En af de populære, afslappende og traditionelle tyrkiske oplevelser, du kan få under et besøg til Istanbul eller det øvrige Tyrkiet, er et besøg på en hamam - et tyrkisk bad - Har du glæde af bloggen her, må du gerne støtte med et lille beløb . lyt til " Samtaler fra Istanbul " -   facebook  - instagram    - Youtube - Bayezid Hamam Museum: arkitektur, kultur, tradition & historie 👉 Bestil en autentisk   Hamam-oplevelse i en vaske ægte hamam i Istanbul Men det kan også være intimiderende at stå midt i en hamam og ikke vide hvad man både kan forvente og hvordan man i det hele taget skal begå sig - så det kigger jeg nærmere på i dette indlæg. Før du læser videre: De efterfølgende trin kan variere fra hamam til hamam – og afhænger også af, hvor i Tyrkiet du besøger et hamam. Denne beskrivelse tager udgangspunkt i den typiske hamam-oplevelse. En hamam på et hotel minder ofte mere om et 'day spa' end en traditionel hamam og vil derfor højst sandsynligt afvige fra denne guide. De fleste lokale hamammer har separate afdelinger for kvinder og mænd. Nogle hamammer har også særlige tidspunkter, der er reserveret henholdsvis for kvinder og mænd. I kvindeafdelingen er der udelukkende kvindeligt personale, og i herreafdelingen er der kun mandligt personale. Dette indlæg beskriver en såkaldt "Full package", som inkluderer hamam (dampbad), scrub, skummassage og oliemassage . I en autentisk hamam er du ikke forpligtet til at købe andet end adgang (Hamama giriş) – de øvrige services kan du tilvælge efter ønske. Jeg bliver ofte spurgt om jeg kan anbefale en hamam - her er et lille udvalg af hamam - der alle har gode anmeldelser: Hamam link ( affiliate link åbner i nyt vidnue) Velkommen til… Når du ankommer til hamam'en, bliver du modtaget af personalet, som sandsynligvis vil forsøge at sælge dig forskellige massager mv. Det er helt normalt, så sørg blot for, at prisen er gennemskuelig og angivet i tyrkiske lira (TL). Hvis du er heldig, taler personalet også engelsk. Du vil blive vist til et omklædningsrum, en bås eller et skab, hvor du får udleveret en peştamal (et tyndt håndklæde, som du skal vikle om livet efter at have smidt dit tøj) og et par badetøfler. Trin 1: Ophold i dampbadet Efter at have klædt om - viklet peştamalen om livet, går du ind i dampbadet, også kendt som "sıcaklık". Dette er et varmt rum med høj luftfugtighed, hvor du kan slappe af og forberede dig selv og din krop på den eller de behandlinger du har bestilt. Du kan sidde eller ligge på de opvarmede marmorstene og lade dampen rense dine porer og give dig en følelse af velvære. Det anbefales at blive i dampbadet i 10-15 minutter eller længere, hvis det føles behageligt. Nogle hamam har et særskilt traditionelt dampbad, mens andre intet dampbad har, kun selve hamamem. Trin 2: Bodyscrub Efter dampbadet kommer en massør og giver dig en grundig bodyscrub. Dette er en intensiv eksfoliering af din hud ved hjælp af en grov handske, kendt som "kese". Du kan forvente, at denne del af behandlingen er ret energisk, men den er også meget forfriskende og banker masser af blod rundy i kroppen på dig. Skummassagen er i mange hamamer noget der kommer i forlængelse af bodyscrub. Trin 3: Massage & sæbevask (skum) Efter bodyscrubben kan du nyde en afslappende massage. Massøren vil bruge en eller anden form for olie, og – skal jeg være ærlig – på turist-hamammer er det ofte en lidt overfladisk massage, mens det i de lokale hamammer er en mere håndfast og direkte massage uden dikkedarer. De fleste hamammer giver dig en sæbevask/massage efter oliemassagen, men enkelte laver denne massage i forlængelse af bodyscrubben. Mit tip er at bede om at få skummassagen (köpük masaj) efter olie-massagen, der vasker det meste af al den overskydende olie af kroppen. Afslutning Når det hele er overstået, kan du slappe af og nyde stemningen i hamam'en. Sæt fig tilrette med en Gazoz (slags 7up) i et afkølet rum, og lad krop og sind absorbere behandlingen, du netop har oplevet. Det er vigtigt at hydrere dig selv og give dig tid til at slappe af efter behandlingen. For mænd er hamam-massøren en "tellak", mens det for kvinder er en "natir". OBS:  Hvis der er svømmepøler, er det ikke et traditionelt tyrkisk bad, men et romersk bad. Videofra SkyTV Links i dette indlæg kan være affiliate links. Det betyder at hvis du benytter disse links til at købe services, modtager bloggen en mindre kommision, uden at det koster dig ekstra.

