Search results for "gratis"

arkitektur, bygget oven på og med genbrugte rester fra et byzantinsk forum og kirke - og så er det helt gratis Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   Information: Åben: Mandag-fredag 09:00-16:30 Adgang: Gratis

I en tidligere osmannisk fesfabrik langs Det Gyldne Horn finder du lige nu den store kunstudstilling Kolektifin Belleği. Feshane er blevet et af de mest spændende steder at opleve moderne kunst i Istanbul. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Der er noget befriende over Feshane. Det prøver ikke at ligne et klassisk museum. Det mærkes med det samme. Rummene er åbne, industrielle og uden forsøg på at skjule, at bygningen havde et arbejdsliv længe før kunsten flyttede ind. Lige nu danner stedet ramme om udstillingen Kolektifin Belleği - İBB Koleksiyonları (IBB’s kollektive hukommelse). En stor samtidskunst-udstilling bygget op omkring værker fra Istanbul Kommunes kunstsamling. Udstillingen forsøger ikke at fortælle én samlet historie om Istanbul. Tværtimod. Her bliver byen vist som et fællesskab af stemmer, tider, stemninger og erfaringer. Udstillingen er omfattende og i høj grad organiseret efter kunstnere. Samtidig føles værkerne ikke placeret tilfældigt. Motiver, stemninger og spor går igen på tværs af rummene, så man som besøgende langsomt begynder at opdage forbindelser mellem værkerne. Afhængigt af hvordan man går ind i udstillingen, er der plads til både den hurtige oplevelse og den mere langsomme fordybelse. Værkerne kredser på forskellig vis om byen - dens rum, mennesker og forandringer. Tilsammen tegner de et billede af Istanbul som noget, der hele tiden er blevet levet i, arbejdet i og fortolket - snarere end noget, der blot betragtes udefra. At udstillingen vises netop her, virker heller ikke tilfældigt. Feshane blev opført i 1800-tallet som fesfabrik - stedet hvor den osmanniske stat producerede den karakteristiske fes, som var en del af embedsstandens og hærens påklædning frem til hatreformen i 1925. I dag er bygningen omdannet til kulturhus, men uden at være renset for sin fortid. Det industrielle præg er bevaret, og rummene insisterer stadig på deres oprindelige karakter. Derfor bliver Feshane mere end blot en neutral ramme. Bygningen bliver selv en del af oplevelsen. Kolektifin Belleği handler i sidste ende ikke kun om enkeltværker, men om byen som fælles erfaring. Om hvordan Istanbul er blevet set, formet og husket gennem generationer - uden at reducere byen til én identitet eller én samlet fortælling. Man går derfra med en fornemmelse af, at Istanbul ikke kan opsummeres. Den kan kun samles i fragmenter. Og netop dér ligger noget af udstillingens styrke. Som en del af undervisningen i nontekstuel akademisk analyse besøgte jeg udstillingen med mine universitetsstuderende. Flere af dem havde aldrig tidligere været på et kunstmuseum. Reaktionerne var ret fantastiske at opleve - man kunne nærmest høre kæberne ramme gulvet. Det blev også tydeligt, hvordan udstillingen fungerer som en indgang til kunst for mennesker, der ikke nødvendigvis kommer med et stort forhåndskendskab. Praktisk info Udstillingen kan opleves i Artİstanbul Feshane og har fri entré. Åbningstider: 10.00-20.00 (lukket mandag). Alle værker og afsnit er forsynet med beskrivelser på både tyrkisk og engelsk. Udstillingen kan kører frem til december 2026. Kom frem Tag en af Haliç-færgerne op gennem Det Gyldne Horn til Eyüpsultan. Alternativt kan du tage sporvogn T5 til Feshane-stoppet. Mine universitetsstuderende og jeg besøgte udstillingen Kolektifin Belleği - İBB Koleksiyonları Redigeret: Maj 2026: Tilpasset åbningstid samt mindre sproglige korrektioner

