Search this site

I Istanbul er de ret svære at undgå - de sorte pandebånd og næseplastre. I lufthavnen. På museer. I metroen. Selv i bagende sol midt i køen til Basilica Cisternen. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Da jeg først flyttede til Istanbul, troede jeg faktisk i et kort øjeblik, at det var en eller anden kultisk ting. Pandebåndet, de små snit i hovedbunden og hele udtrykket. En ven var ved at dø af grin, da han forklarede mig, hvad det egentlig var. I dag er det bare endnu et tegn på noget, Istanbul er blevet verdensberømt for: kosmetiske operationer. Men industrien har også en bagside. For nylig kom den grimme påmindelse endnu engang. En canadisk kvinde mistede livet efter et kosmetisk indgreb i Antalya. Hun nåede aldrig til lufthavnen, men kollapsede på sit hotelværelse kort efter operationen. Uanset om indgrebet sker i Antalya, Ankara eller Istanbul, gælder det samme: Det er stadig kirurgi - og kroppen har brug for tid, opsyn og ordentlige rammer til at komme sig. Hvis man overvejer en operation her, er der derfor et par ting, der er værd at have med i baghovedet. Tre ting det er værd at tjekke Tal også med kirurgen Mange bruger en agent eller patientkoordinator, og de kan faktisk være en stor hjælp - ikke mindst som tolk og praktisk mellemled. Men sørg for, at du også har direkte kontakt med kirurgen eller det lægefaglige team. Du skal vide, hvem der fører kniven. Certificeringer Gå efter hospitaler eller større klinikker med internationale JCI- eller ISO-certificeringer eller godkendelser fra det tyrkiske akkrediteringsorgan TÜSKA. Det er ikke en garanti i sig selv, men det øger sandsynligheden for, at de følger faste procedurer for hygiejne og patientsikkerhed. (JCI: Joint Commission International. TÜSKA: Türkiye Sağlık Hizmetleri Kalite ve Akreditasyon Enstitüsü.) Stol på din mavefornemmelse Hvis kommunikationen halter, eller du føler dig presset til at beslutte dig hurtigt, så stop op. I en situation hvor der er tale om operation og bedøvelse, må der ikke være tvivl eller misforståelser. Så lad mig samle op Istanbul har hospitaler i verdensklasse. Det er der ingen tvivl om. Men byen har også en industri, hvor tempoet nogle gange bliver højere end eftertanken. Og når man går gennem byen og ser de mange pandebånd og næseplastre, er det værd at huske én ting: En flybillet til Istanbul kan være billig. Det bør en operation aldrig være. For når man først begynder at lægge mærke til dem, opdager man hurtigt, hvor mange pandebånd der faktisk findes i byens gader. Note Jeg har rakt ud til en af de største dansk-tyrkiske agenter for at få deres svar på, hvordan de sikrer patienterne mod den type hændelser. De har i skrivende stund ikke haft mulighed for at svare på spørgsmålene, men jeg opdaterer indlægget, så snart de vender tilbage.

Theodora var en af de mest markante skikkelser i det byzantinske Konstantinopel. Hendes liv bevægede sig fra byens absolutte bund til toppen af magten ved siden af kejser Justinian I. Historien er veldokumenteret - men også farvet af stærke holdninger, ikke mindst hos den samtidige historiker Procopius. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Hun voksede op omkring år 500 i Konstantinopel som datter af en bjørnetæmmer tilknyttet Hippodromen. Familien havde ikke meget. Da faderen døde tidligt, forsøgte hendes mor at sikre sig, at stedfaren overtog arbejdet, men uden held. I stedet blev familien hjulpet videre af den rivaliserende fraktion, De Blå. Som ung forsørgede Theodora sig som skuespillerinde, danser og mimekunstner. Det lyder måske uskyldigt, men i datidens Byzans var det en helt anden kategori end i dag. Scenen var tæt forbundet med lav social status, og kvinder i den verden blev ofte automatisk sat i bås som seksuelt tilgængelige. Grænsen mellem optræden og prostitution var i mange tilfælde flydende - i hvert fald i samtidens øjne. Den vigtigste kilde til netop den periode af hendes liv er Procopius, og her bliver det hurtigt tydeligt, hvor polariseret billedet er. I Secret History beskriver han hende i usædvanligt hårde vendinger - flere steder direkte grove og til tider perverse. Det er ikke bare kritik, men et forsøg på at trække hende helt ned. Det er svært at læse uden at tage højde for hans bias. Men samtidig siger det noget om den modstand, hun mødte. Ikke bare som kejserinde - men som en kvinde, der kom fra et sted, man ikke “burde” komme fra, hvis man skulle ende i magtens centrum. På et tidspunkt forlod hun Konstantinopel og fulgte en embedsmand til Nordafrika. Forholdet sluttede, og hun opholdt sig i Alexandria, hvor hun muligvis tilsluttede sig monofysitismen. Da hun vendte tilbage til Konstantinopel omkring 522, var det til et mere tilbagetrukket liv. Det var her, hun mødte Justinian. Men for dem var det ikke ligetil at indgå ægteskab. En gældende lov forbød mænd af senatorrang at gifte sig med kvinder, der var eller havde været skuespillerinder. Men det lykkedes Justinian I at presse sin onkel, kejser Justin I, til at ændre loven. De blev gift i 525. Det siger noget om både modstanden og viljen til at bryde den. Da Justinian I blev kejser i 527, blev Theodora kronet som Augusta - den officielle titel for kejserinden. Formelt var hun ikke medregent, men i praksis spillede hun en langt større rolle. Hun deltog i beslutninger, modtog gesandter og optrådte i lovgivningen. Embedsmænd