Fra Goternes søjle i Gülhane til Arcadius’ tabte monument i Fatih - en vandring gennem Konstantinopels syv høje og de søjler, der stadig står midt i nutidens Istanbul. Nederst i indlægget finder du en kort video og et kort over de søjler, jeg skriver om her. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   Der står søjler rundt omkring i Istanbul - og endnu flere ligger skjult under og langs gaderne - søjler, der har overlevet imperiers komme og gåen, jordskælv og flere årtusinder. De fortæller om magt, tro og selviscenesættelse - og om en tid, hvor en søjle ikke blot var arkitektur, men et symbol på en hel verdensorden. Her får du en tur gennem byen - fra de ældste romerske sejrsmonumenter til de sidste kejserlige ruiner i Fatih - og et kig på, hvordan fortidens søjler stadig dukker op midt i det moderne Istanbul. Goternes søjle - naturens og sejrens søjle Gülhane Park, på den første af Konstantinopels syv høje Goternes søjle blev opført i slutningen af 200-tallet eller begyndelsen af 300-tallet e.Kr. til minde om en romersk sejr over goterne. Den præcise dedikation er uklar, men flere kilder nævner kejser Claudius II (268–270 e.Kr.) som den sandsynlige æresmodtager. Søjlen er hugget i én enkelt blok granit og bar oprindeligt en statue på toppen - formentlig en sejrsgudinde (Nike) eller en ørn, som symboliserede Romerrigets styrke. Den står på den første af Konstantinopels syv høje - det ældste sted i byen, hvor kong Byzas omkring 700 f.Kr. grundlagde kolonien Byzantion, som senere blev til Konstantinopel. Senere kom området til at høre under Topkapı-paladsets ydre haver, og i dag ligger søjlen i Gülhane Park, omgivet af træer og fugleliv - et stille ekko af den romerske storhedstid. Milionen - den kendte verdens centrum Ved Hagia Sophia, på den anden af Konstantinopels syv høje Milionen var Konstantinopels “kilometer 0”, opført i første halvdel af 300-tallet e.Kr. af kejser Konstantin den Store (306–337 e.Kr.), kort efter at han gjorde byen til Romerrigets nye hovedstad. Herfra blev alle afstande i Romerriget målt - mod øst, mod syd, mod Jerusalem. Man brugte Milionen som udgangspunkt for hele rigets vejnet. Administrative rejsebeskrivelser og militære ruter blev angivet i forhold til den, så man talte om steder “to mil syd for Milionen” eller “syv dagsrejser øst for Konstantinopel”. Det var herfra, verden blev målt - og herfra, kejserens magt symbolsk udgik. Selve monumentet var en tetrapylon: et firbuet bygningsværk prydet med statuer af kejseren og hans mor, Helena (ca. 250–330 e.Kr.). Milionen markerede ikke bare begyndelsen på vejene - men på selve imperiets tidsalder. I dag står blot et fragment tilbage på hjørnet af Yerebatan Caddesi og Divanyolu, næsten over for Hagia Sophia og direkte oven over Basilica Cisternen. Det er nemt at overse - men netop her opstod forestillingen om Konstantinopel som verdens midtpunkt. Theodosius’ obelisk - den ældste Hippodromen, på den anden af Konstantinopels syv høje For mere end 3.000 år siden stod denne obelisk i sollyset ved Amun-templet i Luxor - rejst af farao Thutmosis III (ca. 1479–1425 f.Kr.) som et tegn på gudernes gunst. Mere end halvandet årtusind senere fik kejser Theodosius den Store (379–395 e.Kr.) den bragt til Konstantinopel og rejst midt på Hippodromen - rigets store ceremoniplads, hvor den altså stadig står. Basen, som Theodosius lod udhugge i Konstantinopel, viser kejseren på sin trone omgivet af embedsmænd og tilskuere - og bærer indskrifter på græsk og latin, der roser kejserens kraft og hævder, at obelisken blev rejst på blot tredive dage. De egyptiske hieroglyffer på selve stenen er langt ældre og hylder Thutmosis III som den, der “rejser sig som solen over verden” og “er elsket af Amun, gudernes konge”. I dag står obelisken stadig på sin marmorsokkel og rejser sig højt over Sultanahmet-pladsen, den gamle Hippodrom - den ældste stemme i Istanbul. Slangsøjlen - troens og sejrenes symbol Hippodromen, på den anden af Konstantinopels syv høje Slangsøjlen blev oprindeligt rejst i Delphi (Grækenland) til minde om grækernes sejr over perserne i 479 f.Kr., kort efter slaget ved Plataiai. Da kejser Konstantin den Store (306–337 e.Kr.) flyttede den til sin nye hovedstad, var det for at binde det nye Rom sammen med det gamle Hellas - og vise, at han stod i traditionens centrum. Tre snoede slanger rejste sig engang mod himlen - symboler på sejr, helbredelse og guddommelig visdom. I dag er hovederne væk, men søjlen står der endnu - her, midt på Sultanahmet-pladsen, som et af de ældste spor fra den antikke verden i Istanbul. Den murstensbeklædte obelisk - søjlen, der blev klædt af Hippodromens sydende, på den anden af Konstantinopels syv høje Lidt længere mod syd på Hippodromen står en søjle, der i dag virker enkel og rå - men engang glimtede af bronze og guld. Den blev restaureret i 900-tallet e.Kr. af kejser Konstantin VII Porfyrogennetos (913–959 e.Kr.) og var dengang beklædt med forgyldte bronzeplader og indskrifter til ære for kejseren. Da korsfarerne plyndrede Konstantinopel i 1204, rev de metallet af og efterlod søjlen nøgen, som vi ser den i dag. I osmannisk tid skulle unge jandarmer have konkurreret om at klatre til tops ad den glatte sten, som en prøve på styrke og mod. Søjlen står i dag tilbage som en påmindelse om, hvordan byens storhed ofte blev klædt af - lag for lag - men aldrig helt forsvandt. Konstantinsøjlen (Çemberlitaş) - kejserens erklæring Çemberlitaş, på den anden af Konstantinopels syv høje Da kejser Konstantin den Store (306–337 e.Kr.) indviede sin nye hovedstad i 330 e.Kr., rejste han denne søjle som byens grundlæggelsesmonument - den nye hovedstads fødselsbevis, om man så kan sige. Den er lavet af syv store cylindre af rød porfyr fra Egypten - et stenmateriale, der dengang kun blev brugt til kejserlige formål. Øverst stod en statue af Apollon, som Konstantin lod omfortolke og forvandle til et billede af sig selv - stadig med solkrone og blikket rettet mod øst. Den omkring 35 meter høje søjle kunne ses fra næsten hele byen - og det var ikke tilfældigt, for den står på, hvad der engang var den anden af Konstantinopels syv høje, dengang byens centrum, hvor hovedgaden Mese begyndte sin vej mod øst. Senere blev den ramt af både lyn og brand, og i osmannisk tid forstærkede man den med jernbånd, som gav den navnet Çemberlitaş, “den med ringene”. I dag står den stadig midt på Divanyolu - lidt skæv og mærket af tiden, men stadig urokkelig. Marcian-søjlen (Kıztaşı) - en stille kejser i stormens tid Fatih, på den tredje af Konstantinopels syv høje På en lille plads i Fatih, omgivet af boligblokke og travle gader, står en søjle, som de færreste lægger mærke til - Marcian-søjlen, rejst mellem 450 og 452 e.Kr. til ære for kejser Marcian (450–457 e.Kr.). Han var en af de få herskere i det 5. århundrede, der formåede at skabe stabilitet og ro i et rige præget af kriser og indre splittelse. Søjlen står på den tredje af Konstantinopels syv høje, i det område, der i dag hedder Kıztaşı Mahallesi - “Pigens sten”. Navnet menes at komme fra de kvindefigurer, der er afbildet på basen, formentlig