Bag Topkapi-paladset, Hagia Sofia og Det Arkæologiske Museum ligger en af byens største grønne parker: Gülhane Park – “Rosenhusets park”. Ud over at være et solidt grønt åndehul gemmer den også på en nyrenoveret og genåbnet cisterne, Gülhane-cisternen, som i dag fungerer som kunsthal under navnet Gülhane Kunst – og som i øvrigt er gratis at besøge. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube   Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Efter at sultanerne i praksis var rykket til det nyere Dolmabahçe-palads ved Bosporus-strædet mellem Kabataş og Beşiktaş, blev Topkapi-paladsets ydre park i 1912 renoveret og åbnet for offentligheden. Det var i den forbindelse, at Gülhane-cisternen blev genopdaget. På det tidspunkt anlagde man også en mindre zoologisk have i parken, og cisternen blev brugt som akvarium. Da zoologisk have senere lukkede, gled stedet ud af bevidstheden og stod i mange år mere eller mindre glemt. Først i 2019, da et nyt bystyre satte gang i en større indsats for at finde, restaurere og genåbne historiske steder i Istanbul, kom der igen fokus på cisternen. Gülhane-cisternen blev en del af en større projektliste, og et omfattende restaureringsarbejde gik i gang. På det tidspunkt lå den reelt skjult under jord og beplantning, og de fleste, der gik forbi, anede ikke, hvad der lå nedenunder. Cisternen stammer fra omkring det 6. århundrede og menes at have været en del af infrastrukturen til et kloster eller muligvis børnehjemmet Hagios Paulos. Den har en rektangulær grundplan på cirka 12 x 17 meter, er omkring 7 meter høj og bæres af 12 marmorsøjler. I dag er der etableret en gangplatform med diskret belysning, og udtrykket lægger sig et sted op ad den renoverede Yerebatan-cisterne – bare i en mindre og mere rolig skala. Efter mange år i forfald står Gülhane-cisternen nu som et konkret eksempel på, hvad der sker, når historiske steder ikke bare bevares, men også får en funktion igen. Her er det kunst, der har fået plads – midt i noget, der engang var ren infrastruktur. Der er åbent i Gülhane Cisterne Tirsdag til søndag fra 10:00-18:00 Mandage lukket. Værd at se i Gülhane Park: Gülhane Cisternen Vandkunst: En sidevendende marmor bog, der byder besøgende velkommen. Historisk museum for videnskab & teknologi i Islam. Søjlen over gotherne (rejst i det 3. eller 4. århundrede). Ruinerne af børnehjemmet Hagios Paulos (formodet). Sarayburnu - udgravninger, sjovt monumentkort, cafeer og skøn promenade (nær pkt5). I april er parken et af hjemstederne for Istanbul Tulipanfestival

Under den såkaldte “første bro” over Bosporus-strædet ligger en lille flække, der er en af Istanbuls skønne perler: Ortaköy. Navnet betyder direkte oversat “mellemlandsby”, og stedet byder på en ret præcis blanding af kultur, arkitektur og noget at spise undervejs. Her tager jeg et kig på flækken. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube   Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ortaköy er især kendt for sin arkitektur, hvor osmanniske træk møder europæiske stilarter. Moskéen i Ortaköy – Büyük Mecidiye Camii (ofte kaldet Ortaköy-moskéen) – stod færdig i 1856. Med sine udskæringer, buer og slanke minareter står den helt ude ved vandet og er i dag et af de mest genkendelige motiver fra Istanbul. Indenfor i Ortakoy Moskeen En kumpir er i sin enkelhed en bagt kartoffel, der moses med smør og revet ost, hvorefter den fyldes med alt fra oliven og salater til kısır, grøntsager og kød. Hvis man absolut skal oversætte det, minder det lidt om en dansk håndmad – bare i en helt anden skala. Efterfølgende giver det god mening at tage en vaffel. De bliver fyldt med nødder, chokolade, frugt, syltetøj og alt det, der ellers kan presses ned ovenpå. Ortaköys gadekøkken rammer bredt – også hos dem, der ellers er lidt svære at imponere. En af de største kvaliteter ved Ortaköy er beliggenheden direkte ud til Bosporus-strædet med udsigt til broen, der i dag officielt hedder 15. juli-martyrernes bro. Tag en tur langs promenaden, eller sæt dig bare ned og kig ud over vandet. Alternativt kan du hoppe på en båd og se det hele fra vandsiden. På mange måder minder stemningen i Ortaköy om Eyüp ved Det Gyldne Horn: lidt landsby, lidt souvenirboder og en moské helt nede ved vandet. Forskellen er, at Eyüp er mere religiøs og traditionel, mens Ortaköy er mere verdslig. Den garvede Istanbul kender Jens, oplever Ortaköy (sådan rigtigt) for første gang en fredag i november 2023. Desværre tænkte ingen af os på at tage et billede af den gigantiske vaffel han fik serveret. Du kan høre Jens fortælle om sin kærlighed til Istanbul i podcasten “Samtaler Fra Istanbul” episode 1. Jeg vil klart anbefale dig at tage en af de mange færger til Ortaköy. Der sejles fra de fleste større havne på begge sider af af Bosporus. Tjek aktuelle sejlplan: https://www.sehirhatlari.istanbul/en