aflagde ed til dem begge, og Justinian beskrev hende som sin partner i overvejelser. I 532 blev hendes position for alvor sat på prøve under Nika-opstanden, hvor Konstantinopel i flere dage var præget af voldsom uro. Bygninger brændte, og en modkejser blev udråbt, mens kontrollen over byen var ved at glide ud af hænderne på kejsermagten. Justinian overvejede at flygte, men Theodora gjorde det klart, at det ikke var en mulighed. Ifølge Procopius var det hende, der argumenterede for, at det var bedre at dø som hersker end at leve som flygtning. Det blev afgørende for beslutningen om at blive, og opstanden blev siden slået brutalt ned i Hippodromen, hvor titusinder blev omringet og dræbt. Det var den måde, man skabte orden på dengang. Ud over det politiske spil er hun især blevet fremhævet for sin indflydelse på lovgivningen. Hun spillede en rolle i reformer, der begrænsede tvangsprostitution, styrkede kvinders rettigheder ved skilsmisse, gav bedre arveret og indførte hårdere straffe for voldtægt. Der blev også oprettet et kloster - Metanoia - som fungerede som tilflugtssted for kvinder, der ønskede at forlade prostitution. Det er svært ikke at se en forbindelse til hendes egen baggrund. Religiøst stod hun et andet sted end Justinian. Hun var monofysit - en kristen retning, der mente, at Kristus kun havde én natur - mens Justinian repræsenterede den officielle ortodokse lære, hvor man skelnede mellem både en guddommelig og en menneskelig natur. Hun brugte sin position til at beskytte forfulgte præster og skabe rum for deres tro, uden at ændre den officielle politik. Det havde især betydning i de østlige dele af riget. Theodora døde i 548. Justinian giftede sig aldrig igen. Hendes eftermæle er delt. På den ene side står hun som en stærk og handlekraftig kejserinde med reel politisk indflydelse. På den anden side findes Procopius’ beskrivelser, der tegner et langt mørkere billede. Sandheden ligger formentlig et sted imellem. Sporene efter hende findes stadig. I Hagia Sophia, genopført efter Nika-oprøret, står arkitekturen fra hendes og Justinian Is tid stadig som et af de tydeligste aftryk af deres æra. Under jorden ved siden af ligger det, vi i dag kalder ‘Basilica Cistern’, som blev opført i samme periode for at sikre byens vandforsyning. I Little Hagia Sophia - den tidligere Sergios og Bakchos-kirke - ses stadig monogrammer, der forbindes med Justinian og Theodora, hugget ind i sten. Og uden for byen, i Basilica di San Vitale i Italien, er hun i mosaik side om side med Justinian - som en markering af, hvem der nu sad på magten i Italien. Jeg har selv en kærlig svaghed for Theodora. Der er noget næsten askepot over hendes historie - og samtidig en blanding af magt og mystik, der gør hende svær at placere helt pænt. Hvis du vil tættere på hende, er Theodora: A Portrait in a Byzantine Landscape af Antony Bridge et godt sted at begynde. Findes på alle digitale shops & streaming platforme 29. april 2026 Oprindeligt udgivet i april 2025 - sprogligt redigeret i april 2026.

Lige dér, hvor Galata glider ned mod Karaköy, ligger Kamondo-trappen. Den forbinder Bankalar Caddesi med de højere gader mod Pera, få minutters gang fra Galata Tårnet og Tünel. Og man stopper næsten altid op. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Brudepar får taget billeder her. Arkitektstuderende står og kigger på linjer og proportioner. Venner, familier og turister sætter sig på trinene et øjeblik og tager det hele ind. Det er ikke en skjult perle. For det er et sted, folk opsøger, og så er der selvfølge dem, der tilfældigt 'falder over den'. Trappen blev opført i 1870’erne af den jødiske bankmand Abraham Salomon Camondo. Familien Camondo var blandt de mest indflydelsesrige finansielle aktører i det sene Osmannerrige og spillede en rolle i moderniseringen af økonomien. De havde rødder i Spanien, flygtede under inkvisitionen, slog sig senere ned i Venedig og etablerede sig i Konstantinopel i slutningen af 1700-tallet. Det var for sine børnebørns skyld, at Camondo lod trappen bygge. Den skulle give dem en kortere og mere sikker vej mellem hjemmet i Galata og skolen oppe i Pera. Det forklarer formen. For trappen er ikke bare lavet for æstetik. Den er udformet med bløde kurver og et brudt forløb, der bremser et fald. I stedet for én lang tur ned bliver bevægelsen stoppet undervejs. Funktion først - og så arkitektur. Stilmæssigt bliver den ofte beskrevet som en blanding af nybarok og tidlig Art Nouveau. Det giver mening, men det er værd at holde fast i, at det ikke er et monument. Det er en brugstræppe, der bare er tegnet bedre end de fleste. I slutningen af 1800-tallet flyttede dele af Camondo-familien deres aktiviteter til Paris, og i 1890’erne lukkede de deres forretninger i Konstantinopel. Senere får historien en langt mørkere drejning. Flere medlemmer af familien i Frankrig blev deporteret under Holocaust og dræbt i Auschwitz i 1944. Trappen står stadig. I dag er den både genvej og stop. Et sted, man passerer - og et sted, man bliver hængende lidt længere end planlagt. Og måske er det netop derfor, den fungerer. Den er ikke bygget til at imponere. Men den gør det alligevel. Redigeret: Indlægget er oprindeligt fra 2024. Redigeret og sprogligt opdateret samt video i april 2026

