Search this site

Fra mit hjem i Kadıköy på Istanbuls asiatiske side, er der blot få minutters gang til færgen. Hver morgen er det begyndelsen på en lille overgangsrite: ud ad døren, gennem kvarterets små gader ned ad bakken, og så stige ombord på en af byens mange færger. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - På dækket følger jeg lyset over Bosporus. Nogle morgener ligger vandet blankt og fredeligt, andre gange er himlen dramatisk, med skyer der driver lavt og vinden, der rusker i byens konturer. Jeg har sejlet gennem tåge, sne, hagl og hedebølger – og hver gang viser Istanbul sig på ny. Efter overfarten venter mit kontor på universitetet blot få skridt fra kajen. En sjælden luksus i en metropol, hvor mange ellers tilbringer timer i trafik. For mig er vejen til arbejde en påmindelse om byens puls: mågeskrig over vandet, duften af nybrygget vapur-kaffe, motorens faste brummen og menneskemængden, der bevæger sig målrettet gennem dagen. Nogle morgener tager jeg kameraet frem og filmer et glimt af overfarten – små “Morgenhilsner fra Bosporusstrædet”. Dem kan du se på min YouTube-kanal, hvor du også kan abonnere gratis og følge med, når byen endnu engang skifter ansigt i morgengryet. Se videoerne på YouTube Det er en stille gave i en ellers larmende by – at begynde dagen midt på strædet, mellem to kontinenter, mens solen rejser sig over Istanbul. God morgen. Martin

Fra den 27. september til 12. oktober 2025 forvandles Istanbul endnu en gang til et levende galleri, når 212 Photography Istanbul åbner dørene til sin ottende udgave. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Kunst: 18. Istanbul Biennale åbner 20. september – Den trebenede kat (fotoet øverst, er et stillbillede fra videoen nederst i indlægget) 212 Photography Istanbul er ikke bundet af ét tema, men insisterer på at udforske fotografiet i alle dets former – fra klassiske portrætter til eksperimenterende installationer, hvor billeder smelter sammen med video, performance og arkitektur. Blandt de internationale hovednavne finder vi Steve McCurry, kendt for sine ikoniske fotografier, Erwin Olaf, der undersøger skønhed og stilhed i sit billedsprog, og Frank Ockenfels, som med blandt andet sine Bowie-portrætter udfordrer vores blik på identitet. Også Christopher Herwig og hans legendariske Soviet Bus Stops samt surrealisten Erik Johansson er på plakaten. Samtidig markerer en række unge tyrkiske fotografer og billedkunstnere sig med nye værker, der undersøger alt fra hverdagsliv og identitet til landskaber set gennem friske blikke. En af festivalens store styrker er de mange udstillingssteder, som strækker sig over hele byen. I Karaköy fungerer 212 Studio som festivalens nervecenter, men rundt om i Istanbul foldes kunsten ud i rum, der i sig selv er historier værd. Et af de mest særegne steder ligger i Küçük Mustafa Paşa Hamam . Den blev opført i 1477 af viziren Küçük Mustafa Paşa og ligger i Cibali/Ayakapı-kvarteret, kun få skridt fra havmuren mod Det Gyldne Horn (overfor Gül-moskeen). Efter at have stået forladt og forfaldet i flere årtier blev den i 2010’erne gennemrestaureret og genåbnede som kulturhus. I dag bruges stedet til udstillinger og koncerter, og under festivalen bliver de kuplede rum og marmorsale til en dramatisk ramme for samtidsfotografi. På den asiatiske side er Yeldeğirmeni Sanat i Kadıköy et andet højdepunkt. Bygningen blev opført i 1895 som Notre Dame du Rosaire-kirke, der også rummede kloster- og skolefunktioner. Efter at have stået ubenyttet i mange år blev den restaureret af Kadıköy Kommune og genåbnede i 2014 som kultur- og kunsthus. Den tidligere kirkesal med sit høje loft og murstensvægge giver en helt særlig atmosfære, hvor moderne kunstværker – i år bl.a. Erik Johanssons surrealistiske Between the Shadows – spiller op imod stedets sakrale fortid. Dertil kommer andre markante steder: Tophane-i Amire