Hagia Sophia, eller Ayasofya som den kaldes i dag, har stået som et ikon i Istanbul siden år 537. Den enorme røde murstensbygning med den brede kuppel har århundrede efter århundrede stået og skuet ud over Bosporusstrædet, Det Gyldne Horn og Marmarahavet, mens imperier er opstået, blomstret og forsvundet igen. Her har graffitiglade vikinger efterladt runer i gelænderet, katolske korsfarere plyndret alteret og osmanniske hære fejret sejr. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere * Spring den enorme kø over: køb billetterne til dit Hagia Sophia besøg online Oplev: Kariye-moské & museum (Chora): Istanbuls mest overraskende stop Som museum fra midten af 1930erne vakte stedet international opmærksomhed, og da den tyrkiske præsident i 2019 annoncerede, at Hagia Sophia igen skulle være en moské, satte det gang i en global diskussion om bygningens fremtid og betydning. Siden 2020 har Hagia Sophia igen været en aktiv moské, og i januar 2024 åbnede man et nyt museum på galleri-gangen. I 2022 kom der desuden et særskilt museum, Hagia Sophia History and Experience Museum, på den modsatte side af pladsen. Det kan dog ofte føles, som om bygningen konstant står i stillads. Der foregår næsten altid et eller andet restaureringsarbejde på denne knapt 1500 år gamle bygning, og i efteråret 2025 gik man i gang med en omfattende renovation af den centrale kuppel - et projekt der er planlagt til at vare omkring ti år og udføres etapevis for at undgå total lukning. Der vil derfor løbende være afspærringer og perioder, hvor enkelte områder af både museet og moskeen der vil være svære eller helt umulige at opleve. For os nordboere gemmer Hagia Sophia på en særlig overraskelse. Oppe på galleriet, diskret ridset ind i gelænderet, findes nogle vikingeruner fra 900-tallet, først genkendt af forskere i 1964. Indskriften nævner navnet Halvdan, og resten tydes ofte som en slags tag-line: “… skrev dette”. Det er et lille mærke i stenen, men en stærk hilsen fra vikingerne om deres lange rejser og deres møde med østromerne i Konstantinopel og med denne enestående bygning: Hagia Sophia. Hagia Sophia er en uundværlig del af verdenshistorien. Den bygning, vi ser i dag, blev rejst efter Nika-oprøret i 532, hvor den tidligere kirke brændte ned. Kun fem år senere, i 537, stod kejser Justinians nye og monumentale kirke færdig. Den var på sin tid en arkitektonisk sensation og den største bygning i hele den kendte verden. Det var også i Hagia Sophia at Det Store Skisma i 1054 fandt sted. På en lørdag den 16. juli, lige før eftermiddagsbønnen, gik kardinal Humbert - udsending for pave Leo IX - direkte op til hovedalteret og lagde et pergament, der erklærede patriarken Michael Cerularius for bandlyst. Humbert vendte derefter om, børstede symbolsk støvet af sine fødder og forlod byen. Det er denne episode, der anses som den officielle dato for bruddet mellem den latinske katolske kirke og den græske ortodokse. I maj 1453 blev profeten Muhammeds ord om Konstantinopels fald til virkelighed, da sultan Mehmed Erobreren indtog byen og kort efter omdannede Hagia Sophia til en moské. Ifølge samtidige beretninger søgte kvinder, børn, syge og ældre tilflugt i kirken. Mange af de svageste blev dræbt, mens kvinder og børn blev solgt som slaver, og denne tragedie blev siden en del af fortællingen om byens dramatiske fald. Denne status som moské fortsatte frem til 1935, hvor Atatürk omdannede bygningen til museum - et symbol på den nye republik og dens sekulære kurs. I 2016 var Hagia Sophia Museum verdens mest besøgte museum. Men i 2020 blev museet lukket efter en domstolsafgørelse, og Hagia Sophia blev igen en aktiv moské. For at genetablere en del af den turistorienterede oplevelse åbnede man i 2024 et museum på galleri-gangen, hvor besøgende igen kan komme tæt på mosaikkerne og historiens lag. Besøger du museet i dag, skal du være forberedt på meget lange billetkøer. Det er helt almindeligt at vente en time eller mere, uanset årstid. Du kan derfor med fordel købe billetterne på forhånd, og *bruger du linket her på siden, støtter du samtidig bloggen uden ekstra omkostninger for dig. Og, hvis du undrer dig over navnet, er du langt fra den eneste. Hagia Sophia er den græske originalbetegnelse og betyder “Hellig Visdom”. Det var navnet, stedet bar gennem hele den Østromerske (Byzantinske) periode. Efter den osmanniske erobring i 1453 blev navnet udtalt og skrevet på osmannisk tyrkisk som Ayasofya, og den tyrkiske form bruges stadig i dag. Begge navne refererer til det samme sted og altså samme bygning - og er lige korrekte, men i Tyrkiet vil du oftest høre og se Ayasofya, mens internationale og historiske kilder typisk bruger Hagia Sophia. Vidste du Hagia Sophia betyder “Hellig Visdom”. Bygningen i dag er den tredje kirke, der har stået på stedet. Under Hagia Sophia findes der et omfattende system af krypter og lukkede rum. Kun ganske få er udforsket. Der går historier om byzantinske kejserlige skatte, der stadig ligger gemt under bygningen. Den centrale kuppel gennemgår en tiårig restaurering fra og med efteråret 2025. I 2016 var Hagia Sophia Museum verdens mest besøgte museum. * Spring den enorme kø over: køb billetterne til dit Hagia Sophia besøg online redigeret og finpudset (november 2025). Indlægget er oprindeligt fra 2024

Forhandlingerne om Tyrkiets mindsteløn for 2026 er nu officielt skudt i gang. Som så mange gange før foregår de langt fra den virkelighed, millioner af mennesker lever i til daglig. Kravene fra fagbevægelse og opposition står i skarp kontrast til arbejdsgivernes og regeringens mere afdæmpede forventninger. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere I 2025 ligger netto-mindstelønnen på 22.104 TL om måneden, men beløbet er for længst blevet udhulet af inflation og hastigt stigende leveomkostninger. Alligevel er det dette niveau, forhandlingerne tager udgangspunkt i. Oppositionsleder Özgür Özel fra CHP har peget på, at mindstelønnen bør ligge omkring 39.000 TL, hvis en lønmodtager ikke blot skal overleve, men også have mulighed for at betale faste udgifter og lægge bare en smule til side. Det er ikke et luksuskrav, men et minimum for et værdigt liv. Tallene understreger alvoren. Ifølge fagforeningernes opgørelser ligger sultegrænsen i december 2025 på omkring 29.000 TL om måneden. Det er det beløb, en familie mindst skal bruge alene på mad. Mindstelønnen ligger dermed markant under selv dette absolutte bundniveau. Samtidig stiger leveomkostningerne voldsomt. Ikke kun som følge af inflation, men også på grund af nye og forhøjede afgifter til staten, højere priser på energi, transport og basale serviceydelser. For mange husholdninger er der ikke længere noget at skære væk. Boligudgifterne udgør et særligt pres i Istanbul. Målt i euro ses den reelle belastning: Huslejen for en mindre til mellemstor lejebolig i almindelige boligkvarterer uden for de mest eksklusive områder er steget fra omkring 180-200 euro om måneden i 2018 til 450-550 euro i 2025. Det svarer til en fordobling, i nogle tilfælde mere, målt i hård valuta. En udvikling, som lønningerne på ingen måde har kunnet følge. Problemet rammer bredt. Omkring 46 procent af alle lønmodtagere i Tyrkiet tjener i dag mindsteløn eller meget tæt på mindsteløn. Mindstelønsforhandlingerne handler derfor ikke om en marginal gruppe, men om næsten halvdelen af den arbejdende befolkning og deres familier. Alligevel foregår forhandlingerne i et system, hvor fagforeningernes reelle magt er begrænset. Tyrkiske fagforeninger kan ikke sammenlignes med dem, vi kender fra Danmark. De er politisk fragmenterede og strukturelt svækkede. Fagbevægelsen er samlet i fire hovedorganisationer. Türk-Is fører en mere moderat linje. Hak-Is er tæt knyttet til regeringspartiet AKP. DISK står i opposition og repræsenterer den mere konfrontatoriske fløj, mens Kamu-Sen primært organiserer offentligt ansatte med nationalistisk profil. Medlemskab af en fagforening skal registreres og godkendes via både indenrigs- og arbejdsministeriet, hvilket betyder, at man registreres hos staten som fagforeningsmedlem. Samtidig er det lovligt at undlade at ansætte eller at afskedige medarbejdere på grund af fagforeningsmedlemskab. Resultatet er frygt, selvcensur og lav organisering, hvilket yderligere svækker fagbevægelsens gennemslagskraft. På arbejdsgiversiden advares der mod for høje lønstigninger. Argumentet er, at virksomhederne ikke kan bære regningen. Men regningen forsvinder ikke. Den sendes videre. Hvis de erhvervsdrivende ikke vil miste penge, ender den hos forbrugerne i form af højere priser. Over det hele ligger en voksende ulighed. Mens millioner diskuterer, om de har råd til mad og husleje, træffes beslutningerne af en politisk og økonomisk elite, der lever i absolut overklasse. Med privilegier, statslige goder og indtægter, som sjældent forklares åbent. Mindstelønsforhandlingerne er derfor ikke blot et spørgsmål om procenter. De er et spejl af et samfund, hvor adgangen til et værdigt liv i stigende grad afgøres fra de riges bord. Den endelige beslutning om mindstelønnen for 2026 ventes sidst i december.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet kaldt “my friend” på vej gennem Den Store Basar. Man når knap at tage et par skridt, før nogen råber, vinker eller forsøger at få øjenkontakt. “Where are you from?”, “Just look!” - så mange gange, at man til sidst mister lysten til at kigge. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube         Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   For mange er netop det kaotiske shangahieri en del af ferieforventningen i Istanbul - det levende mylder, stemmerne, duftene og de konstante tilbud - men det kan hurtigt blive for meget, især når man bare gerne vil gå i fred og mærke byen. Og bevæger du dig gennem Eminönü, mødes du af det evige tilbud om alt fra en fiskesandwich til et “very special two-hour Bosporus Cruise”. I Ortaköy er det dog på et helt andet niveau: her i de smalle gyder bliver en stille slentretur hurtigt til et kapløb mellem ‘hello’-råbende kumpirsælgere, der med store armbevægelser kræver din opmærksomhed og får dig stresset så meget, at du til sidst står med både en kumpir og en belgisk vaffel i hånden. Men måske er der håb for os, der helst vil gå i fred. Istanbul Valiliği (byens guvernørembede) har nemlig indført en ny og ret opsigtsvækkende regel, der skal dæmpe de mest pågående sælgere i turistområderne. Fremover må man kun henvende sig til forbipasserende med et enkelt “hoş geldiniz” - velkommen - og kun hvis man står højst 50 centimeter fra butikkens facade. Alt andet - vink, tiltale, berøring eller forsøg på at fange folk på gaden - bliver betragtet som en overtrædelse. Myndighederne kalder det et opgør med den såkaldte hanutçuluk - et tyrkisk udtryk for det, vi på dansk nok bedst kan beskrive som at blive shanghaiet: den evige kunst at trække kunder ind med smil, fagter og vedholdende snak. Formålet er ifølge kommunen at beskytte både turister og lokale mod påtrængende adfærd, som i årevis har været et irritationsmoment i byens mest besøgte kvarterer. Samtidig vil man forbedre Istanbuls dalende image som en imødekommende, og ikke pågående, storby. Den nye regel er en del af en større pakke med flere tiltag. Butikker i turistzoner skal nu have kameraer, der optager både billede og lyd ud mod gaden, så eventuelle overtrædelser kan dokumenteres. Straffen er heller ikke symbolsk: første gang kan en butik blive lukket i tre dage, anden gang i fem - og ved gentagne overtrædelser helt op til ti dage. Hvis denne nye regel rent faktisk bliver håndhævet - modsat så mange andre regler i denne pragtfulde by - kan en slentretur gennem Istanbul snart føles som noget helt nyt. Du vil kunne gå gennem Den Store Basar og Krydderibasaren uden at blive råbt til hvert tredje skridt, du vil kunne se på varer, dufte til krydderier og nyde mylderet i dit eget tempo. Det bliver noget af en lettelse - og for andre måske et lille chok, for man har jo næsten vænnet sig til, at et “just looking” sjældent er nok til at slippe væk. Spørgsmålet er så, hvor langt reglen egentlig rækker. Gælder den også de evigt smilende mænd, der forsøger at lokke os alle - mig selv inklusive - med på et “very special two-hour Bosporus Cruise”? Og hvad med de dyttende minibusser og taxaer, der kommunikerer i horn og håndtegn snarere end ord - får de også et par decibel mindre at gøre godt med? Hvis ja, kan det her vise sig at blive en lille revolution i Istanbuls gadebillede. Hvis ikke - ja, så må vi fortsætte med at tage byen, som den er: larmende, kaotisk, uimodståelig - og fuld af liv.

