Search this site

Den 20. juli 1974 er en dato, der stadig præger Cypern - og som bliver husket meget forskelligt alt efter, hvem du spørger. Ser du begivenhederne fra Danmark eller resten af Europa, er det ofte den tyrkiske militære intervention, der står som historiens begyndelse. Opholder du dig i Tyrkiet, begynder fortællingen som regel fem dage tidligere - med kuppet den 15. juli. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Kritikerroste downten-tempo album: The Immersive Istanbul (Spotify, Apple Music osv) For at forstå hvorfor, er man nødt til at skrue tiden lidt længere tilbage. Et land med to befolkningsgrupper Da Cypern blev selvstændigt i 1960, bestod befolkningen hovedsageligt af græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter. Forholdet mellem de to grupper var præget af mistillid, politiske spændinger og perioder med vold. Mange græsk-cyprioter ønskede Enosis - en forening af Cypern med Grækenland. Det ønske blev støttet af den græske militærjunta, som sad på magten i Athen. Samtidig frygtede mange tyrkisk-cyprioter, hvad en sådan udvikling ville betyde for deres sikkerhed og politiske rettigheder. Kuppet den 15. juli Den 15. juli 1974 blev Cyperns præsident, ærkebiskop Makarios III, forsøgt væltet ved et kup, støttet af den græske militærjunta og græsk-cypriotiske nationalister. Målet var at bane vejen for Enosis. Fem dage senere gik Tyrkiet militært ind på øen. Tyrkiet begrundede interventionen med sin rolle som garantmagt under London- og Zürich-aftalerne fra 1960. Operationen blev i Tyrkiet omtalt som en fredsoperation, mens den internationalt oftest beskrives som en invasion. En ø delt i to Begivenhederne i juli 1974 ændrede Cypern for altid. Øen blev de facto delt i en nordlig og en sydlig del. Den nordlige del kom under tyrkisk-cypriotisk kontrol og udråbte senere Den Tyrkiske Republik Nordcypern (TRNC), som i dag kun er anerkendt af Tyrkiet. Den sydlige del fortsatte som Republikken Cypern. Mellem de to områder løber fortsat FN’s bufferzone - den såkaldte Green Line - som skærer gennem både landskaber og Nicosia, Europas sidste delte hovedstad. Tusindvis af mennesker måtte forlade deres hjem på begge sider af den nye grænse. Mange familier mistede deres ejendom, og konsekvenserne af 1974 mærkes stadig i dag. Historien er stadig omstridt Mere end 50 år senere er begivenhederne stadig genstand for vidt forskellige fortolkninger. EU og størstedelen af det internationale samfund anerkender Republikken Cypern som øens eneste legitime stat og betragter den nordlige del som tyrkisk besat område. I Tyrkiet lægges der derimod langt større vægt på kuppet den 15. juli og på Tyrkiets rolle som garantmagt. Det er også derfor, den samme begivenhed bliver fortalt så forskelligt. For nogle begynder historien den 15. juli. For andre den 20. juli. Her er det et foto fra Bellapais, som vi besøgte på vores juleferie i 2024. Jeg kan klart anbefale at besøge Nordcypern. Her skal du først rejse til Tyrkiet, hvor fra du skal videre med fly til Lefkosa (ECN) i Nordcypern. *Indlægget er oprindeligt fra 2025. Sproglig tilpasning juli 2026

Oppe på galleriet i Hagia Sophia, lidt væk fra de fleste besøgendes blik, er der ridset runer i marmoret. De er ikke store, og de er lette at overse, men når man først får øje på dem, er de svære at slippe igen. Halvdan. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ridset for omkring tusind år siden i en bygning, der dengang var centrum for både religion og kejserlig magt i Konstantinopel. Det er i virkeligheden en af de historier, der først rigtig begynder længe efter, at den er sket. Gennem flere århundreder var disse runer slet ikke en del af fortællingen om Hagia Sophia. De sad der bare i marmoret uden at vække særlig opmærksomhed. Først i 1964 blev de opdaget som noget særligt, og nogle år senere var det den svenske runolog Elisabeth Svärdström, der fik tydet dem. I dag er det kun en del af navnet, der står tilbage - “-ftan” - men det er nok til at kunne identificere runerne som det nordiske navn Halvdan. Resten er slidt væk, men runologerne er forholdsvis enige om, at der oprindeligt har stået noget i retning af, at det var Halvdan selv, der ridsede runerne. Navnet i sig selv er ikke tilfældigt. Halvdan er gammelnordisk og kendes fra sagaer og runesten i hele Skandinavien. Det bliver ofte forklaret som “halvt dansk” eller “mand fra Danmark”, men peger i bredere forstand mod en nordisk identitet i en tid, hvor tilhørsforhold blev markeret gennem slægt og sprog frem for nationalstat. Den verden, han kom fra, var ikke isoleret. I flere hundrede år rejste nordboer mod øst gennem et netværk af floder og handelsruter - især via Dnepr og Volga. Det var lange og krævende rejser, hvor skibe blev trukket over land mellem vandveje, og hvor man bevægede sig gennem områder med skiftende magtforhold. De medbragte varer fra nord som skind, pels, rav og voks og byttede sig til sølv, silke, vin og krydderier. Konstantinopel var det største knudepunkt i dette netværk og fungerede som et marked, hvor varer, mennesker og ideer mødtes. For nogle af disse mænd ændrede livet retning undervejs. Før de blev soldater, var de handlende. De stod med skind og pels og byttede sig til varer fra syd. Senere blev nogle af dem en del af kejserens system. En del endte som soldater i Varægergarden, kejserens livgarde. Det var en relativt lille, men effektiv eliteenhed, som i perioder talte omkring 500 til 1500 mand. Netop fordi de var udlændinge uden lokale forbindelser, blev de opfattet som mere loyale over for kejseren end byens egne magtgrupper. Samtidig var deres tilstedeværelse under kontrol. Byzantinerne havde ingen interesse i store, uafhængige grupper af fremmede inden for bymurene. Man opholdt sig i byen i kraft af en funktion - som soldat, købmand eller sømand - og ikke som en fri, uafhængig gruppe. Vest for byen, omkring det nuværende Küçükçekmece, lå der i byzantinsk tid en havn kendt som Rhegion. Arkæologiske udgravninger i området - ofte omtalt som Bathonea - har i de senere år frembragt fund, som flere forskere tolker som tegn på en nordisk tilstedeværelse. Det drejer sig ikke om enkeltstående fund, men om et mønster af genstande og spor, der ikke passer ind i den klassiske byzantinske kultur og i stedet peger mod forbindelser til nordboer og varægere. Det er stadig et forskningsfelt i udvikling, men meget tyder på, at der i perioder har eksisteret et egentligt miljø - måske en midlertidig bosættelse - hvor nordboer opholdt sig i udkanten af Konstantinopel. I det lys bliver Halvdan lettere at placere. Han er ikke nødvendigvis en enkeltstående figur, men en del af et netværk af mennesker, der bevægede sig mellem handel, ophold i udkanten af byen og tjeneste i imperiet. Og så melder spørgsmålet sig næsten af sig selv: hvad lavede Halvdan egentlig der? Han står i Hagia Sophia, midt i et rum, der var tæt knyttet til kejseren, magten og den kristne verden, som prægede byen. Måske var han der som soldat, måske med adgang gennem Varægergarden. Måske var han blandt de få udvalgte nordboer, der denne dag havde fået lov til at komme ind i byen for at bytte skind og pels for krydderier, og som i den forbindelse bevægede sig ind i et rum, alle talte om. Eller måske var det noget langt mere enkelt - et øjeblik, en pause, en mand, der befandt sig et sted, han ellers aldrig ville have været. Det er svært at sige, hvad der egentlig førte ham derind. Om det var pligt, handel, nysgerrighed eller tilfældighed. Om han stod og så op i kuplen, som så mange gør i dag, eller om han bare var på vej videre. På det tidspunkt var Hagia Sophia et af verdens største og mest avancerede bygningsværker, med et indre rum og en kuppel, som ingen andre kunne måle sig med i århundreder. For en mand som Halvdan må rummet have virket næsten ubegribeligt stort. Vi ved kun, at han på et tidspunkt stoppede op, fandt noget skarpt eller spidst og ridsede runerne i gelænderets marmor. Det er det eneste, vi ved med sikkerhed. Resten må stå åbent. *illustrationen øverst i artiklen er skabt ned hjækp fra Kunstig Intelligens (ai).