Jeg har læst Turkish Odyssey over de seneste par uger. Et bogsæt i tre bind, som jeg er gået ind i fra flere sider på én gang. Læst, lagt fra mig, slået op igen. Krydsrefereret mellem bind ét, to og tre - og holdt op mod andre bøger og egne tekster, når sporene krydsede hinanden. Nederst i artiklen kan du høre podcasten "Samtaler fra Istanbul" hvor jeg sætter mig ned med forfatteren bag Turkish Odyssey. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube     Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Bogsættet omfatter 1400 sider fordelt på tre bind og er skrevet på engelsk på et niveau, hvor de fleste interesserede læsere kan følge med uden at skulle slå hvert enkelt ord op.  Det stod hurtigt klart, at Turkish Odyssey ikke er skrevet som en klassisk rejseguide. Den vil noget andet end at føre læseren fra seværdighed til seværdighed eller koge Tyrkiet ned til en håndfuld anbefalinger. I stedet arbejder den med overblik og sammenhænge - med det, der ligger mellem stederne og bag dem, og som gør dem relevante i dag. Det hænger tæt sammen med måden, Şerif Yenen fortæller på. Hans stemme fylder, men tager ikke plads. Erfaringen ligger i fravalget. Der er ingen trang til at demonstrere viden for videns skyld og intet behov for at føre læseren frem til en bestemt konklusion. Tværtimod synes styrken at ligge netop dér. Şerif Yenen ved tydeligvis mere, end der står på siderne, men stopper konsekvent, før stoffet tipper over og bliver belærende. Det efterlader plads. Ikke tomrum, men rum til selv at tænke videre - og til at sætte det læste ind i en større sammenhæng. Strukturen i Turkish Odyssey er bygget op omkring nogle gennemgående hovedspor, som gentages og udfoldes på tværs af de tre bind. Første bind lægger fundamentet med kultur, historie, sprog og geografi - trukket helt tilbage til Anatoliens tidligste lag. Bind to bevæger sig rundt i Marmara-regionen, ved Det Ægæiske Hav og Middelhavet, mens bind tre tager læseren med langs Sortehavet og videre ind i Central-, Øst- og Sydøstanatolien. Det interessante er, hvordan disse lag hænger sammen. Centrale begreber, historiske brudflader og kulturelle mønstre fra bind ét bliver ikke gentaget mekanisk, men dukker op igen i de regionale bind og får nyt liv i mødet med stederne. Der står ikke eksplicit “læs bind ét først”, men sammenhængen er indbygget i teksten. Jeg genkender sporene og forbindelserne undervejs, også selv om de ikke bliver slået fast med henvisninger. Det er i den bevægelse, at bogsættet for alvor begynder at fungere. For mig er det netop her, Turkish Odyssey viser sin styrke. Ikke som et værk, der vil forklare alt færdigt, men som et bogsæt, der giver mig et overblik, jeg faktisk kan bruge. Nok til at forstå sammenhængene - og nok til selv at kunne vælge, hvor jeg har lyst til at gå videre og fordybe mig mere. Bogsættet er samtidig meget visuelt. Alle tre bind er spækket med illustrationer, billeder og kort, som ikke bare fungerer som afbræk i teksten, men som reelt hjælper med forståelsen. Personligt er jeg især glad for kortene over det historiske Konstantinopel i bind 2. De giver et klart overblik og et visuelt bud på, hvordan megabyen højest tænkeligt så ud for omkring 1500 år siden - på et solidt kort-niveau, uden at blive spekulative. Og netop her bliver bogsættets styrke tydelig: overblik skabt visuelt, uden at det bliver tungt forklaret. Turkish Odyssey synes at bejle til læseren, der gerne vil forstå sammenhænge - og som er nysgerrig på, hvorfor steder ser ud, som de gør, og hvordan historie, geografi, sprog og kultur hænger sammen i praksis. Det er et værk, der henvender sig til den nysgerrige læser - før, under eller efter en rejse. Bogsættet giver umiddelbart særlig mening for dem, der allerede har været i Tyrkiet og gerne vil have erfaringerne sat ind i en større ramme. Men Turkish Odyssey fungerer i høj grad også som forberedelse for rejsende, der ønsker et historisk og kulturelt overblik, før flyet lander - ikke i form af færdige svar, men som et solidt udgangspunkt for egne valg og videre fordybelse. Det betyder også, at Turkish Odyssey kræver noget af sin læser - ikke i form af forhåndsviden, men i form af opmærksomhed. For det er ikke et værk, man lige bladrer igennem for hurtigt at blive klogere. Til gengæld får man noget igen af den tid, man lægger i det. Skal jeg være helt ærlig, så er Turkish Odyssey noget af det mest vellykkede, jeg har læst om Tyrkiet. Ikke fordi den vil alt på én gang, men fordi den passer til mit tempo. Den vækker min nysgerrighed og giver mig lyst til selv at gå videre og dykke ned i mere faglige bøger, når noget får mere fat end andet. Jeg ved også godt, at jeg næppe selv kommer til at se alle de steder, Turkish Odyssey fortæller om. Anatolien er for stort, historien for dyb, og livet for kort. Men med bogsættet har jeg hørt om dem. Jeg ved, at de findes. Jeg kan placere dem på kortet og i historien - og så vælge, hvilke der en dag skal på min egen liste. Og det er i grunden mere end rigeligt. Bogsættet Turkish Odessey fås via QuickGuides Om forfatteren Şerif Yenen (f. 1963) er tyrkisk forfatter og autoriseret turistguide, uddannet i Istanbul. Han har arbejdet professionelt med formidling af Tyrkiets historie, geografi og kultur i flere årtier. Yenen har haft ledende poster i de officielle tyrkiske guideorganisationer, herunder som formand for Istanbul Tourist Guides’ Guild (İRO) og for Federation of Turkish Tourist Guide Associations (TUREB). 

