Istanbul synes aldrig helt at stoppe med at overaske. Jeg har boet her i megabyen i godt 10 år, hvor jeg har brugt det meste af min fritid på at opsøge kulturelle perler... og alligevel lykkedes det mig at blive overrasket og opleve noget nyt. Nogle gange er det også en øgenoplevelse' der overrasker mig. Blandt disse overraskelser og skjulte perler er byens mange "Han" - historiske caravanserais, der engang tjente som både nattely og handelscentre for rejsende og handelsmænd. En af de mest fascinerende blandt disse er Büyük Valide Han, som har en særlig plads i Istanbuls hjerte og historie. Istanbul har været et handelscentrum i årtusinder, en position byen skylder sin strategiske placering, der som bekendt og nævnt utallige gange bare her på bloggen, spænder over to kontinenter. I det osmanniske imperiums storhedstid var han'er afgørende for handelsruterne. For disse han-komplekser tilbød ikke kun et sted for handelsmænd at hvile sig og opbevare deres handelsvarer sikkert, men også et sted hvor idéudveksling og kultureudveksling fandt sted, hvilket gjorde han'erne til vigtige sociale og økonomiske knudepunkter. Büyük Valide Han er den største han i Istanbul og står som et vidnesbyrd om byens rige handelshistorie. Bygget i midten af det 17. århundrede af Kösem Sultan, mor til Sultan Murad IV, fungerede denne han oprindeligt som et handelscenter, der lagde hus til utallige handelsmænd fra hele verden. Dens arkitektoniske pragt og strategiske placering gjorde den til et centralt punkt i byens økonomiske liv. I dag står Büyük Valide Han på mange måder som en fortryllende ruin, skjult i plain sight midt i Istanbuls travle Eminönü distrikt. Mens nogle dele af den bruges af lokale håndværkere og butikker, forbliver meget af den uudforsket og bevaret, hvilket tilbyder en sjælden pause fra byens travlhed. I moderne tider er det ikke så meget butikerne og de smp værksteder i han-en der er seværdigheden. Næh, du skal finde vej op til taget, hvor du belønnes med en af de mest betagende og ikoniske udsigter over Istanbul, en visuel fortælling om byens fortid, nutid og fremtid. Transformationen af Büyük Valide Han og mange andre han-er i Istanbul fra blomstrende handelscentre til kulturelle og historiske seværdigheder illustrerer byens evige udvikling. Disse bygninger tjener nu som broer til fortiden, der giver os indsigt i det daglige liv, økonomien og kulturen i det osmanniske imperium. De er levende påmindelser om Istanbul’s evne til at bevare sin rige historie, samtidig med at den tilpasser sig moderne tider. Er du brændt varm på emnet om Istanbul Han, kan jeg anbefale dig fotobogen: Timurtaş Onan: Istanbul'un hanlari I øvrigt udgiver samme fotograf en ny fotobog sidst i marts 2024 "Hans in Istanbul". Se mere på Onans Facebook side. OBS: Det kan være lidt af en udfording at finde op til taget eller helt at få lov at komme der op. Spørg dig frem, og husk at stikke dem der hjælper jer nogle drikkepenge. støt bloggen mitistanbul.dk

Jeg har altid misundet kulturer som den tyrkiske, hvor folk i alle aldre spontant bryder ud i folkedans. Der er noget utroligt smukt og fællesskabsstyrkende ved at se mennesker, unge som gamle, danse sammen til traditionelle toner. I Danmark synes det, som om kun en begrænset del af befolkningen kender til og praktiserer dansk folkedans (selv kender jeg vel et par trin... hvis så mange). Så i lang tid har jeg følt mig en smule af en slags 'kulturfattig' netop på grund af dette savn af en art - men sådan forholder det sig jo slet ikke på nogen måde, for mens det måske er folkedans i Tyrkiet, så er det i Danmark vores allesammens: fællessang. Og så satte jeg mig for at finde ud af lighederne og forskellene... I Tyrkiet er folkedans en integreret del af hverdagskulturen. Dansene varierer fra region til region, hver med deres egne unikke trin og musik. Generationer mødes om denne kulturelle arv og danser sammen, ofte ved festlige lejligheder som bryllupper og nationale helligdage - eller når man nu engang er sammen. Dansene er en social begivenhed, som styrker båndene mellem deltagerne og de mange kulturer, der findes i Tyrkiet. I Danmark har vi en anden form for kulturelt fællesskab, men som også bringer mennesker sammen: fællessang. Fællessang er en dybt forankret tradition, hvor vi samles på kryds og tværs af generationer for at synge sammen fra for eksempel Højskolesangbogen eller ved festlige lejligheder, hvor vi skråler "Vi sejler op ad åen" eller hakker os igennem versefødderne på den sang, familien har skrevet til melodier som "Mor, jeg skal tisse" eller "Jeg en gård mig bygge vil". Den danske fællessang oplever vi også i julen, hvor vi i fællessang går rundt om juletræet, og når vi til