Gode ting at lave i Istanbul på en regnvejrsdag
- Martin

- for 8 timer siden
- 3 min læsning

Det er ikke altid, Istanbul leverer det vejr, der stod i rejseplanen. Heldigvis er der en del oplevelser i byen, hvor det ikke betyder så meget, om solen skinner eller regnen falder.
Nogle foregår indenfor, andre under jorden, og et par stykker kræver egentlig bare, at du har god tid.
Her er nogle af de ting, jeg selv ville vælge.
Støt bloggen: byd mig på en kop virtuel kaffe køb digitale guides i shoppen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere
Istanbul Arkæologiske Museer
De Arkæologiske Museer er et af de steder i Istanbul, hvor du hurtigt opdager, at historien er meget større end selve byen.
Samlingerne spænder over flere tusinde år og et enormt geografisk område med genstande fra blandt andet Anatolien, Mesopotamien, Egypten, Levanten, Grækenland og Romerriget. Det er altså ikke kun Istanbuls eller Tyrkiets historie, du møder her.
Lige nu er der ovenikøbet endnu en grund til at tage turen. Den nye Troya-udstilling er fantastisk, og efter mange års restaurering genåbnede Museum of the Ancient Orient - Eski Şark Eserleri Müzesi - i juli 2026.
Det betyder også, at dette verdenskendte arkæologiske museum pudsigt nok bliver ved med at forny den historiske oplevelse.
Grand Bazaar
Grand Bazaar er en helt anden oplevelse, men den fungerer også godt, når vejret ikke viser sig fra sin tørre side.
Store dele af bazaren er overdækkede, og der er rigeligt at gå på opdagelse i. Jeg synes egentlig, den er sjovest, når du ikke har en bestemt plan, men bare går rundt mellem butikker, værksteder og de mange små passager.
Der er dog en vigtig detalje: Grand Bazaar er lukket om søndagen. Så hvis din regnvejrsdag falder på en søndag, skal du altså finde et andet sted at gå hen.
Basilica Cistern og Şerefiye Cistern
Når regnen falder over Sultanahmet, er det oplagt at gå under jorden.
Basilica Cistern er den store af de to, og her kan du sagtens bruge noget tid på at gå rundt mellem søjlerne og se på vandet og de mange detaljer.
Şerefiye Cistern er mindre, og besøget er derfor også hurtigere. Det gør den ikke mindre interessant - det er bare en helt anden størrelse end Basilica Cistern.
Hvis du interesserer dig for Istanbuls gamle vandforsyning, er begge værd at opleve, og de kan nemt kombineres med andre steder i Sultanahmet
Türk ve İslam Eserleri Müzesi
Navnet betyder Museet for Tyrkisk og Islamisk Kunst, men det fortæller egentlig ikke helt, hvad du finder indenfor.
Museet ligger i det gamle İbrahim Paşa-palads ved Hippodromen og består af en række mindre udstillinger, der spænder fra arkæologi og islamisk kunst til religion, dagligliv og sociokulturelle forhold.
Der er tæpper, kalligrafi, kunsthåndværk og genstande fra det osmanniske hverdagsliv. Du kan også se ruiner fra Hippodromen, fordi dele af den gamle væddeløbsbane ligger under bygningen, og blandt de mere usædvanlige genstande er et stykke af den kæde, der beskyttede Konstantinopels havn.
Det er et lidt mærkeligt og meget spændende museum, og et af dem, jeg personligt holder rigtig meget af.
Hamam
Et hamam behøver selvfølgelig ikke en regnvejrsdag som anledning. Men det er nu ganske rart at kunne tilbringe et par timer i varmen, mens vejret passerer udenfor.
Der er dog en ting, du skal være opmærksom på. De fleste traditionelle hamam er kønsopdelte og derfor ikke nødvendigvis indrettet til par eller grupper, der gerne vil opleve det sammen.
Hotellernes hamam er ofte en anden type oplevelse og fungerer mere som dagspa eller wellness.
I min artikel om hamam har jeg samlet nogle af mulighederne, også steder hvor par og grupper kan være sammen.
Meyhane
Meyhane er måske den mindst oplagte regnvejrsaktivitet - og samtidig en af de bedste.
En meyhane handler nemlig mere om at sidde ved et bord i den tid, man nu har lyst til - ofte flere timer - mens der kommer meze, altså små retter, på bordet.
Og som rakı, vin eller øl bliver drukket, udvikler samtalen sig, og aftenen går langsomt sin gang.
Jeg plejer at sammenligne det med en tyrkisk version af 1970’ernes danske fondue-party. Ikke fordi maden er den samme, men fordi det sociale omkring bordet er mindst lige så vigtigt som det, der står på bordet - og fordi det heller ikke er et måltid, der er overstået på 45 minutter.
På en meyhane kan middagen sagtens være hele aftenens plan. Og så er det egentlig ret ligegyldigt, hvad der foregår udenfor.
Illustrationen øverst i artiklen er skabt med brug af kunstig inteligens (AI)



















