Det Gyldne Horn i Istanbul set fra en satelit Et af de mest ikoniske steder i Istanbul er uden tvivl Det Gyldne Horn - eller Haliç på tyrkisk. Navnet lyder næsten som noget fra et eventyr. Men hvorfor hedder denne bugt egentlig Det Gyldne Horn? Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube     Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Set fra oven giver formen sig selv. Vandvejen strækker sig fra Bosporusstrædet og ind i den europæiske del af byen som et langt, buet horn, der skærer sig ind i Istanbul og deler byens historiske kvarterer. Men hornet forklarer kun halvdelen af navnet. Hvor kommer guldet ind i billedet? Navnet går tilbage til det græske Chrysókeras - direkte oversat “det gyldne horn”. Ifølge den mest poetiske forklaring henviser det til lyset. Når solen står lavt, og aftenen falder på, får vandet ofte en gylden glød, der næsten virker malet på. Et syn, der gennem århundreder har inspireret både rejsende, kunstnere og forfattere. Der findes også mere legendariske forklaringer. Én fortæller om en skjult skat på havets bund. En anden om rigdomme, der blev kastet i vandet under belejringer for at forhindre fjenden i at få fat i dem. Om det er sandt, er umuligt at sige - men fortællingerne hænger ved. Den mest jordnære forklaring er til gengæld historisk. I byzantinsk tid fungerede Det Gyldne Horn som en af Middelhavets vigtigste naturlige havne. Her lagde handelsskibe til fra både øst og vest, fyldt med varer, idéer og penge. Velstanden, der flød gennem havnen, var meget konkret - og i den forstand ganske bogstaveligt “gylden”. Navnet rummer derfor både det sanselige og det strategiske. Det Gyldne Horn er smukt at se på, men har samtidig været helt afgørende for byens udvikling som magtcentrum, handelsby og hovedstad. I dag er området fortsat et naturligt mål for både lokale og besøgende. Langs bredden ligger steder som Eyüp Sultan-moské og Pierre Loti-høj, hvor udsigten stadig lever op til sit navn - især når solen igen farver vandet i guld. Det Gyldne Horn: Eyüp, Pierre Loti & den grinende gravsten Video: En færgetur op ad det Gyldne Horn i Istanbul Legenden om Zeus' barnebarn der grundlagde Istanbul

Jernkirken, også kendt som Skt. Stefan Bulgarske Kirke, er et af Istanbuls mest særprægede bygningsværker. En kirke bygget næsten udelukkende af jern, placeret direkte ud til Det Gyldne Horn, i udkanten af Balat og Fener. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube     Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Kirken blev indviet i 1898 og står i dag som et meget konkret vidnesbyrd om både teknologisk fremskridt og politiske kompromiser i det sene Osmannerrige. For Jernkirken er ikke bare arkitektonisk usædvanlig - dens tilblivelseshistorie er mindst lige så bemærkelsesværdig. Ifølge den mest udbredte fortælling havde det bulgarske mindretal i Konstantinopel i årevis ønsket deres egen kirke. Tilladelsen lod dog vente på sig. Først efter gentagne afslag gav sultanen grønt lys - angiveligt på én betingelse: Kirken skulle kunne opføres på blot én måned. Løsningen blev lige så snedig, som den var moderne. Den østrigske arkitekt Hovsep Aznavour tegnede en kirke, der kunne fremstilles i præfabrikerede jernsektioner i Wien. Delene blev transporteret ad Donau og Sortehavet til Istanbul og samlet på stedet. En slags 1800-tals-udgave af IKEA - bare med spir, ikonostase og kors. Og vupti: en kirke rejste sig af flade pakker. Hele processen fra idé til færdigt byggeri tog omkring fem år. Om selve samlingen rent faktisk blev gennemført på en måned, er vanskeligt at dokumentere. Men konstruktionen har i hvert fald holdt i mere end et århundrede - og står der stadig. Arkitektonisk er Jernkirken en blanding af nygotik og nybarok, med fine ornamenter, slanke spir og en facade, der tydeligt adskiller sig fra byens øvrige kirkebyggeri. Indenfor mødes man af glasmosaikker, støbejernsdetaljer og en ikonostase, der trækker tråde direkte til den bulgarsk-ortodokse tradition. Kirken har historisk fungeret som et vigtigt religiøst og kulturelt samlingspunkt for den bulgarske minoritet i Istanbul. En større restaurering i 2010’erne har sikret, at bygningen i dag fremstår næsten ny - uden at have mistet sit særpræg. Men popularitet har sin pris. Det er desværre også en af de mest støjende kirker, jeg nogensinde har besøgt. En højttaler med messende munkekor på konstant replay forsøger at skabe stemning, men overdøves hurtigt af sikkerhedsvagter, der ser fodbold på mobilen, og TikTok-wannabe-influencere, der hviner “yaaaa!” og “çok tatlı, yani”, mens der poseres med duckface foran relikvierne. Det er synd. For Jernkirken er en lille arkitektonisk perle og et absolut must-see i Istanbul. Mit råd: Kom tidligt om morgenen. Før byen vågner helt, og før TikTok gør det. (se & hør videoen nederst i indlægget ). I området: Den Økumeniske Patriark Kirke Kariye museum og moske Tekfur Palads: Fra kejser-residens til keramikfabrik Læs også Istanbuls gudstjeneste, messer og liturgier Nyttig info: Åbent alle dage fra 9-17 Gratis adgang Du må ikke gå glip af Patriarkatet i Konstantinopel, Skt Georgios Katedral, der ligger 5--10 minutters gang gennem den skønne Fener bydel. Find vej: T5 Sporvognestop: Balat Færgeterminal: Fener Video: Den voldsomme støj, ødelægger desværre lidt af oplevelsen

Istanbul byder på mange spændende oplevelser, og en færgetur op ad Det Gyldne Horn er bestemt en af dem, der bliver hængende. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube     Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere De fleste besøgende i Istanbul antager, at Det Gyldne Horn er spidsen for enden af Topkapi-paladset. Det er det dog ikke; den spids er Sarayburnu. Ikke desto mindre begynder (eller slutter) Det Gyldne Horn netop der. Det er nemlig en naturlig fjord, som deler den europæiske del af storbyen i to. Det er et markant vartegn med masser af historier og sagn og samtidig en vigtig del af byens maritime historie. Hornet, eller Haliç på tyrkisk, har i øvrigt været et centralt område for handel og transport i årtusinder. I dette indlæg tager jeg en tur op ad Det Gyldne Horn - og du kan enten tage med mig (video) eller selv prøve, det er super nemt, billigt og skønt! Tag en af byfærgerne Sehir Hatleri Halic-rutefærger fra enten Üsküdar eller Kadıköy (på den asiatiske side). Færgebilletten er dit Istanbul Kart . Undervejs kan du opleve den kendte Istanbul Skyline og genkendelige landemærker som Topkapi-paladset, Hagia Sophia, Galata-tårnet og Süleymaniye-moskéen. På sejlturen passeres flere historiske kvarterer langs hornets kyst, værd at nævne er Balat, Fener og Eyüp der alle absolut er værd at udforske nærmere. I videoen herunder tog jeg turen fra Kadıköy over Bosporusstrædet og op ad hornet – under de mange broer.