Bag Topkapi-paladset, Hagia Sofia og Det Arkæologiske Museum ligger en af byens største grønne parker: Gülhane Park – “Rosenhusets park”. Ud over at være et solidt grønt åndehul gemmer den også på en nyrenoveret og genåbnet cisterne, Gülhane-cisternen, som i dag fungerer som kunsthal under navnet Gülhane Kunst – og som i øvrigt er gratis at besøge. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube   Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Efter at sultanerne i praksis var rykket til det nyere Dolmabahçe-palads ved Bosporus-strædet mellem Kabataş og Beşiktaş, blev Topkapi-paladsets ydre park i 1912 renoveret og åbnet for offentligheden. Det var i den forbindelse, at Gülhane-cisternen blev genopdaget. På det tidspunkt anlagde man også en mindre zoologisk have i parken, og cisternen blev brugt som akvarium. Da zoologisk have senere lukkede, gled stedet ud af bevidstheden og stod i mange år mere eller mindre glemt. Først i 2019, da et nyt bystyre satte gang i en større indsats for at finde, restaurere og genåbne historiske steder i Istanbul, kom der igen fokus på cisternen. Gülhane-cisternen blev en del af en større projektliste, og et omfattende restaureringsarbejde gik i gang. På det tidspunkt lå den reelt skjult under jord og beplantning, og de fleste, der gik forbi, anede ikke, hvad der lå nedenunder. Cisternen stammer fra omkring det 6. århundrede og menes at have været en del af infrastrukturen til et kloster eller muligvis børnehjemmet Hagios Paulos. Den har en rektangulær grundplan på cirka 12 x 17 meter, er omkring 7 meter høj og bæres af 12 marmorsøjler. I dag er der etableret en gangplatform med diskret belysning, og udtrykket lægger sig et sted op ad den renoverede Yerebatan-cisterne – bare i en mindre og mere rolig skala. Efter mange år i forfald står Gülhane-cisternen nu som et konkret eksempel på, hvad der sker, når historiske steder ikke bare bevares, men også får en funktion igen. Her er det kunst, der har fået plads – midt i noget, der engang var ren infrastruktur. Der er åbent i Gülhane Cisterne Tirsdag til søndag fra 10:00-18:00 Mandage lukket. Værd at se i Gülhane Park: Gülhane Cisternen Vandkunst: En sidevendende marmor bog, der byder besøgende velkommen. Historisk museum for videnskab & teknologi i Islam. Søjlen over gotherne (rejst i det 3. eller 4. århundrede). Ruinerne af børnehjemmet Hagios Paulos (formodet). Sarayburnu - udgravninger, sjovt monumentkort, cafeer og skøn promenade (nær pkt5). I april er parken et af hjemstederne for Istanbul Tulipanfestival

Under den såkaldte “første bro” over Bosporus-strædet ligger en lille flække, der er en af Istanbuls skønne perler: Ortaköy. Navnet betyder direkte oversat “mellemlandsby”, og stedet byder på en ret præcis blanding af kultur, arkitektur og noget at spise undervejs. Her tager jeg et kig på flækken. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube   Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ortaköy er især kendt for sin arkitektur, hvor osmanniske træk møder europæiske stilarter. Moskéen i Ortaköy – Büyük Mecidiye Camii (ofte kaldet Ortaköy-moskéen) – stod færdig i 1856. Med sine udskæringer, buer og slanke minareter står den helt ude ved vandet og er i dag et af de mest genkendelige motiver fra Istanbul. Indenfor i Ortakoy Moskeen En kumpir er i sin enkelhed en bagt kartoffel, der moses med smør og revet ost, hvorefter den fyldes med alt fra oliven og salater til kısır, grøntsager og kød. Hvis man absolut skal oversætte det, minder det lidt om en dansk håndmad – bare i en helt anden skala. Efterfølgende giver det god mening at tage en vaffel. De bliver fyldt med nødder, chokolade, frugt, syltetøj og alt det, der ellers kan presses ned ovenpå. Ortaköys gadekøkken rammer bredt – også hos dem, der ellers er lidt svære at imponere. En af de største kvaliteter ved Ortaköy er beliggenheden direkte ud til Bosporus-strædet med udsigt til broen, der i dag officielt hedder 15. juli-martyrernes bro. Tag en tur langs promenaden, eller sæt dig bare ned og kig ud over vandet. Alternativt kan du hoppe på en båd og se det hele fra vandsiden. På mange måder minder stemningen i Ortaköy om Eyüp ved Det Gyldne Horn: lidt landsby, lidt souvenirboder og en moské helt nede ved vandet. Forskellen er, at Eyüp er mere religiøs og traditionel, mens Ortaköy er mere verdslig. Den garvede Istanbul kender Jens, oplever Ortaköy (sådan rigtigt) for første gang en fredag i november 2023. Desværre tænkte ingen af os på at tage et billede af den gigantiske vaffel han fik serveret. Du kan høre Jens fortælle om sin kærlighed til Istanbul i podcasten “Samtaler Fra Istanbul” episode 1. Jeg vil klart anbefale dig at tage en af de mange færger til Ortaköy. Der sejles fra de fleste større havne på begge sider af af Bosporus. Tjek aktuelle sejlplan: https://www.sehirhatlari.istanbul/en

Planlægger du en ferieoplevelse i Istanbul eller et andet sted i Tyrkiet i 2026, er det klogt at kende årets fridage. De påvirker priser, trafik og tempo - især omkring de religiøse højtider. Hvert år laver jeg en opdateret oversigt, og 2026 er ingen undtagelse. Her får du mit overblik i den kvalitet, du kender fra mitistanbul.dk - og nederst finder du en samlet helligdagskalender, så du nemt kan planlægge din rejse. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube   Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ramadan i 2026 begynder ved solnedgang den 17. februar og slutter ved solnedgang den 18. marts. I Sultanahmet, Taksim og Kadıköy holder caféer og restauranter mere eller mindre åbent som normalt, mens dagene i mere lokale kvarterer kan være roligere. Vis lidt hensyn i dagtimerne - og oplev til gengæld den livlige stemning ved iftar om aftenen. Efter Ramadan følger Ramazan Bayramı (Eid al-Fitr): 20.-22. marts (Arife 19. marts = halv fridag). Her rejser mange til familien, og både hoteller og transport bliver hurtigt udsolgt. Det samme gælder Kurban Bayramı (Eid al-Adha): 27.-30. maj (Arife 26. maj). Vil du undgå trængsel og høje priser, så læg turen før eller efter - ellers book i god tid. De sekulære fridage giver færre praktiske udfordringer, men kan betyde parader og afspærringer: 23. april (Børnenes dag), 1. maj (Arbejdernes dag), 19. maj (Atatürks ungdomsdag), 15. juli (Demokrati- og enhedsdag), 30. august (Sejrens dag) og 29. oktober (Republikdag - Arife 28. oktober). Grand Bazar og Spice Bazar er som regel lukkede disse dage, mens attraktioner og museer som regel vil være åbne, men tjek tiderne dagen før på stedernes SoMe. Skoleferier i Tyrkiet kan også få betydning for din rejse. I 2026 holder eleverne vinterferie fra 19.-30. januar, forårsferie 16.-20. marts og sommerferie fra ca. 26. juni til starten af september. Der er desuden en kort efterårsferie fra den 10.-14. november 2025. Læg især mærke til forårsferien, som falder lige op til Ramazan Bayramı - her bliver både hoteller, busser og fly ekstra fyldte. Skoleferier i Tyrkiet er mere flydende end i Danmark. De fleste privatskoler har deres egen ferieplanlægning, som kan afvige fra undervisningsministeriets. Internationale skoler har ofte enten en længere Eid al-Fitr eller en længere juleferie - det afhænger af skolens profil. Under Bayram rejser millioner af mennesker på kryds og tværs gennem landet - priserne stiger, og tempoet falder, mens trafikken på landets motorveje intensiveres yderligere. Vil du undgå mylderet? Rejs før eller efter. Vil du derimod opleve det hele? Så sæt dig til bords i Istanbul under iftar og mærk stemningen, når hele byen deler måltidet. Og husk: De fleste museer holder åbent, men ofte med kortere åbningstider. Indlægget er baseret på indsamlet information fra de tyrkiske indenrigs-, undervisnings- og turismeministerier. Indlægget her er udgivet af mitistanbul.dk Alle rettigheder forbeholdes.