Bag den beskedne indgang til Sağır Han, få hundrede meter fra Grand Bazaar, gemmer Eirene Tårnet (tyrkisk: Eirene Kulesi) sig. Jeg følger smalle gange mellem værksteder og kunsthåndværkere, før jeg står i et omkring tusind år gammelt byzantinsk tårn, hvis historie stadig giver historikerne hovedbrud. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? The Immersive Istanbul Mellem Grand Bazaar og de travle handelsgyder ned mod Det Gyldne Horn i Eminönü ligger Sağır Han. Den noget beskedne indgang giver ingen antydning af, hvad der gemmer sig på den anden side. Jeg når lige at tænke, om bygningen mon falder sammen over mig, inden jeg står midt i en labyrint af smalle gange med små værksteder, kunsthåndværkere og butikker med smykker og brugskunst. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt registrerede, hvordan jeg kom derind. Her ligger små værksteder side om side. Der bores, slibes og poleres overalt, og et kort øjeblik løber det koldt ned ad ryggen på mig, mens billeder af tandlægestole dukker op på nethinden. Det varer dog ikke længe, før jeg opdager, at lydene kommer fra kobbersmede, sølvsmede og andre kunsthåndværkere, der stadig holder de gamle håndværk i live. I ét lokale masseproduceres der kaffekander. I et andet bliver smykker sirligt samlet i hånden. Bag endnu en døråbning står en kunstmaler midt i et højt kuppelrum og lægger, hvad der måske er de sidste penselstrøg på et nyt værk. Jeg følger kunstnerens arbejde et par minutter, mens blikket også glider rundt i det smukke rum. Jeg takker for synet og fortsætter længere ind gennem Sağır Hans labyrint af smalle gange. Et par skilte med teksten “Eirene Tower →” leder mig gennem hanen, og snart står jeg foran en åben dør i en tyk mur. Jeg stopper automatisk op. Det er sådan lidt et særligt øjeblik. Om et øjeblik træder jeg op ad de høje stentrin og ind i en byzantinsk bygning, som sandsynligvis har stået her i omkring tusind år - måske endnu længere - og overlevet flere imperier, utallige jordskælv, brande og ombygninger. Alligevel diskuteres dens historie stadig blandt historikere. Jeg skal være ærlig. De to første etager siger mig ikke ret meget. Faktisk får jeg følelsen af at stå foran et stativ med indrammede plakater i hjørnet af en JYSK-butik - og ikke i et tusind år gammelt byzantinsk tårn. Ikke fordi der er noget galt med kunsten. Jeg var bare kommet for at opleve Eirene Kulesi, og i de to første etager er det udstillingen, der stjæler opmærksomheden. Først på tredje etage falder det hele på plads. Her er det igen bygningen, der får lov til at være hovedpersonen. Den store kuppel åbner rummet, de rå mursten træder frem, og for første gang får jeg fornemmelsen af den byzantinske bygning, jeg var kommet for at opleve. Kunsten er stadig til stede, men nu virker den som en gæst i bygningen - ikke omvendt. Et maleri af Atatürk er eksempelvis placeret i det, der ligner en gammel vinduesniche, flankeret af en smuk gulvlampe. Jeg bliver stående under kuplen et stykke tid. Ikke kun fordi rummet er smukt, men fordi selve bygningen fascinerer mig. Jeg kender ikke de arkitektoniske fagudtryk, og jeg er heller ikke praktisk nok til at kunne udpege de teknikker, bygmesterne brugte for omkring tusind år siden. Men jeg ved, hvad jeg ser. En bygning, der uden at være prangende stadig står her efter omkring tusind år. Måske er det bare en følelse, men jeg synes faktisk, den virker mere solid end flere af de langt yngre bygninger og gange, jeg netop er gået igennem i Sağır Han. Tankerne glider uvilkårligt hjem til Kadıköy, hvor 40-50 år gamle boligblokke jævnligt bliver revet ned, fordi de ikke længere vurderes sikre nok. Her står jeg i en byzantinsk bygning, som har stået her i omkring tusind år og overlevet jordskælv, brande, imperier og utallige ombygninger. Det sætter tingene lidt i perspektiv. Da jeg kommer hjem, regner jeg egentlig med, at historien er lige til. Hvem byggede tårnet? Hvornår? Og hvad blev det brugt til? Men jo mere jeg læser, desto tydeligere bliver det, at Eirene Kulesi er lidt af et mysterium. Hvor de fleste af Istanbuls store byzantinske bygninger er veldokumenterede, er der overraskende få sikre oplysninger om netop dette tårn. Én ting går igen i stort set alle kilderne: Bygningen er byzantinsk og blev sandsynligvis opført engang mellem år 900 og 1100. Derefter bliver billedet mere uklart. Der findes ingen samtidige beskrivelser af dens funktion, ingen indskrift, der fortæller, hvorfor den blev opført, og ingen sikker viden om, hvem der stod bag. Det næste spørgsmål melder sig næsten af sig selv: Hvad blev den egentlig bygget til? Svarene er mange. Nogle historikere mener, at bygningen fungerede som et administrativt kontor eller var en del af et kejserligt kompleks. Andre peger på et vagttårn eller en observationspost. Der findes endda teorier om, at den blev brugt som fængsel eller lagerbygning. Problemet