sejrsgudinden Nike eller kvindelige symboler på rigets provinser. Søjlen er hugget i rød granit fra Aswan og kronet af en korintisk kapitæl, hvor man stadig kan ane kejserens monogram. Øverst stod engang en statue af Marcian, ledsaget af Nike, som rakte sejren frem i sine hænder - et billede på et rige, der stadig så sig selv som arvtager efter Rom. I dag står den her stadig, omgivet af larm og trafik - et stykke antikt Rom, der fortsat rager op midt i Fatihs moderne virvar. Arcadius-søjlen - det tabte monument Cerrahpaşa, på den syvende og sidste af Konstantinopels høje På den syvende og sidste af Konstantinopels høje lod kejser Arcadius (395–408 e.Kr.), søn af Theodosius den Store, rejse en sejrsøjle til sin egen ære. Den blev opført omkring 401–421 e.Kr. og var næsten 50 meter høj, prydet med spiralrelieffer, der viste kejserens sejre over goterne - i stil med Trajansøjlen i Rom. Med tiden gik den i forfald, og efter et kraftigt jordskælv i 1719 styrtede den sammen. I dag er det kun basen, der er tilbage - halvt glemt mellem murene i Cerrahpaşa, tæt ved Bulgur Palas. Den står der stadig, som en rest af alt det, der engang var, mens byen for længst er gået videre. I dag findes der hundredvis af søjlerester spredt over Fatih - i kældre, gårde, haver og under gaderne. Mange af dem blev i osmannisk tid (fra 1400-tallet) genbrugt som bærende elementer i moskeer, hamamer og huse - eller som dekorative søjler ved døre og trapper. Når du går gennem Fatih, er chancen stor for, at du ubevidst træder på en sten, der engang bar et kejserpalads. Bydelen er i bogstaveligste forstand bygget oven på det gamle Konstantinopel - og de gamle søjler minder os om, at historien her ikke ligger under jorden. Den står midt iblandt os.

Ifølge nye data fra Statista toppede tyrkernes oplevelse af livstilfredshed omkring 2011 - siden da er kurven gået støt nedad Jeg har tidligere skrevet om denne udvikling her på bloggen ( Et oplæg: Lykke, Happiness og Tyrkiet ) , og de nye tal viser, at tendensen desværre fortsætter. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️            Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube       Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   Tallene viser et markant fald i livsglæde i takt med en række samfundsmæssige og politiske forandringer. Blandt de mest udbredte forklaringer peges der på stigende leveomkostninger, økonomisk usikkerhed og ulighed - samt en voksende politisk uro og øget kontrol i samfundet. I takt med regeringens mere autoritære kurs er tilliden til retsvæsenet og de demokratiske institutioner svækket, og mange borgere oplever, at ytringsfriheden reelt er under pres. Frygten for at miste sit job, blive arresteret eller retsforfulgt for et opslag på sociale medier er i dag en del af hverdagen for mange - og det præger naturligt den generelle oplevelse af tryghed. Den internationale World Happiness Report bekræfter udviklingen. Tyrkiet lå i 2019 som nummer 79, faldt til 112 i 2022 og ligger i 2024 på 98 ud af 143 lande med en gennemsnitlig score på 4,98 - klart under verdensgennemsnittet på 5,56. Til sammenligning ligger Danmark helt i top på 2.-pladsen med en score på 7,58, drevet af høj social tillid, lav korruption og stor personlig frihed - netop de områder, hvor Tyrkiet halter mest. Rapporten måler faktorer som BNP pr. indbygger, social støtte, forventet levealder, frihed til at træffe livsvalg, generøsitet og fravær af korruption. Netop frihed og tillid er blandt de parametre, hvor Tyrkiet klarer sig dårligst - hvilket understreger det voksende gab mellem økonomisk vækst og oplevet livskvalitet. Selv om Tyrkiet stadig klarer sig bedre end flere nabolande, er billedet tydeligt: Lykken i landet er faldende - og det handler ikke kun om økonomi, men også om frihed, tillid og retten til at tænke højt.

Der er steder i Istanbul, hvor historien ikke kommer springende i øjnene. Nogle gange skal man faktisk lede lidt, bøje sig ned for at finde den. Yeraltı Camii - moskeen i kælderen under Karaköy - er et af de steder. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️           Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube      Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Liste: Spændende moskeer i Istanbul Lige bag færgeterminalen, hvor lyden af bilhorn, færger og mennesker flyder sammen, fører en lille trappe ned til et lavloftet rum i bygningens kælder. Her, i det kølige halvlys, ligger en af Istanbuls mest særlige moskeer - et sted, hvor myter og historie mødes på ganske få kvadratmeter. Ifølge flere optegnelser og overleveringer var dette sted engang en del af et byzantinsk fort, der bevogtede indsejlingen til Det Gyldne Horn. Fortets kamre blev brugt som lager og beskyttelsesrum. Nogle mener endda, at det var her, enden af den berømte jernkæde, som skulle holde fjendtlige skibe ude af havnen, engang var fastgjort. Der er dog lidt faktuel uenighed om det - men fortællingen lever stadig, som så mange andre halve og hele myter i denne by. En anden fortælling lyder, at araberne brugte dette sted som en midlertidig moské under deres første belejringsforsøg mod Konstantinopel omkring år 710. Dengang skulle de være trængt ind i Galata-området, og her, i kælderrummene under fortet, siges de ifølge traditionen at have bedt deres bønner. Der findes ingen sikre beviser for, at det faktisk var her - men fortællingen har hængt ved gennem århundrederne og er i dag en fast del af stedets historie. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 blev de gamle kælderrum brugt som lager og opbevaringssted. Derfra stammer også det tidligere navn Kurşunlu Mahzen - “det blyforseglede kammer”. I 1700-tallet blev stedet omdannet til moské, med mere eller mindre sin nuværende form: et rektangulært rum med lave hvælvinger båret af 54 tykke søjlestrukturer og dagslys, der kun trænger ind gennem vinduerne i væggen mod havet. Stemningen minder egentlig mere om en krypt end en moské - kølig, stille og ganske særlig. At gå ned i Yeraltı Camii er som at træde ind i et andet lag af byen. De lave hvælvinger og de tykke stenmure dæmper alle lyde, og det sparsomme lys fra vinduerne giver rummet en næsten tidløs ro. De grønligt oplyste helgengrave, der findes i denne underjordiske moské, og det mørkrøde gulvtæppe forstærker følelsen af, at stedet har haft mange liv - først som fort, siden som lager og nu som en stille moské, kun få meter fra en af byens travleste færgeterminaler. Hvis du besøger denne enestående moské i kælderen under Karaköy, vil du opleve et sted, hvor tiden står stille et øjeblik. I det dæmpede lys, med lugten af fugt og en snert af sure tæer i luften, er det svært ikke at mærke, at historien stadig lever - i murene, i stilheden og i alt det, der engang og måske var.nert af sure tæer i luften, er det svært ikke at mærke, at historien stadig lever - i murene, i stilheden og i alt det, der engang og måske var. 📍 Adresse: Kemankeş Karamustafa Paşa Mah., Karaköy - lige bag færgeterminalen. 🕰 Åbningstider: Moskeen er åben dagligt, men undgå bønnetider, hvis du blot vil kigge indenfor.