Kulturcenter, hvor Steve McCurry-udstillingen vises, den smukke St. Benoît-kirken, Gazhane Museum, Institut Français, Yapı Kredi bomontiada, Feriköy Latin Katolik Kirkegård og İstiklal Kunstgalleriet. Mange af adresserne er samlet på festivalens officielle hjemmeside, hvor man også finder kort og praktiske oplysninger. Hvad angår entré, er 212 Photography Istanbul en blanding af både gratis og ikke-gratis udstillinger. En almindelig festivalbillet (som kan købes via Biletix eller direkte på festivalens hjemmeside) giver adgang til otte forskellige venues, men gælder ikke til Steve McCurry-udstillingen, der kræver særskilt billet. Samtidig tilbyder festivalen en række “Free Exhibitions”, som er helt gratis at besøge – heriblandt i St. Benoît-kirken, på Feriköy Latin Katolik Kirkegård, i Gazhane Museum, hos Institut Français, i Taksim Art samt i İstiklal Kunstgalleriet. 📌 Praktisk info Hvornår: 27. september – 12. oktober 2025 Billetter: Festivalbillet (8 venues, ikke Steve McCurry). Separat billet kræves til Steve McCurry-udstillingen. 👉 Køb via festivalens hjemmeside eller Biletix *OBS, Biletix kan være lidt vanskelig at danse med. Webudgaven har, modsat mobil-appen, en engelsk udgave - der kan lette billetbestillingen. Gratis udstillinger (“Free Exhibitions”): • St. Benoît-kirken (Humans & Borders) • Feriköy Latin Katolik Kirkegård (Memento) • Gazhane Museum (Frank Ockenfels 3) • Institut Français (Alice Pallot – Algues Maudites) • Taksim Art (Christopher Herwig – Soviet Bus Stops) • İstiklal Kunstgalleri (Close To The Surface)

På bakkeskråningen fra Fatih moskeen ned mod Det Gyldne Horn, i kvarteret Ayakapı i Fatih, ligger Gül Camii – Rosenmoskeen. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Liste: Spændende moskeer i Istanbul Bygningen stammer fra den byzantinske middelalder, sandsynligvis fra 1000- eller 1100-tallet, og er opført i den klassiske kors-i-kvadrat-plan med kuppel og tre apsider. Arkitektonisk minder den om samtidige kirker i Konstantinopel, men spørgsmålet er, hvilken kirke den egentlig var. To teorier dominerer. Den ene ser bygningen som Hagia Theodosia, viet til den hellige Theodosia af Konstantinopel, en nonne og martyr fra 700-tallet. Under kejser Leo III’s ikonoklasme forsvarede hun et Kristus-ikon ved Chalké-porten, men blev arresteret, tortureret og dræbt. Hendes mod gjorde hende til en populær helgeninde, og kirken ved Det Gyldne Horn blev et vigtigt centrum for hendes kult. Den anden teori peger på Kristus Euergetes-klosteret, som lå i samme område, men som kun er sparsomt belyst i kilderne. Hvis bygningen virkelig var Hagia Theodosia, blev den i århundreder fyldt af pilgrimme, der søgte helgenindens forbøn. Netop denne forbindelse har givet Rosenmoskeen sin stærke plads i byens legender. En fortælling lyder, at da osmannerne indtog Konstantinopel i maj 1453, stod kirken pyntet med roser til ære for helgenen. Da soldaterne trængte så ind i kirken, lå blomsterne stadig friske på alteret, og heraf skal navnet Gül – rose – stamme. Historikerne ved, at selve konverteringen først fandt sted nogle årtier senere, omkring 1490. Bygningen fik et mihrab og en minaret, og efter jordskælvet i 1509 blev taget genopført. Senere ændringer tilskrives Mimar Sinan, og i 1800-tallet blev en sultanloge tilføjet. En alternativ forklaring på navnet knytter sig til den muslimske veli, Gül Baba – “rosens fader” – som ifølge overleveringer skulle være begravet i moskeens sydøstlige hjørne. I dag fungerer bygningen som aktiv moské. Dens indre bærer stadig præg af den byzantinske korsplan, selvom de osmanniske ombygninger dominerer. Rosemoskeen står i dag som et stilfærdigt, men stærkt vidnesbyrd om Istanbuls dobbelte arv. De byzantinske kirkemalerier er malet over og erstattet af nogle mere simple mønstre i loftet og på væggene. Stedet er gammelt og som du kan se i videon, trænger det til en kærlig hånd.