Tekfur Palads i Istanbul rummer næsten 1000 års historie – fra de sidste byzantinske kejsere til de osmanniske sultaner. I dag står bygningen gennemrestaureret og åben som museum, men i mange år var det bare en ruin, jeg selv gik forbi som vinduesløse mure langs den gamle bymur. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Skt. Georgios katedral i Fener, Istanbul - Jomfru Maria af Vlaherna-kirken - BESØG TEKFUR Paladset, der oprindeligt var en del af Porphyrogenitus-komplekset i Blachernae, blev opført i slutningen af 1200-tallet eller begyndelsen af 1300-tallet under det palaiologiske dynasti. Det er faktisk det eneste byzantinske palads i Istanbul, der stadig står nogenlunde intakt – Boukoleon-paladset og det store kejserpalads i centrum er i dag reduceret til ruiner under jorden eller ved Marmarahavet. Lyt til podcasten Samtaler fra Istanbul , Martin tager Martin med på Tekfur. Efter 1453 skiftede Tekfur Palads skæbne flere gange. Det mest kendte kapitel er fra 1700-tallet, hvor stedet blev brugt som porcelæns- og keramikværksted. Her forsøgte man at genoptage den berømte Iznik-produktion, der ellers var ophørt. Kvaliteten kunne ikke helt måle sig med de klassiske Iznik-fliser, men der kom alligevel fine arbejder ud af det. Nogle af fliserne fra Tekfur blev brugt til udsmykningen af Hekimoğlu Ali Paşa-moskeen i Fatih – en sjov detalje, når man står dér og ved, at de er lavet i et gammelt byzantinsk palads. Museet i dag lægger især vægt på denne del af historien og udstiller porcelæn og keramik fra perioden. Samtidig får man en fornemmelse af den byzantinske arkitektur, der gør Tekfur til noget helt særligt. En populær fortælling knytter også paladset til den verdensberømte Kaşıkçı-diamant (”Skehandlerens diamant”), der i dag er udstillet på Topkapı Paladsmuseum. Ifølge traditionen blev den fundet i ruinerne af Tekfur i 1699 – men om det er sandt, er umuligt at sige. Myten lever videre, og den giver blot stedet endnu en dimension. Det bedste ved Tekfur er næsten beliggenheden. Paladset ligger klos op ad de gamle bymure, og fra området får man en fantastisk udsigt over kvarteret. Det er et sted, hvor byzantinsk og osmannisk historie står side om side – og hvor man nemt kan bruge en formiddag på både museet og en tur langs murene. Billetpriser Rabatbillet: 50 TL (studerende, lærere mv i Tyrkiet) Fuldbillet: 125 TL (for personer med tyrkisk ID/Ikamet/Mavi Kart) Udenlandsk turistbillet: 450 TL (for personer uden Tyrkisk ID) Find vej *Dette indlæg er en redigeret udgave af det oprindelige indlæg fra oktober 2024. I dette indlæg her jeg blandt andet vedrørende detaljen om genoptagelsen den Iznik-produktionen, priser samt podcasten der blev optaget i september 2025)

Istanbul kollektive trafik er fantastisk - i dette indlæg forklrer jeg dig hvordan du kan få fingre i et Istanbul Kart (rejsekort) eller bruge alternative betalingsmetoder. Nederst finder du de aktuelle priser. Det er helt gratis at bruge bloggen - men du må meget gerne støtte mit arbejde med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?   - Download dette indlæg i en tekstet version PDF: Sådan køber du kortet: Et 'anonymt' Istanbulkart kan købes på alle færgeterminaler, metrostationer og større trafikknudepunkter. Her finder du en firkantet, gul eller blå automat (Biletmatik). Med fingeren navigerer du til et sprog, du er komfortabel med (tyrkisk, engelsk, arabisk osv.). Vælg 'køb Istanbulkart'. Selve kortet koster 165 TL, og du skal naturligvis også tanke det op. Du vil nu blive spurgt om hvor meget du ønsker at tanke op på kortet… det kommer jo an på hvor meget du regner med at bruge kortet, men jeg vil anbefale dig at sætte 200 ind. Alle automater accepterer Visa/Mastercard. Rejsepriser For hvert bip – altså hver gang du 'tjekker ind' med dit Istanbulkart i den offentlige transport, trækkes et beløb fra dit kort. Du kan se, hvor meget på den lille skærm ved terminalen samt tilbageværende saldo. Tank op Du tanker penge op på kortet på samme slags automat som hvor du købte kortet. Vælg sprog og følg vejledning på skærmen. Alternativ rejsebetaling: Mastercard & Visa* Samme fremgangsmåde som med Istanbul Kart: Hold dit kontaktfrie Mastercard eller Visa* hen mod betalingsporten i metroen eller ved færgeterminalen, afvent et bip... og gå gennem lågen. HUSK, det er kun IETT der tager mod debit/kreditkort. Marmaray-toget og toiletter er ikke en del af den ordning. Desuden pålægges der gebyrer og vekselkurser - så måske en god idé, hvis du kun skal benytte den kollektive transport et par enkelte gange. illustration: Se den aktuelle prisliste ved at følge dette link til IETT.ISTANBUL OBS: Istanbul Kart (TAM) er prisen med rejser for det anonyme Istanbul Kart. Børn under 4 år kan rejse uden billet. Se mere på istanbulkart.istanbul (Indlægget her er udgivet første gang i 2020. Redigeret i 2021, 2022, 2023, 2024, sept 2025)

Gyderne og passagerne bag Mısır Çarşısı (krydderibasaren) er ikke en forlængelse af basaren. Det er et område, der gennem flere hundrede år har været centrum for handel - af alle slags. Det betyder, at det ikke er her, man slentrer fra butik til butik og vinduesshopper. Det er her, man går hen, fordi man mangler noget. Og “noget” er lige så bredt defineret, som området selv er varieret. Området har ikke ét navn. Ofte omtales det bare som Tahtakale, men hører du betegnelsen “gaderne bag krydderibasaren”, er det som regel disse gyder og passager, der menes. Navnet er ikke så vigtigt. Det afgørende er, at det er her, hele byen handler. Her handles der - ligesom i basaren ved siden af - med kaffe, nødder og tørvarer i store mængder. Forskellen er, at her er der ingen iscenesættelse. Varerne sælges, fordi de skal bruges. Det er også her, den lokale henter sit nye toiletbræt. Et bruseforhæng. Plastbøtter til køkkenet. Rengøringsmidler, engangskopper, serveringsbakker. Alt det praktiske. De unge kommer for kopitøj, strømper, tasker og sneakers. Mobilcovers, opladere, kabler. Små dimser, der forsvinder eller går i stykker. Slik, snacks og sodavand i varianter, man måske ikke lige ser i alle butikker. Og festkjoler - glitrende, farverige, ofte syntetiske - til én aften. Der handles også massivt med fest- og begivenhedspynt. Bryllupper, forlovelser, ramadan, fødselsdage, nytår. Balloner, guirlander, konfetti, lys. Det hele ligger her i kasser og stabler, klar til brug. Nogle butikker lever af videresalg. Andre lever af hverdagen. Ofte begge dele på samme tid. Midt i det hele