Istanbul, Oktober 2025 - Trafikken i Istanbul er nu så tæt, at bilister i gennemsnit bruger mere end 105 timer om året på at sidde fast i kø. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️           Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube      Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   Ifølge en ny rapport, omtalt i Daily Sabah og Anadolu Agency, mister byen årligt op mod 7 milliarder dollars i spildt tid, brændstof og tabt produktivitet. Eksperter advarer om, at situationen har nået et kritisk punkt. Der er brug for mere end små forbedringer – de peger på flere busbaner, intelligente trafiklys og langt bedre koordinering mellem metro, tog og færger. Istanbul Kommune (İBB) har allerede fremlagt planer om at etablere 120 kilometer nye busbaner for at lette presset, men det vil næppe være nok, så længe antallet af biler fortsætter med at stige. For både lokale og besøgende betyder det én ting: at vælge den rigtige transportform er afgørende. Det er også derfor, jeg altid anbefaler at bruge transport på vand eller skinner. Metroen, sporvognene, færgerne eller Marmaray-togene under Bosporusstrædet er ikke kun hurtigere og mere stabile - de er som regel den mest tidsvenlige måde at komme rundt i byen på.

Der er steder i Istanbul, hvor hele byen samler sig på én gang - i lyden af trafik og mågeskrig, i duften af hav og fiskegrillrøg, i strømmen af mennesker. Galatabroen er ét af dem. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️         Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube    Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Allerede fra de tidlige morgentimer står fiskerne skulder ved skulder langs broens rækværk. Hver har sin faste plads, en termoflaske med te og en lille spand med madding - og til dagens fangst. Fiskesnørenes rytme danner et mønster over vandet, mens færger og turistbåde glider frem og tilbage på Det Gyldne Horn under broen. Når morgensolen rammer Galatatårnet på bakken i Beyoğlu, ligger byen badet i et blødt gyldent lys. Fra broen ser du færgerne glide gennem Det Gyldne Horn, mens sporvognen klirrer forbi. Nedenunder ligger de tætpakkede, turistede spisesteder, hvor lugten af grillet fisk blander sig med havluften og færgernes os. Den nuværende Galatabro blev færdiggjort i december 1994 og erstattede den tidligere bro fra 1912. Det er den femte i rækken af broer, der siden midten af 1800-tallet har båret navnet Galata. Med sine omtrent 490 meter i længden og 42 meter i bredden spænder den over Det Gyldne Horn og forbinder Fatih - det gamle Konstantinopel - med Beyoğlu på den modsatte bred. Om natten, når byens større færger skal til værftet længere inde i Hornet, åbner broens to klapper sig langsomt på højkant, så skibene kan passere. Det sker stille, mens byen sover, og broen lukker sig igen, før morgentrafikken begynder. Men for de fleste handler det ikke om årstal og konstruktioner. Det handler om øjeblikket - om vinden fra havet, bruset fra færgerne og de stemmer, der blander sig over vandet. Og om fiskerne, der stadig står der - tålmodigt, side om side - som de har gjort i generationer.

Den farverige, traditionelle tyrkiske mosaiklampe er verdenskendt for sit iøjnefaldende mønster og varme skær - og så har denne lampe tillige en fascinerende historie, der strækker sig flere hundrede år tilbage i tiden. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️          Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube     Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Note Book en workshop til dig selv Den del vil jeg dog ikke dykke så meget ned i her, hvor jeg i stedet vil dele en oplevelse, kæresten og jeg havde en lørdag eftermiddag i oktober. Kæresten og jeg havde i måneder jagtet et par lamper til vores hjem. Men, suk - dem vi fandt i butikkerne virkede enten lidt… anonyme (som om de bare ville gemme sig i et hjørne), eller også var farvesammensætningen så langt fra vores smag, at vi fik kuldegysninger. Så hvad gør man, når man er både kræsen og eventyrlysten? Man tager sagen i egen hånd! For at lære mere om disse skønheder - og for selv at lege “mosaikmestre” - bookede vi en workshop med engelsktalende instruktører. En lørdag eftermiddag i oktober stod vi så i Üsküdar på den anatolske side af Istanbul - klar til at dykke ned i glasstumpernes verden. Sammen med en international flok deltagere blev vi budt varmt velkommen. Kurset startede med en kort introduktion, som vi skyllede ned med rigelige mængder te og tyrkisk kaffe. Vi var klar! Vi fik en kort introduktion i, hvordan de forskellige glasstykker ændrer udtryk alt efter lysets retning - og hvordan man bygger mønstre op, så de holder fast på lampen. Heldigvis skulle vi ikke selv klippe glasset, men vi skulle vælge mellem tusindvis af små brikker, former og farver. Der var heldigvis skabeloner, man kunne støtte sig til. Men selv med dem var det en prøvelse af både kreativitet og tålmodighed. Vi svedte lidt, men det var fantastisk at se vores egne mønstre tage form - og lampen langsomt blive til. Stedet summede af liv med mange workshops i gang på én gang - et mildt sagt kaotisk, men charmerende rod. Og ja, ikke alle undervisere var lige pædagogiske, men hey - man kan ikke få det hele! Ikke desto mindre havde vi en fantastisk eftermiddag. Vi fik præcis det, vi kom for: at lære lidt om mosaiklampens hemmeligheder - og vigtigst af alt, at skabe hver vores unikke lampe, som nu har hæderspladser i vores hjem her i Istanbul. De lyser op - og de er vores. Vi har allerede besluttet os for at prøve nogle af stedets andre workshops næste gang! 👉 Det er nemt at tilmelde sig workshops, der giver dig en fed oplevelse og et personlig souvenir fra Istanbul. Book her Gennemsigtighed: Vi har selv betalt for vores workshop hos Istanbul Workshops, og indlægget er ikke sponsoreret. Hvis du vælger at booke via et af linkene her på siden, modtager mitistanbul.dk en lille kommission – uden at det koster dig noget ekstra. Indlægget er opr. fra oktober 2024. Denne udgave er redigeret med et bedre tekstflow og opdateret med nye affiliate links.