er bare, at ingen af teorierne kan bevises. Måske er det netop dét, der gør Eirene Kulesi så fascinerende. Efter omkring tusind år står bygningen der stadig, mens dens oprindelige funktion er gået tabt. Bygningens senere historie er langt bedre dokumenteret. Da Sağır Han blev opført i 1651 som en del af den enorme karavanserai Büyük Valide Han, blev dette gamle byzantinske tårn ganske enkelt integreret i det nye handelsområde. Den rolle har det stadig i dag, omgivet af værksteder, håndværkere og små butikker. Da jeg igen går ned ad de høje stentrin og tilbage ud i Sağır Hans labyrint af smalle gange, slår det mig, hvor usandsynligt det hele egentlig er. Mindre end et minuts gang fra Grand Bazaar gemmer der sig en byzantinsk bygning, som de fleste går lige forbi. Ikke fordi den er skjult, men fordi de færreste forventer at finde tusind års historie midt mellem sølvsmede, kaffekander, kunsthåndværkere og små værksteder. Brug fingeren eller musen til at udforske Eirene Tårnet i dette 360°-foto. Find vej

To timer på Bosporusstrædet ved solnedgang, vin ad libitum, snacks og udsigt til Istanbul fra vandet. Kæresten og jeg tog afsted sammen med et vennepar for at prøve en af byens populære yacht-sejladser. Men var oplevelsen egentlig pengene værd? Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere I går aftes var kæresten og jeg på en yacht-sejlads på Bosporusstrædet sammen med et vennepar. Målet var egentlig ganske enkelt: et par afslappede timer på vandet, mens solen gik ned over Istanbul. Det blev en hyggelig aften med vin, snacks, godt selskab og nogle af de smukkeste udsigter, byen kan byde på. Vi bookede oplevelsen via linket her på siden, og prisen var 2.500 TL pr. person. De to timer på Bosporusstrædet føltes som en fin længde - længe nok til at komme forbi mange af strædets seværdigheder, men uden at aftenen blev langtrukken. Der var plads til omkring 12-14 personer ombord, hvilket gav en hyggelig og uformel stemning. De fleste af gæsterne var internationale turister på besøg i Istanbul, mens enkelte boede fast i byen. Besætningen var venlig, imødekommende og gjorde meget for, at alle følte sig velkomne. Der blev lovet ubegrænset vin, og det løfte blev holdt. Vi nåede sjældent at tømme glassene, før der stod en medarbejder klar med en ny opfyldning. Vinene var ikke noget, der får en sommelier til at skrive hjem om oplevelsen, men både rød- og hvidvinen var helt udmærkede hverdagsvine, som passede fint til en afslappet aften på Bosporusstrædet. Der kom også løbende snacks på bordet, og samlet set sad vi med følelsen af, at der var tænkt på det hele. Vi manglede egentlig ikke noget undervejs. Det eneste, der måske ikke helt passede til vores måde at nyde aftenen på, var mængden af forklaringer undervejs. Kæresten, vores venner og jeg var nok kommet for lige så meget at snakke sammen, nyde udsigten og slappe af som for at få en guidet oplevelse. Flere gange tog vi os selv i at sætte samtalen lidt på pause, når vores vært for aftenen, Şimon, gik i gang med næste fortælling. Men det var svært at blive irriteret over. Det virkede tydeligt, at han brændte for både Istanbul og byens historie, og som en person, der selv kan komme til at tale lidt for længe om Istanbul, må jeg nok erkende, at jeg genkender den slags entusiasme. Som historienørd lagde jeg også mærke til, at han gjorde sig umage med at forklare forskellen mellem Romerriget og det, mange i dag kalder Det Byzantinske Rige, uden at falde i de mest almindelige historiske forenklinger. Det var faktisk ganske befriende at høre. Alt i alt havde vi en rigtig hyggelig aften på Bosporusstrædet. Ikke nødvendigvis på grund af vinen eller snacksene, men fordi Istanbul fra vandet bare er noget særligt. Mens solen langsomt sank mod horisonten, blev kysterne langs Bosporusstrædet badet i gyldent lys. Palæer, moskeer, fæstninger og broer gled forbi, mens byen langsomt skiftede fra dag til aften. Det er på den slags aftener, man bliver mindet om, hvorfor Bosporusstrædet er et af Istanbuls største trækplastre. Ville jeg gøre det igen? Ja, det tror jeg faktisk. To timer på Bosporusstrædet ved solnedgang, i godt selskab og med et glas vin i hånden, er trods alt en af de oplevelser, Istanbul er virkelig god til at levere. Kort fortalt Pris: 2.500 TL pr. person Book: Istanbul: Small Group Yacht Tour with Unlimited Wine Varighed: Ca. 2 timer Deltagere: Ca. 12-14 personer Vin: Ubegrænset og serveret løbende Snacks: Inkluderet Stemning: Afslappet og hyggelig Plus: Sød besætning, flot rute, god service og en smuk solnedgang over Bosporusstrædet Minus: Lidt for mange fortællinger undervejs for dem, der primært ønsker at nyde udsigten og selskabet OBS: Vi bookede selv oplevelsen, Du kan også booke via et affiliate-linket her på siden. Hvis du vælger at booke gennem linket, modtager bloggen en mindre provision uden ekstra omkostninger for dig.