Højt over den historiske halvø - det gamle Konstantinopel - rejser Beyazıt-tårnet sig på den tredje af Istanbuls syv høje, bygget dér hvor vandet fra Valens-akvædukten i sin tid blev opsamlet, før det fortsatte videre ind i byens cisterner og fontæner. I århundreder stod her et brandtårn, der vågede over kvartererne omkring sig, og i dag regnes det som ét af Istanbuls fire ikoniske tårne sammen med Galatatårnet, Maiden’s Tower og det moderne Çamlıca-tårn. Fire tårne, der hver på sin måde fortæller en del af byens historie. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Det første tårn på stedet blev opført i træ under Sultan Bayezid II i slutningen af 1400-tallet og fungerede som en del af byens system til at opdage brande. Ironisk nok brændte tårnet selv ned flere gange, og den nuværende konstruktion stammer fra 1828, hvor Sultan Mahmud II lod det genopføre i sten. (Ikke Abdülmecid - han stod for senere restaureringer.) Det 85 meter høje tårn fungerer i dag som en slags visuel vejrudsigt for både indbyggerne og byens besøgende. Hver aften lyser toppen op i en bestemt farve, der diskret - men ganske effektivt - varsler vejret efter næste solopgang. Du får den bedste udsigt til tårnet fra Det Gyldne Horn. Gå over Galatabroen i retning mod Eminönü eller følg promenaden langs vandet, så står det dér som et fyrtårn midt i byen. Farvekoderne • Blåt lys: Betyder at vejret efter næste solopgang bliver klart og solrigt. • Gult lys: Indikerer at man efter næste solopgang kan forvente tåget vejr. • Rødt lys: Varsler snevejr efter næste solopgang. • Grønt lys: Fortæller at regnvejr kan forventes efter næste solopgang. Find vej

Tyrkisk fodbold står midt i en af sine største skandaler i nyere tid. En omfattende sag om ulovlig betting og kamp-manipulation har allerede ført til anholdelser af spillere, klubbosser og dommere i hele Süper Lig. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Anklagemyndigheden i Istanbul har udstedt omkring 40 arrestordrer, og flere profiler er nu varetægtsfængslet. Blandt de navngivne er spillere fra Galatasaray, Fenerbahçe, Beşiktaş og klubber fra resten af Tyrkiet. Sagen rammer dermed både Istanbuls største klubber og hold på tværs af landet. Efterforskningen rammer dog bredere end spillertrupperne. En lang række dommere undersøges for at have haft aktive betting-konti, og suspenderingerne fra det tyrkiske fodboldforbund er allerede omfattende. Ifølge myndighederne er omkring 27 spillere mistænkt for at have placeret væddemål på kampe, de selv deltog i - en af de mest alvorlige overtrædelser i sporten. Midt i alle anholdelserne er der én klub, som konsekvent ikke optræder: İstanbul Başakşehir. Klubben er i årevis blevet opfattet som tæt forbundet med kredse omkring regeringsmagten og omtales ofte som regeringspartiets klub. At netop denne klub ikke er nævnt i nogen af de offentlige anklager, mens rivalerne Galatasaray, Fenerbahçe og Beşiktaş alle har spillere blandt de anholdte, har naturligt udløst debat. Flere kommentatorer bemærker desuden, at efterforskningen finder sted i en periode, hvor regeringen står over for markant politisk og økonomisk pres. Tyrkiet har tidligere set større oprydningssager rulle frem på tidspunkter, hvor magthaverne havde behov for at demonstrere handlekraft. Der findes ingen beviser for politisk styring af denne sag, men sammenfaldet mellem hvem der rammes - og hvem der ikke gør - rejser spørgsmålet, der stilles mange steder: bliver alle behandlet lige i denne efterforskning? Skandalen har allerede skabt stor uro blandt fans, der længe har efterlyst større gennemsigtighed i tyrkisk fodbold. Uanset hvor efterforskningen ender, tegner sagen til at få vidtrækkende konsekvenser for både klubber, liga og hele sporten i landet. Efterforskningen fortsætter, og nye navne kan stadig komme frem.

Nogle gange farer jeg bare derudad og glemmer helt at stoppe op. Men her få uger før juledagene og det nye år opstår det stille øjeblik hvor jeg lige får vendt mig om og ser året i øjnene. Som PH skrev til Liva Weel i 1941: “…bedøm det kun mildt, håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.” Med andre ord, ikke alt skal måles i det jeg fik nået, men også i det jeg prøvede. Og når jeg kigger tilbage, kan jeg ikke lade være med at blive lidt stille over, hvor meget mitistanbul.dk er vokset i år. Det ligger langt over, hvad jeg nogensinde havde forestillet mig - og helt ærligt; jeg er stadig lidt rundt på gulvet over det. I løbet af 2025 er der også kommet godt med nyt indhold til mitistanbul.dk. Bloggen har nu over 420 indlæg, YouTube-kanalen rummer mere end 90 videoer, og om lidt lander episode nummer 10 af Samtaler fra Istanbul. Det føles som et fint lille pejlemærke for året - og som et tegn på, at der er mange derude, der faktisk får glæde af det jeg laver. Så først og fremmest: tusind tak. Tak til dig der klikker dig hen forbi bloggen og anbefaler den til venner og familie der planlægger en tur til byernes by, Istanbul. Tak til dig der lytter til Samtaler fra Istanbul, og til dig der ser med på bloggens voksende YouTube-kanal. Det betyder mere end du måske aner - og ja, jeg får faktisk lidt blæs i knæene hver gang jeg ser, at endnu en ny følger er dukket op. …og det bringer mig hen på en lille ting her i december. Hvis du har lyst og mulighed for at give bloggen en lille julegave, kan du gøre det via mitistanbul.dk/shop eller på Revolut (bruger/konto @mitistanbuldk). Det er selvfølgelig helt frivilligt, men du skal vide, at enhver støtte hjælper mig med at holde hjulene, server og domænerne på bloggen kørende - så jeg kan fortsætte med at dele tips, videoer og små glimt fra hverdagen i Istanbul i mange måneder frem. Kort sagt, dét du kommer her for. Tak for i år - og tak fordi du er med på rejsen, uanset om du læser med fra Danmark, fra Istanbul eller et sted midt imellem. Jeg glæder mig allerede til at fortsætte ind i 2026, og jeg håber, du har lyst til at tage med videre. Ho ho ho.