I weekenden blev Istanbul igen centrum for en global dagsorden – denne gang ikke om fortiden, men om fremtiden. På det internationale Zero Waste Forum 2025, afholdt i Haliç Kongrescenter fra 17. til 19. oktober, samledes repræsentanter fra mere end 100 lande – hovedsageligt fra Asien, Afrika og Mellemøsten – for at vedtage “Istanbul Declaration on Zero Waste”. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️       Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Erklæringen skal sætte fart i det globale arbejde for en verden uden affald og blev især tiltrukket af lande, hvor urbanisering og affaldsproblemer vokser hurtigst – men hvor potentialet for forandring også er størst. Deklarationen fremhæver, at affald ikke blot skal håndteres, men forebygges. Den opfordrer regeringer, byer og organisationer til at forebygge affald gennem smartere forbrug og bedre produktdesign, fremme cirkulær økonomi med genbrug, reparation og genanvendelse frem for “brug og smid væk”, integrere nul-affaldsprincipper i byplanlægning og erhvervsliv, styrke samarbejde og finansiering, så både det offentlige og civilsamfundet kan handle, samt ændre vaner og kultur, så affaldsminimering bliver en naturlig del af hverdagen. Erklæringen blev præsenteret af Tyrkiets Zero Waste Foundation (Sıfır Atık Vakfı) og støttes af FN’s Miljøprogram (UNEP) og UN-Habitat. For Tyrkiet – og især for Istanbul – er erklæringen et nyt skridt i den grønne omstilling. Siden 2017 har landet haft sit eget Sıfır Atık-program, der blandt andet har indført affaldssortering i skoler og offentlige institutioner. Men i praksis halter det stadig. De farvede skraldespande står ganske vist på plads i mange offentlige bygninger, men affaldet blandes ofte igen, når det hentes. Samtidig er Istanbul en by, hvor næsten alt sælges i engangsemballage og små, knitrende plastikposer, og hvor husholdningsaffald dagligt bæres ned i sække og smides i usorterede containere. Derfor kan det virke paradoksalt, at netop Istanbul nu udnævnes til globalt centrum for “Zero Waste” – et udtryk for store ambitioner, men også for, hvor lang vejen endnu er. Årets forum samlede deltagere fra over 100 lande, heriblandt Egypten, Aserbajdsjan, Gabon og andre nationer fra Asien, Afrika og Mellemøsten. Repræsentanter fra Organisationen for Tyrkiske Stater (OTS), FN’s miljøprogrammer og flere internationale NGO’er deltog også. Mange af de deltagende lande står over for hurtig befolkningstilvækst og voksende affaldsproblemer – men netop derfor rummer samarbejdet et potentiale for at udvikle løsninger, som både er realistiske og tilpasset lokale forhold. Selvom erklæringen ikke er juridisk bindende, sender den et signal: kampen mod affald og overforbrug skal prioriteres, og den skal begynde i byerne. For Istanbul kan initiativet blive en anledning til selvransagelse – og måske en påmindelse om, at også store forandringer starter med små, konkrete skridt i hverdagen. Zero Waste Forum 2025 blev afholdt i Haliç Kongrescenter 17.–19. oktober, arrangeret af Sıfır Atık Vakıfı i samarbejde med det tyrkiske miljøministerium og FN-partnere.