Da en af mine studerende foreslog et besøg på Kameramuseet i Bakırköy, var jeg ærlig talt lidt skeptisk. Et kameramuseum lød ikke som den mest oplagte udflugt. Men besøget viste sig hurtigt at handle om meget mere end gamle kameraer. Det blev også en tur tilbage til mørkekammeret, ungdomsminder og en bydel, som jeg først nu er begyndt at lære rigtigt at kende. Se også de interaktive 360°-billeder fra museet, nederst i artiklen. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? The Immersive Istanbul Efter mit besøg på Baruthane forrige uge fik jeg lyst til at opleve mere af Bakırköy. Bydelen har aldrig fyldt ret meget i mit Istanbul. Dengang var der ingen Marmaray-forbindelse, og ud over at en veninde engang boede der, havde jeg sjældent grund til at tage derud. I dag er veninden flyttet tilbage til Danmark. Til gengæld er Marmaray kommet. Et par dage tidligere havde en af mine studerende foreslået, at jeg besøgte Kameramuseet i Bakırköy. Jeg spørger tit mine studerende, om de kender steder i Istanbul, som fortjener lidt mere opmærksomhed. Normalt hører jeg Hagia Sophia, Den Blå Moské eller Topkapı-paladset. Men et kameramuseum? Det havde jeg ikke lige set komme. Fredag formiddag satte jeg mig derfor på Marmaray mod Bakırköy. Planen var lige til: Først et besøg på Kameramuseet, bagefter en tur ned til Sahil ved Marmarahavet og til sidst gennem Bakırköys gader tilbage til Marmaray. Inden jeg tog hjemmefra, havde jeg klikket forbi både museets hjemmeside og Google. Alligevel havde jeg svært ved at danne mig et billede af, hvad der ventede. Et kameramuseum kan jo være mange ting. På gåturen gennem Bakırköys centrum blev jeg endnu mere nysgerrig på bydelen. Baruthane havde allerede gjort indtryk ugen før, og nu opdagede jeg små caféer, sidegader og butikker, som gav mig lyst til at komme tilbage. Det var næsten lidt ærgerligt at have en aftale senere på dagen, for jeg kunne sagtens have brugt flere timer på bare at gå rundt. Museet ligger i en smuk, ældre bygning, som efter sigende tidligere har fungeret som skole for børn med særlige behov. Allerede da jeg trådte indenfor, kunne jeg mærke, at der var tænkt over oplevelsen. Der var skinnende rent, lyset var behageligt, og udstillingerne var sat op med en omhu, der gjorde det rart bare at gå på opdagelse. Jeg havde egentlig forestillet mig et ret teknisk museum. Kameraer på stribe. Lidt historie. En masse modelbetegnelser. I stedet blev jeg mødt af en udstilling, der fortæller kameraets udvikling over flere etager. Kælderen handler blandt andet om mørkekammeret og den proces, der engang skulle til, før et billede overhovedet blev til. Jeg havde foto som valgfag både i folkeskolen, på efterskolen og senere i ungdomsskolen. Jeg havde ikke tænkt på mørkekamre, fotopapir eller fremkaldervæske i mange år, men pludselig stod udstyret foran mig igen. Pludselig var jeg tilbage på fotoholdet og i mørkekammeret. De store trækameraer ligner næsten små møbler, mens spionkameraerne er fascinerende af den stik modsatte grund. Flere gange lænede jeg mig helt tæt på for at finde ud af, hvordan de overhovedet havde fået plads til mekanikken i så lille en genstand. I en af montrerne stod jeg pludselig ansigt til ansigt med et gammelt Kodak-gavesæt. Jeg blev slynget direkte tilbage til konfirmationstidens gavebord. Kameraerne er selvfølgelig hovedpersonerne, men de står aldrig alene. Fotografierne på væggene viser, hvad de blev brugt til. De små tekster binder historierne sammen, og selve bygningen er med til at skabe en ro, som gør, at man ikke skynder sig videre. Flere gange tog jeg mig selv i at stå lige så længe foran et gammelt fotografi som foran kameraet ved siden af. Da jeg på et tidspunkt kiggede på klokken, opdagede jeg, at jeg havde brugt tæt på en time på museet. Det havde jeg ærligt talt ikke forventet. Jeg er trods alt ikke kameraentusiast, men hver gang jeg troede, at jeg var ved at være færdig, dukkede der endnu et rum, endnu et kamera eller endnu en lille historie op, som fik mig til at blive lidt længere. På et tidspunkt kunne jeg heller ikke lade være med at stille mit eget DJI-kamera ved siden af et af de gamle apparater og tage et billede. Der stod mere end hundrede års kameraudvikling på samme bord, og kontrasten var næsten komisk. Flere steder kunne jeg scanne QR-koder med mobilen og læse mere om udstillingerne. Jeg kunne egentlig godt lide den detalje, for sådan midt i historien om kameraets udvikling stod jeg med det kamera, de fleste af os bruger allermest i dag. Informationstavlerne var desuden både på tyrkisk og engelsk, så museet er let at gå til, også for internationale besøgende. Under besøget faldt jeg også i snak med ejeren, som var til stede den dag. Efter et par minutters snak virkede det næsten, som om han havde regnet ud, hvad der fangede min interesse. Flere gange pegede han på en montre eller et kamera og sagde, at det burde jeg lige se. Han ramte faktisk plet. Da jeg var på vej ud, viste han mig også museets lille udvalg af souvenirs. Det føltes ikke som et salgsforsøg, men mere som en stolt præsentation af et sted, der tydeligvis betyder meget for ham. Entréen koster 200 TL, og det synes jeg ærligt talt er billigt. Jeg kunne sagtens finde på at lægge vejen forbi igen om et par måneder. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal se de samme kameraer én gang til, men fordi den slags steder fortjener opbakning. Jeg havde også taget mit 360-kamera med, så nederst i artiklen kan du selv gå en tur gennem dele af museet i dit eget tempo. Almindelige billeder kan kun vise en lille del af oplevelsen, men de interaktive 360°-billeder giver et langt bedre indtryk af rummene og stemningen. Da jeg forlod museet, købte jeg en pose kirsebær hos en grønthandler og gik ned til Sahil-promenaden ved Marmarahavet. Jeg satte mig et øjeblik med udsigt over vandet og lod dagens indtryk falde på plads, inden jeg gik tilbage mod Marmaray-stationen. Kameramuseet var årsagen til turen. Bakırköy blev den positive overraskelse. Og den frokost, jeg aldrig nåede at spise, har jeg nu en rigtig god undskyldning for at vende tilbage efter. Brug fingeren, musen eller mobilen til at kigge rundt... Praktisk: Åbningstider: 10-17 tirsdag til søndag Billet: 200 TL (juli 2026) kameramuzesi.com