Konstantinopel voksede i takt med sine mure. Hver gang byen ændrede sit selvbillede, rykkede grænsen vestpå - og hver gang blev der bygget nyt. Større, stærkere, mere ambitiøst. De mure, man kan følge i dag, er derfor ikke ét samlet anlæg, men flere lag historie lagt oven på hinanden. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Mere historie? Den tidligste by, Byzants, opstod omkring år 660 f.Kr. og lå helt ude ved spidsen af halvøen omkring det nuværende Sarayburnu. Her indrammede beskedne mure en lille, men strategisk placeret by med havn og akropolis (byens befæstede højde med templer og offentlige bygninger) som centrum. I dag er murene næsten forsvundet. De er væk fra bybilledet, men historikere og arkæologer antager, at dele af de senere mure omkring Topkapi-paladset følger linjer, der kan spores tilbage til byens ældste forsvar. Da Byzants gjorde oprør mod den romerske kejser Septimius Severus i slutningen af 100-tallet, gik det galt. Murene blev revet ned, og byen lagt øde. Få år senere skiftede Severus dog kurs og genopbyggede byen - denne gang med nye mure, rykket lidt længere mod vest. Byen voksede. Murene fulgte med. De severinske mure fylder ikke meget i bybilledet i dag. De få murrester, der ofte sættes i forbindelse med Severus’ genopbygning, har længe været opfattet som dele af hans bymur. Senere tolkninger peger dog på, at der snarere er tale om et vandanlæg, muligvis opført i direkte forbindelse med muren. I romersk bybyggeri var grænsen mellem forsvar og infrastruktur ofte flydende. Da Konstantin i år 330 gjorde byen til Romerrigets nye hovedstad, ændrede alt sig. Byzants blev til Konstantinopel - centrum for et imperium og ikke længere blot en vigtig by i udkanten. Byen voksede hurtigt i både befolkning, funktion og selvforståelse. I den proces blev der igen trukket en ny grænse mod vest og opført nye mure. Den konstantinske mur kendes fra de skriftlige kilder, men ikke fra gadebilledet. I dag kan murforløbet ikke følges med sikkerhed. Historikere og arkæologer antager dog, at muren har fulgt et lavere terræn - fra området ved det nuværende Yenikapi, langs foden af byens syvende høj og videre gennem det moderne Saraçhane ned mod Det Gyldne Horn. Senere byggeri, terrænændringer og genbrug af sten har udvisket sporene. Allerede få årtier senere viste murene sig utilstrækkelige. Byen voksede videre, og i begyndelsen af 400-tallet blev der derfor trukket endnu en linje i landskabet - denne gang med et ambitionsniveau, der langt overgik alt tidligere. Under kejser Theodosius II (402-450) blev Konstantinopels store landmure opført. Et sammenhængende forsvarssystem med voldgrav, ydre mur og en massiv indre hovedmur. Ikke blot bygget til at modstå angreb, men til at sikre byens overlevelse under lange belejringer. Den indre mur rejste sig omkring 12 meter over terrænet og blev forstærket af næsten 100 tårne placeret med korte mellemrum. Afstanden mellem tårnene var bevidst lille. Intet felt stod alene. Sammen skabte murene et forsvar, der i århundreder blev betragtet som uindtageligt. Murene indrammede bevidst store, åbne områder vest i byen - plads til marker, køkkenhaver og græsningsarealer. Det var en del af byens forsvarsstrategi: Konstantinopel skulle kunne holde ud, når omverdenen blev lukket ude. Under flere af de lange belejringer, blandt andet de arabiske angreb i begyndelsen af 700-tallet, blev forskellen tydelig. Mens byen holdt stand, beretter kilderne om belejrende styrker, der sultede katastrofalt. Bag landmurene var