Skt. Hans synger med på både Shu-bi-duas og Lange-Müllers versioner af "Midsommervisen". Både den tyrkiske folkedans og den danske fællessang har nogle grundlæggende ligheder. Først og fremmest handler de begge om fællesskab. Begge skaber de en følelse af samhørighed og tilhørsforhold, hvor vi mennesker samles på kryds og tværs af generationer og deltager i denne fælles aktivitet, som vi danskere bare ikke i talesætter som en 'kulturel aktivitet'. Den mest åbenlyse forskel mellem tyrkisk folkedans og dansk fællessang ligger i udtryksformen. Hvor tyrkisk folkedans er en fysisk aktivitet, som involverer kropslig bevægelse og koordination, er fællessang en vokal aktivitet, hvor fokus ligger på stemmen og den musikalske oplevelse. Dansen kræver ofte en større forståelse for koreografi og fysisk udholdenhed, mens sangen kræver en fælles forståelse for melodi og harmoni. Jeg har her beskrevet enkelte af de ligheder og forskelle der er på folkedans og fællessang... men der er mange flere både ligheder og forskelle, jeg håber at vi alle kan finde glæde og inspiration i vores respektive traditioner og måske endda lære lidt af hinanden - selv må jeg indrømme, at jeg er 'bedre' til Halay end til dansk folkedans :ø) Klik & støt bloggen: *vi/danskere/tyrkere har jeg i dette indlæg benyttet som en generaliserende betegnelse

I den 4. episode af podcasten "Samtaler fra Istanbul" lyder jeg, som om jeg lige er væltet ud af et morgenværtshus efter en festlig uge på Roskilde Festival. En forkølelse havde sat sig både i næsen og på mine stemmebånd… Men da min gode ven Martin er i Istanbul (igen, igen), tænkte jeg, at det var på tide at clipse en mikrofon på ham og høre, hvorfor han kommer til Istanbul så ofte - hvad det er der trækker ham hertil. Og så kommer vi også ind over Tyrkisk mad og vores besøg på en vingård ved Istanbul. Jeg har kendt Martin D i 16 år, fra dengang jeg drev en LGBT-relateret radiostation i Danmark, og han var en fyr midt i 20'erne, som satte sig i spidsen for en midlertidig bestyrelse, han havde samlet ved at bringe en stribe LGBTQ'ere sammen, der var politikere og kendte meningsdannere - og reddede Copenhagen Pride fra at gå konkurs. Da Copenhagen Pride var blevet reddet, forlod Martin D foreningsarbejdet, kontaktede mig og sagde: "Jeg vil lave radio på din radio." Efter nogle år lukkede jeg radioen i Danmark og rykkede til Istanbul. Der skulle dog ikke gå mange uger, før Martin D sendte en besked, der lød i stil med "jeg kommer i næste weekend." Og sådan har det været lige siden, kun afbrudt af et par år med covid-19 pandemien. Det var også Martin D der forestod vielsen (forpligtelsesceremoni) af Mehmet & jeg i 2022. Lyt med til podcasten “Hej Martin, Det’ Martin” her nedenfor og find podcasten der hvor du normalt finder dine podcasts.

I den 3. episode af podcasten “Samtaler fra Istanbul” har jeg mødt Kim fra freelifer.dk, der arrangerer og planlægger autocamperture fra Danmark til bl.a. Tyrkiet. Efter en dag med en Mit Istanbul Byvandring (billedet foroven), hvor jeg fik en række fantastiske samtaler med deltagerne på turen... fik jeg sidst på dagen bænket arrangøren Kim til en samtale fra Istanbul 😀 Lyt med der, hvor du normalt finder dine podcasts, eller her nedenfor: Klik & støt bloggen & podcasten:

I hjertet af det, der engang var det centrale Konstantinopel, står et monument, som både fortæller historier fra det gamle Egypten og det Byzantinske Imperiums storhedstid: Theodosius' Obelisk. En fortælling om magt, ære og forfængelighed. Theodosius' Obelisk blev oprindeligt rejst af Thutmose III i det 15. århundrede f.Kr. i det gamle Egypten. Obelisken stod først i Karnak-templet og blev senere flyttet til Alexandria af kejser Constantius II omkring 357 e.Kr. Det var dog først i 390 e.Kr., at kejser Theodosius I gav obelisken en placering i Konstantinopel, det nuværende Istanbul. En rejse, der både fandt sted på tværs af civilisationer og århundreder, understreger obeliskens betydning som et symbol på imperiers magt og storhed. Tænk på det – en 20 meter høj granitobelisk, med en vægt på omkring 200 ton, blev transporteret fra Egypten til Konstantinopel over Middelhavet og gennem Bosporusstrædet. Derefter blev den rejst på spinaen i Hippodromen, Konstantinopels sociale og sportsmæssige centrum. Jeg er målløs... Vi taler om en transport, der fandt sted for godt og vel 1640 år siden... 