Istanbul Pride 2019. Mig og kæresten giver hinanden et kys. (foto er beskyttet af ophavsrettigheder) Et afvist LGBTQ+-krydstogt og en efterfølgende tvangslukning af en gay-klub i Istanbul fik mig til at tænke over et spørgsmål, jeg ofte får. Er Istanbul et godt regnbue-rejsemål - og hvorfor finder du egentlig ingen guide til byens gay-barer på mitistanbul.dk? Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Et amerikansk krydstogt med mere end 1.000 LGBTQ+-rejsende skulle i begyndelsen af juli lægge til i både Istanbul og Kuşadası. Det kommer imidlertid ikke til at ske. Ifølge arrangørerne har de tyrkiske myndigheder nægtet skibet adgang med henvisning til “moralske standarder” og “familieværdier”. Samtidig inviterede en gay-klub i Istanbul krydstogtets passagerer til et arrangement i klubbens egne lokaler. Invitationen blev hurtigt omtalt i regeringsvenlige medier, hvorefter myndighederne iværksatte en undersøgelse af klubben. Kort tid senere blev den tvangslukket. Blandt de planlagte kunstnere på krydstogtet var også film- og Broadway-stjernen Patti LuPone. Efter afvisningen har hun rettet skarp kritik mod Tyrkiet og beskyldt landet for at nægte hende indrejse, fordi hun var en del af krydstogtet. Om sagen får betydning for Tyrkiets turisme, ved ingen. Men den har allerede givet landet en type international omtale, som næppe var en del af markedsføringsstrategien. Jeg kender naturligvis ikke alle detaljerne bag sagen, og derfor ved jeg heller ikke, om lukningen alene skyldtes invitationen. Men hændelsesforløbet fik mig til at tænke over et spørgsmål, som jeg af og til får fra læsere. Hvorfor findes der egentlig ikke en guide til Istanbuls gay-barer på mitistanbul.dk? Som regnbueperson bliver jeg af og til spurgt om netop det. Svaret er egentlig ret enkelt. Jeg ønsker ikke, at min blog skal være med til at rette ekstra opmærksomhed mod konkrete barer, klubber eller andre mødesteder. Denne sag viser, hvor hurtigt et LGBTQ+-sted kan havne i myndighedernes søgelys, når det pludselig får international opmærksomhed. Jeg ved godt, at en artikel på mitistanbul.dk ikke alene afgør noget. Men når jeg ser, hvor hurtigt opmærksomheden kan samle sig om et enkelt sted, føler jeg mig bekræftet i, at jeg har valgt den rigtige linje. Er Istanbul så et godt regnbue-rejsemål? Ja, det mener jeg. Istanbul er en stor, mangfoldig og fascinerende by, og langt de fleste regnbuerejsende får en både tryg og positiv oplevelse. Min oplevelse er, at de fleste tyrkere er langt mere optagede af, om du møder dem med respekt, end af hvem du forelsker dig i. Men Istanbul er heller ikke Studiestræde i København. Når du rejser hertil, besøger du et land med en anden kultur, en anden politisk virkelighed og andre sociale normer. Det betyder ikke, at du skal skjule, hvem du er. Men det betyder, at situationsfornemmelse er en god rejsemakker - præcis som den ville være mange andre steder i verden. Jeg kommer fortsat til at skrive om forhold, der har betydning for LGBTQ+-rejsende, når de er relevante. Men du kommer fortsat ikke til at finde guides til byens gay-barer og klubber her på bloggen. Har du spørgsmål til en regnbueferie i Istanbul, er du altid velkommen til at skrive til mig. Jeg svarer gerne ud fra mine egne erfaringer med at bo her og hjælper gerne med det, jeg kan.

Rejser du rundt i Istanbul eller andre steder langs den tyrkiske kyst omkring den 1. juli 2026, har du måske lagt mærke til teksten “Kabotajın 100. Yılı” på skibe, ved havne og på maritime bygninger. Det er ikke en reklame, men en markering af en historisk begivenhed, som for mange tyrkere symboliserer landets maritime selvstændighed. Her får du forklaringen. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Teksten du ser betyder “Kabotagens 100-års jubilæum” og markerer, at det i år er 100 år siden, den tyrkiske kabotagelov trådte i kraft. Kabotage er et maritimt begreb, der betyder, at et lands egne skibe har eneret til at transportere passagerer og gods mellem landets egne havne. I Tyrkiet trådte kabotageloven i kraft den 1. juli 1926, blot få år efter oprettelsen af republikken. Loven gav Tyrkiet fuld kontrol over landets kystfart og havnedrift. Tidligere havde udenlandske aktører haft særlige rettigheder på tyrkiske farvande, men med den nye lov blev disse afskaffet. Derfor betragtes kabotageloven stadig som et vigtigt symbol på landets økonomiske og maritime selvstændighed. Hvert år fejres 1. juli som Denizcilik ve Kabotaj Bayramı - Søfarts- og Kabotagedagen. I år er fejringen ekstra særlig, fordi det er 100 år siden, loven trådte i kraft. Det er derfor, du netop nu ser “Kabotajın 100. Yılı” på skibe, ved havne, færgelejer og hos maritime institutioner over hele Tyrkiet. Det er ikke en reklame, men en markering af en historisk begivenhed, som fortsat har stor betydning for landets identitet som søfartsnation. Næste gang du ser jubilæumslogoet, ved du altså, at det markerer 100-året for en lov, der gav Tyrkiet retten til selv at bestemme over sin kystfart og sine havne.

Du behøver ikke tale flydende tyrkisk for at få en bedre oplevelse i Istanbul. Med blot fem enkle ord og fraser kommer du ofte tættere på de lokale - og oplever den gæstfrihed, som byen er kendt for. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Når du besøger Istanbul, er det en stor fordel at kunne et par enkle tyrkiske ord og fraser. Du behøver ikke tale flydende tyrkisk - bare det, at du forsøger, bliver næsten altid mødt med et smil. Det kan være naboen i din Airbnb, buschaufføren, ekspedienten eller den lokale købmand, der pludselig møder dig med en helt anden varme. Noget, der ofte overrasker besøgende, er, hvor begrænset engelskkundskaberne er mange steder i Istanbul. Især uden for de mest turistprægede områder kommer du langt med bare nogle få tyrkiske gloser. Heldigvis behøver det ikke være svært. Her er seks af de mest nyttige tyrkiske ord og fraser, som du kan tage i brug allerede fra første dag. Hej / Goddag: Merhaba [Mer-ha-ba’rh] Et venligt Merhaba er den mest almindelige måde at hilse på i Tyrkiet. Ordet betyder ganske enkelt “hej” eller “goddag” og kan bruges i næsten alle hverdagssituationer. Tak: Teşekkür ederim [Te-sje-kyr æ-der-im] Teşekkür ederim betyder “mange tak” og kan bruges overalt. - Du vil dog også ofte høre Sağ-ol [sa'vl] (sagt til én person) eller Sağ olun [sa'vl-und'] (høfligere eller til flere personer), som svarer lidt til det danske “tak skal du have”. - Blandt venner - især i storbyer som Istanbul - er det heller ikke usædvanligt at høre det franske låneord Merci. Ja: Evet [Æ-vet] Evet betyder ganske enkelt “ja” og er et af de første ord, du får brug for. Nej: Hayır [Ha-jør] Hayır betyder “nej”. Det er et ord, som hurtigt bliver nyttigt, når du bevæger dig rundt i byen. Undskyld mig: Pardon [Par-don] Skal du forbi nogen på fortovet, i metroen eller på en trappe, er Pardon det ord, du oftest vil høre - og selv kan bruge. Det svarer til et høfligt “undskyld, må jeg lige komme forbi?” Undskyld: Affedersiniz [Af-fe-der-si-niz] Affedersiniz er den mere høflige udgave af “undskyld”. Brug det, når du vil henvende dig til en fremmed, spørge om vej eller indlede en samtale på en respektfuld måde. Dette indlæg er oprindeligt udgivet i september 2023. Senest redigeret 1. juli 2026