Konstantinopel derfor langt fra fuldt bebygget. Vest for de tætte bykvarterer åbnede byen sig i brede zoner med marker, køkkenhaver og græsningsarealer. Områder, der i dag hedder Yenikapi, Cerrahpaşa, Sümbül Efendi og op mod Edirnekapı, havde i lange perioder et næsten landligt præg. Omkring Edirnekapı følger lange gravpladser murene tæt. Gravene ligger direkte op ad murværket og fortsætter, hvor byen ellers ville have sluttet. Andre steder har murene fået en mere aktiv nutidig funktion. Ved Mevlanakapı og Belgradkapı er større strækninger blevet gennemrestaureret og indrettet som åbne parkområder. Her kan man i dag bevæge sig sikkert rundt i og omkring murene - på stier og gennem tårne - som en del af byens offentlige rum. Hvor voldgravene engang lå, finder man i dag enten køkkenhaver eller brede trafikårer. Der, hvor landmurene mødte Marmarahavet, lå Den Gyldne Port. Konstantinopels mest ceremonielle indgang. Her red kejserne ind i triumf efter sejre. Porten var ikke bare en åbning i muren, men et ritual, en kontrolleret overgang mellem verden udenfor og byen indenfor. I osmannisk tid ændrede stedet karakter. Den Gyldne Port blev indlejret i Yedikule-fæstningen. Funktionerne skiftede - fra ceremoni til fængsel - men stedet forblev ladet. Romersk, byzantinsk og osmannisk historie ligger her oven på hinanden i sten. Fra Yedikule fortsatte murene mod øst langs Marmarahavet. Havmurene var lavere end landmurene og bygget til et andet formål. Her var truslen ikke masseangreb over land, men kontrol af kysten, havne og anløb. I dag følger jernbanesporene flere steder stadig havmurene. Man cykler samme strækning. Zig-zag mellem murene og byen. Toget, der i dag fungerer som et slags S-tog, passerer igen. Havmurene står der endnu - mærket af tid, forsømmelse og vejanlæg. Men for et kort øjeblik overlapper lagene hinanden: den moderne pendler, den rejsende fra vest og en by, der altid er blevet ankommet til langs netop denne kant. Langs Det Gyldne Horn fungerede murene anderledes. Her, ligesom ved Marmarahavet, var det i høj grad vandet selv, der udgjorde forsvaret, især når den berømte jernkæde blev trukket tværs over indsejlingen. Haliç-muren skulle ikke standse store landhære, men kontrollere adgangen til byens indre havn. I kvarterer som Balat og Fener er muren ikke et fritstående anlæg, men en del af bydelen selv. Den dukker op i baggårde, kældre og ydervægge, indbygget i huse, caféer og værksteder. Det var også langs denne del af muren, ved Balat og Ayvansaray, at forsvaret til sidst blev omgået. I foråret 1453 lod Mehmed II skibe blive trukket over højderne bag Pera, gennem området omkring det nuværende Taksim, og sat i vandet i Det Gyldne Horn. Her gik de osmanniske styrker i land bag byens forsvar. Haliç-muren var aldrig bygget til at modstå et angreb fra denne side. Regner man landmuren og havmurene samlet, taler man ofte om omkring 21 kilometer. Følger man murene, som de faktisk løber gennem byen i dag, bliver turen snarere 25-27 kilometer. Konstantinopels mure blev angrebet igen og igen. Omkring 40 dokumenterede forsøg blev gjort på at bryde dem. Kun to gange lykkedes det - i 1204 og i 1453. Ikke fordi murene var svage, men fordi verden omkring dem ændrede sig. I dag står murene stadig. Over land og langs vand. Gennem gravpladser, boligkvarterer, haver, værksteder og jernbanespor. Konstantinopel var en by, der stolede på sine mure. I mere end tusind år holdt de. Ikke dårligt for nogle sten, sat sammen for at beskytte en idé om en by - og som stadig gør det.