ligger den smukt İznik-kakleudsmykkede Rüstem Paşa-moskéen - hævet over gadeniveau, men fuldstændig integreret i området. Bygget til handelsfolk. Placeret dér, hvor handelen foregår. Bag diskrete porte gemmer sig gamle han’er - karavanseraier - som stadig er i brug. Beta Yeni Han, der blev nyrestaureret og genåbnede for få år siden, er et godt eksempel. Ikke som museum, men som et sted med gourmetbutikker, te-salg og værksteder. Daglig aktivitet i historiske rammer. Og så er der Kurukahveci Mehmet Efendi. Lange køer, hver dag. Folk står og venter på at købe kaffe fra netop dette sted - friskmalet og pakket i brunt papir. Køen er særlig lang om fredagen og op til højtider. Lokale, handlende, besøgende. Køen er ikke en attraktion - den er bare en del af hverdagen. Udefra kan gyderne og passagerne virke kaotiske. Smalle, tætte, fyldt med borde, stativer, kasser og konstant bevægelse. Men det er kun, hvis man leder efter noget, de ikke er. For bag facaden er der en klar logik: tingene ligger her, fordi de bliver brugt. Fordi Istanbul stadig køber sine ting på gadeniveau. Det er ikke et område, man besøger som seværdighed. Men går man igennem gyderne og passagerne med åbne øjne, forstår man Istanbul lidt bedre. Jeg arbejder selv i området. Universitetets campus ligger nede mod Det Gyldne Horn, og jeg bevæger mig gennem gyderne og passagerne her hver dag. Det er hustle og bustle, ja - men det er også rutine. Hverdag. Et system, der fungerer. Følger man strømmen videre, åbner byen sig igen. Forbi Yeni Cami og pladsen foran den. Op ad bakkerne mod Grand Bazaar. Og videre ud på Galata Bridge, hvor fiskere, færger og fodgængere deler udsigten over Det Gyldne Horn. Det hele hænger sammen. Som en by, der bliver brugt. Hver dag.

Édouard-Louis Dubufe: Le Congrès de Paris (1856) Hvorfor betragtes Tyrkiet i dag som en europæisk stat? Svaret skal ikke findes i moderne EU-processer eller nutidige værdidebatter, men i en beslutning truffet i Paris i 1856. Her blev Osmannerriget for første gang formelt indskrevet i Europas statssystem. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube     Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Baggrunden var Krimkrigen (1853-1856), en krig der begyndte som et opgør mellem Osmannerriget og Rusland, men som hurtigt udviklede sig til en europæisk storkrig. Storbritannien og Frankrig gik ind på osmannisk side, ikke af sympati, men af frygt for russisk dominans i Sortehavet og Middelhavet. I sidste ende handlede det om Europas egen magtbalance. Da freden blev forhandlet i Paris i 1856, var det derfor ikke kun krigens afslutning, der stod på spil. Europas stormagter måtte tage stilling til, hvordan man fremover skulle forholde sig til det osmanniske rige. Svaret kom i Parisaftalens artikel 7. Her blev Osmannerriget optaget i den Europæiske Koncert - det fælles system af stater, traktater og diplomatiske spilleregler, som regulerede forholdet mellem Europas magter. Det var første gang, en ikke-kristen stormagt eksplicit blev anerkendt som en ligeværdig aktør i Europas diplomatiske og folkeretlige orden. Det var ikke en kulturel anerkendelse. Det var en systemisk placering. Med Parisaftalen blev Osmannerrigets territoriale integritet et europæisk anliggende. Rigets stabilitet blev knyttet direkte til Europas sikkerhedsorden, og et angreb på riget blev ikke længere betragtet som et perifert problem. Samtidig blev reformerne i Osmannerriget forstærket. De såkaldte Tanzimat-reformer - en omformning af stat, lovgivning og administration - var ikke et kulturelt projekt, men en nødvendig tilpasning til rigets nye placering i Europas politiske system. De strukturer, der senere kom til at præge Republikken Tyrkiet, tog form her. En arv, der stadig deler vandene Siden 1856 har den stat, der senere blev til Republikken Tyrkiet, været en del af Europas magt- og sikkerhedssystem. Ikke som en selvfølge, men som en uomgængelig aktør. I dag diskuteres Tyrkiets forhold til Europa ofte i kulturelle og politiske termer. Men den historiske og diplomatiske realitet er ældre og mere nøgtern. Spørgsmålet er ikke nyt - og det blev første gang formuleret i Paris i 1856. Vidste du? Parisaftalen fastslog også, at Sortehavet skulle være neutralt. Krigsskibe blev forbudt adgang - et alvorligt diplomatisk tilbageslag for Rusland og et centralt mål for de vestlige magter.

Da den Tyrkiske Republik blev grundlagt 29. oktober 1923, lå Hatay udenfor landets grænser. Området - dengang kendt som Sanjak Alexandretta - var siden Første Verdenskrig administreret af Frankrig som del af mandatområdet Syrien. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube     Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Den 2. september 1938 blev området etableret som Staten Hatay - formelt selvstændig, men politisk orienteret mod Ankara. Mindre end et år senere, den 29. juni 1939, stemte et flertal ved en folkeafstemning for at blive en del af Tyrkiet. Beslutningen blev ratificeret i det tyrkiske parlament den 23. juli 1939, hvorefter Hatay officielt blev optaget som tyrkisk provins. Set fra tyrkisk side var sagen dermed afsluttet i sommeren 1939. Fra syrisk side var den ikke. Syrien har aldrig fuldt ud anerkendt folkeafstemningen og betragtede i årtier Hatay som tabt territorium. På syriske kort og i skolebøger optrådte provinsen længe som syrisk, og spørgsmålet var et tilbagevendende stridspunkt i relationen mellem de to lande - især frem til 1990’erne. Det er her, Hatay i dag ofte bliver trukket ind i sammenligninger med Krim og de omstridte områder i Ukraine. Overfladisk kan historierne minde om hinanden: et territorium skifter statstilknytning efter en afstemning, som nabolandet aldrig accepterer. Men forskellene er afgørende. Hatay-processen fandt sted i mellemkrigstiden, uden igangværende krig og inden for Folkeforbundets diplomatiske rammer. Krim-afstemningen i 2014 blev derimod gennemført under militær kontrol og i direkte brud med Ukraines forfatning - og er fortsat et åbent sår i Europas sikkerhedsorden. Netop derfor er området interessant i dag. Ikke som en parallel til nutidens konflikter, men som en kontrast. Der findes ingen politisk bevægelse med reel opbakning, der ønsker at ændre provinsens tilknytning. Spørgsmålet fylder kun lidt i hverdagen og spiller stort set ingen rolle i lokalpolitikken. Provinsen er fuldt integreret i den tyrkiske identitet - ikke som grænseland, men kendt for sin baklava og sin naturlige plads i republikkens selvforståelse.