Tyrkiet og Aserbajdsjan har indsendt en fælles ansøgning til UNESCO om at få håndværket og traditionerne bag baklava optaget på listen over menneskehedens immaterielle kulturarv. Men ansøgningen handler ikke om at afgøre, hvem der opfandt den populære dessert. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Tyrkiet og Aserbajdsjan har netop indsendt en fælles ansøgning til UNESCO. Målet er at få håndværket og traditionerne bag baklava - eller pakhlava, som den kaldes i Aserbajdsjan - optaget på listen over menneskehedens immaterielle kulturarv. Det betyder ikke, at UNESCO skal afgøre, hvilket land der opfandt baklava. Ansøgningen handler i stedet om at anerkende den viden, de teknikker og de traditioner, som gennem generationer er blevet givet videre fra bagermester til lærling og fra familie til familie. En gammel diskussion om baklavaens oprindelse Ansøgningen er alligevel interessant, fordi baklava i mange år har været genstand for en kulturhistorisk diskussion. Græske historikere peger blandt andet på byzantinske og endnu ældre lagkager som mulige forløbere. I Tyrkiet fremhæves det derimod, at den moderne baklava med sine mange papirtynde lag dej og sirup blev udviklet og forfinet i de osmanniske paladskøkkener i Istanbul. De tidligste kendte optegnelser om baklava fra paladset stammer fra Sultan Mehmed 2.s regeringstid i anden halvdel af 1400-tallet. Som så ofte i madhistorien er det vanskeligt at udpege én egentlig oprindelse. Før verden blev globaliseret, udviklede madkulturer sig over flere hundrede år. Opskrifter rejste med handelsfolk, soldater og imperier og ændrede sig undervejs. Vi behøver faktisk ikke rejse længere end til Danmark for at finde lignende diskussioner. Er frikadellen dansk, tysk eller svensk? Der findes næppe et entydigt svar. Det samme gælder baklava. Gennem århundreder har flere lande sat deres præg på desserten, og i dag betragter de den som en del af deres egen madkultur. Tyrkiet har allerede opnået international anerkendelse Tyrkiet har tidligere opnået en vigtig international anerkendelse for baklava. I 2013 blev Gaziantep Baklava det første tyrkiske produkt, der fik EU’s beskyttede geografiske betegnelse (PGI). Det betyder, at navnet i EU kun må bruges om baklava, der lever op til de fastsatte krav og stammer fra Gaziantep-regionen. Den nye UNESCO-ansøgning handler ikke om en bestemt type baklava, men om selve håndværket og traditionerne bag desserten. Hvis ansøgningen bliver godkendt, vil det være endnu en international anerkendelse af en madtradition, som gennem århundreder har været en del af hverdagen i store dele af det tidligere Osmanniske Rige. Den endelige afgørelse ventes på UNESCO-komitéens møde i Xiamen i Kina fra den 30. november til den 5. december 2026. Læs også Vidste du, at baklava i Tyrkiet også kan være en form for diplomati? Læs min hyggelige artikel: Baklava-diplomati: Den sødeste vej til et ja i Tyrkiet

Et osmannisk krudtværk, der gennem mere end 200 år fremstillede krudt til hæren, er i dag blevet til et af Istanbuls mere interessante kulturcentre. Baruthane er et godt eksempel på, hvordan historiske bygninger kan bevares og få nye funktioner. Øverst i artiklen finder du en video fra Baruthane, og nederst kan området opleves gennem en række interaktive 360°-billeder. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Jeg faldt over Baruthane i et nyhedsbrev fra İBB Kultur for noget tid siden, og siden da har stedet stået på min liste over steder, jeg gerne ville besøge. Da min gode ven Jens endnu en gang var på besøg i Istanbul, blev det den perfekte anledning til at tage Marmaray til Ataköy. Ataköy forbindes nok af de fleste med marinaen, strandpromenaden og de store boligområder. Men midt mellem det hele gemmer der sig Baruthane, som blev opført i begyndelsen af 1700-tallet, efter at en voldsom eksplosion havde ødelagt den daværende krudtfabrik inde i Konstantinopel. Produktionen blev derfor flyttet væk fra den tætte bebyggelse. I mere end 200 år blev der fremstillet krudt på Baruthane. Produktionen var selvsagt risikofyldt, og anlægget blev flere gange ramt af både brande og eksplosioner. Så det Baruthane, der opleves i dag, er resultatet af genopbygninger gennem århundrederne. Siden 2019 har İstanbul Büyükşehir Belediyesi (Istanbul Metropolkommune) gennem İBB Miras (kommunens enhed for restaurering og bevaring af kulturarv) restaureret en lang række historiske bygninger rundt om i byen. Baruthane er et af de projekter. De tidligere industribygninger rummer i dag bibliotek, café, udstillingslokaler og koncertområde, mens de grønne arealer omkring bygningerne fungerer som offentlig park. Det karakteristiske historiske tårn står stadig som et vartegn for området. Da vi besøgte Baruthane, blev udstillingen Cumhuriyet Kadınları Sahneye Çıkıyor! (Republikkens kvinder træder frem) vist. Udstillingen fortæller historien om en række markante kvinder, der var med til at præge den unge tyrkiske republik. Det er værd at holde øje med udstillingsprogrammet, da de midlertidige udstillinger løbende bliver udskiftet. Noget af det, jeg bedst kunne lide ved Baruthane, var biblioteket. Det er mere end bare en del af kulturcentret. For mange studerende i Istanbul er steder som dette en nødvendighed. De færreste har råd til deres egen lejlighed og bor derfor enten hjemme hos familien eller deler værelse på et kollegium. Et roligt sted at læse er langt fra en selvfølge. Baruthane er samtidig en del af en større udvikling i Istanbul. Flere tidligere fabriks- og industribygninger er de senere år blevet restaureret og fungerer i dag som kulturcentre med biblioteker, caféer og udstillinger. Müze Gazhane, Artİstanbul Feshane og Baruthane er blot nogle af eksemplerne. Det er en udvikling, som efter min mening har været med til at give historiske bygninger nye funktioner uden at de har mistet deres historiske identitet. Baruthane bliver næppe en seværdighed, som de fleste førstegangsbesøgende sætter øverst på listen. Men netop derfor var besøget en positiv oplevelse. Det er et sted, der fortæller en anden historie om Istanbul end den, der møder de fleste i Sultanahmet. Med Marmaray lige i nærheden er det samtidig et af de steder, der er nemme at kombinere med en dag, hvor Istanbul skal opleves lidt uden for de klassiske turistområder. Brug din finger - til at kigge rundt i IBB Baruthane: Find vej:

De fleste besøgende kender Basilica Cisternen og Şerefiye Sarnıcı. Men under Zeyrek-kvarteret gemmer der sig endnu en byzantinsk cisterne. Kæresten og jeg lagde vejen forbi på en af vores kulturelle søndagsdater for at se, hvordan stedet har udviklet sig siden genåbningen i 2025. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Sådan gemt lidt af vejen - og så alligevel ikke - mellem trafikerede veje og tætbebyggede gader i Fatih, blot et stenkast fra Valens-akvædukten, ligger Zeyrek Cisternen, også kendt som Pantokrator-cisternen. Cisternen var oprindeligt en del af Pantokrator-klosteret, som i de sidste århundreder af Det Byzantinske Rige udviklede sig til et af Konstantinopels vigtigste religiøse centre. Højt over cisternen ligger Zeyrek Moskeen, som indtil Konstantinopels fald i 1453 var Pantokrator-klosterets hovedkirke. Det særlige ved Zeyrek Cisternen er, at den ikke ligner de fleste andre cisterner i Istanbul. Mens Basilica Cisternen og flere af byens andre kendte vandreservoirer ligger skjult under jorden, er store dele af Zeyrek Cisternen synlige over terræn. Konstruktionen er bygget ind i skråningen under klosterområdet, hvilket giver et sjældent indblik i den byzantinske ingeniørkunst og den måde, Konstantinopels enorme vandforsyning blev organiseret på. I århundreder lå cisternen mere eller mindre glemt. Mange passerede forbi uden at vide, hvad der gemte sig bag de gamle murstensmure. Efter en omfattende restaurering åbnede stedet igen for offentligheden i 2025. Dengang vakte det opsigt, fordi man havde valgt at kombinere den historiske cisterne med et moderne tehus. Da jeg besøgte stedet kort efter åbningen, var teen næsten lige så meget en del af oplevelsen som selve cisternen. Så da kæresten og jeg vendte tilbage på vores søndagsdate i juni 2026, var det med en vis nysgerrighed efter at se, hvordan stedet havde udviklet sig. Det tidligere tehus-koncept virker helt afviklet. Ved genåbningen sad besøgende med et tulipanglas te mellem de byzantinske hvælvinger. Denne gang stod området, hvor teen tidligere blev serveret, gabende tomt. Til gengæld var der kommet glasfelter i gulvet med kulørte blinkende lyskæder nedenunder. Sammen med borde og stole, der flere steder virkede skubbet lidt hulter til bulter ud mod siderne, understregede det, at cisternen i dag også bruges til bryllupper, firmaarrangementer og andre private events. Noget har dog ikke ændret sig. Omgivelserne er stadig imponerende. De enorme murstenshvælv, de lange arkader og det karakteristiske byzantinske murværk gør Zeyrek Cisternen til en af de mest usædvanlige historiske seværdigheder i Istanbul. Og giver mulighed for at opleve selve konstruktionen på en måde, der næsten føles mere autentisk. Det er også værd at tage trapperne op i gallerierne langs siderne af cisternen. Heroppe er det råt og upoleret på den gode måde. I galleriet ud mod vejen blev der i løbet af 1900-tallet indrettet en fattig bolig, og derfor blev der hugget vinduer gennem den gamle mur. Det er måske ikke den slags detaljer, der normalt forbindes med byzantiske monumenter, men de fortæller til gengæld en del af historien om Zeyrek - et kvarter, der gennem store dele af 1900-tallet var blandt de mere fattige dele af Istanbul. Samtidig er der noget særligt ved placeringen. Fra området omkring Zeyrek Moskeen er der udsigt over Det Gyldne Horn, og kvarteret har bevaret en stemning, som mange af de mere besøgte dele af det historiske Istanbul for længst har mistet. Er det en seværdighed, man skal rejse tværs gennem Istanbul for at opleve? For de fleste nok ikke. Men er du allerede i området ved Zeyrek Moskeen, Valens-akvædukten eller de historiske gader omkring Fatih, er det et oplagt stop. Ikke på grund af de kulørte lyskæder eller de mange arrangementer. Men fordi Zeyrek Cisternen stadig er et fascinerende stykke Konstantinopel - og et af de steder, hvor byens byzantinske fortid føles overraskende nærværende. Praktisk information Sted: Zeyrek Cisternen/Zeyrek Sarnıcı (Pantokrator-cisternen) - se kort nedenfor Nærmeste seværdigheder: Zeyrek Moskeen og Valens-akvædukten Billetpris: Ved vores besøg i juni 2026 kostede adgang for Tyrkiske besægende 150TL og 300 TL for udenlandske besøgende. Priser kan naturligvis ændre sig. Find vej:

Rezan Has Museum ved Det Gyldne Horn kombinerer historien om en gammel tobaksfabrik med arkæologiske fund og skiftende udstillinger. Et nyt besøg mindede mig om, hvorfor stedet gjorde indtryk første gang. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Søndag stod på date-søndag, og denne gang lagde kæresten og jeg vejen forbi Rezan Has Museum ved Det Gyldne Horn. Det var faktisk ikke første gang, jeg besøgte stedet. Så vidt jeg husker, var jeg der sidst for omkring syv år siden. Derfor var det også spændende at vende tilbage og se det igen med friske øjne. Rezan Has Museum er ikke blandt de museer, der fylder mest i guidebøgerne om Istanbul - og det er faktisk synd. Museet holder til på området omkring Kadir Has Universitet i den tidligere Cibali Tobaksfabrik ved Det Gyldne Horn. De historiske fabriksbygninger er med til at skabe en fascinerende ramme om museumsbesøget - og er samtidig en del af museet. Noget af det, jeg godt kan lide ved Rezan Has Museum, er, at det rummer flere forskellige historier på én gang. Historien om den gamle tobaksfabrik er én del, de arkæologiske fund en anden, og dertil kommer skiftende udstillinger. Museets udstilling om den gamle tobaksfabrik var derfor en naturlig del af besøget. Gennem fotografier, genstande og historisk materiale fortælles historien om fabrikken og de mennesker, der arbejdede her. Under fabriksbygningerne finder man desuden udstillingsområder indrettet mellem arkæologiske rester og ruiner, som blev fundet under restaureringen af området. Kombinationen af de gamle mure og de moderne udstillinger fungerer overraskende godt og giver stedet en karakter, som adskiller det fra mange andre museer i Istanbul. Under vores besøg var