindes de mange tusinde, der mistede livet. I den tyrkiske fællesforståelse er det ikke kun en militær sejr, men også et symbol på modstandskraft - og på begyndelsen til den nationale historie, der senere førte frem mod republikken under Mustafa Kemal Atatürk. Hans rolle ved Gallipoli står stadig stærkt i den kollektive hukommelse. Samtidig er dagen også en mindedag - Şehitleri Anma Günü - hvor de faldne soldater bliver æret. Det giver markeringen en mere stille og eftertænksom tone end mange andre mærkedage. Bor du i Tyrkiet - eller er du på besøg og ferie hernede - vil du måske lægge mærke til dagens ekstra mange flag i det offentlige rum samt store billboards med teksten ‘18 Mart’ og et billede af Atatürk.. ☕ Hvis du har glæde af bloggen, kan du støtte arbejdet gennem MitIstanbul Kaffeklubben og få adgang til mine digitale guider til Istanbul.

Kun få hundrede meter fra mit hjem i Kadıköy står en lille bygning, jeg passerer næsten dagligt. Et firkantet stentårn klemt inde mellem boligblokke og parkerede biler. Foran står en diskret point of interest-tavle, som næsten er lettere at overse end selve bygningen. Det er Acıbadem Su Terazisi. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube    Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   I bund og grund et vandtårn. Vand blev samlet i højden og sendt videre ned gennem systemet ved hjælp af tyngdekraften. Før elektricitet og pumper var bakkerne nemlig selve teknologien, og sådan blev hele kvarterer forsynet med vand. Den struktur man ser i dag, blev mest sandsynligt brugt i den osmanniske periode. Men meget tyder på, at anlægget hviler på langt ældre vandlinjer fra byzantinsk tid - måske endda endnu tidligere, fra dengang Kadıköy var den antikke by Kalkedon. Vand kom fra kilderne ved Kayışdağı, bjergområdet bag Ataşehir, omkring 10-12 kilometer øst for Kadıköy, og blev ført gennem landskabet alene ved hjælp af terrænet. Der er ingen billetluge, ingen udstillinger, ingen egentlig aktivitet. Man kan kun standse op og betragte den. Resten må man selv forestille sig. Jeg skylder måske bare denne struktur at fortælle dens historie, så den ikke bliver glemt i et politisk klima, hvor penge for jordlodder vejer tungt, og byggetilladelser spyttes ud til det rette partimedlemskab. Acıbadem Su Terazisi står her endnu. Og nu ved du, hvor den er.

Der er et råd i Tyrkiet, som jeg efterhånden har hørt flere gange: Kom aldrig tomhændet. Ikke nødvendigvis med blomster eller gaver - men meget gerne med en æske baklava. I Tyrkiet kan en æske baklava nogle gange åbne døre, som argumenter ikke gør. Den kan føre til te, samtale - og til de små forhandlinger, som meget af hverdagen faktisk består af. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Læs også: Turist i Tyrkiet: mobiltelefoni & data , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   Jeg er begyndt at tænke på det som en slags uofficiel disciplin. Jeg kalder det baklava-diplomati. For det er ikke bestikkelse. Det handler om relationer. En æske baklava er en gestus. Den siger: “Jeg kommer med gode intentioner. Lad os sætte os ned og tale sammen.” Og så sker der noget, som man sjældent oplever i Nordeuropa. Samtalen bliver lidt længere. Teen kommer på bordet. Stemningen bliver en smule blødere. Pludselig er der plads til at finde en løsning. Et godt eksempel oplevede jeg selv for nogle år siden. Under statsbiblioteket i Istanbul findes der en kælder med nogle ruiner, som normalt ikke er åbne for offentligheden. Jeg havde længe været nysgerrig efter at se stedet, men svaret var hver gang det samme: Lukket. Så en dag dukkede jeg op med en æske baklava. Jeg gav den til en af arkivarerne på stedet, som jeg havde talt med før, og sagde: “Tak fordi I passer på vores kulturarv.” Det tog ikke mange minutter, før stemningen ændrede sig. Invitationen til te kom frem, baklavaen blev nydt - og pludselig stod jeg nede i kælderen blandt ruinerne. Rummet var ikke særligt stort, og der var faktisk ret varmt dernede. Men det var også tydeligt, at stedet gemte på langt mere, end man lige ser udefra. Jeg fik ikke bare adgang til selve ruinerne, men også lov til at se flere af de artefakter, som normalt holdes uden for offentlighedens blik. Endnu en lille lektion i baklava-diplomati. Baklava-diplomatiet fungerer, fordi meget i Tyrkiet stadig handler om relationer. Man mødes først som mennesker - og derefter som roller. Gestussen betyder noget. Den viser respekt - og at man har forstået spillet. Der er dog én ting, man bør undgå. Begynd aldrig en diskussion om, hvorvidt baklava egentlig er græsk. Det er ikke bare en uskyldig diskussion om dessert. I visse sammenhænge kan det næsten opfattes som landsforræderi. Tyrkerne tager deres baklava alvorligt. Og de kender også spillereglerne. De ved, at den hurtigste vej til en løsning i Tyrkiet nogle gange går gennem filodej, pistacienødder og et glas te. Helst serveret sammen med en æske baklava. Og jeg - ja, jeg tager flittigt ved lære. *Artiklen er først udgivet i november 2025. Sproglig redigering, kllippede emnet om 'pludselighed' ud og tilføjede anedkdoten om statsbiblioteket marts 2026

Når jeg selv sådan går rundt i Istanbuls mange historiske kvarterer, støder jeg igen og igen på ord, der stammer helt tilbage fra det Østromerske Rige - det, der i dag kaldes Byzans. Tre af dem dukker særligt ofte op: forum, basilica og cisterne. De står på skilte, i guidebøger og ved historiske steder rundt i byen. Og uden lige at have styr på begreberne kan det være svært at forstå, hvad det egentlig er, man står midt i. Og så er der lige ordet cisterne. På dansk lyder det mest af alt som noget fra et WC. ... men i Istanbul er det pludselig en af byens helt store seværdigheder. Hvad i alverden er egentlig op og ned? Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Læs også: Turist i Tyrkiet: mobiltelefoni & data , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   Hvad var et forum? Et forum var byens store torv - centrum for handel, politik, ceremonier og hverdagsliv. I Romerriget og senere i Konstantinopel var det her, varer blev handlet, kejserlige bekendtgørelser oplæst og statuer af kejsere og helte rejst. I Istanbul findes der stadig spor af flere af disse fora. Et af dem er Forum Konstantini, anlagt af Konstantin den Store. Her stod engang en kolossal søjle med kejserens statue på toppen. I dag hedder stedet Çemberlitaş - opkaldt efter den samme søjle, der stadig står midt i gadebilledet ved sporvognsstoppet. Selve pladsen er for længst opslugt af byens senere lag, men søjlen står stadig som et synligt minde om forum. Et andet er Forum Theodosii , et enormt torv fra kejser Theodosius’ tid. I dag ligger Beyazıt-pladsen nogenlunde samme sted. Når jeg står midt på pladsen mellem universitetet, statsbiblioteket og Bayezid-moskeen, kan jeg stadig fornemme rummets størrelse - selvom triumfbuer og søjler for længst er væk. Flere af søjlerne blev senere genbrugt i gården til Bayezid-moskeen, og rester af det gamle forum kan stadig ses både i Hamam-museet og i en basilica under statsbiblioteket. Hvad var en basilica? I dag bruges ordet basilica næsten altid om en kirke - eller rettere sagt en bestemt type kirkebygning. Men sådan begyndte det slet ikke. I Romerriget var en basilica en stor rektangulær søjlehal, hvor man handlede, holdt møder og førte retssager - en slags kombination af kommunekontor, domstol og indkøbscenter. I Romerriget var en basilica en stor rektangulær søjlehal, hvor man handlede, holdt møder og førte retssager - en slags kombination af kommunekontor, domstol og indkøbscenter. Men hvad var så forskellen på en basilica og et forum? Forskellen er et eller andet sted lige til. For et forum var byens åbne torv. En basilica var