Du har med garanti set det før - Mæander-mønstret, som på dansk også kaldes den græske nøgle. På vaser. På billeder. På Carlsberg-bygningerne i København. Måske uden at tænke videre over det. Måske med den korte tanke: det ser da egentlig interessant ud. Et mønster, der bare er en linje. En linje, der zig-zagger sig gennem det, den nu engang er på - og bare fortsætter. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Nederst i dette indæg har jeg lavet en kortfattet analyse af brugen af mnønstret i en bruggenstand. I dansk sammenhæng peger navnet den græske nøgle på formen - det gentagne, nøgle-lignende forløb. Navnet Mæander trækker derimod tråden tilbage til idéen bag mønstret og det sted, det udspringer fra. Navnet på det zig-zaggende mønster kommer fra Mæanderfloden i det vestlige Anatolien i det nuværende Tyrkiet. I dag kendes floden som Büyük Menderes på tyrkisk. En flod, der slynger sig så voldsomt gennem landskabet, at den i antikken ikke blot blev opfattet som vand, men som vilje. I den græske mytologi blev floden personificeret. Mæander var ikke bare et sted, men en flodgud - lunefuld, uforudsigelig og umulig at tvinge i en ret linje. På et tidspunkt blev bevægelsen fastholdt. Rettet op. Gjort firkantet. Flodens vilje blev til form. Og sådan blev en anatolsk flod forvandlet til et mønster, der kunne gentages igen og igen. Når du først bevidst har fået øje på Mæander-mønstret, er det svært at undgå igen. Det begynder diskret. En bort i et mosaikgulv i Hagia Sophia. Et geometrisk forløb i Yerebatan Sarnıcı, gemt mellem søjler og skygger. En ramme omkring fortællingerne i Kariye. Først ser du det ét sted. Så et andet. Og pludselig dukker linjen op igen og igen. I Hagia Sophia - og i byzantinsk kunst i det hele taget - var intet overladt til tilfældighederne. Når de helligste figurer, som Kristus Pantokrator eller Jomfru Maria, blev indrammet af Mæanderen, var det ikke dekoration, men betydning. Den ubrudte linje stod for evigheden. Mæanderen har intet tydeligt begyndelsespunkt og ingen afslutning. For byzantinske kristne, der forstod Gud som alfa og omega, blev mønstret et visuelt billede på Guds evighed og det evige liv. Samtidig blev Mæanderen opfattet som en forenklet labyrint. Livet er fuldt af knæk, valg og omveje, men der er kun én vej igennem. Når mønstret indrammede Kristus, pegede det på ham som Vejen, Sandheden og Livet. Og endelig handlede det om kontrol over kaos. En Mæander tager en vild bevægelse - en flod, der bugter sig - og tvinger den ind i stramme, matematiske rammer. I en bygning som Hagia Sophia, der selv var et forsøg på at skabe himmelsk orden på jorden, blev mønstret et billede på Logos - den guddommelige orden. Og så nede i hverdagen. På kopper og tallerkener. På cafébordet. Først dér - og senere også derhjemme i Danmark. På et stel i et køkkenskab, du har haft stående i årevis uden at tænke over det. Og så begynder den også at dukke op i Danmark i større skala. Ikke som noget fremmed, men som noget velkendt. På Højbro Plads og Amagertorv, indlejret i belægningen. På Thorvaldsens Museum. Ved Politigården, hvor geometrien er en del af hele bygningens idé og ses stort set overalt - i gulve, lofter og hjørner. I bebyggelser som Grønningen-Bispeparken. Og på Amalienborgmuseet, side om side med fortællinger om magt, orden og tradition. Samme zig-zaggende linje. Samme rytme. Overalt. På steder, du måske har gået forbi hundrede gange. Ting, du har set hele dit liv - og pludselig ser på en ny måde. Og så er der et fint lille sidespor, som mange vil nikke genkendende til. Måske husker du Kählers meget omtalte vase fra 2014 - solgt hos Imerco - og tænker, at den jo også minder om Mæander. Det giver faktisk god mening. Formen arbejder med gentagelse og rytme og trækker tydeligt på noget, der føles klassisk. Det er bare ikke et Mæander-mønster i klassisk forstand, men snarere et moderne mønster inspireret af idéen bag Mæanderen. Det antikke, oversat til et nutidigt udtryk. Analysen: Hvad ser vi på billedet? Mønstret som typografi : Karaca har været super kreative her. De har taget den græske nøgle (de vinkelrette knæk) og brugt dem til at forme bogstaverne i ordet "ISTANBUL". Mæander-stilen : Hvis du kigger på bogstavet "S" og de forbindende linjer, ser du præcis det uendelige forløb, som kendetegner en mæander. Det bugter sig ind og ud af hinanden. Motivet i baggrunden: Bag de geometriske linjer ses et portræt. Det er det berømte portræt af Sultan Mehmet Erobreren (Fatih Sultan Mehmet), malet af den venetianske maler Gentile Bellini . Hvorfor er det her genialt design? Den antikke arv: Den græske nøgle/mæanderen repræsenterer byens rødder (Byzans/Konstantinopel). Den osmanniske historie: Portrættet af Sultanen repræsenterer den islamiske guldalder i byen. Nutiden : Det er sat på et moderne rejsekrus, præcis som den type design-objekter, der kan skabe "hype" ligesom jubilæumsvasen i Danmark. Det er altså ikke bare en tilfældig labyrint, men en moderne fortolkning af mæander-princippet, hvor de har "skjult" byens navn i selve mønstret. *Kruset afbilledet og motivet analyseret, er en del af İst X Collection fra den tyrkiske isenkræmmerkæde Karaca (dette er ikke et affiliate link, ligesom jeg/bloggen ikke har nogen material/økonomisk gevinst ved linket)

Første gang Konstantinopels mure brydes, er det ikke vikinger eller arabiske hære. Det er korsfarere. Mænd med korset på kapperne, der kalder sig kristenhedens forsvarere. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Læs også: De fire heste, der blev plyndret fra Konstantinopel - og aldrig vendte tilbage Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere I april 1204 falder Konstantinopel. Ikke efter årtiers belejring, men efter en række beslutninger, der hver for sig kunne forklares, og som tilsammen blev fatale. Det Fjerde Korstog var aldrig planlagt som et angreb på byen. Målet var Jerusalem. Undervejs gled formål og midler fra hinanden. Derfor står 1204 som et brud. Ikke kun fordi byen blev erobret, men fordi den blev erobret af en kristen hær. Af folk, der delte tro med dem, de angreb. Spændingerne mellem det latinske Vesteuropa og det græsk-ortodokse Byzans var gamle. Teologiske uenigheder, kulturelle forskelle og erfaringerne fra tidligere korstog havde sat sig fast. Voldelige episoder som massakren på latinske indbyggere i Konstantinopel i 1182 levede videre i erindringen. Da korsfarerne stod foran byens mure i 1203, var konflikten ikke ny. Den blev bare aktiveret. Da pave Innocens III i slutningen af 1100-tallet kaldte til det Fjerde Korstog, var målet klart. Jerusalem skulle generobres. Strategien var at angribe det ayyubidiske sultanat i Egypten først. Under ledelse af vestlige