illustrationen er ai-genereret Den moderne fortælling om julemanden begynder med Sankt Nikolas’ historie i Patara - en gammel havneby i det sydvestlige Lykien, godt ti timers kørsel fra Istanbul. Det var her, han blev født og voksede op i en tid, hvor kristne var forfulgt, og hvor troslivet foregik i det skjulte. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Senere rejste Nikolas godt 70 km sydøst til Myra, det nuværende Demre, hvor han blev biskop og efter sin død æret som helgen. Det er i Demre, at arkæologer i de senere år har arbejdet i den kirke, der engang blev bygget og dedikeret til hans minde, Sankt Nikolas Kirken. Under restaureringen fandt man i 2024 noget, der igen har rettet blikket mod hans historie: en kalkstenssarkofag under gulvet, som muligvis kan være hans oprindelige grav. Patara var i antikken en af Lykias vigtigste havnebyer (Lykien var antikkens navn for det område, der i dag udgør størstedelen af Tyrkiets middelhavskyst). Udgravningerne af Patara begyndte først for alvor i slutningen af 1980’erne og står i dag som et område, der dels er udgravet, dels stadig under udgravning, og hvor enkelte strukturer allerede er restaureret. Og midt i det hele går badegæster dagligt i hele badesæsonen gennem ruinerne på vej ned til det, der i dag er Tyrkiets længste sandstrand. Det var i dette miljø, Nikolas voksede op - i en tid hvor Diocletians forfølgelser af kristne prægede hele riget. Forfølgelserne kulminerede i år 303 og ramte også Lykien. Men forfølgelserne satte spor overalt i det østlige Romerrige: I Kalkedon ved Bosporus led den unge kvinde Euphemia martyrdøden, da hun blev kastet for vilde dyr for sin tro. Sådan så virkeligheden ud for kristne, mens Nikolas endnu var ung. Forfølgelserne ebbede ud med et dekret om tolerance i 311, og for Nikolas betød det, at hans voksenliv begyndte i en langt mere fredelig tid end hans barndom. Det var også i denne periode, at han slog sig ned i Myra og kunne træde åbent frem i menigheden. Ifølge traditionen er det her, hans hjælpearbejde for alvor begynder - historier om en mand, der brugte sin familieformue på at støtte mennesker, der havde brug for det. Rygtet om hans gavmildhed bredte sig hurtigt og nåede langt ud over Myras bygrænser. I Myra blev Nikolas biskop og kendt for at hjælpe sømænd, børn og fattige. Da han døde i 343, fortsatte historierne om hans handlinger med at leve - først i Myra og omegn, og siden i store dele af den kristne verden. Med tiden blev han en af middelalderens mest elskede helgener, især blandt folk, der rejste eller arbejdede på havet. Her deler historien sig i tre spor: den historiske Sankt Nikolas, den nordiske julemand og pop-kulturens Santa Claus, tre figurer der ofte blandes sammen, men som bygger på vidt forskellige traditioner. Og midt i alle disse mere eller mindre nyere traditioner står den oprindelige skikkelse: en biskop fra Lykien, hvis navn har været knyttet til Myra i mere end 1600 år. I Demre arbejder arkæologer i den kirke, der blev bygget og dedikeret til hans minde. Under gulvet ligger den kalkstenssarkofag, som blev fundet i 2024, og som måske - måske ikke - rummer de jordiske rester af den mand, der siden blev til alt lige fra helgenfigur til den julefortælling, de fleste af os ho-ho-holder så meget af i dag. Faktaboks: Sankt Nikolas vs dansk julemand vs pop-kulturens Santa Claus Sankt Nikolas (ca. 270-343) • Historisk person fra Patara • Biskop af Myra • Kendt for hjælpearbejde og gavmildhed • Fejres den 6. december • Har ingen forbindelse til nisser, Grønland, Nordpolen eller Lapland Den danske/nordiske julemand • Bygger på gamle nisseskikke fra nordisk folketro • Får sin nuværende form i Danmark i 1800-tallet som en blanding af nissefiguren og europæiske Sankt Nikolas-traditioner • Klassiske danske kendetegn: rød frakke, grå bukser, læderstøvler og rød hue • Frem til 1950’erne fandtes han i skov- og gårdmiljøer, ofte tæt knyttet til nisserne • Fra 1950’erne-60’erne flyttes julemanden til Grønland via dansk presse, DR og Post Danmarks julebreve • Efter flytningen forsvinder den gamle skov- og gårdfortælling næsten helt i mainstreamtraditionen Pop-kulturens Santa Claus • Globalt kommercialiseret figur formet i USA i slut-1800-tallet • Fik sit faste udtryk gennem reklamer i 1930’erne • Kendetegn: rensdyr, Nordpol, rød-hvid dragt, skorstene • Løst inspireret af Sinterklaas, men løsrevet fra både Nikolas’ historie og nordiske nisser Fun fact: I det moderne Tyrkiet pyntes der rigeligt op med julemænd, julekugler og juletræer i december. For blandt den sekulære del af befolkningen kommer julemanden nemlig på besøg hos de artige børn (og voksne) nytårsaften.