Midt på det travle Kadıköy Meydan, lige foran færgeterminalen, står et af bydelens mest markante symboler: Atatürk Anıtı - monumentet af Mustafa Kemal Atatürk, flankeret af to børn, en dreng og en pige. Jeg går forbi det næsten hver dag - men har ærlig talt aldrig skænket det mange tanker. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️     Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube Læs også:   Istanbul: Taksims gamle vanddepot vækker republikkens historie til live Men forleden, da jeg var ude at gå en tur her i Kadıköy med en lille gruppe danske turister, spurgte en af dem – Philip – ind til monumentet og dets historie og betydning. Og dér, efter 11 år i byen, gik det op for mig, at jeg faktisk ikke kendte svaret. Vi stod et øjeblik og betragtede figurerne – Atatürk med en bog i hånden, børnene ved hans side og alfabetet på tavlen – og mit bedste bud var, at det måtte have noget med det nye tyrkiske alfabet at gøre. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke helt slippe tanken. Vi havde haft en god tur rundt i Kadıköy, men noget ved det monument blev ved med at sidde fast i baghovedet. Det pirrede min nysgerrighed, at jeg faktisk ikke kendte historien, så jeg satte mig for at finde ud af mere. Og Philip, hvis du læser med, her er, hvad jeg fandt ud af. Monumentet blev skabt af billedhuggeren Haluk Tezonar og opført her på Kadıköy Meydan i 1989. Motivet bygger på et fotografi taget den 20. september 1928, hvor Mustafa Kemal Atatürk under et besøg i Kayseri for første gang offentligt præsenterede det nye tyrkiske (latinske) alfabet – en reform, der siden blev kendt som Harf Devrimi, “alfabrevolutionen”. Atatürk står i civil med en bog i hånden, mens to børn - en dreng og en pige - lytter opmærksomt. Scenen symboliserer uddannelse, oplysning og sprogreform, men også lige adgang til læring for både piger og drenge – et af de vigtigste idealer i den nye republik. I dag fungerer monumentet som et naturligt mødested og samlingspunkt for denne centrale del af byen. På nationale mindedage lægges der blomster og kranse ved foden af monumentet, og midt i mylderet af færger, sporvogne og mennesker minder den os om det øjeblik, hvor ord bogstaveligt talt ændrede en nations fremtid. I 2012 begyndte rygter at cirkulere om, at det daværende bystyre i Istanbul (İBB) - ledet af AKP-administrationen under borgmester Kadir Topbaş - ville fjerne monumentet for at give plads til en legeplads. Efter store lokale protester blev planerne hurtigt fejet af bordet som “rygter uden hold” af Topbaş selv, men episoden viste, hvor følsomt monumentet står som symbol på uddannelse, sekularisme og republikanske værdier i hjertet af Kadıköy. Og netop Kadıköy er i dag måske den mest frisindede og aktivistiske bydel i hele Istanbul. Her står man – med protester, debatter, kunst og kulturelle arrangementer – vagt om ytringsfrihed, ligestilling og den sekulære republik. Også selv om myndighederne i disse år poster millioner af tyrkiske lira i overvågningskameraer på gigantiske master, som skyder op rundt omkring i gadebilledet. Kadıköy er en bydel, hvor folk engagerer sig, siger deres mening og tager del i det offentlige rum – både på gaderne og i kulturlivet. Derfor føles det på en eller anden måde helt rigtigt at netop dette monument står her midt på pladsen i Kadıköy, blandt færger, musikere og kaffebarer, som en påmindelse om alt det, byen stadig tror på. 🧭 Atatürk Anıtı, Kadıköy Meydanı - skabt af Haluk Tezonar, 1989. 📍 Lige foran færgeterminalerne, mellem sporvognslinjen og havnepromenaden. optaget søndag den 19. oktober 2025

I Istanbuls kommune Kadıköy bor en stor gruppe charmerende, men ofte oversete beboere: gadens katte. Disse fortryllende væsener flakser rundt i gaderne, smutter gennem gyderne og besøger de mange caféer, hvor de uden besvær stjæler hjerterne på dem, de møder. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️     - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også:   Istanbul: Byens fælleshunde & katte  - City Cats of Istanbul – katte, kvarterer og kærlighed til byen Faktisk kalder mange lokale bydelen kærligt for “Kediköy” – et lille ordspil, hvor man bytter kadi (fra Kadıköy) ud med kedi, som på tyrkisk betyder kat. Resultatet er en humoristisk omskrivning: Kadıköy bliver til Kediköy – altså noget i retning af “Kattelandsbyen” eller “Kattestrup”. Og navnet passer forbløffende godt til denne solrige og kattefyldte del af byen. Går du en tur ned ad de brostensbelagte gader, et stykke væk fra Kadıköys travle havnefront, vil du hurtigt opdage, at du ikke er alene om at udforske området. Ja, der er masser af mennesker – men her vil du også finde katte i alle størrelser, farver og temperamenter. De ligger og nyder solen, lister sig rundt om hjørner og følger nysgerrigt med i livets gang. Der er noget næsten magisk over disse skabninger, som på deres helt egen måde synes at have taget kontrol over bydelen. De kender hver eneste krog og gyde som deres egen lomme og bevæger sig med en frihed gennem gaderne, som var de byens ubestridte herskere. Det siges, at Kadıköys katte har en særlig sans for turister og gladeligt opsøger de besøgende, der kommer for at nyde byens afslappede stemning. De fletter sig elegant omkring benene på forbipasserende, tigger om lidt opmærksomhed – og måske en lille snack. De er sande charmetrolde og kan få selv den mest overbeviste hundeejer til at smelte ved synet af deres bedende øjne. En af de mest berømte af slagsen, Tombili, blev endda hædret med en statue efter sin død – et symbol på hele bydelens kærlighed til sine firbenede indbyggere. Her i Kediköy lever mennesker og katte side om side – i ro, varme og gensidig forståelse. Det er svært at sige, hvem der egentlig ejer bydelen. Men én ting er sikkert: Kattene opfører sig, som om de gør. Fotos & produkter det kommunale projekt Kadikoy Dukkan Tombili i live om som statue efter sin død ( google map )

Der findes næppe en by i verden, hvor katte er så meget en del af gadebilledet som i Istanbul. I City Cats of Istanbul har den hollandske fotograf Marcel Heijnen fanget netop denne særlige symbiose mellem mennesker, dyr og byrum – i en fotobog, der emmer af varme, poesi og kærlighed til byens pelsklædte beboere. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en lille donation  ❤️    - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Istanbul: Byens fælleshunde & katte - Kadiköys Katte: Istanbuls nuttede Charmetrolde Bogen består af over 90 farvefotografier, taget i Istanbuls gyder, baggårde og havneområder. Heijnens blik er nænsomt og nysgerrigt – han fanger ikke bare kattene, men også de teksturer og stemninger, som omgiver dem: afskallede vægge, slidte trædøre og solstriber på brostenene. Der opstår et næsten meditativt samspil mellem byens patina og de dyr, der lever midt i den. Layoutet er legende og sjovt sat op. Mellem billederne finder man små citater, korte haikus og små finurlige kommentarer set fra kattens synspunkt – alt sammen med et glimt i øjet. Det giver bogen et uformelt og menneskeligt præg. Det føles lidt som at bladre i en dagbog over et Istanbul, hvor tiden står stille et øjeblik – og kattene har hovedrollen. Jeg bliver altid en smule varm om hjertet, når jeg opdager billeder af katte (og en enkelt hund), som jeg selv møder næsten dagligt i mit nabolag her i Kadıköy. Mange af dem vil også virke bekendte for besøgende, der har vandret gennem byens gader og hilst på de samme pelsklædte personligheder. Det giver bogen et næsten hjemligt præg – som et kærligt spejl af det Istanbul, vi alle deler. City Cats of Istanbul er ikke en tung kunstbog, men en stille – og lidt nuttet – hyldest til byens hverdagsmagi. Den rammer lige dér, hvor Istanbul altid er bedst: mellem det rå og det poetiske, mellem virkelighed og drøm. Måske er det i virkeligheden det mest alsidige – og personlige – souvenir, man kan tage med sig fra byen. Udgiver Thames & Hudson Fotograf   Marcel Heijnen Køb bogen Amazon Tyrkiet / Amazon generelt. Saxo.com I Istanbul kan du tjekke større boghandlere som Istanbul Kitapchi , der findes på en del af byens museer, udstillingshaller og større færgeterminaler samt specialboghandlere og kunst-/fotobogforretninger, især i områder som Beyoğlu, Galata, Karaköy eller Kadıköy . Besøg Cat Museum Istanbul  (i Galata-området) - det er muligt, at de sælger bogen, da Heijnen’s bogudgivelse blev lanceret dér, og bogen indeholder forord af Cat Museum Istanbuls stifter.   (OBS: Bloggen modtager IKKE kommission fra linksene ovenfor!)