den store overdækkede hal ved siden af torvet, hvor handel, møder og retssager kunne foregå i ly for vejr og vind. På mange måder fungerede basilicaen altså som forumets indendørs udvidelse. Da kristendommen blev statsreligion i 300-tallet, begyndte man at bruge denne bygningstype som model for de første kirker. Den lange hal med et højt midterskib, lavere sideskibe og en apsis i enden fungerede perfekt til de kristne ceremonier. Derfor skete der gradvist en sproglig forskydning: Før kristendommen - en basilica var en civil bygning til handel og ret Ca. 330-640 - ordet basilica blev næsten synonymt med kirke Efter 640 - basilica blev blot én blandt flere kirketyper Store kuppelkirker som Hagia Sophia repræsenterer allerede en anden arkitektonisk tradition. Basilica Cisternen - et navn der snyder lidt Se, her bliver det lidt interessant, for Basilica Cisternen har nemlig aldrig været en kirke.. Den enorme underjordiske vandbeholder blev bygget i det 6. århundrede under kejser Justinian og fungerede som en del af Konstantinopels vandforsyning. Navnet skyldes, at der engang lå en basilica ovenpå. Den blev kaldt Basilica Stoa og var en stor offentlig søjlehal i nærheden af Konstantinopels kejserpalads og flere af byens forumpladser. Cisternen blev bygget for at sikre vandforsyningen til dette centrale område af byen. De 336 søjler og de buede hvælvinger får rummet til at minde mest af alt om en underjordisk katedral. Derfor virker navnet heller ikke helt ved siden af - selvom stedet altså aldrig har været en kirke. Hvorfor hedder det “cisterne” og ikke reservoir? I Istanbul tales der konstant om byens mange cisterner. På moderne dansk kunne de måske kaldes reservoirer, men historisk giver ordet cisterne bedre mening. Det kommer af det latinske cisterna, som romerne brugte om deres underjordiske vandbeholdere. Reservoir er derimod et langt senere fransk låneord, som først opstod mange århundreder senere. Derfor omtales de byzantinske vandanlæg i Istanbul stadig som cisterner - fordi det faktisk er det oprindelige romerske navn. Når jeg går ned i Basilica Cisternen, står jeg altså ikke bare i et vandreservoir, men i en ægte romersk-byzantinsk cisterne, hvor både navn og konstruktion har rødder mere end 1500 år tilbage. Så hvorfor er det relevant som besøgende? Det kan jo bare lyde som små sproglige detaljer. Men når forskellen på forum, basilica og cisterne først falder på plads, giver mange steder i byen pludselig langt mere mening. Et forum - byens åbne torv, hvor handel, politik og ceremonier fandt sted En basilica - først en offentlig søjlehal, senere kirkens arkitektur En cisterne - romernes og byzantinernes underjordiske vandreservoirer Når jeg står under de dryppende hvælvinger i Basilica Cisternen eller på en tilsyneladende almindelig plads i den gamle by, er det ikke bare gamle sten. Det er rester af en romersk storby - lag på lag - som stadig kan aflæses i sproget omkring byen. Forum Offentligt torv i Romerriget og Byzans. Centrum for handel, politik og ceremonier. Basilica Oprindeligt en rets- og handelsbygning. Fra ca. 330-640 næsten synonymt med kirke. Cisterne Romersk/byzantinsk ord for underjordisk vandreservoir. Reservoir Senere fransk låneord for vandbeholder - ikke brugt i antikken. ...en sidste detalje Byzans eller det byzantinske rige er moderne betegnelser. For datidens mennesker var Konstantinopel ganske enkelt Romerriget - blot den østlige del. Indbyggerne kaldte sig selv romere, og kejseren var romernes kejser. Derfor giver det også mening, at begreber som forum, basilica og cisterne stadig bærer tydelige spor af den romerske verden. Denne lille rute i videoen her, tager en tur rundt til de steder indlægget her beskriver. Med start foran Hagia Sofia og Basilica Cisternen og slut på Beyazit plads/Hamam-museet (Forum Theodosii). Redigeret: marts 2026 sproglige præciseringer.