Der er noget særligt over at blive barberet i Istanbul. Den varme sæbe der bliver børstet til skum og duften af cologne. Den rolige rytme, lydene, stemningen. Men vidste du, at barberfagets historie i byen slet ikke begyndte i barbersalonerne? Den begyndte faktisk i Istanbuls kaffehuse. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Fra 1500-tallet og frem sad barbererne ofte i et hjørne af kaffehuset og barberede stamkunder mellem spil, nyheder og små gøremål. Kaffehuset var kvarterets hjerte, og barberen en naturlig del af atmosfæren. Men da Sultan Murad IV i 1600-tallet forbød kaffe og tobak og lukkede kaffehusene, stod barbererne pludseligt uden arbejdssted og begyndte for første gang at arbejde selvstændigt. Da kaffehusene senere åbnede igen, vendte mange tilbage - indtil endnu en stor omvæltning ramte byen og kaffehusenes stamkunder i 1826. Opløsningen af janitsarkorpset ramte nemlig også barbererne. Janitsarerne brugte kaffehusene som deres faste mødested, og da korpset blev fjernet, forsvandt mange kaffehuse med dem. Barbererne måtte igen ud af døren og fandt nye pladser på markeder, under platantræer og omkring offentlige springvand. Her stod de i det fri, synlige og midt i byens pulserende hverdagsliv. Det stod dog hurtigt klart, at de havde brug for mere stabile rammer. Derfor begyndte barbererne at åbne små lokaler rundt om i byen - Istanbuls første egentlige barbersaloner. I Abdülhamid II’s tid blev salonerne moderniseret efter europæisk forbillede, og barberfaget fik den form vi stadig genkender i dag. Samtidig fortsatte en helt særlig gruppe med at sætte deres præg på bybilledet: de vandrende barberer, kaldet fodbarbererne. De slog sig ned, hvor folk færdedes - især ved Yeni Cami og Tahtakale - og barberede arbejdere, handlende og daglejere. Og i Nuruosmaniye fandtes de berømte Ibişim-barberer, kendt for en alternativ barbermetode, som man stadig taler om i dag. Så skåret helt ind til benet: sætter du dig i stolen hos en barber i Istanbul, er du en del af en tradition der bogstaveligt talt startede over en kop kaffe. ORDFORKLARING: Kaffehuse Det osmanniske kaffehus var meget mere end en café. Det var et socialt samlingspunkt hvor mænd mødtes for at drikke kaffe, spille spil, høre nyheder og diskutere politik. Kaffehuset fungerede som kvarterets uformelle forsamlingssted. Janitsarkorpset Janitsarkorpset var det osmanniske riges elitestyrke. Korpset fungerede både som hær og livgarde og udviklede med tiden betydelig politisk magt. I 1826 blev det opløst af Sultan Mahmud II - en begivenhed der ændrede mange af byens sociale strukturer, herunder kaffehusenes rolle.

Hvis du følger bare en smule med i nyheder fra og om Tyrkiet, har du sikkert lagt mærke til noget: historier om narkotika, smugling, korruption og kriminelle netværk dukker op konstant. Noget af det er politisk spin, noget er rygter, og noget bliver pustet op, til det næsten ikke er til at kende igen. Men når man kobler støjen fra og i stedet ser på, hvad de mest solide internationale kilder faktisk dokumenterer, bliver billedet både klarere og mere alvorligt. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere 👉 Relevante istanbul-nyheder finder du på   mitistanbul.dk/haber Rapporter fra Europol, FN’s UNODC, GIGA, Transparency International, GI-TOC og International Crisis Group peger alle på det samme: Tyrkiet er blevet en vigtig brik i den transnationale kriminalitetsøkonomi. Ikke som et land på randen af kaos, men som et sted hvor geografi, efterspørgsel og institutionelle sprækker tilsammen har skabt et rum, som kriminelle netværk forstår at udnytte. Geografien er næsten for oplagt. Tyrkiet ligger dér, hvor tre regioner mødes, og det gør landet til et naturligt knudepunkt for alt - også det, der ikke tåler dagens lys. Europol beskriver, hvordan heroin fra Afghanistan fortsat bevæger sig gennem Tyrkiet, før den rammer EU-markederne. UNODC kan samtidig dokumentere markant flere kokainbeslaglæggelser i tyrkiske havne de seneste år, hvilket antyder, at kartellerne ikke længere kun kigger mod Spanien og Holland, men også mod Istanbul, Mersin og Iskenderun. Ifølge GI-TOC handler det dog ikke kun om transit. Tyrkiet er også blevet et sted, hvor netværk slår sig ned mere fast. Tyrkiske og tyrkiskbaserede grupper er aktive i mindst 12 europæiske lande, og International Crisis Group peger på, hvordan migrationsruter og pressede grænseområder udnyttes til alt fra menneskesmugling til våbentransit. Den mere ømme del af analysen kommer dog, når man ser på institutionerne. GIGA skriver om et “institutionelt vakuum”, hvor retssystem, politi og kontrolmyndigheder ikke længere har den styrke og uafhængighed, der før fungerede som barriere. Transparency International viser den samme tendens i deres korruptionsindeks, hvor Tyrkiet har set et markant fald over det seneste årti. Særligt inden for told, politi og lokal administration - præcis dér, hvor stærke institutioner er mest afgørende. Sætter man det hele sammen, står et mønster frem: Tyrkiet er blevet et krydsfelt, hvor global kriminalitet og lokale svagheder mødes. Ikke fordi landet er ved at kollapse, men fordi de strukturer, der skulle holde netværkene ude, ikke længere er lige så tætte som før. Det er dog ikke en fastlåst situation. Rapporterne peger på, at stærkere institutioner, bedre kontrol og mere internationalt samarbejde rent faktisk gør en forskel. Men erkendelsen af, hvor Tyrkiet står lige nu, er nødvendig, hvis man vil forstå landets politiske og sociale dynamikker. Det her er en dimension, der ofte ligger under overfladen, men som præger alt fra udenrigspolitik til migration, økonomi og hverdagsliv. Og det er netop derfor, det er værd at holde øje med. Kilder brugt i analysen: Europol SOCTA 2021 og 2023, UNODC World Drug Report og Balkan-route-analyser, GIGA Research Paper om organiseret kriminalitet og institutionel svækkelse, GI-TOC Global Organized Crime Index, Transparency International CPI, International Crisis Group Turkey Reports.