Der er steder i Istanbul, hvor historien ikke bare ligger under jorden – den står lige foran dig. Fatih-moskeen, i bydelen af samme navn, er et af dem. I dette indlæg får du et glimt af historien bag stedet – og nederst finder du en 360°-video, hvor du selv kan bevæge dig rundt og opleve moskeen og området, som var du der selv. 👉 Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation     - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også:   Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Turist i Tyrkiet: få styr på mobiltelefoni & Data  - Fra Antikken til Byzans – og videre til Renæssancen For netop her lå engang Apostlenes Kirke, den næstvigtigste kirke i det byzantinske Konstantinopel – kun overgået af Hagia Sophia. Det var en kejserlig gravkirke, hvor Konstantin den Store, Justinian og flere af deres efterfølgere lå begravet i mægtige porfyr-sarkofager. Et sted, der i århundreder symboliserede det byzantinske riges tro og magt. Men dens storhedstid var for længst forbi, da osmannerne nærmede sig byen i 1400-tallet. I 1204 blev Konstantinopel plyndret under det 4. korstog. Korsfarerne brød ind i kejsernes grave, stjal guld og ædelstene og lod kirken ødelagt tilbage. Den blev senere delvist genopført, men den fik aldrig sin tidligere pragt tilbage. Da Mehmet Erobreren (Mehmed II) indtog byen i 1453, stod Apostlenes Kirke stadig, men i svækket stand. Den var mærket af århundreders forsømmelse, jordskælv og forfald – et tydeligt symbol på det gamle riges opløsning. Sultanen besluttede at rive kirken ned og bygge en ny, monumental moské på dens grund. Den fik navnet Fatih Camii – “Erobrerens Moské” – og blev centrum i et enormt religiøst og socialt kompleks med madrasaer, bibliotek, hospital og markeder. De kejserlige grave og marmorsarkofager blev fjernet; nogle af dem kan stadig ses ved Istanbul Arkæologiske Museum og i gården til Hagia Irene. Byggeriet var alt andet end tilfældigt. Her, hvor de byzantinske kejsere engang lå begravet, lod Mehmet Erobreren rejse sin egen moské - et synligt tegn på, at magten havde skiftet hænder, og at et nyt kapitel i Istanbuls historie var begyndt. Den Fatih-moské, man ser i dag, er dog ikke den oprindelige fra Mehmeds tid. I 1766 ødelagde et kraftigt jordskælv store dele af Istanbul, og moskeen styrtede sammen. Den blev genopført nogle år senere af Sultan Mustafa III og arkitekten Mehmet Tahir Ağa i en mere barok og senosmannisk stil. Det betyder, at det, du ser i dag, er en 1700-tals genfortolkning af Mehmet Erobrerens oprindelige vision – men stadig på præcis samme sted og med den samme symbolske tyngde. Arkitekten bag den første Fatih-moské hed Atik Sinan. Ifølge traditionen fik han som tak for sit arbejde et stykke jord i Fener, hvor Maria af Mongolernes Kirke (Kanlı Kilise) ligger i dag. Den kirke blev – som den eneste byzantinske i hele byen – aldrig omdannet til moské, og mange mener, at netop Sinans ejerskab og anseelse beskyttede den. På den måde mødes to historiske spor: I Fatih står moskeen bygget på kejsernes gravkirke, mens kirken i Balat måske overlevede takket være den samme mand, der byggede den første. Erobringen – og myten om den fredelige overgang Man hører stadig myten – især i neo-osmanniske kredse – at osmannerne ikke ødelagde kirker, og at erobringen af Konstantinopel foregik fredeligt. Men kilderne fortæller noget andet. Da byen faldt, blev mange kirker plyndret, præster dræbt og tusinder af borgere solgt som slaver. Erobringen var voldsom – og Fatih-moskeen blev selve symbolet på magtskiftet: en ny tro og en ny magt rejst direkte oven på det gamle. Når man i dag står i Fatih-moskeens gård, omgivet af kupler og marmorsøjler, er det svært at forestille sig, at man bogstaveligt talt står oven på resterne af Byzantinerrigets mest hellige gravkirke. Men historien ligger stadig lige under fødderne. Området omkring moskeen er fyldt med spor fra både det byzantinske og det osmanniske Istanbul. Kun få minutters gang mod nordvest er İBB Miras i gang med udgravningerne af Polyeuktos-kirken – en af de ældste og mest monumentale byzantinske kirker i byen, bygget i 500-tallet under kejserinde Anicia Juliana. Og blot et par hundrede meter syd for moskeen ligger Kirmasti Sarnıcı – en underjordisk cisterne fra den byzantinske tid. Cisternen blev delvist restaureret af İBB Miras og rummer 46 søjler under hvælvede buer, men arbejdet står nu stille efter de politiske spændinger mellem regeringen og Istanbul Metropol (İBB) siden marts 2025. Resultatet er, at stedet igen forfalder – stille, ubemærket og omgivet af mennesker, der har nok at se til med tro, hverdag og de hellige tekster. For her i Fatih mærker man tydeligt kontrasten: Under jorden - lag af historie, kultur og arkitektur. Over jorden - et samfund, hvor blikket sjældent rettes mod historien, med mindre den tjener et religiøst formål. Du kan selv bevæge dig rundt i videoen herunder – brug fingeren på mobilen eller musen på computeren, og gå på 360° opdagelse i Fatih Moskeen. 360° videoen på YouTube (videooplevelsen kan kun ses enten via YouTube's egen app eller på en computer. Brug linket ovenfor) Find vej