Planlægger du en ferieoplevelse i Istanbul eller et andet sted i Tyrkiet i 2026, er det klogt at kende årets fridage. De påvirker priser, trafik og tempo - især omkring de religiøse højtider. Hvert år laver jeg en opdateret oversigt, og 2026 er ingen undtagelse. Her får du mit overblik i den kvalitet, du kender fra mitistanbul.dk - og nederst finder du en samlet helligdagskalender, så du nemt kan planlægge din rejse. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube   Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ramadan i 2026 begynder ved solnedgang den 17. februar og slutter ved solnedgang den 18. marts. I Sultanahmet, Taksim og Kadıköy holder caféer og restauranter mere eller mindre åbent som normalt, mens dagene i mere lokale kvarterer kan være roligere. Vis lidt hensyn i dagtimerne - og oplev til gengæld den livlige stemning ved iftar om aftenen. Efter Ramadan følger Ramazan Bayramı (Eid al-Fitr): 20.-22. marts (Arife 19. marts = halv fridag). Her rejser mange til familien, og både hoteller og transport bliver hurtigt udsolgt. Det samme gælder Kurban Bayramı (Eid al-Adha): 27.-30. maj (Arife 26. maj). Vil du undgå trængsel og høje priser, så læg turen før eller efter - ellers book i god tid. De sekulære fridage giver færre praktiske udfordringer, men kan betyde parader og afspærringer: 23. april (Børnenes dag), 1. maj (Arbejdernes dag), 19. maj (Atatürks ungdomsdag), 15. juli (Demokrati- og enhedsdag), 30. august (Sejrens dag) og 29. oktober (Republikdag - Arife 28. oktober). Grand Bazar og Spice Bazar er som regel lukkede disse dage, mens attraktioner og museer som regel vil være åbne, men tjek tiderne dagen før på stedernes SoMe. Skoleferier i Tyrkiet kan også få betydning for din rejse. I 2026 holder eleverne vinterferie fra 19.-30. januar, forårsferie 16.-20. marts og sommerferie fra ca. 26. juni til starten af september. Der er desuden en kort efterårsferie fra den 10.-14. november 2025. Læg især mærke til forårsferien, som falder lige op til Ramazan Bayramı - her bliver både hoteller, busser og fly ekstra fyldte. Skoleferier i Tyrkiet er mere flydende end i Danmark. De fleste privatskoler har deres egen ferieplanlægning, som kan afvige fra undervisningsministeriets. Internationale skoler har ofte enten en længere Eid al-Fitr eller en længere juleferie - det afhænger af skolens profil. Under Bayram rejser millioner af mennesker på kryds og tværs gennem landet - priserne stiger, og tempoet falder, mens trafikken på landets motorveje intensiveres yderligere. Vil du undgå mylderet? Rejs før eller efter. Vil du derimod opleve det hele? Så sæt dig til bords i Istanbul under iftar og mærk stemningen, når hele byen deler måltidet. Og husk: De fleste museer holder åbent, men ofte med kortere åbningstider. Indlægget er baseret på indsamlet information fra de tyrkiske indenrigs-, undervisnings- og turismeministerier. Indlægget her er udgivet af mitistanbul.dk Alle rettigheder forbeholdes.

I 500-tallet blev søvejen gennem Bosporus i perioder opfattet som direkte farlig. Samtidige kilder fortæller om et stort havdyr, et såkaldt kētos, der i årevis stødte ind i skibe og skabte uro blandt søfolk i Konstantinopel. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd mig på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Historien kendes fra Procopius, der levede under Justinian I og beskrev begivenhederne som en del af sin samtid. Han befandt sig tæt på magten og skrev senere det berygtede værk Secret History, hvor især Theodora blev udsat for en usædvanligt hård kritik, flere steder i direkte grove og til tider perverse vendinger. Han beskrev et enormt havdyr, som bevægede sig rundt i Bosporus og Marmarahavet gennem en længere periode. Det fik navnet Porphyrios. Ifølge beretningen var det ikke en enkelt hændelse, men noget, der gentog sig over år. Skibe blev ramt. Nogle gange med så stor kraft, at de tog alvorlig skade. Andre gange slap besætningen med skrækken. Det afgørende var ikke detaljerne i de enkelte episoder, men at det skete igen og igen. Bosporus var på det tidspunkt en livsnerve for byen. Transport, handel og kommunikation foregik i høj grad via vandet. Når der opstod usikkerhed her, fik det direkte betydning for hverdagen. Procopius beskrev, hvordan søfolk begyndte at tage højde for situationen. Ruter blev justeret, og bestemte områder blev undgået, hvis det var muligt. Der opstod en vedvarende usikkerhed knyttet til sejladsen. Der blev gjort forsøg på at få ram på dyret, men uden held. Det forsvandt og dukkede senere op igen. På den måde blev det en tilbagevendende faktor i byen over en længere årrække. Historien endte uden en egentlig dramatisk afslutning. Ifølge kilderne strandede dyret til sidst ved kysten og blev slået ihjel af lokale. I dag peger forskere på, at det sandsynligvis har været en stor hval, som var kommet ind i et farvand, hvor den normalt ikke opholder sig. Det ændrede ikke ved, hvordan det må have været at sejle ud på Bosporus i den periode. Ikke som en dramatisk enkeltbegivenhed, men som en vedvarende usikkerhed, der fulgte med ud på vandet. Illustrationen øverst i artiklen er baseret på et foto taget fra færgen på vej over Bosporus en mandag april-morgen i 2026 og efterfølgende tilpasset med hjælp fra kunstig intelligens.