I hjertet af Istanbuls historiske bydel – et stenkast fra Grand Bazaar – ligger Bayezid Hamam Museum. Et smukt eksempel på osmannisk arkitektur, bygget oven på og med genbrugte rester fra et byzantinsk forum og kirke - og så er det helt gratis at besøge. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation  - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie?   Lige bag Beyazıt-moskéen i Fatih - få skridt fra Grand Bazar, gemmer der sig et badehus med en usædvanlig historie. Her, i Bayezid Hamam, har folk gennem mere end 500 år badet sig, sludret, fået massage og drukket te i dampens varme. I dag er det hele forvandlet til museum – et museum der fungerer overraskende godt. Selve hamamen blev bygget omkring 1507–1508 som en del af II. Bayezid Külliyesi. Den blev finansieret af Gülbahar Hatun, sultan Bayezids mor, og var fra starten en dobbelt-hamam med to adskilte afdelinger: en til mænd og en til kvinder. Efter århundreder som en slags dagligstue for nabolaget, forfaldt bygningen og stod længe tom, indtil 2011, hvor Istanbul Universitet tog fat på en restaurering. Fire år senere, i 2015, blev dørene atter slået op til stedet – denne gang dog uden sæbebobler og massage, men med udstillinger om både historien om den tyrkiske hamam - og også med et afsnit dedikeret den antikke historie i jorden under stedet. Man går stadig gennem de samme rum: det kølige forrum, de lunkne sale og de varme baderum. Nu er væggene fyldt med montrer. I den etnografiske del ligger kobberkander, håndvævede peştamallar, træsko og gamle sæbestykker side om side – alt det, folk gennem tiderne har brugt i en hamam. Den arkæologiske del viser søjlefragmenter og sten fundet under restaureringen, mange af dem oprindeligt fra byzantinske basilikaer og ruinerne ved Forum Theodosius, senere genbrugt i hamamens mure. Det er ikke et kæmpe museum, men et mindre - dog storslået museum, der giver en fin fornemmelse af, hvordan den tyrkiske hamam gennem tiderne har været et centrum for både krop, hverdag og kultur – og samtidig et kig ned i Istanbuls lagdelte historie. Information: Åben: Mandag-fredag 09:00-16:30 Adgang: Gratis

Sufismens åndelige arv er stadig levende i Tyrkiet. Mød Mevlanas verden i den rituelle sema i Istanbul – og i Elif Shafaks internationale bestseller, der har gjort Rumi tilgængelig for nye generationer. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - oplev ceremonien - Læs best-seller romanen Når man sidder i Istanbul og ser de hvirvlende dervisher dreje sig ind i stilheden, mærker man stadig Mevlanas ånd. Det er nemlig ikke bare en forestilling, men et møde med Rumi – sufismens store digter, hvis arv har sat dybe spor i Tyrkiet. Jalal ad-Din Muhammad Rumi, internationalt kendt som Rumi og i Tyrkiet som Mevlana (“vores mester”), er en af de mest betydningsfulde skikkelser inden for sufismen – den mangfoldige mystiske tradition i islam. Rumi blev født i 1207 i Balkh, i det nuværende Afghanistan, men levede det meste af sit liv i Konya i det centrale Anatolien. Her blev han en af middelalderens store åndelige lærere. Hans værker fremmer kærlighed, hengivelse og den direkte erfaring af det guddommelige – temaer, der siden er blevet læst som tolerance og universel humanisme. Efter Rumis død var det hans søn, Sultan Veled, der organiserede Mevlevi-ordenen, kendt for deres rituelle hvirvlende dans (sema). Dansen er i dag blevet et internationalt symbol på sufisme, selvom den i virkeligheden er særligt knyttet til netop Mevlevi-traditionen. Rumis hovedværk, Masnavi-ye Ma’navi, et episk læredigt i seks bind skrevet på persisk, betragtes som et af de vigtigste værker i den sufiske tradition og læses stadig verden over. Hans indflydelse lever videre – ikke mindst i Tyrkiet, hvor Konya hvert år i december samler tusindvis af besøgende til de ceremonier, der markerer hans død og fejrer hans arv. Oplev den hvirvlende sufi-dans og mærk Mevlanas ånd, når dervisherne i Istanbul åbner døren til sufismens verden: Sema-ceremoni i et Sufi-centret Kızlarağa Medresesi Ved Sultanahmet (tæt ved Den Blå Moske og Hagia Sofia), Whilrling Dervish show på Bosporus Cruise med middag. 📖 Faktaboks: Elif Shafak og The Forty Rules of Love En af mine favoritromaner er Elif Shafaks internationale bestseller The Forty Rules of Love (på tyrkisk Aşk). Romanen væver to fortællinger sammen: en nutidig historie om en amerikansk kvinde og den historiske fortælling om Rumi og Shams-i Tabrizi. Bogen har introduceret millioner af læsere til sufismens univers og de spirituelle budskaber om kærlighed og fordybelse, som i høj grad gør Rumi relevant den dag i dag. Køb bogen hos Bog&Ide