I 500-tallet blev søvejen gennem Bosporus i perioder opfattet som direkte farlig. Samtidige kilder fortæller om et stort havdyr, et såkaldt kētos, der i årevis stødte ind i skibe og skabte uro blandt søfolk i Konstantinopel. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd mig på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Historien kendes fra Procopius, der levede under Justinian I og beskrev begivenhederne som en del af sin samtid. Han befandt sig tæt på magten og skrev senere det berygtede værk Secret History, hvor især Theodora blev udsat for en usædvanligt hård kritik, flere steder i direkte grove og til tider perverse vendinger. Han beskrev et enormt havdyr, som bevægede sig rundt i Bosporus og Marmarahavet gennem en længere periode. Det fik navnet Porphyrios. Ifølge beretningen var det ikke en enkelt hændelse, men noget, der gentog sig over år. Skibe blev ramt. Nogle gange med så stor kraft, at de tog alvorlig skade. Andre gange slap besætningen med skrækken. Det afgørende var ikke detaljerne i de enkelte episoder, men at det skete igen og igen. Bosporus var på det tidspunkt en livsnerve for byen. Transport, handel og kommunikation foregik i høj grad via vandet. Når der opstod usikkerhed her, fik det direkte betydning for hverdagen. Procopius beskrev, hvordan søfolk begyndte at tage højde for situationen. Ruter blev justeret, og bestemte områder blev undgået, hvis det var muligt. Der opstod en vedvarende usikkerhed knyttet til sejladsen. Der blev gjort forsøg på at få ram på dyret, men uden held. Det forsvandt og dukkede senere op igen. På den måde blev det en tilbagevendende faktor i byen over en længere årrække. Historien endte uden en egentlig dramatisk afslutning. Ifølge kilderne strandede dyret til sidst ved kysten og blev slået ihjel af lokale. I dag peger forskere på, at det sandsynligvis har været en stor hval, som var kommet ind i et farvand, hvor den normalt ikke opholder sig. Det ændrede ikke ved, hvordan det må have været at sejle ud på Bosporus i den periode. Ikke som en dramatisk enkeltbegivenhed, men som en vedvarende usikkerhed, der fulgte med ud på vandet. Illustrationen øverst i artiklen er baseret på et foto taget fra færgen på vej over Bosporus en mandag april-morgen i 2026 og efterfølgende tilpasset med hjælp fra kunstig intelligens.

Så er Tyrkiet og Grækenland igen røget i totterne på hinanden. Denne gang handler det om noget så (u)appetitligt som en kallunsuppe - på græsk patsas, på tyrkisk işkembe çorbası. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd mig på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ifølge Associated Press vil en restaurantejer i Thessaloniki - oven i købet Mustafa Kemal Atatürks fødeby - have suppen registreret som græsk kulturarv via UNESCO. Det i sig selv er nok til at få folk til at spidse ører i Tyrkiet. For det her bliver ikke læst som en stille ansøgning. Det bliver læst som: “den tager vi lige”. Og det er ikke første gang. Döner-sagen med Tyskland ligger stadig frisk. Argumentet dér var Berlin-versionen. I Tyrkiet lød det mest som endnu en omgang “den tager vi lige”. Samme følelse her. For den her suppe findes i hele regionen - Tyrkiet, Grækenland, Balkan. Samme idé, samme smag, samme funktion. Den er ikke blevet opfundet. Den er bare blevet til. Men det er ikke sådan, den slags sager fungerer. For i det øjeblik noget bliver registreret som kulturarv, skal der stå ét navn på. Og så begynder det at gnide. I Tyrkiet fylder madkultur ret meget. Det er ikke bare noget, man spiser. Det er noget, man genkender sig selv i. Så når andre begynder at sætte label på det, reagerer mange hurtigt og ret kontant. Set udefra kan det virke som en overreaktion. Set herfra ligner det mere et mønster. Vi mangler bare lige, at grækerne også snupper baklava. Du kan prøve at sige: “baklava er græsk” i Istanbul - og se hvor hurtigt stemningen skifter. (OBS: Jeg og bloggen fraskriver os ethvert ansvar, hvis du prøver). Vidste du i øvrigt? İşkembe betyder mave. İşkembe er lavet på kogt ko- eller fåremave (kallun). Ikke for alle – men en klassiker i store dele af regionen. En işkembeci er en, der laver suppen - ikke manden, der opfandt den. Der er ikke én ophavsmand bag retten.