Så er Tyrkiet og Grækenland igen røget i totterne på hinanden. Denne gang handler det om noget så (u)appetitligt som en kallunsuppe - på græsk patsas, på tyrkisk işkembe çorbası. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd mig på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ifølge Associated Press vil en restaurantejer i Thessaloniki - oven i købet Mustafa Kemal Atatürks fødeby - have suppen registreret som græsk kulturarv via UNESCO. Det i sig selv er nok til at få folk til at spidse ører i Tyrkiet. For det her bliver ikke læst som en stille ansøgning. Det bliver læst som: “den tager vi lige”. Og det er ikke første gang. Döner-sagen med Tyskland ligger stadig frisk. Argumentet dér var Berlin-versionen. I Tyrkiet lød det mest som endnu en omgang “den tager vi lige”. Samme følelse her. For den her suppe findes i hele regionen - Tyrkiet, Grækenland, Balkan. Samme idé, samme smag, samme funktion. Den er ikke blevet opfundet. Den er bare blevet til. Men det er ikke sådan, den slags sager fungerer. For i det øjeblik noget bliver registreret som kulturarv, skal der stå ét navn på. Og så begynder det at gnide. I Tyrkiet fylder madkultur ret meget. Det er ikke bare noget, man spiser. Det er noget, man genkender sig selv i. Så når andre begynder at sætte label på det, reagerer mange hurtigt og ret kontant. Set udefra kan det virke som en overreaktion. Set herfra ligner det mere et mønster. Vi mangler bare lige, at grækerne også snupper baklava. Du kan prøve at sige: “baklava er græsk” i Istanbul - og se hvor hurtigt stemningen skifter. (OBS: Jeg og bloggen fraskriver os ethvert ansvar, hvis du prøver). Vidste du i øvrigt? İşkembe betyder mave. İşkembe er lavet på kogt ko- eller fåremave (kallun). Ikke for alle – men en klassiker i store dele af regionen. En işkembeci er en, der laver suppen - ikke manden, der opfandt den. Der er ikke én ophavsmand bag retten.

Midt i et hjørne af Istanbul, de færreste normalt stopper op i, ligger en mosaik, der ændrer fortællingen om byen en smule. Ikke inde bag de berømte bymure, men ude i Zeytinburnu, Kazlıçeşme - mellem Marmaray-togspor, gamle industribygninger og nye kulturprojekter langs Marmarahavet. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Her dukkede der i 2014 noget uventet op under restaureringen af en bygning fra 1800-tallet: et enormt mosaikgulv fra senromersk tid. Først flere år senere er stedet blevet åbnet som Zeytinburnu Mosaikmuseum, og nu kan man faktisk stå midt i det rum, hvor mennesker levede for omkring 1600 år siden. Mosaikken stammer fra perioden mellem midten af 300-tallet og begyndelsen af 400-tallet e.Kr. - og den er opsigtsvækkende, fordi den ligger uden for den historiske bykerne. Faktisk er det den største og bedst bevarede mosaik, der er fundet uden for Konstantinopels gamle mure. Der er ingen dramatiske gudefigurer eller mytologiske fortællinger her. I stedet består gulvet af mønstre, der næsten virker overraskende moderne i deres rytme: fletværksmønstre, skakbrætsfelter og sammenlåste cirkler vinranker, granatæbler og planter - klassiske symboler på velstand og liv i den sene romerske verden Med sine omkring 400 m² har mosaikken dækket gulvet i en stor villa. Alt peger på, at ejeren har været en person med både penge og position - måske en embedsmand, måske en handelsfamilie med forbindelser til byen. Under udgravningen kom endnu en detalje frem: et mindre gravkammer under gulvet med en sarkofag og skeletterne af en mand og en kvinde. Huset har altså ikke kun været bolig, men også familiens sidste hvilested. Fundet fortæller samtidig noget vigtigt om Konstantinopel. Livet - og rigdommen - stoppede ikke ved bymurene. Også udenfor levede mennesker omgivet af imperiets håndværk, kunst og komfort. I dag ligger mosaikken stadig præcis dér, hvor den blev lagt. Man ser ikke et museumstykke, der er flyttet hertil, men et rum, der i princippet aldrig har forladt sin plads i byen. Er det et sted, de fleste vil booke en rejse til Istanbul for alene? Overhovedet ikke. Men fordi det store Grand Palace Mosaic Museum ved Sultanahmet-pladsen fortsat er lukket - officielt på grund af restaurering - er Kazlıçeşme lige nu et af de bedste steder i byen at opleve romerske mosaikker. Find vej & praktisk info Åbent tirsdag-søndag kl. 10.00-18.00 Gratis adgang! Kazlıçeşme Sanat - ca. 2 minutters gang fra Marmaray-stationen Zeytinburnu/Fisekhane Istanbulkart forklaret - sådan får du og bruger et rejsekort i Istanbul Oprindeligt udgivet februar 2025. Sproglig opdatering februar 2026. April 2026: Tilføjet engelsk version for den engelske del af bloggen samt ny titel.