1640 år! Selve obelisken er rigt dekoreret med hieroglyffer, der hylder Thutmose III's sejre og guderne i det gamle Egypten. Men på soklen finder man en række relieffer, der afbilder kejser Theodosius sammen med sin familie og hoffolk, som overværer kapløb og andre aktiviteter på Hippodromen. Dekorationerne er ikke bare kunstneriske mesterværker; de er en billedbog om en tid, hvor Konstantinopel var verdens centrum, og hvor kejseren fremviste sin magt og glans over for både sine egne borgere og den øvrige civiliserede verden. I dag står Theodosius' Obelisk stadig stolt i hjertet af det tidligere Byzantinske Konstantinopel. Og selvom Hippodromen ikke længere eksisterer i sin oprindelige form, tiltrækker obelisken fortsat besøgende fra hele verden, der taber kæben over obeliskens imponerende historie, og det faktum, at den, som den står der, også er et vidnesbyrd om Istanbuls rige historie, som et monument, der har overlevet imperiers opståen og fald gennem århundreder. Jeg vil klart mene, at besøger man Istanbul, er det et must at stå ved foden af denne imponerende obelisk og lade sig føre tilbage i tiden. Book en Mit Istanbul Byvandring og oplev masser af spændende historiske sider af Istanbul. Klik & støt bloggen:

Som de fleste faste læsere af bloggen mitistanbul.dk allerede ved, var jeg i midten af december på et 6-dages ophold på et tyrkisk offentligt hospital med en mindre blodprop i cerebellum (lillehjernen). Med en smule humor og et godt øje for detaljen tager jeg et kig på det berygtede offentlige/statslige sygehusvæsen i Tyrkiet. Nederst i indlægget er et dagbogsindlæg fra en morgen på hospitalet Ingen privat forsikring Jeg er ansat i en delvis stats-ejet fond, og modsat mange private arbejdspladser i Tyrkiet, tilbyder min arbejdsplads desværre ikke en privat sundhedsforsikring; vi er dækket af den offentlige SGK. Dette betyder, at når jeg skal til øjenlægen, en halslæge osv., vælger jeg normalt en privatklinik og får et lille tilskud fra den offentlige SGK, mens resten betales af egen lomme. Men da jeg i midten af december 2022 kollapsede på arbejdet, blev jeg efter ordre fra arbejdspladsens læge bragt til det nærmeste offentlige 'devlet' hospital. Ankomst/Modtagelsen Jeg kan bedst sammenligne den larm og det kaos, der findes ved modtagelsen på hospitalet, med at ankomme til SAW eller den gamle Atatürk Lufthavn fra den rolige og organiserede Kastrup Lufthavn. Dyt, bilstøj, råb og skænderier – udenfor modtagelsen, mens der indenfor i modtagelsen var endnu flere råb, skænderier og et enkelt håndgemæng – samt en håndfuld katte, der i bedste diva-stil slængede sig i de få stole der var placeret i venteområdet. Efter cirka 15-20 minutters ventetid kom jeg til en læge, der sad bag en computer. Jeg tror slet ikke, vi havde øjenkontakt, men dette kan også skyldes, at jeg var voldsomt svimmel og bevægede mig, som havde jeg lige set bunden af en rakiflaske. En kollega, der var taget med mig fra arbejdet, trådte til og fik hurtigt fortalt, hvad der var sket. En EKG blev bestilt og 5 minutter senere blodprøver og CT-scan. Jeg mener, det hele gik rimeligt hurtigt – tror jeg. Så endnu en CT-scan med kontrast og en MRI. Ledsager På de tyrkiske hospitaler indlægges patienten sammen med et familiemedlem eller en nær ven, disse kaldes ‘ledsagere’ og sørger for at hjælpe patienten på WC, i bad, med at spise… ja, med alt, for der er intet service på de offentlige sygehuse. Derfor ser man ofte hele familier ankomme på hospitalet ved en indlæggelse. I Danmark ser man også fænomenet, når personer med for eksempel tyrkisk baggrund indlægges; her tropper hele familien op og vil være ved patienten non-stop, hvilket er stik modsat den danske hospitals tradition og praksis. Min kæreste kom drønende fra sit arbejde i den modsatte ende af Istanbul og kunne ‘afløse’ min kollega/gode ven. En neurolog kiggede på scanningerne, rådførte sig med andre neurologer, og før jeg vidste af det, var jeg indlagt på Neurologisk afdeling for Slagtilfælde. Jeg fik eneværelse, og mens kæresten skyndte sig hjem efter lidt tøj og en tandbørste til mig, kom en sygeplejerske med nogle piller, som jeg skulle tage øjeblikkeligt. "Må jeg be' om noget vand?" spurgte jeg sygeplejersken, der kiggede underligt på mig, mens jeg fik forklaret, at det ikke var hendes opgave, men at jeg selv skulle skaffe det. Jeg ringede til kæresten og tudbrølede: "Jeg kan ikke sluge pillerne, fordi jeg ikke har noget vand," vrælede jeg. Kæreste, vand, tandbørste, lidt tøj, håndklæde og en pude ankom godt og vel 20 minutter senere. – Ja, du læste rigtigt. Pude, tæpper, håndklæde osv. er noget, man selv skal have med på hospitalet. Heller ikke nogle af de fantastiske sygehuskjoler, benklæder eller undertøj er der… hvilket egentlig var meget rart, men det er jo noget upraktisk. Forplejningen på hospitalet: Morgenmad inkl 1 kop te. Frokost inkl 1 kop vand. Aftensmad inkl 1 kop vand. Forplejning Det er alment kendt, at det tyrkiske køkken er blandt verdens bedste (ikke op til diskussion) – men dette