Indlægget beskriver Sankt Euphemia og 'Miraklet i Kalkedon' samt den effekt det har sat på verdenshistorien. koncilet i 451 - Euphemia - død - eftertidens betydning - ordforklaring - oplev dette indlæg tæt på med en Byvandring - vær med til at støtte mitistanbul.dk - Lyt til Samtaler fra Istanbul I byen Kalkedon, i den romerske provins Bithynien – det nuværende Kadıköy i Istanbul – led en ung kvinde ved navn Euphemia martyrdøden i begyndelsen af det 4. århundrede. Det skete under kejser Diocletians forfølgelser af kristne, omkring tre årtier før kristendommen blev anerkendt som rigets dominerende religion. Euphemia blev tortureret og henrettet for sin tro. Hendes jordiske rester blev bevaret som martyrelikvier i en kirke i Kalkedon – det sted, der senere blev berømt som mødested for Det Fjerde Økumeniske Koncil i år 451. Senere blev relikvierne overført til en kirke viet hende nær Konstantinopels store hippodrom, og i dag hviler de i Sankt Georgs patriarkalske kirke i Fener . Under koncilet i 451 udspillede sig en afgørende debat om Kristi natur. Striden stod mellem tilhængerne af monofysitismen – der mente, at Kristus kun havde én natur (den guddommelige) – og dem, der fastholdt, at Kristus havde to naturer, både guddommelig og menneskelig. Ifølge overleveringen valgte deltagerne til sidst at lægge begge trosbekendelser i Sankt Euphemias sarkofag, som blev forseglet. Tre dage senere, da kisten blev åbnet, viste det sig, at den ortodokse bekendelse lå i helgenens højre hånd, mens den monofysitiske lå ved hendes fødder. Det blev tolket som et guddommeligt tegn, der stadfæstede den kalkedonske – altså den ortodokse – definition. Det er netop denne lære, som senere også kom til at danne grundlag for Den Danske Folkekirke og størstedelen af den vestlige kristendom. Miraklet i Kalkedon styrkede troen på den ortodokse definition, mens monofysitismen blev forkastet som kætteri. Samtidig blev Euphemia ophøjet som en af de store helgener i både den østlige og vestlige kristne tradition. Hendes festdag fejres den 16. september, og hun æres som beskytter af ortodoksien og som et symbol på troens sejr over kætteri. Koncilet i Kalkedon fik dog også vidtrækkende følger: uenigheden førte til et varigt skel i kristenheden. Den orientalske ortodokse kirke – som omfatter bl.a. de armenske og syriske kirker – brød med Konstantinopel. Det er dog vigtigt at understrege, at de orientalsk-ortodokse kirker ikke er monofysitiske; deres teologi ligger nærmere den tidlige kristne forståelse af Kristi ene, samlede natur. Kalkedon hedder i dag Kadıköy og er en integreret del af det moderne Istanbul. Midt mellem byens travle handelsgader ligger stadig en lille kirke, der bærer navnet Sankt Euphemia Katedral – et stille minde om den unge kvinde, der blev martyr, og hvis tro – ifølge legenden – formede hele kristenhedens historie. Lokale fortællinger siger, at Euphemia voksede op netop i det område, der i dag hedder Yeldeğirmeni i Kadıköy. Ordforklaring: Koncil: Ledende repræsentanter fra kristenheden træder sammen for at debatere og træffe teologiske retningslinjer. Martyr: En person der dør på grund af sin tro/overbevisning Monofysitisme: At Jesus Kristus har én samlet natur, der er overvejende guddommelig, i modsætning til både guddommelig og menneskelig.

Forestil dig en aften, hvor Europa og Asien mødes, og Istanbuls lys glitrer i bølgerne. Ombord på et Bosporus Dinner Cruise får du en uforglemmelig kombination af mad, musik og magi – med byen som bagtæppe. * Indlægget indeholder affiliate links, hvilket betyder, at hvis du vælger at købe billetter via disse links, støtter du mitistanbul.dk , uden at det koster dig ekstra. Når solen går ned, sejler du forbi osmanniske paladser, historiske forter og oplyste broer, der spejler sig i vandet som perlekæder. Ombord bliver du mødt af tyrkisk gæstfrihed, et måltid i meyhane-stil med mezer, hovedret, dessert og livemusik – og måske et lille dansenummer eller to. Men lad os være ærlige: et Bosporus Dinner Cruise er ikke nogen stille, romantisk gourmetoplevelse. Det er Istanbuls svar på en grisefest på Mallorca – bare uden gris. Der er underholdning, dans, tyrkisk pop og en stemning, der bedst kan beskrives som et Eldorado-show med Jørgen de Mylius på dæk. Og netop derfor elsker mange det. For aftenen handler ikke om finesse, men om fest, farver og ferieglæde – og du får samtidig en af byens mest fantastiske udsigter. Hvis Istanbul står på din bucketliste, vil jeg varmt anbefale dig at inkludere et ' dinner cruise' . Prisen for disse fortryllende kitschede aftener varierer afhængigt af udbyder, med eller uden alkohol, eventuel hotelafhentning med mere. Forvent dog at prisen ligger i området 200-500 kr. per person. Tjek det spændende udvalg her Jeg har nu selv været på et sådan Dinner Cruise nogle gange, og synes at det er alle tiders super kitchy = 100% festligt!