Lige bag det nyrestaurerede kæmpe Sirkeci Post Office i Eminönü står en statue af en hamal - en traditionel bærer, en portør, om man vil. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd mig på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Statuen er et symbol på det traditionelle osmanniske svar på det, vi mange år senere kom til at kende som “de grønne bude”. Men ikke alt er fortid. Under statuen ligger bæretasker og kurve, der stadig er i brug i dag - og hamal’erne sidder lige ved siden af og venter på næste opgave. I århundreder var det mænd som dem, der stod for transporten af varer gennem Istanbul. Varer kom ind med skib til Eminönü og Sirkeci og blev derfra båret videre gennem byen - fra lager til butik, fra handlende til handlende, gennem smalle gader og op ad trapper, hvor hverken vogne eller senere biler kunne komme frem. Alt blev båret. I dag er det meste af den type transport overtaget af varevogne og moderne logistik. Men ikke det hele. For i gaderne omkring Eminönü og Tahtakale er der stadig korte strækninger, hvor det ganske enkelt er nemmere at få noget båret end kørt. Smalle passager, trapper og tætte handelsgader gør, at arbejdet stadig findes - dog i en langt mindre skala. Det er derfor, de sidder der, mændene. Ikke som en rest fra fortiden, men fordi der stadig er brug for dem. Ofte ældre mænd, der tager de opgaver, som ikke passer ind i det moderne system. Og så er der historien, der bliver ved med at dukke op.... (fortætter under billedet) At hamal’er blev brugt til at bære fulde gæster hjem fra beværtninger. Billederne findes, og de bliver jævnligt delt med netop den forklaring. Nogle af de kendte fotos er tydeligt iscenesatte motiver fra slutningen af 1800-tallet. Andre ligner mere hverdagsbilleder fra en senere periode - men også her peger flere på, at motivet kan være iscenesat. Det ligner ikke en reel situation. Den “fulde” opfører sig som en karikatur, ikke som en person, der faktisk skulle bæres gennem byen - i højlys dag. Det peger på, at det kan have forekommet. Men der er ikke noget, der tyder på, at det var en fast eller organiseret del af arbejdet. Det kan være sket. Men det er næppe det, hamal’erne levede af. Faste aftaler mellem beværtninger og hamal’er bliver afvist af lokalhistorikere. Tilbage står det egentlige arbejde. Statuen står der stadig. Taskerne ligger klar. Og mændene sidder lige ved siden af. Men skulle det ske, kan du i princippet droppe Uber og afprøve myten om et lift med en hamal - jeg garanterer ikke, at det lader sig gøre.

Istanbul Modern ligger helt ude ved vandet omgivet af indkøbscenteret Galataport i Tophane - og det er svært ikke lige at stoppe op første gang, du ser bygningen tegnet af Renzo Piano. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Alt er åbent, lyst og gennemtænkt. Store glaspartier, linjer der spiller med vandet og en ro, du ellers ikke finder mange steder i Istanbul. Rummene er store og luftige, og flere steder har du udsigt over Bosporus, mens du bevæger dig rundt mellem værkerne. Udsigten er dog ikke altid garanteret. Ligger der et eller flere krydstogtskibe til kaj i Galataport, kan de reelt blokere for hele oplevelsen. Det gælder også museets restaurant, som ellers lever højt på netop udsigten - og uden den bliver det hurtigt en lidt dyr fornøjelse uden det store wow. Til gengæld er tagterrassen værd at nævne for sig selv. Heroppefra har du et af de bedre udsigtspunkter i området - åbent, roligt og med byen og vandet omkring dig. Istanbul Modern er dedikeret til moderne og samtidskunst - med både tyrkiske og internationale kunstnere på programmet. Noget af udstillingen er permanent - især dele af museets egen samling - mens andre udstillinger skifter løbende. Det giver en fin balance: Du har noget, der altid er der, og samtidig en grund til at komme igen. Nogle udstillinger rammer mere end andre, men niveauet er generelt højt, og det hele er kurateret på en måde, hvor du godt kan følge med. Det er ikke tungt. Men det er heller ikke helt nede på gadeplan. Du kan sagtens være med - men du mærker også, at det er et museum. Den der lidt pæne, kuraterede følelse, hvor alt er sat rigtigt op. Så ja - det er tilgængeligt. Men også en smule elitært. Et besøg i april Vi var der selv en tur her i april - min kæreste og jeg sammen med et par venner. Det var en af de dage, hvor Istanbul lige tager en pause. Sol, klart lys og ikke alt for mange mennesker. Vi gik stille rundt gennem udstillingerne, tog os god tid og endte både ved vinduerne med udsigt over vandet - og oppe på tagterrassen, hvor udsigten faktisk er noget af det bedste ved hele besøget. Og det er måske netop dér, min egen oplevelse deler sig lidt. Jeg synes faktisk, det er et fedt sted. Virkelig. Men jeg gik også derfra med en lille følelse af, at det ikke helt ramte så hårdt, som jeg måske havde forventet. Ikke fordi det er dårligt - tværtimod. Men fordi Istanbul bare er… Istanbul. Du finder et konstant flow af gratis kunstudstillinger rundt omkring i byen - nogle små, andre ret omfattende. Når du har det som reference, føles Istanbul Modern pludselig meget poleret. Mere museum. Mindre kant. Så, er det overhovedet et besøg værd? Ja - uden tvivl. Hvis du er bare lidt interesseret i moderne kunst, giver det rigtig god mening at lægge vejen forbi. Og hvis ikke - så er bygningen, lyset og udsigten næsten nok i sig selv. Hvis altså det hele ikke lige blokeres af de førnævnte krydstogtskibe. Det er et sted, der fungerer. Et sted, der er gennemført. Men måske ikke det sted i Istanbul, der overrasker dig mest. Praktisk Ligger i Galataport i Tophane Nem at kombinere med Karaköy og en tur langs vandet Rabat for personer over 65 år (husk pas som ID)