Midt i et hjørne af Istanbul, de færreste normalt stopper op i, ligger en mosaik, der ændrer fortællingen om byen en smule. Ikke inde bag de berømte bymure, men ude i Zeytinburnu, Kazlıçeşme - mellem Marmaray-togspor, gamle industribygninger og nye kulturprojekter langs Marmarahavet. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Her dukkede der i 2014 noget uventet op under restaureringen af en bygning fra 1800-tallet: et enormt mosaikgulv fra senromersk tid. Først flere år senere er stedet blevet åbnet som Zeytinburnu Mosaikmuseum, og nu kan man faktisk stå midt i det rum, hvor mennesker levede for omkring 1600 år siden. Mosaikken stammer fra perioden mellem midten af 300-tallet og begyndelsen af 400-tallet e.Kr. - og den er opsigtsvækkende, fordi den ligger uden for den historiske bykerne. Faktisk er det den største og bedst bevarede mosaik, der er fundet uden for Konstantinopels gamle mure. Der er ingen dramatiske gudefigurer eller mytologiske fortællinger her. I stedet består gulvet af mønstre, der næsten virker overraskende moderne i deres rytme: fletværksmønstre, skakbrætsfelter og sammenlåste cirkler vinranker, granatæbler og planter - klassiske symboler på velstand og liv i den sene romerske verden Med sine omkring 400 m² har mosaikken dækket gulvet i en stor villa. Alt peger på, at ejeren har været en person med både penge og position - måske en embedsmand, måske en handelsfamilie med forbindelser til byen. Under udgravningen kom endnu en detalje frem: et mindre gravkammer under gulvet med en sarkofag og skeletterne af en mand og en kvinde. Huset har altså ikke kun været bolig, men også familiens sidste hvilested. Fundet fortæller samtidig noget vigtigt om Konstantinopel. Livet - og rigdommen - stoppede ikke ved bymurene. Også udenfor levede mennesker omgivet af imperiets håndværk, kunst og komfort. I dag ligger mosaikken stadig præcis dér, hvor den blev lagt. Man ser ikke et museumstykke, der er flyttet hertil, men et rum, der i princippet aldrig har forladt sin plads i byen. Er det et sted, de fleste vil booke en rejse til Istanbul for alene? Overhovedet ikke. Men fordi det store Grand Palace Mosaic Museum ved Sultanahmet-pladsen fortsat er lukket - officielt på grund af restaurering - er Kazlıçeşme lige nu et af de bedste steder i byen at opleve romerske mosaikker. Find vej & praktisk info Åbent tirsdag-søndag kl. 10.00-18.00 Gratis adgang! Kazlıçeşme Sanat - ca. 2 minutters gang fra Marmaray-stationen Zeytinburnu/Fisekhane Istanbulkart forklaret - sådan får du og bruger et rejsekort i Istanbul Oprindeligt udgivet februar 2025. Sproglig opdatering februar 2026. April 2026: Tilføjet engelsk version for den engelske del af bloggen samt ny titel.

Lige bag det nyrestaurerede kæmpe Sirkeci Post Office i Eminönü står en statue af en hamal - en traditionel bærer, en portør, om man vil. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd mig på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Statuen er et symbol på det traditionelle osmanniske svar på det, vi mange år senere kom til at kende som “de grønne bude”. Men ikke alt er fortid. Under statuen ligger bæretasker og kurve, der stadig er i brug i dag - og hamal’erne sidder lige ved siden af og venter på næste opgave. I århundreder var det mænd som dem, der stod for transporten af varer gennem Istanbul. Varer kom ind med skib til Eminönü og Sirkeci og blev derfra båret videre gennem byen - fra lager til butik, fra handlende til handlende, gennem smalle gader og op ad trapper, hvor hverken vogne eller senere biler kunne komme frem. Alt blev båret. I dag er det meste af den type transport overtaget af varevogne og moderne logistik. Men ikke det hele. For i gaderne omkring Eminönü og Tahtakale er der stadig korte strækninger, hvor det ganske enkelt er nemmere at få noget båret end kørt. Smalle passager, trapper og tætte handelsgader gør, at arbejdet stadig findes - dog i en langt mindre skala. Det er derfor, de sidder der, mændene. Ikke som en rest fra fortiden, men fordi der stadig er brug for dem. Ofte ældre mænd, der tager de opgaver, som ikke passer ind i det moderne system. Og så er der historien, der bliver ved med at dukke op.... (fortætter under billedet) At hamal’er blev brugt til at bære fulde gæster hjem fra beværtninger. Billederne findes, og de bliver jævnligt delt med netop den forklaring. Nogle af de kendte fotos er tydeligt iscenesatte motiver fra slutningen af 1800-tallet. Andre ligner mere hverdagsbilleder fra en senere periode - men også her peger flere på, at motivet kan være iscenesat. Det ligner ikke en reel situation. Den “fulde” opfører sig som en karikatur, ikke som en person, der faktisk skulle bæres gennem byen - i højlys dag. Det peger på, at det kan have forekommet. Men der er ikke noget, der tyder på, at det var en fast eller organiseret del af arbejdet. Det kan være sket. Men det er næppe det, hamal’erne levede af. Faste aftaler mellem beværtninger og hamal’er bliver afvist af lokalhistorikere. Tilbage står det egentlige arbejde. Statuen står der stadig. Taskerne ligger klar. Og mændene sidder lige ved siden af. Men skulle det ske, kan du i princippet droppe Uber og afprøve myten om et lift med en hamal - jeg garanterer ikke, at det lader sig gøre.