faktum har tydeligvis ikke nået det tyrkiske offentlige hospitalsvæsen. Morgenmad: Oliven, hvid ost, et kogt æg og en bolle. Frokost: Kogt usaltet kyllingebryst, udkogte usaltede grøntsager og en suppe af ubestemt herkomst. Boller. Aftensmad: Nogle kødboller i noget olievand, usaltede grøntsager, den underlige suppe, en bolle og et surt hårdt æble. I øvrigt kom alle måltider med enten et glas te eller en kop vand. Så når kæresten og vennerne kom på besøg på hospitalet, havde de lidt mad og frugt med til mig. Efter 4 dage fik jeg lov til, forudsat jeg havde en person med som støtte, at begynde at gå lidt længere ture. Jeg kunne gå til automaterne og købe Nescafé og vand… og jeg fik også lov til at gå ud på området – altså, hvis jeg ikke var alene. På området lå der en café – hvor det sundeste man kunne spise var en toast druknende i smeltet ost – og selvfølgelig, te. Hygiejne Hold nu op... hvor skal jeg begynde...? Badeværelset på stuen var holdt i brune fliser, i sådan en bedste ligusterfascistisk parcelhusstil fra 1970'erne. Rengøringen af badeværelset fandt sted 2 gange på de 6 dage, og det begrænsede sig til, at bruseren blev tændt og drejet rundt i rummet. Det var det. På stuen var der daglig rengøring. Det bestod af en hurtig fejning med en moppe, der aldrig nåede ind i hjørnerne eller ind under sengen, borde eller stole. (Læs mere om hygiejnen fra dagbogen nederst i indlægget) Billedet her er fra ved siden af min seng på hospitalsstuen. Der er cirka 1 meter fra sengen til garderoben (som jeg ikke turde åbne haha). Personalet Både læger og sygeplejersker m.fl. var alle dygtige (måske med undtagelse af rengøringspersonalet) og venlige. Men både læger og sygeplejersker mangler uddannelse i at behandle mennesker med omsorg. I modsætning til i Danmark, hvor læger og sygeplejersker er udstyret med en pædagogisk og psykologisk værkstøjskasse, er der intet lignende at finde i det tyrkiske offentlige sygevæsen – og der er desuden heller ingen privatliv at finde. Døren blev flået op, jeg blev placeret i en kørestol, og med bang-bang ind i vægge, døre og over dørkarme blev jeg kørt til undersøgelser uden nogen form for information om, hvad der skulle ske. Jeg var naturligvis nervøs. Især da jeg blev parkeret udenfor en dør, hvor der stod 'Endoskopi' – heldigvis var det ikke der, jeg skulle ind phew. Eller da lægen forlod stuen i hast, mens to sygeplejersker klyngede sig sammen i et hjørne – da jeg i et panikanfald, med tårerne løbende ned ad kinderne og i hyperventilering, forsøgte at få at vide, hvilken diagnose jeg havde fået, og hvad alle de forskellige nåle var til for (jeg havde tre IV'er indsat på samme tid, en i hver albuebøjning og en i hånden). Eller da en af de mange læger brasede ind på stuen og så, at jeg havde en tyrkisktalende gæst (en arbejdskollega), hvorefter lægen begyndte at fortælle om detaljer fra undersøgelser, detaljer som jeg måske ikke lige mente, at en sød arbejdskollega, der bare kom forbi med en sandwich, burde kende til. Fagligt dygtige læger... men jeg er ikke et kadaver i et studie Ja, sundhedspersonalet ved, hvad de laver; de er dygtige – men de glemmer, at der sidder et sårbart menneske overfor dem, et menneske, der er forvirret og som kan være både glad og ked af det. Efter 6 dage blev jeg udskrevet. Jeg fik en stribe noter med, som blandt andet indeholdt information om, at jeg skal have foretaget en række undersøgelser og have opfølgende møder med læger. Disse undersøgelser og møder skal jeg selv booke... Jeg mener, fair nok, intet problem. Da jeg sidst var på hospitalet i Danmark, blev sådanne undersøgelser mv. ordnet af hospitalets side... men som sagt, det tyrkiske sundhedsvæsen mangler service... og på den måde kan man jo også spare penge på sundhedssystemet. De sidste evalueringer Jeg er stadig svimmel mere eller mindre hele tiden og føler mig voldsomt træt. Når jeg går udenfor og på arbejde, bruger jeg en stok. Det giver mig en følelse af sikkerhed. Jeg havde stoppet med at ryge knapt 2 uger før, jeg blev indlagt med en blodprop. Som en stor mand var jeg bekymret for at tage en masse kilo på efter at have stoppet med smøgerne, men maden på hospitalet og blodproppen har heldigvis ført mig i retning af en livsstilsændring med hensyn til kosten. Jeg ryger ikke ikke mere og jeg har siden indlæggelsen smidt godt 16kg. Nu er det lige over en måned siden, jeg blev udskrevet fra hospitalet. Jeg har været til undersøgelser og evalueringsmøder 1-2 gange om ugen. Der er godt tjek på mig. Jeg har nu fået foretaget en af de afsluttende MRI-scanninger, og resultatet er tilgængeligt (som jeg kan se i sundhedssystemets app, eNabiz), men jeg kunne først booke en tid hos en neurolog om 2 