Glassene klirrer, brødet bliver revet i stykker, og tjeneren balancerer endnu en tallerken ind mellem albuer og samtaler. Raki’en får et skvæt vand og bliver langsomt mælkehvid. Du er landet i en traditionel tyrkisk meyhane - og aftenen er først lige begyndt. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube      Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid - køb billetter her og oplev mere   Lyt til “ Samtaler fra Istanbul ” episode 4, hvor samtalen kommer ind på mayhane traditionen. En meyhane bliver ofte forklaret som en slags “fisk og raki”-restaurant. Det er ikke forkert, men heller ikke helt dækkende. For man kommer ikke kun for at spise. Man kommer for tempoet, samtalerne og den måde, en aften i Istanbul får lov til at trække ud på. Stemningen kan næsten minde om de gamle fondueaftener fra 1970’erne, hvor den kogende olie stod midt på bordet, og måltidet langsomt blev til en hel aften - hvor samtalerne fortsatte længe efter, at man egentlig var blevet mæt. Noget af det vigtigste er faktisk at finde det rigtige sted. De bedste meyhaner gemmer sig sjældent bag store skilte eller hotelanbefalinger. Kig i stedet efter steder, hvor bordene er fyldt med lokale, hvor tjenerne bevæger sig hurtigt men afslappet, og hvor stemningen allerede er i gang, før du sætter dig. Ofte er det de lidt slidte steder med historie i væggene, der viser sig at være de bedste. Aftenen begynder næsten altid med meze. Små retter, der langsomt overtager bordet - yoghurt, aubergine, fisk, salater og ting, du måske ikke helt ved, hvad er, før du smager dem. Bestil ikke for meget på én gang. Meyhane handler om tempo, ikke om at blive færdig. Og ser du ordet atom på menuen, er det som regel et tegn på, at chilien ikke holder igen. På et tidspunkt spørger tjeneren, om du er klar til fisk - balık. Det er klassikeren, men der findes næsten altid alternativer som köfte eller tavuk (kylling). Er du vegetar, klarer du dig fint blandt meze, selv om hovedretterne stadig ofte kredser om fisk og kød. Når tallerkenerne begynder at blive tomme, og samtalerne falder lidt ned i tempo, dukker der ofte en tallerken med frugt eller ost op på bordet. Ikke som dessert i klassisk forstand, men som en stille overgang til den del af aftenen, hvor ingen længere holder øje med klokken. Og så er der raki. Den blandes med vand, bliver mælkehvid og drikkes langsomt. Mange tager automatisk en slurk vand mellem hver slurk raki. Ikke som regel - men som rytme. Ingen har travlt i en meyhane, og et enkelt glas kan sagtens vare længe. En meyhane handler nemlig ikke om at spise sig mæt. Den handler om at blive siddende lidt længere, end man havde planlagt. Afiyet olsun! Alle billederne er fra nogle forskellige Raki aftener i Kadikoy, Istanbul i 2023 Artiklen er redigeret i februar 2026. Sproglig finpudsning.

At forelske sig i en lille vovse eller kitty-kat i Tyrkiet og drømme om at tage den med hjem til Danmark sker oftere end man tror. Og jeg forstår det godt. Der er virkelig mange søde gadehunde og kærlige katte hernede, som hurtigt smelter et dansk turisthjerte.   Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Men: Tyrkiet er et land uden for EU, og derfor er der nogle rigtig strenge regler, der skal være opfyldt, før et dyr må komme med hjem til Danmark. Processen tager tid, papirarbejdet er ikke altid ligetil, og du skal planlægge det hele i god tid. Her får du en samlet guide, der i øjenhøjde gennemgår, hvad der faktisk gælder trin for trin. Trin 1: Mikrochip og rabiesvaccination Først skal dyret have en ISO-kompatibel mikrochip. Det er fungerer dybest set som dyrets pas og ID, og den skal sættes før andre vaccinationer. Når chippen er på plads, skal dyret have en rabiesvaccination. Det skal være mindst 12 uger gammelt ved vaccinationen, og du skal efterfølgende vente 21 dage, før noget som helst andet kan ske. Trin 2: Rabies-antistoftitertest Her bliver det vigtigt. Fordi Tyrkiet er et såkaldt listed third country i EU, er der krav om en rabies antistoftitertest. Blodprøven må først tages 30 dage efter rabiesvaccinationen. Den skal analyseres på et EU-godkendt laboratorium, og testen skal vise mindst 0,5 IU/ml antistoffer. Når prøven er godkendt, skal du vente 3 måneder, før dyret må rejse til Danmark. Her ryger de fleste adoptivdrømme i tidsnød, for testen og ventetiden tager nemt 3,5 til 4 måneder alene. Trin 3: De tyrkiske veterinærpapirer Inden afrejse skal du have udstedt et officielt EU-dyresundhedscertifikat, udfyldt af en statsveterinær i Tyrkiet. Det får du hos İl Tarım ve Orman Müdürlüğü, altså provinsens landbrugs- og skovbrugsdirektorat. Certifikatet skal indeholde mikrochipnummer, rabiesvaccination, resultat af titertesten, oplysninger om dig som ejer og en erklæring om, at det ikke drejer sig om kommerciel import. Dokumentet er gyldigt i 10 dage, så du skal planlægge rejsen ret præcist. Trin 4: Rejsen til Danmark Næste skridt er selve indrejsen. Det skal ske som ikke-kommerciel transport, hvilket betyder, at du rejser sammen med dyret og ikke har tænkt dig at sælge det. Ved ankomst til Danmark kan der være stikprøvekontrol, hvor chip, papirer og vaccinationer bliver tjekket. Mangler der noget, kan myndighederne afvise dyret eller i værste fald kræve karantæne. Hvor lang tid tager det hele? Regn med 4 til 5 måneder. Ikke fordi nogen vil gøre det svært, men fordi reglerne er sat i verden for at holde rabies ude af EU. Derfor er det vigtigt at starte processen i god tid, hvis du vil adoptere et dyr fra Tyrkiet. Et par ekstra råd Mange dyrlæger og organisationer her i Tyrkiet tilbyder at hjælpe med papirarbejde, laboratorier og myndighedsbesøg. Det koster en del, men kan være en lettelse, hvis du ikke selv vil stå i kø hos myndighederne. Spørg din lokale dyrlæge hernede, de kender ofte de rigtige kontakter. Og: Tjek altid Fødevarestyrelsens hjemmeside, før du går i gang. Regler kan ændre sig, og det er myndighederne der har det sidste ord.