adelsmænd som Boniface af Montferrat samledes riddere og soldater, primært fra Frankrig. Et korstog af den størrelse krævede transport. Transport krævede en flåde. Valget faldt på Republikken Venedig. Under doge Enrico Dandolo indvilligede venetianerne i at bygge og udruste en flåde, der kunne transportere en hær på over 30.000 mand med heste og udstyr. Prisen var 85.000 sølvmark. Langt færre korsfarere end forventet mødte op i Venedig i sommeren 1202. Nogle havde valgt andre ruter. Andre var aldrig kommet af sted. De, der stod klar ved kajen, kunne ikke betale. Venedig havde allerede investeret massivt. Flåden var bygget. Gælden var reel. Venedigs løsning var enkel. Korsfarerne kunne betale en del af gælden ved at hjælpe republikken med at erobre Zara, en kristen havneby og venetiansk rival på Adriaterhavskysten. Pave Innocens III forbød angrebet. Uden forbehold. I november 1202 blev Zara belejret og indtaget. Det var første gang, en korsfarerhær angreb en kristen by. Paven reagerede prompte og ekskommunikerede hele hæren. Bandlysningen blev senere ophævet for de franske riddere. Korstoget var allerede rykket væk fra sit erklærede mål. Ikke ideologisk. Ikke dramatisk. Bare et skridt ad gangen. Mens korsfarerne overvintrede i Zara, dukkede Alexios Angelos op. Søn af den afsatte byzantinske kejser Isaac II, der var blevet fængslet og blindet af sin egen bror. Alexios Angelos havde brug for hjælp. Korsfarerne havde brug for penge. Tilbuddet var omfattende. Hvis korsfarerne hjalp ham til magten i Konstantinopel, lovede han 200.000 sølvmark, tropper til korstoget, flådestøtte og forsyninger samt kirkeunion mellem øst og vest. Pengene fandtes ikke. Tropperne fandtes næppe. Kirkeunionen var politisk sprængfarlig. Men på papiret løste aftalen korsfarernes problemer. Nogle forlod hæren i protest. Andre tøvede. Beslutningen blev taget. Korstoget skulle ikke direkte mod Egypten. Det skulle til Konstantinopel. Da korsfarerflåden dukkede op foran byen i sommeren 1203, var Konstantinopel stadig enorm. Mure, der havde modstået belejringer i århundreder. En befolkning på flere hundrede tusinde. Men riget var svækket. Flåden forsømt. Ledelsen splittet. Garnisonen begrænset. Og ingen havde regnet med et angreb fra en kristen hær. Korsfarerne forsøgte først politisk pres. De sejlede forbi murene og fremviste prins Alexios. Der kom ingen folkelig opbakning. For mange indbyggere var han en tronprætendent med fremmede soldater i ryggen. Belejringen begyndte. Angrebene mod landmurene blev slået tilbage af Væringgarden. Til søs fik venetianerne fodfæste. For at dække deres bevægelser satte de ild til bygningerne langs murene. Vinden tog fat. Store kvarterer brændte. Kejser Alexios III forsøgte kortvarigt et udfald. Derefter flygtede han. Med skatkammeret. Den blinde Isaac II blev hentet ud af fængslet og genindsat. Under pres blev hans søn kronet som medkejser. Alexios IV sad nu på tronen, støttet af korsfarerne uden for murene. Han kunne ikke levere det, han havde lovet. Skatkammeret var tomt. Skatterne blev hævet. Kirkesølv og ikoner blev smeltet om. Korsfarerne blev liggende uden for byen. De ventede. Anti-latinske angreb brød ud. Som hævn trængte korsfarere ind i byen. En moské blev angrebet. En ny brand brød ud. Denne gang rasede den i flere dage. Store dele af byen blev lagt øde. Titusinder blev hjemløse. Alexios IV stod uden støtte. Afhængig af en hær, han ikke kunne betale. Hadet af sin egen befolkning. I begyndelsen af 1204 tog Alexios Doukas Mourtzouphlos magten. Alexios IV blev fængslet og senere dræbt. Mourtzouphlos lod sig krone som Alexios V. For korsfarerne var der ikke længere nogen aftale. Kun en gæld, der ikke blev anerkendt. I marts 1204 indgik korsfarerlederne og venetianerne en aftale. Konstantinopel skulle indtages. Byttet deles. Territorier fordeles. Den 9. april mislykkedes det første stormløb. Den 12. april var vinden vendt. Venetianske skibe blev presset ind mod murene. Korsfarere fik fodfæste. En port blev åbnet indefra. Forsvaret kollapsede hurtigt. For tredje gang på mindre end et år satte korsfarerne ild til byen. Alexios V flygtede om natten. Konstantinopel var faldet. Fra den 13. til den 15. april blev byen plyndret. Systematisk. Kirker, klostre, paladser og private hjem blev åbnet. Civile blev dræbt. Kvinder voldtaget. Børn taget som slaver. Ingen steder var fredhellige. Korsfarerne trængte ind i Hagia Sophia og plyndrede kirken. Relikvier blev fjernet. Dyr blev trukket ind for at bære byttet ud. Da de gled på marmorgulvet, blev de dræbt på stedet. Kejsernes grave blev åbnet. Samtiden anslog værdien til omkring 900.000 sølvmark (svarende til cirka 150-170 millioner euro i dag, alene regnet som sølv). Men byttet var ikke kun økonomisk. Antikke statuer blev smeltet om. Manuskripter gik tabt. Kunstværker forsvandt. Noget blev fjernet og sejlet væk. De fire bronzeheste fra Hippodromen blev taget og sejlet til Venedig. De blev placeret over indgangen til Markuskirken. Kopier står der i dag. Originalerne er flyttet indenfor. De er stadig der. Efter plyndringen blev Konstantinopel centrum i et nyt rige. Det Latinske Kejserrige. Baldwin af Flandern blev kronet i Hagia Sophia. En latinsk patriark blev indsat. Territorierne blev delt. Venedig tog den største andel. Riget var svagt fra begyndelsen. Angrebet fra alle sider. Uden opbakning fra befolkningen. I praksis skrumpede det ind til selve byen. I Nikæa samlede byzantinerne sig. I sommeren 1261 var den latinske garnison væk. Den venetianske flåde var ude. En lille styrke fik åbnet en port. Byen blev taget næsten uden kamp. Den latinske kejser flygtede. Michael VIII Palaiologos red ind i Konstantinopel kort efter. Byen var igen byzantinsk. Konstantinopel kom sig aldrig helt over 1204. Økonomien var ødelagt. Handelsnetværkene brudt. Store dele af den materielle kultur var væk. Kløften mellem øst og vest blev dybere. Minderne forsvandt ikke. Det Østromerske Rige fortsatte. Konstantinopel blev generobret i 1261, og byen forblev rigets centrum. Men 1204 havde ændret forudsætningerne. Befolkningen var reduceret, økonomien svækket, og store dele af den materielle og kulturelle arv var forsvundet. Riget bestod, men i en anden skala og med færre ressourcer end før korsfarerne stod foran murene. Da osmannerne i 1453 erobrede Konstantinopel, var kejserens residens reduceret til en lejlighed i en forfalden ruin af et palads ved byens mægtige mur. Tidslinje: Det fjerde korstog og Konstantinopel 1202 Korstoget samles i Venedig. Manglende betaling fører til økonomisk afhængighed af Venedig. November 1202 Korsfarerne angriber og erobrer den kristne by Zara som betaling på gæld. 1203 Aftale indgås med prins Alexios Angelos om hjælp til tronen i Konstantinopel. Juni: Korsfarerflåden ankommer til byen. Juli: Første belejring. Kejser Alexios III flygter. August (1. august): Isaac II genindsættes, Alexios IV krones som medkejser. Sensommer–efterår: Uroligheder og stor brand. Alexios IV kan ikke betale korsfarerne. 