uger. Forhåbentligt vil neurologen da fortælle mig, at jeg er rask, kan flyve igen og kan stoppe med at tage al medicinen. Klik & støt bloggen: Universelt sundhedsvæsen eller ej? Det nuværende tyrkiske sundhedsvæsen blev etableret af den nuværende tyrkiske regering. Det betyder, at folkesundheden er forbedret. Desværre har langt fra alle borgere SGK (sundhedsforsikring), og derfor er det tyrkiske sundhedssystem, i modsætning til det danske, ikke universelt. Har man sin SGK og har lægerne/sygehuset skrevet en slags ‘livsnødvendig recept’, skal jeg ikke betale særligt meget for den medicin, jeg nu skal til at bruge… men det kræver, at man har en aktiv SGK - og som jeg så har fundet ud af, dette gælder KUN for tyrkiske statsborgere, skønt jeg betaler til SGK. Samtidig tilbageholder arbejdspladsen løn for sygedagene, og knapt 3/4 af det tilbageholdte beløb udbetales af SGK. Det skal understreges, at der i sygdomsperioden ikke indbetales til pension, hvilket for langtidssyge betyder en forsinkelse i at kunne gå på pension. Selv var jeg sygemeldt i 8 arbejdsdage – ikke mange dage, og jeg er her godt 1 måned senere stadig ikke helt i stand til at fuldføre alle mine pligter på jobbet – men jeg er heldig og har en leder, der er god til at indgå specielle aftaler. Den tyrkiske stat åbner hospitaler på stribe, som dog ikke vedligeholdes – og så er det jo lige fedt. Det ene er at åbne dem – det andet er at vedligeholde dem. Dagbog fra hospitalet Morgenen den 12. december 2022. Klokken er nu ca. 8:20 her i Istanbul. Jeg blev vækket lidt over fem, da jeg skulle have taget en blodsukkerprøve. Det er ikke helt rart at blive vækket på den måde, men personalet er søde, og vi griner lidt af situationen, mens jeg lidt kærligt kalder dem for "vampyr" eller "Dracula". Efter prøven bevæger jeg mig ned mod en kaffeautomat og køber mig en Nescafé med mælk. Jeg sætter mig tilbage på stuen, drikker kaffen, mens jeg læser lidt i min bog. Klokken bliver 6, og en kvindestemme åbner døren til stuen og annoncerer højt: "Morgenmad". Modvilligt siger jeg "ja tak", da hun kommer ind og sætter en paptallerken med et æg, lidt oliven og lidt billig fetaost ned. Anyway, jeg har en sandwich, jeg købte i aftes. Jeg går ned for at købe endnu en kop Nescafé. På gangen ligger der en død kakerlak midt på gangen. Klokken bliver 7, og rengøringen starter – jeg skal ned og aflevere nogle prøver ved sygeplejerskestationen. Den døde kakerlak ligger der stadig. På værelset har der været rengøring, mens jeg har været nede for at købe kaffe. Badeværelsesgulvet er sjaskvådt... og en moppe har været lidt rundt på selve stuens gulv. Noget papir fra en kanyle, der blev brugt i går aftes, ligger stadig under sengen. Klokken er 7:45. Jeg skal lave nogle øvelser og går ud på gangen, hvor jeg smilende hilser på de søde sygeplejersker, der gengælder min hilsen med et hjerteligt "günaydın" eller "good morning". Gulvet på gangen er vådt langs væggen... så der har også været rengøring på gangen, men kakerlakken ligger der stadig – på samme sted. Klokken bliver lidt over 8, jeg er tilbage på stuen. Nyt skift, dagens plejepersonale kommer ind på stuen til natsygeplejerskens lynhurtige orientering, og et af mine smilende "merhaba" bliver gengældt med et lille kor af "merhaba". Mens jeg skriver dette, ser det ud som om, det sner udenfor. Men det er bare fra etagerne ovenover, hvor andre patienter smuldrer brød ud af vinduerne til duerne. (billede).

I podcasten "Samtaler fra Istanbul" har jeg denne gang mødt min ven, Tea, der bor i Alanya, hvor hun dels driver "Alanya DK" og dels arbejder som rejseleder - og i øvrigt er nygift ❤️ Vi mødes i de historiske omgivelser i Beta Yeni Han i Eminönü i Istanbul, hvor vi taler om vores kærlighed til henholdsvis Tyrkiet, Istanbul og Alanya. Støt bloggen & podcasten: Lyt med i denne episode af podcasten, der måske mest af alt lyder som en teenagepiges værelse. Tap og lyt med via din podcast app

Istanbul lokker hvert år masser af filmelskere fra hele verden til byen hvor Istanbul Film Festival år lyser op i kalenderen - en festival der gennem der nu for 43. gang etablerer sig som en vigtig platform for både nye talenter og de mere veletablerede filmskabere. I år finder filmfestivalen sted fra den 17. til den 28. april. Konkurrencen om Den Gyldne Tulipan er festivalens hjerte, hvor filmskabere konkurrerer om æren og anerkendelsen fra både publikum og kritikere. Ud over film og kåringen af Årets Tulipan, byder festivalen også på forskellige workshops, masterclasses og Q&A-sessioner med forskellige profiler indenfor filmkunsten. Find mere om Istanbul Filmfestival samt information om progammet og billetter på Istanbul Filmfestival hjemmesiden.