Istanbul Modern ligger helt ude ved vandet omgivet af indkøbscenteret Galataport i Tophane - og det er svært ikke lige at stoppe op første gang, du ser bygningen tegnet af Renzo Piano. Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Alt er åbent, lyst og gennemtænkt. Store glaspartier, linjer der spiller med vandet og en ro, du ellers ikke finder mange steder i Istanbul. Rummene er store og luftige, og flere steder har du udsigt over Bosporus, mens du bevæger dig rundt mellem værkerne. Udsigten er dog ikke altid garanteret. Ligger der et eller flere krydstogtskibe til kaj i Galataport, kan de reelt blokere for hele oplevelsen. Det gælder også museets restaurant, som ellers lever højt på netop udsigten - og uden den bliver det hurtigt en lidt dyr fornøjelse uden det store wow. Til gengæld er tagterrassen værd at nævne for sig selv. Heroppefra har du et af de bedre udsigtspunkter i området - åbent, roligt og med byen og vandet omkring dig. Istanbul Modern er dedikeret til moderne og samtidskunst - med både tyrkiske og internationale kunstnere på programmet. Noget af udstillingen er permanent - især dele af museets egen samling - mens andre udstillinger skifter løbende. Det giver en fin balance: Du har noget, der altid er der, og samtidig en grund til at komme igen. Nogle udstillinger rammer mere end andre, men niveauet er generelt højt, og det hele er kurateret på en måde, hvor du godt kan følge med. Det er ikke tungt. Men det er heller ikke helt nede på gadeplan. Du kan sagtens være med - men du mærker også, at det er et museum. Den der lidt pæne, kuraterede følelse, hvor alt er sat rigtigt op. Så ja - det er tilgængeligt. Men også en smule elitært. Et besøg i april Vi var der selv en tur her i april - min kæreste og jeg sammen med et par venner. Det var en af de dage, hvor Istanbul lige tager en pause. Sol, klart lys og ikke alt for mange mennesker. Vi gik stille rundt gennem udstillingerne, tog os god tid og endte både ved vinduerne med udsigt over vandet - og oppe på tagterrassen, hvor udsigten faktisk er noget af det bedste ved hele besøget. Og det er måske netop dér, min egen oplevelse deler sig lidt. Jeg synes faktisk, det er et fedt sted. Virkelig. Men jeg gik også derfra med en lille følelse af, at det ikke helt ramte så hårdt, som jeg måske havde forventet. Ikke fordi det er dårligt - tværtimod. Men fordi Istanbul bare er… Istanbul. Du finder et konstant flow af gratis kunstudstillinger rundt omkring i byen - nogle små, andre ret omfattende. Når du har det som reference, føles Istanbul Modern pludselig meget poleret. Mere museum. Mindre kant. Så, er det overhovedet et besøg værd? Ja - uden tvivl. Hvis du er bare lidt interesseret i moderne kunst, giver det rigtig god mening at lægge vejen forbi. Og hvis ikke - så er bygningen, lyset og udsigten næsten nok i sig selv. Hvis altså det hele ikke lige blokeres af de førnævnte krydstogtskibe. Det er et sted, der fungerer. Et sted, der er gennemført. Men måske ikke det sted i Istanbul, der overrasker dig mest. Praktisk Ligger i Galataport i Tophane Nem at kombinere med Karaköy og en tur langs vandet Rabat for personer over 65 år (husk pas som ID)

At forelske sig i en lille vovse eller kitty-kat i Tyrkiet og drømme om at tage den med hjem til Danmark sker oftere end man tror. Og jeg forstår det godt. Der er virkelig mange søde gadehunde og kærlige katte hernede, som hurtigt smelter et dansk turisthjerte.   Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Men: Tyrkiet er et land uden for EU, og derfor er der nogle rigtig strenge regler, der skal være opfyldt, før et dyr må komme med hjem til Danmark. Processen tager tid, papirarbejdet er ikke altid ligetil, og du skal planlægge det hele i god tid. Her får du en samlet guide, der i øjenhøjde gennemgår, hvad der faktisk gælder trin for trin. Trin 1: Mikrochip og rabiesvaccination Først skal dyret have en ISO-kompatibel mikrochip. Det er fungerer dybest set som dyrets pas og ID, og den skal sættes før andre vaccinationer. Når chippen er på plads, skal dyret have en rabiesvaccination. Det skal være mindst 12 uger gammelt ved vaccinationen, og du skal efterfølgende vente 21 dage, før noget som helst andet kan ske. Trin 2: Rabies-antistoftitertest Her bliver det vigtigt. Fordi Tyrkiet er et såkaldt listed third country i EU, er der krav om en rabies antistoftitertest. Blodprøven må først tages 30 dage efter rabiesvaccinationen. Den skal analyseres på et EU-godkendt laboratorium, og testen skal vise mindst 0,5 IU/ml antistoffer. Når prøven er godkendt, skal du vente 3 måneder, før dyret må rejse til Danmark. Her ryger de fleste adoptivdrømme i tidsnød, for testen og ventetiden tager nemt 3,5 til 4 måneder alene. Trin 3: De tyrkiske veterinærpapirer Inden afrejse skal du have udstedt et officielt EU-dyresundhedscertifikat, udfyldt af en statsveterinær i Tyrkiet. Det får du hos İl Tarım ve Orman Müdürlüğü, altså provinsens landbrugs- og skovbrugsdirektorat. Certifikatet skal indeholde mikrochipnummer, rabiesvaccination, resultat af titertesten, oplysninger om dig som ejer og en erklæring om, at det ikke drejer sig om kommerciel import. Dokumentet er gyldigt i 10 dage, så du skal planlægge rejsen ret præcist. Trin 4: Rejsen til Danmark Næste skridt er selve indrejsen. Det skal ske som ikke-kommerciel transport, hvilket betyder, at du rejser sammen med dyret og ikke har tænkt dig at sælge det. Ved ankomst til Danmark kan der være stikprøvekontrol, hvor chip, papirer og vaccinationer bliver tjekket. Mangler der noget, kan myndighederne afvise dyret eller i værste fald kræve karantæne. Hvor lang tid tager det hele? Regn med 4 til 5 måneder. Ikke fordi nogen vil gøre det svært, men fordi reglerne er sat i verden for at holde rabies ude af EU. Derfor er det vigtigt at starte processen i god tid, hvis du vil adoptere et dyr fra Tyrkiet. Et par ekstra råd Mange dyrlæger og organisationer her i Tyrkiet tilbyder at hjælpe med papirarbejde, laboratorier og myndighedsbesøg. Det koster en del, men kan være en lettelse, hvis du ikke selv vil stå i kø hos myndighederne. Spørg din lokale dyrlæge hernede, de kender ofte de rigtige kontakter. Og: Tjek altid Fødevarestyrelsens hjemmeside, før du går i gang. Regler kan ændre sig, og det er myndighederne der har det sidste ord.