Fener og Balat ligger langs Det Gyldne Horn i det område, der engang udgjorde det oprindelige Konstantinopel - i nutidens Fatih. De to kvarterer flyder næsten sammen, og når man går rundt her, er det ikke altid til at se, hvor det ene slutter og det andet begynder. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube    Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Jeg kom faktisk ret sent til Fener og Balat. Det var først for et par år siden, at jeg for alvor gik rundt i området. Tre læsere af bloggen - Mette, Morten og Jens, som siden er blevet gode venner - tog mig med gennem de små gader ned mod Det Gyldne Horn. Jeg blev fuldstændig vild med kvarteret. Siden da er jeg kommet tilbage mange gange. Og hver gang opdager jeg noget nyt. Ja, der er caféer - masser af dem. Men caféer findes jo også i mit eget kvarter i Kadıköy. Atmosfæren er bare anderledes her. Fener og Balat føles på en måde ældre. Tættere på byens historie. Her ligger kirker side om side, enkelte synagoger gemmer sig i gaderne, og langs Det Gyldne Horn finder man stadig rester af de gamle bymure. Når man går rundt her, er det næsten som at komme lidt tættere på det gamle byzantinske Konstantinopel - selvom man selvfølgelig godt ved, at området så helt anderledes ud for 500 år siden. Midt i dette kvarter ligger et af kristenhedens vigtigste steder. Her finder du nemlig Skt. Georgios Katedral - sædet for den økumeniske patriark af Konstantinopel. Den økumeniske patriark regnes som primus inter pares - den første blandt ligemænd - i den ortodokse verden. Rollen kan i grove træk sammenlignes med pavens position i den katolske kirke, og derfor beskrives stedet nogle gange som den ortodokse verdens svar på Vatikanet. Kirken har haft til huse her siden 1500-tallet og har flere gange været ødelagt og genopbygget. Alligevel er den stadig centrum for den ortodokse kirke i verden. Hvis du har sejlet en tur op ad Det Gyldne Horn eller kigget ud fra Galata-tårnet, har du måske lagt mærke til en enorm, dybrød murstensbygning, der troner på bakken over Fener. Mange tror, at det er patriarkens kirke. Det er det ikke. Det er Det Græske Gymnasium (Fener Rum Lisesi) - opført i slutningen af 1800-tallet og stadig fungerende som skole. Den monumentale bygning er et af de mest markante symboler på den græske tilstedeværelse i Istanbul. Selve patriarkens kirke ligger nede i kvarteret - parallelt med hovedvejen, der snor sig langs Det Gyldne Horn. Skt. Georgios Katedral gemmer sig bag en diskret port uden store kupler eller dramatiske spir. Udefra kunne man næsten gå forbi uden at opdage, hvad der gemmer sig bag porten. Når man træder indenfor, skifter stemningen med det samme. Rummet er dunkelt og stille. Væggene er dækket af ikoner, relikvier og forgyldte kunstværker. Her opbevares også relikvierne af Skt Euphemia. Ifølge traditionen voksede hun op i Kalkedon - det antikke navn for området omkring nutidens Kadıköy - på bakkerne op bag den antikke havn, omkring det nuværende Yeldeğirmeni. Hendes relikvier spillede en rolle under Koncilet i Kalkedon i år 451, hvor kirkemødet formulerede den lære om Kristi natur, som siden er blevet grundlæggende for store dele af kristendommen. Selv føler jeg, at Fener og Balat - og især Skt. Georgios Katedral - på mange måder er som en lille rejse ind i det gamle byzantinske Konstantinopels religiøse centrum. Det er et af de steder i Istanbul, hvor fortiden stadig ligger lige under overfladen - og hvor man næsten altid opdager noget nyt, næste gang man kommer forbi. Find vej Sporvogn: T5 - stop Fener Færge: Fener-kajen ved Det Gyldne Horn Redaktionel fodnote til artiklen: redigeret: sproglig opdatering marts 2026