1204 Januar–februar: Kup. Alexios IV myrdes. Alexios V tager magten. Marts: Korsfarerne beslutter at erobre Konstantinopel. 9. april: Første stormløb mislykkes. 12. april: Andet stormløb lykkes. Byens forsvar bryder sammen. 13.–15. april: Konstantinopel plyndres. Maj: Det Latinske Kejserrige oprettes. 1204–1261 Det Latinske Kejserrige hersker i Konstantinopel. Byzantinske eksilriger opstår. 1261 25. juli: Konstantinopel generobres af styrker fra Nikæa. 15. august: Michael VIII Palaiologos holder sit indtog. Det Østromerske Rige genoprettes i svækket form. Kilder og videre læsning Denne tekst bygger på min gennemgang af både samtidige øjenvidneberetninger og moderne historisk forskning om Det Fjerde Korstog og plyndringen af Konstantinopel i 1204. I arbejdet med teksten har jeg blandt andet brugt følgende kilder: Encyclopaedia Britannica – opslag om The Fourth Crusade, Sack of Constantinople (1204), Alexios IV Angelos og Michael VIII PalaiologosLex.dk og Store norske leksikon – artikler om korstogene, Konstantinopel og Det Byzantinske Rige World History Encyclopedia – tematiske og kronologiske oversigter over begivenhederne i 1203-1204 Wikipedia (dansk og engelsk) – brugt som indgang til kronologi, begreber og videre kildehenvisninger Geoffrey de Villehardouin, De la Conquête de Constantinople – latinsk øjenvidneberetning fra det Fjerde Korstog Niketas Choniates – byzantinsk øjenvidne til plyndringen af Konstantinopel Forskning og historisk formidling udgivet af bl.a. Wayne State University Press og Center for Historieformidling Listen er ikke udtømmende, men giver et indblik i det materiale, jeg har lænet mig op ad undervejs. Disclaimer Jeg har valgt at skrive teksten som et samlet, formidlende narrativ. Derfor anvender jeg ikke løbende kildehenvisninger i selve brødteksten, selvom fremstillingen bygger på anerkendt historisk forskning og samtidige kilder.

en dramatiseret ai-illustration af hestene over hippodromen. Højt over indgangen til Hippodromen i Konstantinopel stod de engang. Fire bronzeheste spændt for en triumfvogn. En quadriga. Ikke som dekoration, men som et synligt tegn på kejserlig magt og romersk kontinuitet - et billede på imperiets styrke, placeret midt i byens politiske og ceremonielle centrum. Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram ,  YouTube   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Korstoget der blev afsporet - plyndringen af Konstantinopel 1204 I dag står de ikke længere i Istanbul. De står i Venedig, højt hævet over Markuspladsen på facaden af Markuskirken. Vejen dertil gik gennem året 1204. Det fjerde korstog begyndte i 1202 som et religiøst projekt, men mistede undervejs både retning og formål. Det endte ikke i Det Hellige Land, men i Konstantinopel - med plyndringen af den kristne kejserby i april 1204 som det brutale højdepunkt. Korsfarerne stod i gæld til Venedig. De blev trukket ind i byzantinske arvestridigheder. Og gradvist blev Konstantinopel - verdens rigeste kristne by - reduceret fra allieret til legitimt bytte. Da byen faldt, var volden omfattende og systematisk. Kirker, paladser og offentlige rum blev tømt. Metaller, relikvier, ikoner og statuer blev fjernet i et omfang, der stadig kan spores i Europas museer og kirker. Midt i plyndringen blev de fire bronzeheste over Hippodromens port taget ned. Ikke fjernet. Ikke reddet. Men plyndret - og sendt mod Venedig som krigsbytte og betaling på gælden. I Venedig fik hestene en ny rolle. De blev sat op på Markuskirkens facade, tydeligt eksponeret som trofæer - og blev hurtigt en del af byens offentlige selvforståelse. Et synligt bevis på, at magt og arv var flyttet vestpå. Med tiden blev deres byzantinske oprindelse nedtonet. I stedet blev hestene indskrevet i en venetiansk fortælling om kontinuitet, styrke og historisk ret. Historien gentog sig i 1797. Da Napoleon indtog Venedig, lod han hestene fjerne og fragte til Paris, hvor de blev opstillet som symbol på fransk triumf. Efter Napoleons nederlag i 1815 blev de returneret. Ikke til Istanbul. Men til Venedig. Hvorfor kom de aldrig hjem? I begyndelsen af 1800-tallet talte man ikke om oprindelsesret. Man talte om ejerskab i praksis. Og i europæisk optik var det Venedig, der var blevet bestjålet af Napoleon - ikke Konstantinopel. Byzantium eksisterede ikke længere. Konstantinopel var hovedstad i Osmannerriget, som europæiske magter ikke anerkendte som legitim arvtager til den byzantinske kulturarv. Tilbageleveringen handlede om at omgøre Napoleons plyndringer - ikke middelalderens. For osmannerne selv var sagen heller ikke central. Da Konstantinopel blev erobret i 1453, havde hestene været væk i cirka 250 år. Hippodromen lå allerede delvist i ruiner, og fokus var rettet mod magt, administration og stabilitet. Osmannerne så sig som Romerrigets fortsættelse gennem erobringsret - som Kayser-i Rûm - men ikke som forvaltere af byzantinsk kulturarv i den forstand, vi forstår begrebet i dag. I dag forholder Tyrkiet sig anderledes til fortiden. Gennem de seneste årtier har landet ført en aktiv og målrettet politik for at få arkæologiske fund og kunstgenstande tilbage. Især genstande, der er fjernet ulovligt i nyere tid, er blevet hjemtaget fra museer og private samlinger i USA og Europa. Disse sager har typisk tre fælles træk: dokumenteret oprindelse, ulovlig udførsel (smugling) og mulighed for at anvende moderne internationale konventioner. De fire heste falder uden for alle disse rammer. De blev plyndret i 1204 som krigsbytte. Der findes ingen international lovgivning, der dækker middelalderlig plyndring. Samtidig rejser de et mere grundlæggende spørgsmål: Hvem kan i dag gøre krav på byzantinsk kulturarv? Det er et spørgsmål, som både historisk og politisk står uafklaret. Derfor fungerer de fire heste i dag primært som symbol i Tyrkiet - ikke som en konkret tilbageleveringssag. Situationen er anderledes med genstande som Pergamon-alteret i Berlin. Det blev fjernet fra Anatolien i slutningen af 1800-tallet under forhold, der i dag er stærkt omdiskuterede. Netop derfor indgår det aktivt i den moderne repatrieringsdebat. Her ændrer tidsrammen alt. De fire heste fra Hippodromen vender næppe nogensinde tilbage til Istanbul. Ikke fordi begivenhederne er glemt, men fordi de hører til i en tid uden regler for kulturarv. I dag står hestene i Venedig. I Istanbul står historien om 1204. Det er i dag kopier du ser på Skt Markuskirken i Venedig..