Udstillingen er kurateret af Gülseli İnal, Balkız İnal og Beliz İnal og udstillingen kan opleves gratis

Der er gratis adgang til Lille Hagia Sophia, og moskéen er åben for besøgende uden for bønnetiderne.

I hjertet af Istanbul findes et kunstværk, så enkelt i sin form, men alligevel så dybt i sin betydning: Regnbuetrapperne. Dette kærligt døbte værk er mere end blot en passage mellem de to Taksim-kvarterer, Fındıklı og Cihangir; de er blevet et ikonisk symbol på håb, enhed og frihedens kraft. -  vær med til at støtte mitistanbul.dk  - lyt til " Samtaler fra Istanbul " -   facebook  - instagram  - bluesky Historien om Regnbuetrapperne begynder i tiden umiddelbart efter Gezi-protesterne i 2013. Hüseyin Çetinel, en pensioneret skovbrugsingeniør, besluttede sig for at forvandle et almindeligt sæt grå betontrapper til et levende lærred. Med pensler og maling i hånden forvandlede Çetinel de grå trin til en sprudlende regnbue, der strakte sig over flere niveauer. Hans mål var enkelt: at bringe et smil frem på folks læber og tilføje et stænk af farve til deres daglige rutiner. Men Regnbuetrapperne blev hurtigt mere end blot en kilde til glæde. De kommunale myndigheder i Beyoğlu mente i 2013, at trapperne var malet som en støtte til LGBT+-personers borgerrettigheder, og malede dem grå igen. Men her sagde de lokale stop! Istanbuls borgere, og snart efter folk fra hele verden, delte billeder af trapperne på sociale medier, hvilket gjorde dem til et globalt fænomen og et symbol på borgerrettigheder og aktivisme. Til trods for modstanden beviste samfundets reaktion, at kunst har magten til at forene mennesker og skabe forandring. De farverige trin blev genoprettet, denne gang som et fast monument over byens kærlighed til frihed og mangfoldighed. I dag er Regnbuetrapperne et must-see for besøgende i Istanbul. De tjener ikke kun som en baggrund for utallige fotografier, men også som en påmindelse om, at skønhed ofte findes i fællesskabet, og at håb kan opstå selv på de mest uventede steder. Regnbuetrapperne fortæller os, at kunst ikke kun er til for at blive set – den er der for at inspirere, udfordre og bringe os sammen. De er et bevis på, at selv de mindste handlinger af kreativitet og mod kan have en dybtgående indvirkning på vores samfund. I en verden, der ofte kan synes delt, minder Regnbuetrapperne os om vigtigheden af at stå sammen, fejre menneskets forskelligheder og bygge broer frem for barrierer. Som et farvestrålende fodaftryk i Istanbuls bybillede står disse trapper ikke kun som et kunstværk, men som et levende symbol på byens ubøjelige ånd og dens borgeres evne til at finde lys, selv på de mest almindelige steder. Jeg har justeret nogle få formuleringer for at skabe en endnu glattere læseoplevelse, men essensen og kraften i din fortælling er intakt. Det er en inspirerende historie, og du har fortalt den rigtig godt! Der er siden malet regnbuetrapper i flere af Istanbuls mange bydele og kvarterer, men de originale regnbuetrapper finder du ved at følge dette google maps link! OBS: den 4. August 2024 har (i følge nyhedsmedierne) en islamistisk organisation overmalet de originale regnbuetrapper i Cihangir med det palæstinensiske flag. Mandag morgen den 5. august De kommunale myndigheder har natten til mandag malet trappen hvid og sat en plakat der forklarer at en nationa glag er ‘helligt’ og at myndighederne har taget affære for ikke at ‘såre det palæstinensiske folk’ .

. 👉 Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation

Gülhane-cisternen, som i dag fungerer som kunsthal under navnet Gülhane Kunst – og som i øvrigt er gratis

Museet er gratis at besøge. Der er åbent torsdag til søndag fra 10:00-17:00.

Se den aktuelle kalender på Müze Gazhane' Instagram Der er i øvrigt gratis adgang til Gazhane Muze Klik

Der er gratis adgang til moskéen uden for bønnetider.