Noget af det, jeg oftest hører fra folk, der planlægger en tur til Istanbul, er: “Vi har 4–5 dage – hvad skal vi nå?” Og det er måske netop dér, det begynder at skride lidt. For, Istanbul er ikke en by, der egner sig særligt godt til tjeklister. Afstandene er store, tempoet skifter hele tiden, og det, der ser tæt ud på et kort, kan tage overraskende lang tid i praksis. Mange ender med at bruge mere energi på transport og køer end på faktisk at være i byen. Derfor har jeg skrevet en lille digital mini-guide: En forlænget weekendtur til Istanbul – om tempo, steder og det, man ikke når. Det er ikke en klassisk rejseguide. Der er ingen top-10-lister og ingen ambition om at få dig hele byen rundt på én lang weekend. I stedet handler bogen om at vælge fra, finde et tempo der fungerer – og acceptere, at noget må vente til næste gang. Den digitale mini-guide er skrevet til dig, der: har en forlænget weekend i Istanbul gerne vil bruge tiden bedre, ikke nødvendigvis mere effektivt er nysgerrig på steder, gåture og hverdagsliv og ikke har noget imod, at Istanbul ikke kan rummes på én tur Indholdet bygger på mine egne erfaringer fra livet i byen siden 2014 og samler de overvejelser, jeg selv giver videre, når jeg bliver spurgt: “Hvad giver egentlig mening på kort tid?” Du kan læse denne digitale mini-guide hjemmefra, på flyet og undervejs. Den er tænkt som en rolig ledsager - ikke som et program, der skal følges slavisk. Ved køb støtter du samtidig det uafhængige arbejde bag MitIstanbul.dk – blog, videoer og podcasten Samtaler fra Istanbul. Istanbul bliver ikke færdig på én tur - og det er faktisk hele pointen. Turen til Istanbul begynder på mitistanbul.dk Du kan købe den digitale miniguide direkte fra mitistanbul.dk/shop eller fra andre online shops som f.eks: Saxo mitistanbul.dk bruger Stripe som betalingsformidler.

Glem alt om fine franske supper eller en lille høflig starter. I Istanbul "spiser" man ikke suppe - man drikker den (çorba içmek). Det er det, der holder byen kørende - uanset om du er direktør i Levent eller står i olie til albuerne på et autoværksted i Dolapdere. Her er de fem supper, du skal kende, hvis du vil forstå, hvordan Istanbul egentlig spiser: Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube    Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul 1. Mercimek: Den gule klassiker (med en lille advarsel) Det er Istanbuls svar på en rugbrødsmad med leverpostej. Den er overalt, den er billig, og den virker hver gang. Den er gul, cremet og laves på linser, men her skal man være opmærksom: Traditionelt koges den på en base af kyllingefond. Så selvom den ligner en uskyldig grøntsagsfest, er den sjældent hverken vegetarisk eller vegansk. Den lille detalje: Du får altid en citronbåd med. Brug den. Syren skærer igennem den fyldige linsesmag. Og husk, at den kurv med brød, der lander på bordet, ikke er til pynt. Man bruger brødet som en spiselig ske til at få det sidste med - det er helt legitimt. 2. Ezogelin: Suppen med den tragiske historie Linsesuppens lidt mere komplicerede fætter. Den er fyldt med bulgur og ris, som giver den mere bid. Men præcis som med Mercimek-suppen, så er det ofte kyllingefonden, der giver dybden. Den har fået navn efter "Ezo la brud", en virkelig kvinde fra det sydøstlige Tyrkiet, hvis liv var så fyldt med ulykkelig kærlighed og barske skæbner, at det er blevet til både film og sange. Den lille detalje: Hemmeligheden er den tørrede mynte. Det lyder måske som noget, der hører til i en kop te, men i en varm suppe er det