Istanbuls parker og gadebillede er fyldt med både katte og hunde, som er elsket af lokalbefolkningen og kaldes for "fællesdyr" eller "byens dyr". Men i 2024 begyndte en udvikling, der for mange minder om en gentagelse af hundemassakren fra 1910. Intro og statistik - 1910 hundemassakren - Guds straf - Steriliser & vacciner - Automater - 2024 brutale lov - Gebze massakren oktober 2024 - Gode links Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Besøger du Istanbul, vil du ellers møde mange af disse fællesdyr i gaderne, i boligkomplekser eller i byens parker. Det anslås, at der findes knap 200.000 af dem i storbyen. I dag findes der ganske vist kommunale og private organisationer samt ildsjæle, der tager sig af dyrene, men historien viser, hvor galt det kan gå. I dagens Istanbul ser man stadig hunde, der har lært at begå sig i trafikken og ved, at et par dybe, brune hundeøjne eller en spindende gnubben op ad benet ofte kaster lidt mad af sig. For søde - det er langt de fleste. Men denne sameksistens er nu truet af politiske beslutninger, der vækker mørke minder. I 1910 fik guvernøren af Konstantinopel (navnet blev officielt ændret til Istanbul i 1930) nemlig en lignende idé: Han ville fjerne alle byens fælleshunde og sende dem ud til en af de små, ubeboede øer i Marmarahavet - lige ud for byen. Dengang blev ca. 80.000 hunde indfanget og sendt til øen Sivriada (Den Spidse Ø). En stor del af hundene døde - dels på grund af den hårde behandling, dels af sygdom og sult - mens andre druknede i desperate forsøg på at flygte fra den ubeboelige klippeø. I 1911 blev byen ramt af en gennemtrængende brand, og i 1912 ramte et kraftigt jordskælv - disse hændelser blev af de lokale omtalt som ‘Guds straf for behandlingen af hundene’. Hundemassakren kaldes i dag for ’1910 Hayırsızada Hunde Massakre’ (Hayırsızada – Den Uvejsomme Ø). (Dokumentaren “Stray” fra 2020 er desværre stik modsat af Tyrkiets nye lov fra 2024). Heldigvis er myndighedernes tone overfor dyrene i dag en helt anden. I fællesskab med flere dyreorganisationer indsamler man hundende og kattene, vaccinerer og kastrerer/steriliserer dem - og sætter dem ud, hvor man fandt dem. Hundene får et ‘tag’ i øret, mens hunkattene får et lille hak i øret, der betyder, at dyret har været i behandling. Hvis man som privatperson finder en syg hund eller kat på gaden, kan man enten ringe efter den kommunale dyrlæge, der gratis kommer og behandler dyret - eller man kan tage dyret til en privat dyreklinik. Her skal man dog betale for behandlingen, men de fleste dyrlæger har special-rabat for behandling af fællesdyrene. Her ses en rullende dyreklinik. Klinikken informerer og vejleder samtidig med at den tilser byens dyr. Foto august 2024 Såvel kommunale myndigheder som privatorganisationer, privatpersoner og mange forretninger og virksomheder stiller gerne mad og vand frem til hundene og kattene. For et par år siden blev en mad- og vandautomat introduceret i Istanbul; her kaster man sin tomme vandflaske ind i maskinen, og vupti, ud kommer der tørfoder og vand til dyrene. Maskinerne står hist og her over hele byen - dog er de, grundet hærværk, ikke lige så ofte at se i 2024, som de har været. Trist opdatering 2024: Den tyrkiske regering (AKP, MHP) har ikke magtet opgaven at administrere den gældende lov om gadedyr (sterilisering og vaccination), og har i slutningen af juli 2024 vedtaget en ny lovgivning for byernes fælleshunde, der i korthed betyder, at myndighederne skal 'indsamle, opbevare og aflive'. Oppositionen (CHP), der har magten i de større byer i Tyrkiet, kalder den nye lovgivning for ‘brutal’ og ‘unødvendig’ og har meddelt at de, i deres kommuner, ikke vil ikke håndhæve den nye lov, da de mener, at de allerede har styr på gadens dyr med den gældende lov i hånden. Ligeledes har partiet midio august bedt domstolene om at annullere loven. Kort før vedtagelsen af den nye lovgivning i juli 2024, blev ‘gadekatte’ fjernet fra lovteksten, der altså nu kun gælder for hunde. De første uger af august 2024 har budt på nogle brutale billeder og historier i medierne fra en række regeringsstyrede kommuner, hvor myndighederne har aflivet hunde med gift, kølker og skud og kastet dem i grave. Dette indbærer både hvalpe, gravide og voksne fredelige hunde. Gebze massakren oktober 2024 Gebze kommune, nabokommune til Istanbul, er styret af det tyrkiske regeringsparti AKP - der slm beskrevet ovenfor indførte en brutal lov mod gadehunde. Det kom forleden de lokale i området nær internatet for øre, at man aflivede dyr der ankom til internatet. I fællesskab med dyre organisationer optog man dronevideoer af stedet der bekræftede rygtet