Lige ud for Istanbuls travle kyst på den asiatiske side, skjult under Marmarahavets brusende bølger, gemmer sig en hemmelighed – Istanbuls helt egen Atlantis. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie?   Første gang jeg tog færgen fra Bostancı mod Prinseøerne, faldt jeg i snak med en medrejsende. Han pegede ud mod en stor bøje i vandet og sagde: »Hvis du kigger godt efter derovre, kan du ane konturerne af en sunket ø.« Historien ramte mig med det samme. Jeg stirrede ud over vandet – halvt skeptisk, halvt opslugt af nysgerrighed. Siden den dag har jeg fordybet mig i emnet, læst alt hvad jeg kunne finde og set stribevis af videoer om Istanbuls helt egen Atlantis. Her er, hvad jeg har fundet frem til: Øen der blev glemt Vordonisi, som i dag hviler på havets bund, er et tavst vidnesbyrd om det Byzantinske Riges historie – og et mysterium, der først for nylig igen er kommet i fokus. I rigets storhedstid lå der på øen et kloster, som kilderne omtaler som Gordonos eller Armeniakon, opført i det 9. århundrede. Den mest berømte beboer menes at have været patriark Photios I af Konstantinopel, en højtuddannet og indflydelsesrig skikkelse, der flere gange blev forvist fra hovedstaden i sine konflikter med paven i Rom. Ifølge traditionen tilbragte han en periode i eksil på Vordonisi. Øen blev således både et sted for en alga åndelig fordybelse, om man vil, og for politisk eksil – et lille skæbnefællesskab for munke og magthavere i unåde. Myte eller fakta Den mest udbredte forklaring er, at Vordonisi sank under et kraftigt jordskælv den 9. marts 1010. Øen var geologisk ustabil, og man forestiller sig, at klipperne kollapsede og forsvandt i havet. Men mysteriet er langt fra løst. Øen optræder nemlig på søkort helt frem til 1700-tallet – flere hundrede år efter det jordskælv, der ifølge traditionen skulle have udslettet den. Det rejser nye spørgsmål: Sank øen gradvist på grund af erosion? Eller forsvandt den ved en senere, ukendt katastrofe? Moderne seismologiske rekonstruktioner anslår jordskælvet i 1010 til omkring 5,9 på Richterskalaen – men det er et usikkert estimat, ikke en egentlig måling. Nogle forskere mener, at styrken kan have været højere, da samtidige kilder beskriver omfattende ødelæggelser. Efter forsvindet gled Vordonisi næsten helt ud af den kollektive bevidsthed. Lokale fiskere og søfolk kendte dog længe til stedet, og øen optrådte på kort frem til 1700-tallet. Det nye er de systematiske undersøgelser. I de senere år har undervandsarkæologer kortlagt ruinerne ud for Maltepe-kysten i Istanbul. Og selv i dag kan man fra færgen mod Prinseøerne, hvis man ved hvor, ane øens position: et bøje-fyrtårn markerer stedet, hvor vandet undertiden brydes af små skumstriber over de sunkne ruiner. Fremtiden for Istanbuls Atlantis Der er blevet foreslået at gøre Vordonisi til en del af UNESCOs verdensarvsliste. Foreløbig er det dog kun en vision, ikke en officiel ansøgning. Tanken er at bevare dette enestående historiske sted og måske åbne for kontrolleret undervandsturisme, så Vordonisi kan opleves – ikke kun gennem myter, men også i virkeligheden.

Det er helt gratis at bruge bloggen - men du må meget gerne støtte mig med en lille donation   Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - IBB Miras genskaber Istanbuls sjæl

Den tyrkiske stjerne Matiz I september 2025 står to af Tyrkiets mest markante musiknavne midt i retssager, der ikke kun påvirker deres karrierer — men også skaber bølger i kunst- og frihedsdebatten. Den populære musiker Mabel Matiz er blevet pålagt adli kontrol og har fået forbud mod at forlade landet i en sag om hans sang “Perperişan”. Myndighederne hævder, at teksten rummer “müstehcenlik” (obskønitet). Efter at have afgivet forklaring i Istanbul blev han løsladt, men med rejsebegrænsninger, noget som truer hans muligheder for internationale koncerter. Hans advokat kalder beslutningen et indgreb i ytringsfriheden og anfægter, at tyrkisk lov normalt beskytter kunstneriske værker mod denne type anklager. Få dage forinden blev den kvindelige gruppe Manifest ramt af lignende restriktioner. Efter en koncert 6. september besluttede en domstol at blokere optagelser af deres show med begrundelse i “national sikkerhed” og “offentlig orden”. Gruppen blev stillet under adli kontrol og fik også rejseforbud, efter sigende for “uanstændig optræden”.