blandt andet udstillingerne Fire and Light og en mindre udstilling om urartæiske bælter åbne. Begge dele passede fint ind i de lidt specielle omgivelser nede mellem de arkæologiske rester under de gamle fabriksbygninger. Desværre var flere af de øvrige udstillinger lukkede denne søndag. Det var lidt ærgerligt, da jeg havde glædet mig til at genopleve stedet efter så mange år. Jeg sad også tilbage med en fornemmelse af, at der ved mit tidligere besøg var lidt mere fokus på fabrikkens arbejdere og deres vilkår. Det kan naturligvis være hukommelsen, der spiller mig et puds, men jeg husker udstillingen som mere orienteret mod fabrikkens sociale historie, end den fremstod denne gang. Det ændrer dog ikke på min samlede vurdering. Rezan Has Museum er efter min mening et besøg værd. Kombinationen af den gamle tobaksfabrik, de arkæologiske fund og de skiftende udstillinger gør stedet til noget lidt særligt i Istanbul. Billetprisen er samtidig ganske rimelig. I juni 2026 koster entréen 200 TL, og modsat mange andre museer i Tyrkiet mødes udenlandske besøgende ikke af en særlig turistpris. Kæresten og jeg forlod i hvert fald stedet med lyst til at komme tilbage. Forhåbentlig på en dag, hvor lidt flere af udstillingerne er åbne. Brug fingeren eller musen til se at se rundt i billedet nedenfor:

Der er to lufthavne i Istanbul: Istanbul Airport (IST) på den europæiske side og Sabiha Gökçen (SAW) på den asiatiske side. Her er overblikket over, hvordan du nemmest kommer ind til byen - og hvad du skal være opmærksom på. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube Læs: Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Bestil en Shuttle Transport til og fra IST (Istanbul Airport) Metro (M11/U-linjen) Den hurtigste vej ind til byen. Metroen er førerløs og effektiv, men vær forberedt på at gå 10-15 minutter fra ankomstterminalen til selve stationen (der er rullende fortove). Ruten mod centrum: Går til Gayrettepe, hvor der kan skiftes til M2 og Metrobussen. M11/U til Halkalı, hvor der kan skiftes til Marmaray-toget (åbner 20/6). Betaling: Du skal bruge Istanbulkart. Almindelige betalingskort (Visa/Mastercard) kan endnu ikke bruges direkte i gaten. Drift: Togene kører ca. hvert 20. minut mellem kl. 06.00 og 24.00. HAVAIST-busser Hvis du har meget bagage eller skal til et område uden metro, er de hvide luksusbusser et godt valg. De kører til de fleste store knudepunkter. Betaling: Du betaler ved påstigning med betalingskort eller Istanbulkart. Tip: Tjek rutenummeret på skærmene ved busholdepladsen under ankomsthallen. Privat shuttle Du kan også bestille en privat shuttle, der kører dig direkte til dit hotel eller AirBnB. Transport til og fra SAW (Sabiha Gökçen) Metro (M4) M4-linjen kører direkte fra kælderen i lufthavnen til Kadıköy på ca. 50-55 minutter. Det er den absolut billigste og mest forudsigelige rute. Undervejs kan du skifte til Marmaray (ved Ayrılık Çeşmesi) eller rejse videre med færgerne fra Kadıköy (endestationen) mod den europæiske side og andre havnebydele i Istanbul. (Skal du til Üsküdar, skal du skifte til Marmaray). HAVABUS De hvide busser forbinder lufthavnen med Taksim (europæisk side) og Kadıköy (asiatisk side). Betaling: Sker ombord med kontanter eller kort. Bemærk: Trafikken på vej mod broerne kan være massiv, så beregn god tid. Privat shutle: Du kan også bestille en privat shuttle, der kører dig direkte til dit hotel eller AirBnB. Shuttle & Taxi Taxa og Shuttle-service Tager du en taxa, skal du være vågen. Prisen på taxameteret er én ting, men dertil lægges motorvejs- og broafgifter. Det kan gøre prisen uigennemsigtig. Godt at vide: På officielle helligdage er mange broer og motorveje gratis, men det er ikke sikkert, chaufføren nævner det. Shuttle: Ved forudbestilt privat shuttle er alle afgifter normalt inkluderet i prisen, så du kender slutbeløbet på forhånd. Ved shuttle-service er disse tillæg (ikke drikkepenge) normalt inkluderet i prisen. Ofte stillede spørgsmål Hvordan kommer jeg hurtigst fra SAW til Sultanahmet? Den smarteste vej er at tage M4-metroen til stationen Ayrılık Çeşmesi. Her skifter du til Marmaray-toget og står af på Sirkeci. Herfra kan du gå op mod Sultanahmet eller tage sporvognen (T1) et par stop. Er der forbindelse mellem de to lufthavne (IST og SAW)? Ja, der kører en direkte HAVAIST-bus mellem IST og SAW. Turen tager alt fra 90 minutter til over 2 timer afhængigt af trafikken. Skal du nå et fly, så læg rigeligt med buffer ind. Nyttige links Hava.ist (bus linjen HAVAIST) havabus (til og fra SAW) Privat Shuttle service Sadan får du et Istanbul Kart (rejsekort) Scan QR koden og få det mest opdaterede Istanbul metro-oversigt (Service fra IBB Istanbul Metropol Kommune) Affiliate: Bemærk venligst: Links i dette indlæg kan være såkaldte affiliate-links. Dette betyder, at hvis du køber billetter via disse links, støtter du bloggen mitistanbul.dk helt uden ekstra omkostninger for dig. Redigeret: Artiklen er oprindeligt fra 2020. Senest redigeret 17 maj 2026 bl.a. med information om M11 fra IST til Halkali

EU-Parlamentet sender et usædvanligt klart budskab til Tyrkiet: Der kommer ikke fremskridt i landets EU-optagelsesproces, medmindre der gennemføres markante reformer af blandt andet retsvæsenet og de demokratiske institutioner. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Budskabet fremgår af en ny rapport, som samtidig opfordrer EU til at overveje sanktioner mod Tyrkiets justitsminister Akın Gürlek og andre embedsmænd med ansvar for det, parlamentet beskriver som politisk motiverede retssager mod oppositionen. Rapporten peger blandt andet på sagen mod Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu som et eksempel på den udvikling, der vækker bekymring i Bruxelles. Der er ikke tale om konkrete sanktioner eller en formel afbrydelse af Tyrkiets kandidatur. Men tonen er blandt den skarpeste fra EU i flere år. Tyrkiets udenrigsministerium afviste hurtigt rapporten og beskyldte EU-Parlamentet for at bygge sine konklusioner på misinformation og politiske fordomme. Ministeriet afviste samtidig kritikken af justitsminister Akın Gürlek som grundløs og understregede, at det tyrkiske retsvæsen ikke er genstand for udenlandsk indblanding. Ifølge udenrigsministeriet afspejler rapporten en politisk dagsorden hos visse medlemmer af Europa-Parlamentet og risikerer at skade det, Ankara beskriver som den positive udvikling i forholdet mellem Tyrkiet og EU. Kilde: Associated Press, EU, Tyrkiske Udenrigsministerium.