hvorefter man tvang sig adgang til internatet. Her fandt man ligene af 30 hunde (voksne og hvalpe) og 13 katten (voksne og killinger). Internatets ledelse og Gebze Kommune har forklaret at "de handler indenfor den nye lov". Dyreorganisationen Haytap har politianmeldt Gebze kommune og internatet samt ansvarlige. Anmeldelsen kan angiveligt ikke omfatte AKP borgmesteren, da denne har immunitet der kun fjernes af præsidenten. Borgmesteren har lørdag formiddag udtalt: ‘jeg har set billeder og videoer af situationen, og det rør mig’. Billederne fra Gebze er meget voldsomme, jeg sætter dem derfor ikke direkte i indlægget, men du kan hente denne PDF med nogle af billederne. OBS - det er ikke for børn! Dronevideo fra internatet. Du skal selv klikke start. Jeg vil dog advare dig... er du sensitiv kan have en voldsom effekt. Guvernørens ultimatum: Deadline 31. maj 2026 Den 2. april 2026 skærpede Istanbuls guvernør, Davut Gül, tonen markant over for byens 39 distriktskommuner. I et nyt dekret er der sat en kontant deadline: Alle gadedyr skal være indsamlet og fjernet fra gaderne senest den 31. maj 2026. Udmeldingen indeholder flere drastiske tiltag: • Forbud mod fodring: Det er nu officielt forbudt for privatpersoner at fodre gadedyr i det offentlige rum. Guvernøren argumenterer for, at ukontrolleret fodring skaber utryghed og sanitære problemer. • Straf til kommunerne: De lokalafdelinger og kommuner, der ikke "makker ret" og overholder tidsplanen for indsamling, vil blive mødt med administrative sanktioner og bøder. • Obligatorisk internat: Dyrene skal flyttes til kommunale internater, men da kapaciteten mange steder allerede er sprængt, vækker ordren stor bekymring blandt dyreværnsaktivister for dyrenes fremtidige skæbne. Gode links: haytap.org – en privat dyreorganisation i stil med Dyrefonden i Danmark Støt Haytap med en pengegave Tails Of Turkey – adopter en gadehund eller kat Gadehunde i Tyrkiet dansk facebook gruppe der hjælper dyrene i Tyrkiet. Gruppen administreres af Charlotte Pedersen. Tag et kig! Redigeret : Indlægget er oprindeligt fra 2022. Redigeret i 2024 tilføjet den nye lov. 2025 sproglig opdatering. april 2026: finpudsdning og tilføjelse af guvernørens dekret.

Der findes næppe en by i verden, hvor katte er så meget en del af gadebilledet som i Istanbul. I City Cats of Istanbul har den hollandske fotograf Marcel Heijnen fanget netop denne særlige symbiose mellem mennesker, dyr og byrum – i en fotobog, der emmer af varme, poesi og kærlighed til byens pelsklædte beboere. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Bogen består af over 90 farvefotografier, taget i Istanbuls gyder, baggårde og havneområder. Heijnens blik er nænsomt og nysgerrigt – han fanger ikke bare kattene, men også de teksturer og stemninger, som omgiver dem: afskallede vægge, slidte trædøre og solstriber på brostenene. Der opstår et næsten meditativt samspil mellem byens patina og de dyr, der lever midt i den. Layoutet er legende og sjovt sat op. Mellem billederne finder man små citater, korte haikus og små finurlige kommentarer set fra kattens synspunkt – alt sammen med et glimt i øjet. Det giver bogen et uformelt og menneskeligt præg. Det føles lidt som at bladre i en dagbog over et Istanbul, hvor tiden står stille et øjeblik – og kattene har hovedrollen. Jeg bliver altid en smule varm om hjertet, når jeg opdager billeder af katte (og en enkelt hund), som jeg selv møder næsten dagligt i mit nabolag her i Kadıköy. Mange af dem vil også virke bekendte for besøgende, der har vandret gennem byens gader og hilst på de samme pelsklædte personligheder. Det giver bogen et næsten hjemligt præg – som et kærligt spejl af det Istanbul, vi alle deler. City Cats of Istanbul er ikke en tung kunstbog, men en stille – og lidt nuttet – hyldest til byens hverdagsmagi. Den rammer lige dér, hvor Istanbul altid er bedst: mellem det rå og det poetiske, mellem virkelighed og drøm. Måske er det i virkeligheden det mest alsidige – og personlige – souvenir, man kan tage med sig fra byen. Udgiver Thames & Hudson Fotograf   Marcel Heijnen Køb bogen Amazon Tyrkiet / Amazon generelt. Saxo.com I Istanbul kan du tjekke større boghandlere som Istanbul Kitapchi , der findes på en del af byens museer, udstillingshaller og større færgeterminaler samt specialboghandlere og kunst-/fotobogforretninger, især i områder som Beyoğlu, Galata, Karaköy eller Kadıköy . Besøg Cat Museum Istanbul  (i Galata-området) - det er muligt, at de sælger bogen, da Heijnen’s bogudgivelse blev lanceret dér, og bogen indeholder forord af Cat Museum Istanbuls stifter.   (OBS: Bloggen modtager IKKE kommission fra linksene ovenfor!)