I Yeşilköy er nedrivningen af det 67 år gamle Çınar Hotel i gang. Hotellet, der engang var blandt Istanbuls mest prestigefyldte adresser, har gennem årtier været et symbol på byens modernisering – men nu er det slut. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Når man i dag går en tur langs strandpromenaden i Yeşilköy, møder man en byggeplads, hvor et stykke af Istanbuls moderne hotelhistorie forsvinder. Çınar Hotel, åbnet i 1958 som et af Tyrkiets første femstjernede hoteller med lokale investorer i ryggen, er blevet revet ned. Hotellet har i årtier haft en særlig plads i byens historie. Ifølge tyrkiske kilder husede det i 1959 et større internationalt topmøde, som ofte omtales i forbindelse med den prestigefyldte Bilderberg-kreds – men om det var en officiel konference, er omdiskuteret. Sikkert er det, at Çınar i 1960’erne og 70’erne var et samlingssted for prominente gæster fra både ind- og udland, og at det blev betragtet som et af de mest elegante hoteller ved Marmarahavet. Efter en længere periode med faldende standard og besøgstal blev hotellet for nylig overtaget af en uzbeksisk familie bosat i England. De nye ejere har valgt at rive bygningen ned for at give plads til et nyt hotelprojekt. Hvilken form det får, er endnu ikke offentliggjort i detaljer. For mange naboer og lokale i Yeşilköy markerer nedrivningen dog afslutningen på en epoke. “Çınar var ikke bare et hotel, det var et symbol på området. Intet kan erstatte det,” lyder det blandt handlende og beboere, som har fulgt bulldozerne med vemod. Dermed forsvinder endnu en af Istanbuls klassiske bygninger – ikke på grund af brand eller jordskælv, men som følge af nye investeringer og byudvikling. det seneste foto af hotellet, eller det der var engang. Kilde: Turizm Aktüel

Balat-området i Istanbul er fuld af kirker, små kapeller og skjulte gårdrum, der fortæller historien om kvarterets blandede historie. Blandt alle disse er der ét sted, der altid har haft en særlig tiltrækningskraft: Vlaherna Meryem Ana-kirken. Udefra ligner den en beskeden bygning, men bag murene gemmer sig en kilde, der i århundreder har været omgærdet af tro, håb og fortællinger om mirakler. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Skt. Georgios katedral i Fener, Istanbul - Istanbuls Blodige kirke: Den eneste tilbageværende byzantinske kirke - Jernkirken ved Det Gyldne Horn i Istanbul Den oprindelige kirke tilskrives kejserinde Pulcheria (regentskab 414-453) og/eller kejser Leo I (457-474), der opførte kirken omkring en kilde der hurtigt blev kendt for sit helbredende vand. Gennem århundrederne blev kirken ødelagt af flere brande – den sidste i 1434 – men kilden bestod. I 1867, byggede man, oven på den hellige kilde, den kirkebygning man ser i dag. For de østromerske byzantinere var stedet noget ganske særligt. Her blev nogle af de vigtigste relikvier knyttet til Jomfru Maria opbevaret, og under krigstider bar man ikoner af Jomfru Maria i procession langs bymurene. Mange troede, at netop hendes beskyttelse kunne redde byen. Kirken ligger ved hjørnet af de gamle bymure ud mod Det Gyldne Horn, ved foden af bakken hvor Blachernae-paladset strakte sig. Paladset er for længst forsvundet, men Tekfur Palads-museet – den eneste bevarede del fra byzantinsk tid – står stadig på bakkens top og vidner om forbindelsen mellem kejserbyen og den ydmyge helligkilde. Hvis du besøger kirken i dag, træder du ind i en stille have, afskærmet fra de travle gader omkring Balat. Inde i kirken møder du duften af vokslys, gløden fra gyldne ikoner og den sagte lyd af kilden, som kan skimtes i det fjerne. Man kan ikke selv tappe vandet længere, men små flasker sælges på stedet – stadig med håbet om, at det bringer helbredelse eller lykke. Kirken er i dag er primært en ayazma (hellig kilde) med liturgier på særlige festdag. Og selvom bygningen hverken er stor eller prangende, rummer den en særlig intimitet. For mig er stedet et stille vidnesbyrd om, hvordan tro og tradition kan overleve og finde nye former gennem århundreder. Stedet er dog meget strikse med, at man ikke må tage fotos eller video. Jeg måtte endda undskylde pænt for, at jeg optog dette, du kan se her nedenfor. Fyyyy-ha, Martin! Lidt fakta Vlaherna: Navnet kommer fra bydelen Blachernae i Konstantinopel (nutidens Balat). Meryem Ana: Betyder “Jomfru Maria” på tyrkisk. På dansk kan kirken kaldes: “Jomfru Maria-kirken i Blachernae” eller blot “Blachernae-kirken”. Praktisk info Adresse: Ayvansaray Mah., Balat, Fatih, Istanbul Åbningstider: Normalt åben dagtimerne, især formiddag. Lukket under liturgier og særlige ceremonier. Adgang: Let at nå til fods på en gåtur gennem Balat eller Ayvansaray. Nærmeste stoppested er Ayvansaray (bus/sporvogn). Bemærk: Fotografering og videooptagelse er ikke tilladt inde i kirken.