Når Moby går på scenen i Istanbul den 29. juni 2026, bliver det næppe kun musikken, folk taler om. I denne by er kalenderen sjældent tilfældig, og tidspunktet lægger op til mere end blot en koncert på Zorlu PSM Turkcell Stage i Beşiktaş. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Koncerten falder nemlig lige dér, hvor Istanbul Pride normalt ville finde sted, hvis den altså fik lov. Siden 2015 har paraden år efter år været mødt af forbud, afspærringer og anholdelser, og hele området omkring Taksim skifter nærmest karakter i dagene op til. Det er derfor ikke overraskende, at spørgsmålet allerede dukker op i kommentarspor og musikfora: bliver koncerten gennemført, eller glider den stille ud af kalenderen som så mange andre arrangementer i juni? Eksemplerne findes. Robbie Williams fik i 2025 annulleret sin koncert med henvisning til offentlig orden, og i Istanbul er det en formulering, der kan dække over meget forskelligt. Det er efterhånden en del af virkeligheden her, at internationale kunstnere ikke nødvendigvis kan regne med, at en bekræftet dato betyder, at alt er i skønneste orden. For mange vil navnet Moby stadig vække minder om slutningen af 90erne, hvor albummet Play bragede igennem og sendte numre som Porcelain og Natural Blues ud i alle tænkelige retninger. Han har siden arbejdet sammen med alt fra David Bowie til Britney Spears, men er i dag næsten lige så kendt for sin aktivisme som for sin musik. Særligt hans engagement i dyrerettigheder, miljøsager og LGBTQ+-rettigheder er velkendt, og det er netop derfor, koncerten i Istanbul får en ekstra dimension. Billetter kan købes via Zorlu PSMs officielle kanaler og Passo, og de dukker også op på billetformidlere som Viagogo.

Da pave Leo XIV i slutningen af november lagde vejen forbi Istanbul, undrede mange sig: Hvorfor lige Tyrkiet? Svaret er både historisk og dybt symbolsk. Det er nemlig 1.700 år siden, at kristendommens første store koncil blev holdt i İznik, det gamle Nikæa, cirka 140 kilometer fra Istanbul i bil, hvor man lagde grundstenene til den trosbekendelse, millioner følger den dag i dag. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Paven indledte sin Istanbul-del af besøget i Kutsal Ruh Katedrali (Helligåndens Katedral) i Harbiye. Ifølge deltagere var stemningen rolig og forventningsfuld, og paven brugte sin tale til at fremhæve mødet mellem mennesker som noget af det mest centrale i troens verden. Han udtrykte det blandt andet sådan: “Tro bliver levende, når vi møder hinanden med respekt og nysgerrighed.” Senere besøgte han Yaşlılar Yurdu - Little Sisters of the Poor (plejehjem drevet af Little Sisters of the Poor), hvor han talte med beboerne og personalet. Her lagde han vægt på værdighed og omsorg for ældre mennesker og formulerede det i en sætning, der siden er blevet delt flittigt: “Et samfund bliver stærkere, når det passer på sine ældre.” Besøget fortsatte i Sultanahmet Camii (Den Blå Moské). Pressebilleder og officielle udtalelser viser, hvordan paven tog et stille øjeblik under de blå kupler og senere beskrev oplevelsen med ordene: “Stilhed er nogle gange det mest respektfulde sprog.” Rejsens officielle højdepunkt var markeringen af 1.700-året for İznik Konsili (Konciliet i İznik / Nikæa), hvor paven mødtes med kirkeledere fra forskellige traditioner. Her talte han om både historie og fremtid og sagde blandt andet: “Vi skylder vores historie sandhed, men vi skylder vores børn fred.” En sætning, der hurtigt blev et af besøgets mest citerede udsagn. Pavens besøg i Istanbul var af den kortere af slagsen, var det et tiltrængt solstrejf over Istanbul. En pause fra valutakurser, prisstigninger og politisk uro der ellers fylder hverdagen hernede.

Der er et bestemt spørgsmål, der bliver ved med at dukke op, når jeg taler med studerende, venner, naboer eller taxachauffører her i Istanbul: Hvordan kan et land med så mange unge, så mange universiteter og så mange millioner studerende alligevel blive ved med at sidde fast i de samme økonomiske problemer? 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Det er nemt nok at pege på inflation, dollarkurs, energipriser og geopolitik. Men når man skræller alt det væk, står én ting tilbage: Tyrkiets uddannelsessystem er blevet så svækket, at det i sig selv er en af landets største økonomiske hæmsko. Et system der producerer diplomer og grader i et tempo der langt overstiger den reelle faglighed. Tyrkiet har i dag omkring 208 universiteter - mere end dobbelt så mange som for eksempel Tyskland. Ja, Tyrkiet har en langt yngre befolkning og derfor flere unge i uddannelsessystemet, men selv med det in mente er antallet ude af proportioner. De mellem 7,5 til 8 millioner studerende i landet, ser imponerende ud på papiret, men tallene siger en hel del mere om kvantitet end kvalitet. Mange af de mest populære uddannelser er dem der er billige at udbyde: business administration, kommunikation, psykologi, internationale relationer. Fag der kan fylde auditorier, men som ikke kræver laboratorier, forskningsmiljøer eller avancerede faciliteter. Det er uddannelser der kan masseproduceres - og det er netop dét man gør. Resultatet er et arbejdsmarked hvor mange unge går arbejdsløse, mens virksomheder samtidig mangler kvalificeret arbejdskraft. Her i Istanbul er jeg, ligesom jeg var i Danmark, medlem af en fagforening og en relativt fast te-og-sludre-gæst på fagforeningens hovedkontor, der ligger et par stenkast fra mit hjem. Og noget af det jeg hører igen og igen fra undervisere - især på de private universiteter - er, hvor voldsomt niveauet er faldet gennem de seneste cirka 10 år. Mange bachelorprojekter ligner i omfang, metode og argumentation noget der kunne have været afleveret som et SRP-projekt på et dansk gymnasium, og ofte endda under det niveau. En ting er, at de studerende afleverer rapporter på 3-5 sider - ofte uden reel metode, uden akademiske kilder og uden et klart argument. Noget helt andet er, at universiteterne accepterer og godkender det. Det er ikke de unge der fejler. De er nysgerrige, engagerede og fulde af potentiale. Men de er vokset op i et skolevæsen hvor multiple-choice-tests fylder hver eneste uge, og hvor man i årevis har lært, at det vigtigste er at ramme det rigtige kryds - ikke at forstå stoffet. Ser man på de studerendes veje gennem systemet, bliver det tydeligt at Tyrkiets uddannelseskrise ikke er én samlet udfordring, men to parallelle virkeligheder. På den ene side står den enorme gruppe af unge der bevæger sig gennem universiteterne uden at få de værktøjer der burde udgøre fundamentet for en bachelor. De får et eksamensbevis, men ikke et fagligt ståsted. Og så er der den anden gruppe - langt mindre, men markant stærkere. De unge fra de gode gymnasier og de højest rankede universiteter, dem der læser engelske bøger i fritiden, tager på Erasmus, følger internationale strømninger og allerede fra første semester ved at der findes en verden udenfor hvor deres kompetencer vil blive værdsat. De rejser ikke nødvendigvis fordi de vil væk, men fordi de kan se at de vil blive taget imod med åbne arme andetsteds. Derfor kan lavt uddannelsesniveau og massiv udvandring af højtuddannede sagtens eksistere side om side. De handler om to helt forskellige grupper af unge, formet af et system der trækker i to vidt forskellige retninger. Tallene gør det svært at ignorere hvor stort problemet er. Ifølge OECD, Eurostat og TÜIK oplever Tyrkiet en af Europas mest markante udvandringer af højtuddannede. Mellem 2015 og 2023 vurderes det at mere end 250.000 unge med videregående uddannelser har forladt landet. En undersøgelse fra Konrad Adenauer Stiftung i 2023 viste at 72 procent af unge tyrkere drømmer om at rejse hvis muligheden opstår. Det er unge med sprog, ambitioner og faglighed - netop dem landet burde bygge sin fremtid på. Når de rejser, forsvinder ikke kun hænder og hoveder, men også idéer, forskningskraft, innovation og iværksætteri - alt det der kunne have skubbet Tyrkiet i en ny retning. Samtidig er en anden form for faglighed blevet svækket indefra. I årtier var de statslige universiteter landets akademiske rygrad. Boğaziçi, ODTÜ, Hacettepe, Ankara Universitet og flere andre bar forskningsmiljøer af international kvalitet, faglig autonomi og en akademisk kultur der fungerede som intellektuel modvægt i samfundet. Efter 2016 ændrede alt dette sig. Over 6.000 akademikere blev fjernet gennem nødretsdekreter. På flere institutter forsvandt mellem 30 og 60 procent af medarbejderne på én gang. Internationale samarbejder kollapsede, forskningsprojekter gik i stå, ph.d.-studerende mistede deres vejledere, og ledelserne blev politiserede. Man kan ikke fjerne hjernen fra en institution og forvente at kroppen fungerer. Når de statslige universiteter svækkes, står de private institutioner tilbage med langt større synlighed. Istanbul og Ankara er efterhånden pakket med skinnende campusser, imponerende facader og reklamer der lover globale karrierer. Men som underviser ser man hurtigt at facaderne ofte er stærkere end fundamentet. Jeg oplever det selv dagligt: et universitet med en adresse der kunne pryde enhver brochure, og en udsigt der ligner noget fra en serieproduktion, men hvor bachelorprojekter skrives uden metode, hvor studerende aldrig har lært at researche, og hvor eksamener primært tester udenadslære. Mange undervisere underviser på to eller tre universiteter for at få økonomien til at hænge sammen, og det siger alt om hvor skrøbeligt det akademiske miljø ofte er. Alt dette skaber en virkelighed hvor Tyrkiet både har høj ungdomsarbejdsløshed og stor mangel på kvalificeret arbejdskraft samtidig. Den officielle ungdomsarbejdsløshed ligger mellem 18 og 25 procent, mens forskere vurderer at den reelle rate i storbyerne nærmer sig 30. Samtidig forudser landets største erhvervsorganisation, TÜSİAD, at Tyrkiet inden for få år vil mangle op mod to millioner medarbejdere inden for teknologi, sundhed, ingeniørfag og avanceret produktion. Mange virksomheder bruger mellem et halvt og et helt år på at oplære nyuddannede i helt basale færdigheder som deres uddannelse burde have givet dem. Det er ikke individuelle svagheder. Det er et strukturelt sammenbrud. Midt i dette lancerer regeringen nu et forslag der på papiret lyder moderne og effektivt: bacheloruddannelserne skal skæres fra fire år til tre for at harmonisere med Europa. Men i Europa hviler tre-årige bacheloruddannelser på solide forskningsmiljøer, dyb metodeundervisning og et skolevæsen der forbereder de unge langt bedre end det tyrkiske. I Tyrkiet bruges de første 1-2 studieår ofte på at indhente det faglige efterslæb fra gymnasiet. At fjerne det år hvor de endelig begynder at få fodfæste, er ikke en harmonisering - det er en udhuling. Det siger noget at ingen af landets højest rankede universiteter har efterspurgt kortere uddannelser. Tværtimod advarer Koç, Sabancı, Bilkent, ODTÜ og Boğaziçi om at fire år allerede er for lidt i et system med så massivt et efterslæb. En forkortelse vil ikke styrke kvaliteten - den vil øge afstanden mellem Tyrkiet og de lande man forsøger at spejle sig i. Universiteter er steder hvor man lærer at stille spørgsmål og udfordre det givne. Historisk set har de ofte været mål for regeringer der ønsker større kontrol. Når man forkorter uddannelserne, gør dem mere overfladiske og presser dem ind i strammere administrative rammer, fjerner man ikke kun faglighed, men også tid - og tid er præcis dét kritisk tænkning lever af. Flere forskere siger det direkte: denne reform styrker ikke uddannelse - den styrker styring. Når jeg underviser, møder jeg dagligt unge mennesker fulde af talent, humor, nysgerrighed og potentiale. Men de møder et system der ikke giver dem den tid eller de værktøjer de fortjener. Et system der løber hurtigere og hurtigere, men uden retning. Tyrkiet har en af verdens yngste befolkninger, en central placering og en industri der burde kunne fungere som motor for hele regionen. Men intet af det kan løfte sig hvis uddannelsessystemet - selve landets rygrad - bliver stadig mere porøst. Kilder OECD – Education at a Glance Eurostat – Youth mobility and labour statistics TÜİK – Data om uddannelse, migration og arbejdsmarked TÜSİAD – Fremtidsprognoser for arbejdsmarkedet Bianet – Rapporter om ungdomsarbejdsløshed og uddannelse T24 – Interviews med uafhængige økonomer BirGün – Undersøgelser af private universiteter TurkeyRecap – Økonomiske analyser Independent Academicians Network – Gennemgange af universitetskvalitet Konrad Adenauer Stiftung – Youth in Turkey-rapport (2023)