For fire år siden, kun få dage før verden lukkede ned på grund af COVID-19-pandemien, gik mitistanbul.dk i luften 🎉 Det har været nogle utroligt interessante og berigende år, hvor bloggen ikke blot har været en personlig rejse, men også et vindue til Istanbul for mange danskere og andre interesserede rundt om i verden. Mit mål har hele tiden været at tilbyde indhold, der er lige så rigt og mangfoldigt som Istanbul selv. Med en skattekiste af ideer og planer for fremtiden håber jeg at fortsætte med at dele denne fabtastiske megabys mange facetter med jer alle. For det er min største glæde at se, hvordan dette lille fællesskab vokser, og hvordan bloggens indhold underholder, inspirerer og informerer. Til sidst vil jeg gerne sige tak. Tak fordi du har været en del af denne rejse. Uanset om du har været med fra starten eller netop har fundet vej til mitistanbul.dk, så værdsætter jeg din støtte og dit selskab. I sandhed, tak fordi du ikke bare er en bruger af bloggen, men en ven af mitistanbul.dk. Herfra og fremad vil jeg fortsætte med at udforske, dele og fejre alt, hvad Istanbul har at byde på. 🥂🎂 Her er til mange flere år sammen, Martin - mitistanbul.dk ❤️ Støt bloggen mitistanbul.dk

Siden år 360 har der stået en kirke på stedet og i år 537 åbnede den 3. kirke på stedet - og det er den bygning man i dag kan se. Rejst som et symbol på kristendommen blev Hagia Sofia som et sandkorn i øjet på Paven i Rom og et mål for erobring for den muslimske verden. Verdenshistorien samlet i en bygning og i en by. Sådan kan objektet for et af Istanbuls nye museer “DEM Hagia Sofia Historie & Oplevelsesmuseum” skrives. Museet holder til i et af de restaurerede osmanniske paladser der ligger på den gamle Hippodrom - Sultanahmet/Hestepladsen - overfor Den Blå Moske. Video fra vores besøg/mitistanbul.dk Med din adgangsbillet, får du en audio-guide med et sprog efter eget valg, da jeg ikke kunne se nogle skandinaviske sprog valgte jeg den engelske udgave. I små grupper bliver man så ført op i en elevator, jaget ind og ud af store og små rum, hvor computeranimerede film fortæller historien om Byzantium, Konstantinopel og Istanbul med fokus på den centrale rolle Hagia Sofia har spillet gennem historien. fotos fra vores besøg/mitistanbul.dk Efter at have vandret fra rum til rum og set sammenlagt godt og vel 20 minutters film med audioguidens dramatiserende stemme i ørene, er det tid til den mere traditionelle museums oplevelse: glasmontre og små skilte. Faktisk synes jeg at denne del var den vildeste oplevelse. Der er artefakter som aldrig før har været udstillet, sten, figurer, søjler med mere - som man har fundet gennem tidernes udgravninger i og under Hagia Sofia. Video fra vores besøg/mitistanbul.dk Kæresten var mest til den filmatiserede oplevelse, og jeg kan da godt forstå at det er fedt at få historien “ind med ske” men, der er nogle, mindre, faktuelle fejl i den historiefortælling som det moderne Tyrkiet fortæller. Derudover synes jeg, at det var skørt, at vi skulle vade fra rum til rum, op med elevator, ned ad trapper for at se en video vi reelt set kunne have set siddende i en mini biograf. Nok var der nogle imponerende effekter både i filmene og i rummene, men der var ikke tid til nogen form for fordybelse. Den havde jeg dog så ved glasmontrene. Ved udgangen er der en souvenirbutik med et hav af ting og sager, som selvfølgelig bærer priser som var det rubiner. Information DEM Hagia Sophia History & Experience Museum. Binbirdirek, At Meydanı St. No:10 Fatih / Istanbul Billetten koster 25 Euro for udlandske besøgende, og 150 TL for tyrkiske statsborgere (der skal fremvises ID). Billetten inkluderer en audioguide. BEMÆRK: - Den 15. januar 2024 genåbnede en del af Hagia Sofia som museum. Bemærk at museet beskrevet i dette indlæg er DEM Hagia Sofia Historiske Oplevelsesmuseum (DEM Hagia Sophia History & Experience Museum). - Er du lys/strobe følsom er dette museum ikke noget for dig. Selv har jeg lidt balance udfordringer efter en blodprop, og der var situationer under besøget på museet der var svære for mig at kapere og jeg måtte lukke øjnene og støtte mig til kæresten og væggene. - Dette indlæg er ikke sponseret af DEM museer! støt bloggen mitistanbul.dk

I hjertet af Istanbul, strækker en strøm af liv og historie sig gennem byen i form af Istiklal Caddesi (jeg må indrømme at jeg de første par år i byen kaldte boulevarden for 'Istegade' haha). Denne livlige boulevard, som pulserer med energien fra de millioner af fødder, der hver dag betræder bulevardens fliser, er mere end blot en turistattraktion; den er et levende museum, en fortælling om byens sjæl og dens mangefacetterede historie. Istiklal Caddesi, kendt i forskellige æraer under forskellige navne, har været en central akse gennem tiderne, der forbinder forskellige dele af Istanbul. I byzantinske tider var den kendt som Cadde-i Kebir (Stor Vej), og i det ottomanske rige blev den omdøbt til Grande Rue de Péra. Gaden har set imperier stige og falde, men har altid formået at bevare sin relevans og charme. Beliggende i det, der traditionelt var kendt som Pera-distriktet, har Istiklal Caddesi altid været et mødested for forskellige kulturer, religioner og ideer. Fra det 19. århundrede blev gaden et