Denne weekend indtager tegninger, karikaturer og tegneserier scenen i Yoğurtçu Parkı i Kadıköy. For sjette gang inviterer Kadıköy Kommune til Çizgi Festivali – en storstilet tegneseriefestival, der samler tegnere, læsere og nysgerrige i alle aldre. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Terminal Kadıköy: Streetfood, kultur og shopping under togskinnerne - En kort fortælling om Kadikoy Festivalen er en hyldest til den grafiske fortællekunst i alle dens former. Her kan man møde både etablerede stjerner fra den tyrkiske tegneseriekultur og helt unge talenter, der er på vej frem. I løbet af de tre dage byder festivalen på udstillinger, live-tegning, animationsfilm, paneldebatter og workshops – og det bedste af det hele: det hele er gratis og åbent for alle. Det særlige ved Kadıköy Çizgi Festivali er, at det hele foregår udendørs midt i byen. Kun få minutters gang fra den ikoniske tyrestatue og tæt på Fenerbahçe station bliver Yoğurtçu Parkı forvandlet til et levende tegneserieunivers. 🎨 Workshops: Lær selv at tegne karikatur, skabe karakterer eller prøve kræfter med at lave en tegneseriestribe. ✍️ Mød kunstnerne: Kendte tegnere som Memo Tembelçizer og Bülent Üstün deltager med oplæg og signeringer. 🖼️ Udstillinger: Fra politisk satire til internationale tegneserier – festivalen viser, hvor mangfoldigt et sprog tegningen kan være. 🎭 Live-scener: Oplev alt fra live-tegning til samtaler om, hvordan tegneserier skildrer samfund og identitet. 📍 Yoğurtçu Parkı, Kadıköy 📅 19.–21. september 2025 ⏰ Kl. 13–21 🎟️ Gratis adgang 👉 Officiel side: cizgifestivali.kadikoy.bel.tr

Når vi hører, at det Vestromerske Rige faldt i år 476, kan det lyde som et brat punktum. Men virkeligheden var mere flydende. De germanske konger, der tog magten, regerede ofte med romerske titler og under kejserens navn. Selv Odoaker, der afsatte den sidste kejser, blev anerkendt af den østromerske kejser. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie?   Men virkeligheden var mere flydende. De germanske konger, der tog magten i stedet for romerne, regerede ofte i kejserens navn og med romerske titler. Odoaker, der afsatte den sidste vestlige kejser i 476, lod sig for eksempel anerkende af Østromernes kejser Zeno som patricius, og ligeledes styrede ostrogotternes konge Theoderik Italien (493–526) med kejserens velsignelse. I Konstantinopel betragtede man derfor stadig imperiet som ét rige med hovedstad ved Bosporus. I 500-tallet forsøgte kejser Justinian I endda at samle riget på ny. Hans general Belisarius besejrede først vandalernes rige i Nordafrika og genvandt kornprovinsen omkring Karthago. Kort efter fulgte de blodige goterkrige i Italien, hvor ostrogoterne til sidst blev nedkæmpet, og Rom igen kom under kejserens kontrol. I disse år blandede kejseren i Konstantinopel sig direkte i valget af biskoppen af Rom – paven – som blev et redskab i imperiets politik. For en tid var store dele af det gamle Vesten igen styret fra Konstantinopel. Det Østromerske Rige var derfor ikke blot en østlig reststat, men den direkte fortsættelse af Romerriget, der stadig kunne hævde universalitet. Samtidig må man huske, at det gamle Rom med centrum ved Tiberen i århundreder havde været et hedensk imperium. Først med Konstantin den Store og Theodosius I blev kristendommen statsreligion. Kristendommens udbredelse og institutionalisering var i høj grad et østromersk projekt. Konstantinopel blev kirkens hovedstad, og Hagia Sophia blev symbolet på en ny identitet: Romerriget som kristent imperium. Når vi derfor taler om arven fra Rom i et kristent perspektiv, er det Konstantinopel, der bærer den egentlige legitimitet. Alligevel ændrede billedet sig i år 800. Pave Leo III kronede Karl den Store til kejser af det Hellige Romerske Rige. Med denne gestus markerede paven, at han ikke længere anerkendte kejseren i Konstantinopel som den universelle hersker. Kroningen havde både en politisk og en religiøs dimension. Politisk kunne pavestolen frigøre sig fra øst, som man betragtede som svækket. Religiøst markerede den, at kristendommens centrum lå i Rom, ikke i Konstantinopel. Hvor det Østromerske Rige hævdede legitimitet gennem kontinuitet, hævdede det Hellige Romerske Rige legitimitet gennem idéen: at paven kunne skabe en ny kejser i Vesten. Denne