Istanbuls parker og gadebillede er fyldt med både katte og hunde, som er elsket af lokalbefolkningen og kaldes for "fællesdyr" eller "byens dyr". Men i 2024 begyndte en udvikling, der for mange minder om en gentagelse af hundemassakren fra 1910. Intro og statistik - 1910 hundemassakren - Guds straf - Steriliser & vacciner - Automater - 2024 brutale lov - Gebze massakren oktober 2024 - Gode links Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben  eller byd på en kop virtuel kaffe  - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Besøger du Istanbul, vil du ellers møde mange af disse fællesdyr i gaderne, i boligkomplekser eller i byens parker. Det anslås, at der findes knap 200.000 af dem i storbyen. I dag findes der ganske vist kommunale og private organisationer samt ildsjæle, der tager sig af dyrene, men historien viser, hvor galt det kan gå. I dagens Istanbul ser man stadig hunde, der har lært at begå sig i trafikken og ved, at et par dybe, brune hundeøjne eller en spindende gnubben op ad benet ofte kaster lidt mad af sig. For søde - det er langt de fleste. Men denne sameksistens er nu truet af politiske beslutninger, der vækker mørke minder. I 1910 fik guvernøren af Konstantinopel (navnet blev officielt ændret til Istanbul i 1930) nemlig en lignende idé: Han ville fjerne alle byens fælleshunde og sende dem ud til en af de små, ubeboede øer i Marmarahavet - lige ud for byen. Dengang blev ca. 80.000 hunde indfanget og sendt til øen Sivriada (Den Spidse Ø). En stor del af hundene døde - dels på grund af den hårde behandling, dels af sygdom og sult - mens andre druknede i desperate forsøg på at flygte fra den ubeboelige klippeø. I 1911 blev byen ramt af en gennemtrængende brand, og i 1912 ramte et kraftigt jordskælv - disse hændelser blev af de lokale omtalt som ‘Guds straf for behandlingen af hundene’. Hundemassakren kaldes i dag for ’1910 Hayırsızada Hunde Massakre’ (Hayırsızada – Den Uvejsomme Ø). (Dokumentaren “Stray” fra 2020 er desværre stik modsat af Tyrkiets nye lov fra 2024). Heldigvis er myndighedernes tone overfor dyrene i dag en helt anden. I fællesskab med flere dyreorganisationer indsamler man hundende og kattene, vaccinerer og kastrerer/steriliserer dem - og sætter dem ud, hvor man fandt dem. Hundene får et ‘tag’ i øret, mens hunkattene får et lille hak i øret, der betyder, at dyret har været i behandling. Hvis man som privatperson finder en syg hund eller kat på gaden, kan man enten ringe efter den kommunale dyrlæge, der gratis kommer og behandler dyret - eller man kan tage dyret til en privat dyreklinik. Her skal man dog betale for behandlingen, men de fleste dyrlæger har special-rabat for behandling af fællesdyrene. Her ses en rullende dyreklinik. Klinikken informerer og vejleder samtidig med at den tilser byens dyr. Foto august 2024 Såvel kommunale myndigheder som privatorganisationer, privatpersoner og mange forretninger og virksomheder stiller gerne mad og vand frem til hundene og kattene. For et par år siden blev en mad- og vandautomat introduceret i Istanbul; her kaster man sin tomme vandflaske ind i maskinen, og vupti, ud kommer der tørfoder og vand til dyrene. Maskinerne står hist og her over hele byen - dog er de, grundet hærværk, ikke lige så ofte at se i 2024, som de har været. Trist opdatering 2024: Den tyrkiske regering (AKP, MHP) har ikke magtet opgaven at administrere den gældende lov om gadedyr (sterilisering og vaccination), og har i slutningen af juli 2024 vedtaget en ny lovgivning for byernes fælleshunde, der i korthed betyder, at myndighederne skal 'indsamle, opbevare og aflive'. Oppositionen (CHP), der har magten i de større byer i Tyrkiet, kalder den nye lovgivning for ‘brutal’ og ‘unødvendig’ og har meddelt at de, i deres kommuner, ikke vil ikke håndhæve den nye lov, da de mener, at de allerede har styr på gadens dyr med den gældende lov i hånden. Ligeledes har partiet midio august bedt domstolene om at annullere loven. Kort før vedtagelsen af den nye lovgivning i juli 2024, blev ‘gadekatte’ fjernet fra lovteksten, der altså nu kun gælder for hunde. De første uger af august 2024 har budt på nogle brutale billeder og historier i medierne fra en række regeringsstyrede kommuner, hvor myndighederne har aflivet hunde med gift, kølker og skud og kastet dem i grave. Dette indbærer både hvalpe, gravide og voksne fredelige hunde. Gebze massakren oktober 2024 Gebze kommune, nabokommune til Istanbul, er styret af det tyrkiske regeringsparti AKP - der slm beskrevet ovenfor indførte en brutal lov mod gadehunde. Det kom forleden de lokale i området nær internatet for øre, at man aflivede dyr der ankom til internatet. I fællesskab med dyre organisationer optog man dronevideoer af stedet der bekræftede rygtet hvorefter man tvang sig adgang til internatet. Her fandt man ligene af 30 hunde (voksne og hvalpe) og 13 katten (voksne og killinger). Internatets ledelse og Gebze Kommune har forklaret at "de handler indenfor den nye lov". Dyreorganisationen Haytap har politianmeldt Gebze kommune og internatet samt ansvarlige. Anmeldelsen kan angiveligt ikke omfatte AKP borgmesteren, da denne har immunitet der kun fjernes af præsidenten. Borgmesteren har lørdag formiddag udtalt: ‘jeg har set billeder og videoer af situationen, og det rør mig’. Billederne fra Gebze er meget voldsomme, jeg sætter dem derfor ikke direkte i indlægget, men du kan hente denne PDF med nogle af billederne. OBS - det er ikke for børn! Dronevideo fra internatet. Du skal selv klikke start. Jeg vil dog advare dig... er du sensitiv kan have en voldsom effekt. Guvernørens ultimatum: Deadline 31. maj 2026 Den 2. april 2026 skærpede Istanbuls guvernør, Davut Gül, tonen markant over for byens 39 distriktskommuner. I et nyt dekret er der sat en kontant deadline: Alle gadedyr skal være indsamlet og fjernet fra gaderne senest den 31. maj 2026. Udmeldingen indeholder flere drastiske tiltag: • Forbud mod fodring: Det er nu officielt forbudt for privatpersoner at fodre gadedyr i det offentlige rum. Guvernøren argumenterer for, at ukontrolleret fodring skaber utryghed og sanitære problemer. • Straf til kommunerne: De lokalafdelinger og kommuner, der ikke "makker ret" og overholder tidsplanen for indsamling, vil blive mødt med administrative sanktioner og bøder. • Obligatorisk internat: Dyrene skal flyttes til kommunale internater, men da kapaciteten mange steder allerede er sprængt, vækker ordren stor bekymring blandt dyreværnsaktivister for dyrenes fremtidige skæbne. Gode links: haytap.org – en privat dyreorganisation i stil med Dyrefonden i Danmark Støt Haytap med en pengegave Tails Of Turkey – adopter en gadehund eller kat Gadehunde i Tyrkiet dansk facebook gruppe der hjælper dyrene i Tyrkiet. Gruppen administreres af Charlotte Pedersen. Tag et kig! Redigeret : Indlægget er oprindeligt fra 2022. Redigeret i 2024 tilføjet den nye lov. 2025 sproglig opdatering. april 2026: finpudsdning og tilføjelse af guvernørens dekret.