genvejen til den ægte, dybe Istanbul-smag. 3. İşkembe: Den store tømmermands-kur Hvis du ser folk sidde på en lille skammel klokken 04.00 om natten med en hvid suppe foran sig, så er det her den. Den er lavet på komave - også kaldet kallun. Det lugter... specielt - og kræver en vis portion mod første gang. Men mange tyrkere sværger til den som kuren efter en aften med raki. Den lille detalje: Den skal "bombes". Du finder altid kander med hvidløgsvand og eddike på bordet. Man hælder det i, til øjnene løber i vand - det er en fast del af ritualet, hvis man vil tages seriøst i nattekøkkenet. 4. Beyran: Den stærke morgenmad fra Gaziantep Oprindeligt fra byen Gaziantep, men i de senere år er Istanbul nærmest blevet besat af den. Det er en kraftig omgang med langtidstilberedt lammekød og ris. Den bliver serveret i små metaltallerkener, der har stået direkte over gasflammerne, så den bobler stadig hidsigt, når den lander foran dig. Den lille detalje: I Gaziantep spiser de den som morgenmad kl. 05.00 for at blive klar til en dags hårdt arbejde. I Istanbul er det blevet en populær spise på alle tider af døgnet - når man virkelig har brug for noget solidt. 5. Yayla: Mormors kram i en skål "Højlandssuppen". En cremet, syrlig yoghurtsuppe med ris og mynte. Det er den suppe, mange tyrkiske mødre laver, når man er sløj eller bare trænger til noget let. Den er som regel vegetarisk. Den lille detalje: Det kan føles mærkeligt at spise varm yoghurt første gang, men det er faktisk noget af det mest behagelige, man kan få - især hvis maven trænger til en pause fra byens stærke krydderier. Pro tip: Hvis du ikke spiser kød eller vil undgå kyllingefond, så spørg altid: "Tavuk suyu var mı?" (Er der kyllingefond i?). Hvis de svarer "Evet", så gå efter en Yayla i stedet. Den svigter aldrig. Udforsk mere på bloggen: Istanbul forklaret Praktisk Istanbul Mit Istanbul

Et af mine første jobs her i Istanbul, var i en børnehave. Her var jeg ansat som engelsklærer, det vil sige, at jeg skulle 'sprogdrukne' børnene i leg o.s.v. Skønne unger, men at være småbørns pædagog er ikke mit fag, så indrømmet - jeg var lidt på herrens mark, og det var da også en relativ kort karriere. En af mine første dage i børnehaven var et af børnene ked af det... ikke noget sjældent syn, men jeg gjorde det klart for mine tyrkiske kolleger, at den skulle jeg nok tage mig af. Så under deres vågne øjne satte jeg mig hen med barnet. 'Titte-bøh' - sagde jeg og skjulte ansigtet i mine hænder. Nej, det virkede ikke. Hmmmmm, tænkte jeg mens jeg ledte efter alternative ideer. Og så huskede jeg legen med at 'stjæle min næse' - det var jo sjovt, specielt når jeg så fik den igen. 'Det må jeg prøve', tænkte jeg. Jeg lagde knoerne af pege- og langfingeren på hver side af et ungens næse. Derefter trak jeg fingrene tilbage fra barnets ansigt med min tommelfinger stikkende ud mellem pege- og langfingeren. 'Se, jeg har din næse' sagde jeg fjollet mens barnet hylede videre kun overgået af en tyrkiske kollega der råbte 'noooooooo!‘ og fløj hen og skjulte min hånd i hendes. Se, hvad jeg åbenbart ikke lige vidste er, at det håndtegn, altså en knyttet hånd med tommelfingeren tikkende ud mellem pege og langfingeren, er en Tyrkisk måde at 'give fingeren på' - altså at sige 'f*ck dig'. Nå, men nu ved du, at hvis du vil forsøge at blive populær blandt de tyrkiske unger, så er det nok ikke lige 'Jeg har din næse' du skal føre dig frem med. I øvrigt er samme håndtegn brugt i det amerikanske tegnsprogsalfabet (ASL) som bogstav 'T' - hvilket selvsagt må skabe lidt misforståelser. Synes du om bloggen mitistanbul.dk ?