dobbelte forståelse af “romerskhed” førte til gentagne konflikter. Gennem århundreder voksede kløften mellem øst og vest: man var uenig om, hvilken type brød der skulle bruges i nadveren (syret eller usyret), om enkelte ord i trosbekendelsen, og – vigtigst af alt – om pavens krav på universel myndighed over hele kirken. I 1054 kulminerede striden. Den pavelige udsending, kardinal Humbert, trådte under liturgien ind i Hagia Sophia i Konstantinopel og lagde, foran en chokeret menighed, et ekskommunikationsbrev på alteret. Dokumentet erklærede patriarken Michael Keroularios udelukket af kirkens fællesskab med Rom. Ifølge nogle kilder hamrede Humbert endda brevet fast med sin dolk, så lyden rungede gennem det mægtige kirkerum. Ekskommunikation betød på dette tidspunkt, at man blev sat uden for kirkens fællesskab og dermed frataget både sakramenter og kirkelig autoritet. Handlingen blev senere opfattet som det dramatiske startskud til det Store Skisma, hvor kristendommen blev delt i to hovedretninger: den katolske kirke i vest og den ortodokse kirke i øst. Det tætteste man kommer på, at de to romerriger faktisk stod ansigt til ansigt på slagmarken, er begivenhederne i 1204. Det fjerde korstog var dybt forgældet til Venedig, der havde stillet flåden til rådighed. Da korsfarerne ikke kunne betale, pressede venetianerne dem til først at angribe Zadar på den dalmatiske kyst (nutidens Kroatien) og fjende til Venedig – og siden til at vende korstoget mod Konstantinopel, hvor indre dynastiske kampe gjorde byen sårbar. Resultatet blev den berygtede plyndring: Hagia Sophia blev skændet, relikvier smeltet om, og byens rigdomme sendt mod vest. Det var ikke blot et plyndringstogt, men et symbolsk sammenstød mellem østlig og vestlig romerskhed. 📌 Læs også: Jeg har tidligere skrevet et særskilt indlæg om baggrunden for 1204, hvor jeg går dybere ind i gælden til Venedig og det dynastiske spil i Konstantinopel. Læs det her: 1204 plyndringen af Konstantinopel: Et afsporet korstoget der gik grueligt galt Efter korsfarernes erobring af Konstantinopel i 1204 blev kløften mellem øst og vest dybere end nogensinde. Byen blev omdannet til et såkaldt latinerrige, hvor vestlige fyrster og riddere styrede i de næste knapt 60 år. Først i 1261 lykkedes det østromerne at generobre deres hovedstad, men riget var mærket for altid. Konstantinopel havde mistet både rigdom, befolkning og prestige, og Vesten havde sat et uudsletteligt aftryk i hjertet af den gamle kejserby. Når man i dag ser tilbage, står det klart, at der fandtes to konkurrerende definitioner af, hvad det betød at være romersk. Det Østromerske Rige var romersk i kraft af kontinuitet – en ubrudt linje fra Augustus til Konstantin og Justinian. Det Hellige Romerske Rige var romersk i kraft af idé og religiøs symbolik – en konstruktion, hvor paven kunne give kejserkronen videre til nye herskere i Vesten. I dag ses begge spor side om side. I Rom står Peterskirken og Vatikanet som symboler på pavens autoritet og den vestlige kejserkrone. I Istanbul står Hagia Sophia som monument over det kristne kejserrige, der i næsten tusind år fortsatte Rom. Måske er det netop det mest romerske af alt: at arven fra Rom aldrig kunne indfanges ét sted, men altid måtte deles mellem kontinuitet og idé, mellem øst og vest. Fakta – syv nøgleårstal • 330: Konstantin den Store grundlægger Konstantinopel som “Nyt Rom”. • 476: Det Vestlige Romerske Rige falder. • 533–554: Justinians generobringer i Nordafrika og Italien. • 800: Karl den Store krones til kejser af pave Leo III. • 1054: Det Store Skisma – bruddet mellem katolicisme og ortodoksi. • 1204: Korsfarerne plyndrer Konstantinopel og opretter et latinerrige. • 1261: Konstantinopel generobres af det Østromerske Rige, men er svækket for altid. --- En stor tak til Ulrik Grubb for hjælp med finpudsningen af dette indlæg