Langs den vestlige kant af den historiske halvø løber en mur, som de fleste turister aldrig rigtig opdager. Ikke fordi den er skjult - men fordi den ikke passer ind i postkort-Istanbul. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube         Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   De Theodosiske Bymure er omkring 1600 år gamle. Næsten syv kilometer sten fra Marmarahavet til Det Gyldne Horn. I århundreder var det her grænsen mellem verden udenfor og Konstantinopel indenfor. I næsten tusind år fungerede muren som byens skjold. Historikere vurderer, at Konstantinopel blev angrebet mere end 40 gange - af blandt andre hunner, arabiske hære, bulgarer, russiske vikinger og korsfarere. Med undtagelse af to gange - i 1204 under det fjerde korstog og igen i 1453 , da osmannerne erobrede byen - måtte angriberne hver gang opgive foran de massive mure. I dag er stemningen en helt anden. Nogle steder står muren stadig som en ruin mellem trafikerede veje, kolonihaver og boligkvarterer. Andre steder er den blevet restaureret og åbnet, så man faktisk kan gå op på den. Ikke som et poleret museum - mere som en kontrolleret adgang til noget, der stadig føles ægte. Du går på slidte sten, kigger ud over Marmarahavet og opdager pludselig, hvor langt byen egentlig strækker sig. Det er ikke spektakulært på den klassiske sightseeing-måde. Til gengæld er det et af de steder, hvor man virkelig mærker lagene i Istanbul. Restaureringen har heldigvis ikke forsøgt at gøre muren ny igen. Man har stabiliseret og sikret den - ikke genopfundet den. Og det klæder stedet. Flere sektioner åbner løbende, senest ved Belgradkapı i 2024, så området langs muren langsomt bliver mere tilgængeligt. Tæt på ligger Panorama 1453-museet. Det er dramatisk og populært - men også tydeligt fortalt fra én historisk vinkel, så tag oplevelsen med det forbehold. OBS: Gå kun op på muren dér, hvor adgang er officielt åbnet og sikret. Resten er stadig ruin - og skal behandles som sådan. Find vej: - Den nemmeste måde er at tage sporvogn T1 eller T4 til Topkapi-stationen og dernæst gå gennem Topkapi Park hen til Mevlanakapi (Mevlana Porten). fotos & videoer mitistanbul.dk og Martin Dufke 2022., 2024, 2025 redigeret i 2024, 2025 og 2026 (sproglige justeringer)

Begge er gratis at besøge. Istanbul, at handel, byliv og religiøse bygninger hænger tæt sammen - og at moskeerne samtidig er åbne og gratis Kunst og kultur Flere kultursteder i Istanbul har gratis adgang - men nogle steder skiller sig særligt Færger og transport Færger, metro, sporvogne og busser er ikke gratis - men med et Istanbulkart er det Her kan du se en søgning på ordet "GRATIS".

Haliç Metrobroen (Det Gyldne Horn metrobro) i Istanbul er en top moderne hængebro, der spænder over Det Gyldne Horn, som en vigtig del af Istanbuls metronetværk (M2-linjen) der forbinder de historiske bydele Fatih og Beyoğlu. - donér er lille beløb og hjælp mig med at lave bloggen her  - lyt til " Samtaler fra Istanbul " -   facebook  - instagram  - tiktok  - bluesky  - youtube kanal  - videoer  - find vej Tegnet af Michel Virlogeux og Hakan Kıran, skiller broen sig ud med sin integrerede metrostation (Haliç Station), der ligger midt på broen. En særlig attraktion ved Haliç Metrobroen er dens to udsigtsplatforme der begge er strategisk placeret og fungerer som geniale "selfie-fotostudier" (se billede på toppen) med en lang stribe af Istanbuls ikoniske vartegn som baggrund - og så selvfølgelig den slående udsigt - som du kan få et indtryk af i videoen nederst. Broens totale længde er 936 meter, og under broen på Beyoğlu-siden finder man rester af den gamle Galatamur - og på Fatih siden... ja, her er alt det andet...