kosmopolitisk centrum, hvor europæiske diplomater, levantinske handelsfolk og ottomanske intellektuelle mingledes. Dette kulturelle mix er stadig synligt i gaden i dag, fra de historiske konsulater til de forskellige religiøse bygninger, såsom Skt. Antoine-kirken og Neve Shalom-synagogen, der står side om side med traditionelle tyrkiske caféer og moderne butikker. Istiklal Caddesi har også været og er til dels stadig centrum for Istanbuls kunst- og underholdningsliv. Gaden er hjemsted for flere historiske biografer, teatre og musikhuse, hvoraf nogle kan spore deres historie tilbage til det tidlige 20. århundrede. Cité de Péra (i dag kendt som Çiçek Pasajı og Navizade), med sine farverige blomsterbutikker, caféer og taverner, er et levende eksempel på gaden som et centrum for socialt liv og underholdning. I takt med at Istanbul har udviklet sig, har Istiklal Caddesi også gennemgået forandringer. Den ikoniske historiske sporvogn, der stadig kører gennem gaden, minder os om en svunden tid, mens de konstante renoveringer af bygningerne langs gaden vidner om et forsøg på at bevare dens historiske værdi i en moderne kontekst. Istiklal Caddesi står over for udfordringerne ved at balancere mellem bevarelse og modernisering, men dens sjæl og vigtighed for Istanbuls kulturelle og sociale liv forbliver uændret. I dag fortsætter Istiklal Caddesi med at være en af de mest besøgte og elskede steder i Istanbul. For turister tilbyder gaden en god blanding af historie, kultur og shopping. Fra boulevardens rødder i det byzantinske og ottomanske imperium til dens nuværende status som en pulserende metropolitansk arterie, er Istiklal Caddesi ikke bare en boulevard; det er Istanbul i miniature, en historie der fortsætter med at folde sig ud med hvert skridt på dens flisebelagte vej. Støt bloggen mitistanbul.dk

Helt uplanlagt skriver jeg en "del 2" af mit oprindelige indlæg "Personlig fortælling: På tyrkisk offentligt hospital". For det er i denne december et år siden jeg blev indlagt med en blodprop - og i forbindelse med et års check-ups i disse uger, at neurologen observerede mig og valgte neurologen at indlægge mig. Igen kan jeg sige meget om det tyrkiske hospitalsvæsen... om den manglende kommunikation, konstante larm og den fraværende hygiejne og gadens katte der lystigt løber rundt på afdelingerne mellem medicin, de indlagte, op i sengene, op på bordene o.s.v. Men ligeså meget skal og bør der også siges om den fantastiske behandling jeg endnu engang modtog af det travle sundhedspersonale på Istanbul's Sağlık Bilimleri Üniversitesi Fatih Sultan Mehmet Eğitim Ve Araştırma Hastanesi (Universitets- og forskningshospitalet Fatih Sultan Mehmet). Nu skrev jeg 'manglende kommunikation', men noget er sket siden sidste år. For det første kunne flere af lægerne genkende mig, og pludseligt kunne langt de fleste af dem kommunikere mere på engelsk end sidste år, hvilket betød at jeg selv kunne spørge ind til mere og dermed var der en reel mulighed for en egentlig dialog. Fra mit check-up blev jeg sendt over til en indlæggende læge, der med det samme begyndte EKG og sendte mig til både CT og MRI scanninger. Et par neurologer mødte mig og evaluerede scanningerne, undersøgte mig og lyttede til mig. De fortalte mig om deres observationer og hvad de ville fokusere på. Og lynhurtigt skitserede de en plan for mig med en række undersøgelser og tests - og så om en eventuel lumbalpunktur (som jeg helst ville undgå). Jeg blev 'indlogeret' på en observationsstue/sal sammen med 11 andre patienter og en masse maskiner der sagde 'piiing'. Jeg fik lov til at gå rundt sammen med kæresten, og vi satte os over på en hospitals café og fik en kop te. Pludseligt ringede min mobil. Det var Neurologen der 30 minutter forinden havde lagt planen med den eventuelle lumbalpunktur. "Martin bey, vi har fundet noget på en af dine scanninger. Du skal komme tilbage til afdelingen nu". Kæresten og jeg skyndte os så meget som jeg nu kunne tilbage hvor lægerne kunne fortælle om en mindre ændring af planerne, og muligheden for helt at undgå lumbalpunkturen. Den sidste scanning fik jeg ved 03-tiden, og derefter forsøgte jeg at sove mellem piiing-lydende og lydene fra de øvrige patienter. Kæresten måtte finde et andet sted og lukke øjnene. Dagen efter, mødte jeg igen flere læger og gik gennem flere undersøgelser. En læge bad mig kun bevæge mig rundt i kørestol. Jeg kunne jo sagtens gå - omend det foregik med støtte, men makkede ret og lod kæresten finde en kørestol. Jeg satte mig ned i kørestolen og vi futtede lidt rundt udenfor i bedste Møhgerne indtager Istanbul stil. Det var lidt morsomt. Senere den eftermiddag fik jeg en slags hjemmeorlov, men skulle indfinde mig på igen den næste morgen hos neurologen. Det er åbenbart en lille hævelse eller udposning et sted i hjernen, der driller - men hvorfor den er der og forværres den vil den næste tid med tests, scanninger og undersøgelser belyse. Udskrevet og hjemme med en lille ændring i noget medicin har jeg fået stokken i hånden igen, for den giver lige lidt ekstra støtte og følelsen af bedre kontrol i disse lidt svimle tider. Jeg har i dette indlæg valgt at fokusere på de utroligt dygtige læger og den enorme profesionelle omsorg jeg føler at de har givet mig - alle sammen! Der er desværre en kedelig tendens med vold mod sundhedspersonalet i Tyrkiet*, og ja - den oplevede jeg også lidt af denne gang, hvor en mand råbte op slyngede om sig med bandeord og smadrede en dør indtil den sal hvor jeg lå. Der gik godt og vel 30 minutter før fik sikkerhedsvagterne fik ham ud ham ud (politiet var tilstede, men sad og bladrede på deres mobiltelefoner). Hygiejnen på hospitalet har ikke ændret sig siden sidste indlæggelse... og jeg har hørt at det er et 'normalt' problem på hospitalerne hernede. *Læs mere om tendensen om vold mod sundhedspersonalet i Tyrkiet her