Istanbul bydelens Kadıköys nye madunivers samler 21 streetfood-køkkener, gourmetvarer og kultur under ét tag – midt under Söğütlüçeşme togstation. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - 9 mad-stops i Kadikoy - Istanbuls spise-skat-kammer - En kort fortælling om Kadikoy Terminal Kadıköy har åbnet dørene til 7de7 (Yedi de yedi) – et madunivers, hvor global streetfood møder tyrkiske klassikere med fornyet smag, mens skærmene blinker og bartenderen serverer en kold fadøl eller cocktail. Kadıköy har længe været et hotspot for madelskere, men Terminal Kadıköy løfter oplevelsen til et nyt niveau. Det store mad- og kulturkompleks under Söğütlüçeşme station samler alt på ét sted: her kan du spise, mødes med venner, vente på toget eller shoppe alt fra Flying Tiger Copenhagen til specialiteter og gourmetvarer. Centralt i komplekset finder du 7de7, hvor 21 streetfood-køkkener byder på både tyrkiske klassikere som mantı, kumpir og döner – og internationale smagsoplevelser fra hele verden. Et særligt gourmetområde giver dig mulighed for at købe friske råvarer, delikatesser og specialiteter med hjem. Oplevelsen minder på mange måder om Torvehallerne i København, hvor madkultur og indkøb flyder sammen – til glæde for både den, der vil spise på stedet, og den, der vil handle til køkkenet derhjemme. Atmosfæren er moderne og indbydende med caféer, barer og restauranter, der spænder fra hurtige snacks til afslappede middage. På ydersiden ligger de større café- og restaurantkæder samt specialbutikker, mens streetfood-boderne gemmer sig i hjertet af komplekset – direkte under togskinnerne. Find vej

Haydarpaşa Banegård har altid været mere end blot et sted, hvor tog kom og gik. Den majestætiske bygning fra 1908, som troner på kajen i Kadıköy med udsigt over Bosporusstrædet, har været porten til Anatolien, udgangspunktet for lange rejser mod Bagdad og Damaskus og kulisse i utallige film og romaner. Men i de senere år har den stået stille, efter branden i 2010 og de mange udgravninger, der fulgte i kølvandet. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - En kort fortælling om Kadikoy - Del 1: Den anatolske del af Istanbul: Kadiköy I følge den tyrkiske kultur- og turismeminister, er planen, at Haydarpaşa ikke blot skal bevares, men udvikles til et af Istanbuls vigtigste kultur- og kunstcentre – samtidig med, at togdriften fortsætter. Her skal station, museum og kulturarena smelte sammen under samme tag. For mens togene har stået stille, har arkæologer de seneste år afdækket lag på lag af byens fortid under perronerne. Fundene spænder fra byzantinske gader og grave til rester fra hellenistisk tid. De kommende planer betyder, at dette område omdannes til en arkeopark, hvor besøgende kan gå på opdagelse i ruinerne af det antikke Khalkedon – samtidig med, at togene atter kører ind på stationen ovenfor. Ifølge ministeren er planen, at der etableres et arkæologisk museum, koncertsale, biblioteker, udstillingshaller og værksteder for kunst og design - hvilket altså betyder, at man i fra om et par år, både kan tage toget og opleve en koncert, se en udstilling eller møde byens historie i øjenhøjde. Haydarpaşa har i årevis været genstand for debat. Lokale borgergrupper har krævet, at stationen først og fremmest forbliver et trafikknudepunkt og ikke reduceres til et rent kultur- eller kommercielt projekt. Ministeriet har understreget, at der ikke er planer om hverken hotelbyggeri eller shoppingcentre, men skepsissen lever, ikke ubegrundet, videre. For mange er Haydarpaşa nemlig ikke bare mursten og tårne – men en del af Istanbuls fælles hukommelse. Hvis planerne lykkes, får den asiatiske side af Istanbul et kulturfyrtårn, som kan måle sig med de store institutioner på den europæiske side. Haydarpaşa kan blive et sted, hvor historie, dagligliv og kunst mødes – et levende byrum, som både lokale og besøgende kan tage til sig. Men udfordringerne er til at få øje på. Hvor meget togtrafik vil der reelt være? Hvordan passer den planlagte nye sporvognslinje mellem Üsküdar og Maltepe ind i de nye planer? Bliver arkæoparken et åbent og tilgængeligt rum? Og vil kulturhuset forblive et sted for alle – eller ende som en arena for særlige events? Haydarpaşa har altid været en port: fra Byzans til Anatolien, fra fortid til nutid. I dag står stationen endnu engang ved en tærskel. Om få år kan banegården igen fyldes af liv – men denne gang ikke kun af rejsende, men også af dem, der søger kunst, historie og fællesskab. Hvis det lykkes at forene togdrift, arkæologi og kultur, kan Haydarpaşa blive mere end en station. Den kan blive et af de steder, hvor Istanbuls sjæl står tydeligst: i mødet mellem fortidens lag og nutidens behov for åbne, fælles rum.