Anadolu Agency AA I Iznik - det antikke Nikæa, cirka 200 km fra Istanbul - har arkæologer afdækket en fresco fra den tidlige kristendom. Motivet er enkelt: Jesus og et lam.  Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Mere historie? Frescoen fremstiller Jesus som hyrde med et lam over skuldrene og flere lam på jorden. Det er et klart ekko af motivet Den gode hyrde - et af de tidligste kristne billedmotiver. Før korset blev det dominerende symbol, og før glorier og monumentalitet, blev Kristus ofte fremstillet netop sådan: ikke som hersker eller dommer, men som beskytter og vejleder. Frescen dateres af forskere til senantikken, muligvis 4. eller 5. århundrede. Det var en periode, hvor kristendommens billedsprog endnu ikke var fastlagt, og hvor symbolik ofte var vigtigere end entydig fortælling. Lammet kunne rumme flere betydninger på én gang - den enkelte troende, menigheden eller offerlammet. Flertydigheden var ikke en svaghed, men en bevidst del af udtrykket. Der er også teorier om, at frescen har indgået i et mindre kapel eller et privat rum snarere end i en monumental kirke. Fremstillingen er tæt og menneskelig og peger mod et rum, hvor billedet skulle ses på nært hold. Måske et bederum. Måske et gravrum. Det gør fundet særligt interessant i netop Iznik. Byen, hvor kristendommens teologi blev diskuteret, defineret og vedtaget - beslutninger, der skabte dybe splittelser, som stadig præger kristenheden i dag. Fundet ændrer ikke vores viden om den tidlige kristendom. Men det nuancerer den. Faktaboks Nikæa-koncilerne Iznik er kendt for sine blå kakler, men byen hed engang Nikæa - et navn der dukker op to steder, hvor kristendommens retning blev sat. 325 e.Kr. Det første kirkemøde i Nikæa. Den nikænske trosbekendelse tog form, og uenigheden om Jesu natur førte til varige splittelser. 787 e.Kr. Det andet kirkemøde satte punktum for ikonoklasmen og fastslog, at religiøse billeder måtte æres, men ikke tilbedes.

Konstantinopel voksede i takt med sine mure. Hver gang byen ændrede sit selvbillede, rykkede grænsen vestpå - og hver gang blev der bygget nyt. Større, stærkere, mere ambitiøst. De mure, man kan følge i dag, er derfor ikke ét samlet anlæg, men flere lag historie lagt oven på hinanden. Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Mere historie? Den tidligste by, Byzants, opstod omkring år 660 f.Kr. og lå helt ude ved spidsen af halvøen omkring det nuværende Sarayburnu. Her indrammede beskedne mure en lille, men strategisk placeret by med havn og akropolis (byens befæstede højde med templer og offentlige bygninger) som centrum. I dag er murene næsten forsvundet. De er væk fra bybilledet, men historikere og arkæologer antager, at dele af de senere mure omkring Topkapi-paladset følger linjer, der kan spores tilbage til byens ældste forsvar. Da Byzants gjorde oprør mod den romerske kejser Septimius Severus i slutningen af 100-tallet, gik det galt. Murene blev revet ned, og byen lagt øde. Få år senere skiftede Severus dog kurs og genopbyggede byen - denne gang med nye mure, rykket lidt længere mod vest. Byen voksede. Murene fulgte med. De severinske mure fylder ikke meget i bybilledet i dag. De få murrester, der ofte sættes i forbindelse med Severus’ genopbygning, har længe været opfattet som dele af hans bymur. Senere tolkninger peger dog på, at der snarere er tale om et vandanlæg, muligvis opført i direkte forbindelse med muren. I romersk bybyggeri var grænsen mellem forsvar og infrastruktur ofte flydende. Da Konstantin i år 330 gjorde byen til Romerrigets nye hovedstad, ændrede alt sig. Byzants blev til Konstantinopel - centrum for et imperium og ikke længere blot en vigtig by i udkanten. Byen voksede hurtigt i både befolkning, funktion og selvforståelse. I den proces blev der igen trukket en ny grænse mod vest og opført nye mure. Den konstantinske mur kendes fra de skriftlige kilder, men ikke fra gadebilledet. I dag kan murforløbet ikke følges med sikkerhed. Historikere og arkæologer antager dog, at muren har fulgt et lavere terræn - fra området ved det nuværende Yenikapi, langs foden af byens syvende høj og videre gennem det moderne Saraçhane ned mod Det Gyldne Horn. Senere byggeri, terrænændringer og genbrug af sten har udvisket sporene. Allerede få årtier senere viste murene sig utilstrækkelige. Byen voksede videre, og i begyndelsen af 400-tallet blev der derfor trukket endnu en linje i landskabet - denne gang med et ambitionsniveau, der langt overgik alt tidligere. Under kejser Theodosius II (402-450) blev Konstantinopels store landmure opført. Et sammenhængende forsvarssystem med voldgrav, ydre mur og en massiv indre hovedmur. Ikke blot bygget til at modstå angreb, men til at sikre byens overlevelse under lange belejringer. Den indre mur rejste sig omkring 12 meter over terrænet og blev forstærket af næsten 100 tårne placeret med korte mellemrum. Afstanden mellem tårnene var bevidst lille. Intet felt stod alene. Sammen skabte murene et forsvar, der i århundreder blev betragtet som uindtageligt. Murene indrammede bevidst store, åbne områder vest i byen - plads til marker, køkkenhaver og græsningsarealer. Det var en del af byens forsvarsstrategi: Konstantinopel skulle kunne holde ud, når omverdenen blev lukket ude. Under flere af de lange belejringer, blandt andet de arabiske angreb i begyndelsen af 700-tallet, blev forskellen tydelig. Mens byen holdt stand, beretter kilderne om belejrende styrker, der sultede katastrofalt. Bag landmurene var Konstantinopel derfor langt fra fuldt bebygget. Vest for de tætte bykvarterer åbnede byen sig i brede zoner med marker, køkkenhaver