Karnıyarık, en aubergineret hvis navn direkte oversat betyder “spaltet mave”, er både en skøn smagsoplevelse, forholdsvis nem at lave - og en af mine personlige favoritter fra det tyrkiske køkken. Her får du en step-by-step opskrift med billeder på denne klassiske hverdagsret, der findes i utallige variationer over hele landet. Denne gang blev retten tilberedt af min kæreste, Mehmet - under skarp overvågning af sin mor, vel at mærke, via telefonen. For som han sagde: “Hvis vi skal gøre det rigtigt, skal vi gøre det som mor gør det.” Og sådan begyndte madlavningen - med gode råd, grin og små formaninger i baggrunden fra den anden ende af røret. Vi er siden blevet kædfrie herhjemme, så her får du den traditionelle opskrift med oksekød. Kødversionen - du skal bruge: Auberginer (beregn ca. 2 mellemstore pr. person, hvis du fx serverer ris eller bulgur til) Hakket oksekød (ca. 60 gram pr. aubergine) Løg Hakkede tomater Rød peberpuré (biber salçası) Grønne peberfrugter i tern Salt Pul biber (tørrede chiliflager) Olie til stegning Skyl auberginerne grundigt. Med en kartoffelskræller skræl en stribe af skindet, så det danner et mønster. Læg et snit i ‘maven’ på auberginen og læg dem i en skål med let saltet vand i ca. 15-20 minutter. Tag auberginerne op fra det let saltede van, dup dem tørre. Steg auberginerne på alle sider i en smule olie på panden. Auberginerne må gerne få lidt god farve. En god aubergine vil nu blive lidt snaskes inde i. Læg de stegte aubergine på en bradepande med bagepapir. Lad afkøle i nogle minutter mens du forbereder kødsovsen. Brun de hakkede løg, tilsæt det haltede oksekød, steg til brunt. Tilsæt peberfrugter i tern, tomater i tern og rød peberpuré. Smag til med salt. Vend bladningen grundigt. Åbn auberginen der hvor du lagde ‘snittet’ før de blev stegt, og fyld den lidt generøst med kødsovsen. Bag I ovnen på ca 180c I 20-25 minutter. Karniyarik kan spises enten alene eller serveres med ris, bulgur osv Velbekomme Karniyarik, blev tilberedt af kæresten Mehmet under skarp overvågning af sin mor – via telefonen. 🙂 #Mad #smag #tyrkiskmad

Som et led i "Silent Heritage"-initiativet indfører de tyrkiske myndigheder fra i dag den 1. april 2026, et totalforbud mod brug af rullekufferter med hårde plasthjul i Sultanahmet området - mellem Çemberlitaş og Gülhane. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere   Myndighederne har gennem længere tid foretaget seismiske målinger i området, og konklusionen er klar: De højfrekvente vibrationer fra de moderne rullekufferters hårde plasthjul skaber mikrosprækker i de antikke mursten under asfalten og de historiske brosten. Plastik-hjulene fungerer som små slagbor mod de historiske fundamenter. Hvad betyder det i praksis? Har du booket hotel i Sultanahmet eller Sirkeci, skal du være opmærksom på følgende logistiske ændringer: * Zonen: Forbuddet gælder hele vejen ned ad Divan Yolu fra Çemberlitaş-søjlen, forbi Sultanahmet-pladsen og ned til indgangen ved Gülhane-parken. * Kontrol: Der er oprettet checkpoints ved sporvognsstoppestederne. Her vil de nye Gürültü Zabıtası (støj-betjente) sikre, at ingen ruller med bagage. * Løsningen: Du skal enten bære din kuffert (hjulene må ikke røre jorden), eller benytte de nye "støjsvage rullevogne", som kan lejes for 20 Euro ved enten Çemberlitaş, Sultanahmet og Gülhane Sporvognestop. Alternativt kan man købe særligt godkendte "gummi-overtræk" til kuffertens hjul. De tyrkiske myndigheder forklarer, at europæiske rejsearrangører for længst er blevet informeret om de nye regler og har instrueret deres rejsekunder. De præcise zonemarkeringer og listen over godkendte gummi-overtræk kan ses på ministeriets hjemmeside under fanen Nisan Balığ ı. Husk at tjekke datoen, før du pakker kufferten om.