Istanbul Guvernøren har indført et forbud mod ukontrolleret fodring af gadehunde i områder som skoler, hospitaler og parker. Begrundelsen lyder på hygiejne, skadedyr og folkesundhed. Men når man ser på, hvad der faktisk foregår i byen, virker det mærkeligt, at forbuddet kun rammer hundene - og ikke kattene. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Lad mig sige det helt enkelt: jeg holder af både katte og hunde. Det her handler ikke om at pege fingre ad nogen dyr. Tværtimod. Problemet, synes jeg, er menneskers adfærd, ikke dyrenes. For hygiejneproblemet i Istanbul kommer ikke fra hverken hunde eller katte, men fra alt det mad, mennesker smider på gaden til dyrene. Fortove flyder med madrester fra middagsborde, plastikbakker med tørfoder og brød, der aldrig bliver spist. Kogt pasta, der hverken tiltrækker katte eller hunde, men til gengæld rotter. Det er her, kernen af problemet ligger. Ikke hos dyrene. Alligevel er det hundene der bliver omfattet af et forbud. Kattene går fri, selvom det er dem der oftest bevæger sig ind i supermarkeder, bagerier og fiskeforretninger. Hundene ligger for det meste udenfor, er registrerede, steriliserede og vaccinerede. Kattene færdes tættere på mennesker og madvarer, men indgår ikke i de samme programmer. Det samme mønster ses på hospitalerne: flere mennesker behandles hvert år for bid og krads fra katte end fra hunde. Det skyldes ikke ond vilje - katte reagerer hurtigt, og de kommer tæt på mennesker. Men tallene gør det svært at forklare, hvorfor kun hundene reguleres, hvis argumentet er sundhed. Ser man på den politiske kontekst, bliver beslutningen ikke lettere at forstå. Guvernøren i Istanbul er ikke folkevalgt, men udpeget af centralregeringen, som gennem mange år er blevet mere national-konservativ og religiøst orienteret. I nogle af de miljøer har hunde en lavere symbolsk værdi end katte. Det er ikke noget der står i bekendtgørelsen, men det påvirker ofte, hvordan beslutninger træffes. Historien spiller også en rolle. I 1910 blev titusindvis af hunde indsamlet og sendt til Hayırsız Ada, hvor de døde. En tragedie mange stadig taler om. Når den nye hundelov af kritikere bliver kaldt massakreloven, er det fordi man frygter at se samme mønster gentage sig, blot i moderne form. Men i dag burde fokus ligge et helt andet sted. Hvis man vil forbedre hygiejnen i byen, skal man starte med det madspild og det affald, mennesker efterlader overalt. Dyrene reagerer blot på det, vi lægger ud. Derfor står det egentlige spørgsmål tilbage: Hvorfor rammer forbuddet hundene, når problemet kommer fra menneskers affald? Hvorfor går kattene fri, når deres kontakt med mennesker og fødevarer faktisk er større? Og hvorfor er der ingen regulering af det madsvineri, der hver dag skaber grobund for rotter og skadedyr i byen? Der er nu tre provinser i Tyrkiet, hvor den regeringsudnævnte guvernør har udstedt forbud mod at fodre gadehunde: Afyonkarahisar, Ankara og Istanbul. Den tyrkiske dyrenes-beskyttelsesforening Haytap har taget fodringsforbuddet til domstolene. For både hunde og katte er afhængige af os. Det er ikke dem - men vores adfærd - der afgør, hvordan byen fungerer.

Da jeg for noget tid siden fulgte den gamle havmur langs Det Gyldne Horn, nåede jeg til Ayvansaray - det sted, der i årene op til 1453 næsten markerede grænsen for det østromerske rige. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Her, midt i det hele, fik jeg øje på noget, jeg aldrig før havde lagt mærke til: en lille marmortavle, der sad på muren som et glemt stykke historie, man næsten skulle snuble over for at se. På tavlen står der: “23 Nisan 1453 Pazartesi günü seferî köprü Fatih Sultan Mehmed tarafından bu civarda kurdurulmuştur.” “Mandag den 23. april 1453 lod Sultan Mehmed den Erobrer en felttogsbro bygge her i området.” Denne lille umiddelbart ubetydelige tavle markerer et af de øjeblikke i belejringen af Konstantinopel, hvor osmannerne ændrede tempo og begyndte at presse byen fra vinkler, byzantinerne slet ikke var forberedt på. Her ved Ayvansaray lod Mehmed I opføre en slags flydebro - en midlertidig konstruktion af både, tønder og brædder - lagt ud over den smallere del af Det Gyldne Horn fra Hasköy på den modsatte bred af Det Gyldne Horn her til Ayvansaray - en bro der gjorde det muligt at flytte sine tropper over vandet. Samtidig, og i de samme dramatiske april-dage, foregik den manøvre, som i dag næsten er helt mytisk: Osmanniske soldater trak deres skibe op over land, fra Bosporus kysten ved det der i dag ligger mellem Kabataş og Dolmabahçe, og førte dem over højderyggen bag Kasımpaşa - og sænkede dem ned i Det Gyldne Horn igen bag den jernkæde, byzantinerne havde strakt ud for at blokere indsejlingen. Broen bandt hæren sammen på tværs af Haliç. Skibene ændrede balancen inde i selve bugten. Og tilsammen skabte de et pres, som byens forsvar ikke kunne matche. Går man et par hundrede meter op ad bakken herfra mindepladen i muren, står man i det område, der i dag kaldes Tekfur. Det var her, den sidste byzantinske kejser, Konstantin XI Palaiologos, boede. Ikke i pragt, men i et faldefærdigt palads, der mest af alt vidnede om et rige, der var skrumpet ind til sin egen skal. De store handelsruter var for længst blevet overtaget af genoveserne, som sad tungt i Galata og kontrollerede handelen fra deres store tårn - Galatatårnet. Det var herfra, de førte varer, penge og magt ind og ud af byen, mens kejseren stod tilbage med murene, titlen og et håb, der blev tyndere dag for dag. Og så står man her - ved en mur i Ayvansaray - med en marmortavle, der ikke gør meget væsen af sig. Men hvis man nu kender historien, som du nu gør lidt, så forstår man bare lidt, at netop dette lille stykke mur markerer et punkt, hvor verdenshistorien skiftede retning. En enkelt mandag i april 1453, hvor en bro blev lagt ud over vandet, mens skibe bumpede hen over bakkerne længere ude. Det er det, Istanbul kan: At gemme de største historier i de mindste detaljer. At lade en hel civilisation hvile i en tavle, man næsten skal snuble over for at opdage. Og at minde dig og mig, om, at selv de mest anonyme hjørner af denne by kan være steder, hvor verden engang ændrede kurs.