Det er juletid, også her i Istanbul - hvor kæresten allerede tilbage i november gik i gang med at pynte juletræet og sætte julelys frem - alt sammen i julehyggens navn. Og hyggeligt, det er det helt bestemt. Min kæreste er ikke opvokset med julekulturen - ej heller med at Nytårsaften var noget der ligefrem behøves at blive markeret, så julehygge er noget han, med stor success, har tilegnet sig gennem de knapt 7 år vi efterhånden har været sammen, - og som synes at blive mere og mere raffineret som årene går. Måske er han blevet lidt af en 'jule-zilla' haha (en omskrivning af 'bridezilla', der er en bryllupsperfektionistisk brud). Den seneste uge på arbejdet, har jeg, igen i år, givet stribevis af crash-kurser i forskellen på 'Christmas' og 'New Year' - sprog-kulturel forvirring forårsaget af kultur-forladte oversættelser af Hollywoods julefilm. Nå, men det er så også en forvirring der altid kan gøre min smilerynke lidt mere synlig 😆. Mit arbejde hernede giver mig ikke meget mulighed for ferie i juledagene. Som regel har mine studerende på universitetet eksamener eller prøver i den sidste uge af december til lidt ind i januar, så det er også en tid, hvor den melankolske hjemve inviterer sig selv indenfor. Og så er det helt vidunderligt med en super fantastisk kæreste, der glædeligt og ihærdigt vil skabe nogle nye dejlige juletraditioner, sammen. I år har Cher's julealbum "Christmas" fundet vej til vores home-pods, så julemusikken den seneste uges tid har piblet frem overalt i skønne lejlighed i det centrale Kadikoy i Istanbul. Julemenuen bliver på den sundere side og så bliver kødfri. Den skal vi kokkerere sammen juleaftensdag. Efter julemåltidet skal vi så åbne de gaverne der, gennem de sidste 3-4 ugers tid, har hobet sig op under det veltrimmede juletræ. Juledag har jeg fået religiøs fridag fra universitetet, så mens kæresten er på jobbet, har jeg lavet en svedig aftale med min personlige træner til en tidlig session. Og pludseligt bliver det så nytår... men det er til et andet indlæg. Herfra ønsker jeg dig og dine nære ... en glædelig jul... Martin, mitistanbul.dk OBS OBS OBS Hjælp mig med at rejse penge til mad for familier fanget i krigen i Palæstina. Al økonomi genereret fra udgivelsen af min single "Sweet Memories (2023 remastered)" doneres direkte til FN World Food Programme til familier i Palæstina. Klik her for at se links til din favorit platform - samt yderligere dokumentation både om bidrag fra singlen samt om situationen for civile i Palæstina >> Streaming links & dokumentation <<

Indlægget her er fra 2021: Selvom man måske ikke lige forbinder jul, julemænd og funklende stjerner med den muslimske kultur, så er der i Tyrkiet sket en kulturel ændring hen over de seneste cirka 20 år – og julestemningen, jo - den kan du sagtens finde her i Istanbul. Godt hjulpet på vej af amerikanske julefilm, har juletræet fundet sin vej ind i mange tyrkiske hjem. Her hedder det bare ‘Nytårstræ’ og julemanden kommer på besøg den 31- december, hvor flere og flere familier har gaveudveksling. Men juletræet er, ligesom i de nordiske lande hvor man siden bronzealderen dekorerede træer til solhvervet, heller ikke nyt i Tyrkiet. Før de shia muslimske Osmanere blev det dominerende folkeslag i det nuværende Tyrkiet – var området et land der dyrkede shamanisme. Og som led i shamanismen her i Tyrkiet, var pyntede træer angiveligt også en del af kulturen i december. Foran indkøbscentret Kanyon AVM i Istanbul Men I 2021 er det overvejende indkøbscentrene og butikerne der står for julepynten på gaden. Enkelte kommuner har også pyntet op på hovedveje og strøg. I indkøbscentrene vil du kunne møde en julemand der omgivet af jublende børn og funklende lyskæder ønsker alle et godt nytår. Planlægger du en tur til Istanbul op mod jul eller nytår er her et par tips: Vejret er ustadigt, men du bør forvente regn og måske også blæst. Sne er ikke helt ualmindeligt (i mine 8 jul her byen har her været hvidt mellem jul og nytår 2 gange). Når det regner og blæser i Istanbul (for ikke at tale om når det sner) tager alting meget længere tid. Planlæg rejsetid til og fra dit hotel/lejlighed til hvor du skal hen med en noget længere tidsramme. Caféer mv har for det meste varmekanoner udenfor, så det er muligt at sidde ude og nyde din mad, drink eller kaffe. ‘Noel’ betyder ‘jul’ og ‘Mutlu Noeller’ betyder glædelig jul. ‘Yeni Yıl’ betyder ‘nytår’ og ‘mutlu Yıllar’ betyder ‘Godt Nytår’. I Tyrkiet er der en enorm forvirring mellem Christmas og New Years, sikkert hjulpet på vej af oversættelsen i film osv fra ‘jul til ‘nytår’. Glædelig jul og godt nytår Martin, mitistanbul.dk