og græsningsarealer. Områder, der i dag hedder Yenikapi, Cerrahpaşa, Sümbül Efendi og op mod Edirnekapı, havde i lange perioder et næsten landligt præg. Omkring Edirnekapı følger lange gravpladser murene tæt. Gravene ligger direkte op ad murværket og fortsætter, hvor byen ellers ville have sluttet. Andre steder har murene fået en mere aktiv nutidig funktion. Ved Mevlanakapı og Belgradkapı er større strækninger blevet gennemrestaureret og indrettet som åbne parkområder. Her kan man i dag bevæge sig sikkert rundt i og omkring murene - på stier og gennem tårne - som en del af byens offentlige rum. Hvor voldgravene engang lå, finder man i dag enten køkkenhaver eller brede trafikårer. Der, hvor landmurene mødte Marmarahavet, lå Den Gyldne Port. Konstantinopels mest ceremonielle indgang. Her red kejserne ind i triumf efter sejre. Porten var ikke bare en åbning i muren, men et ritual, en kontrolleret overgang mellem verden udenfor og byen indenfor. I osmannisk tid ændrede stedet karakter. Den Gyldne Port blev indlejret i Yedikule-fæstningen. Funktionerne skiftede - fra ceremoni til fængsel - men stedet forblev ladet. Romersk, byzantinsk og osmannisk historie ligger her oven på hinanden i sten. Fra Yedikule fortsatte murene mod øst langs Marmarahavet. Havmurene var lavere end landmurene og bygget til et andet formål. Her var truslen ikke masseangreb over land, men kontrol af kysten, havne og anløb. I dag følger jernbanesporene flere steder stadig havmurene. Man cykler samme strækning. Zig-zag mellem murene og byen. Toget, der i dag fungerer som et slags S-tog, passerer igen. Havmurene står der endnu - mærket af tid, forsømmelse og vejanlæg. Men for et kort øjeblik overlapper lagene hinanden: den moderne pendler, den rejsende fra vest og en by, der altid er blevet ankommet til langs netop denne kant. Langs Det Gyldne Horn fungerede murene anderledes. Her, ligesom ved Marmarahavet, var det i høj grad vandet selv, der udgjorde forsvaret, især når den berømte jernkæde blev trukket tværs over indsejlingen. Haliç-muren skulle ikke standse store landhære, men kontrollere adgangen til byens indre havn. I kvarterer som Balat og Fener er muren ikke et fritstående anlæg, men en del af bydelen selv. Den dukker op i baggårde, kældre og ydervægge, indbygget i huse, caféer og værksteder. Det var også langs denne del af muren, ved Balat og Ayvansaray, at forsvaret til sidst blev omgået. I foråret 1453 lod Mehmed II skibe blive trukket over højderne bag Pera, gennem området omkring det nuværende Taksim, og sat i vandet i Det Gyldne Horn. Her gik de osmanniske styrker i land bag byens forsvar. Haliç-muren var aldrig bygget til at modstå et angreb fra denne side. Regner man landmuren og havmurene samlet, taler man ofte om omkring 21 kilometer. Følger man murene, som de faktisk løber gennem byen i dag, bliver turen snarere 25-27 kilometer. Konstantinopels mure blev angrebet igen og igen. Omkring 40 dokumenterede forsøg blev gjort på at bryde dem. Kun to gange lykkedes det - i 1204 og i 1453. Ikke fordi murene var svage, men fordi verden omkring dem ændrede sig. I dag står murene stadig. Over land og langs vand. Gennem gravpladser, boligkvarterer, haver, værksteder og jernbanespor. Konstantinopel var en by, der stolede på sine mure. I mere end tusind år holdt de. Ikke dårligt for nogle sten, sat sammen for at beskytte en idé om en by - og som stadig gør det.

I en plexiglasmonter står en rund bronzemedalje, en del større end en dansk femkrone fra 1970erne, omtrent på størrelse med en lille underkop til tyrkisk te eller kaffe. Medaljen har motiver på begge sider: Mehmed 2. i stram sideprofil med turban på den ene og Mehmed 2. til hest som hersker og sejrherre på den anden, begge udført i et europæisk, klassisk billedsprog, langt fra den osmanniske miniaturetradition. Portrættet er nøgternt og kontrolleret, uden pynt og dramatik. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. I den osmanniske tradition havde man frem til da stort set undgået naturalistiske portrætter af sultanerne. Magt blev udtrykt gennem titler, segl og ceremonier, ikke gennem genkendelige ansigter. Her brydes der med den praksis. Mehmed 2. lader sig fremstille som individ, ikke kun som symbol. Medaljen blev støbt i Italien i anden halvdel af 1400-tallet og tilskrives ofte den italienske renæssancekunstner Costanzo da Ferrara. Han bevægede sig i kredse tæt på det osmanniske hof, hvor Mehmed aktivt tiltrak vestlige kunstnere. Der findes flere versioner og senere afstøbninger, men motivet og udtrykket hører til Mehmeds egen levetid. Det er ikke en mønt til daglig brug, men et prestigefyldt objekt. Skabt til hoffet, til diplomatiske sammenhænge og til en europæisk elite, der skulle kunne aflæse budskabet. For Mehmed var ikke bare sultan. Han så sig selv som Kayser-i Rum, kejser af Romerne. Med Konstantinopel, det senere Istanbul, som hovedstad mente han, at den romerske kejsermagt ikke var ophørt i 1453, men havde skiftet hænder. I hans egen forståelse var osmannerne ikke en erstatning for Rom, men dets fortsættelse. Medaljen er et koncentreret udtryk for netop den tanke, formuleret i et billedsprog, som samtidens magthavere kunne aflæse. I samme periode lod Mehmed 2. sig også portrættere af den venetianske maler Gentile Bellini, der arbejdede i Istanbul i 1480. Medaljen og maleriet hører til det samme historiske øjeblik og kan læses side om side som forskellige, men beslægtede måder at fremstille en hersker, der ønskede at blive forstået både i øst og vest. Og måske er det netop derfor, medaljen stadig føles relevant i dag. I Tyrkiet lever den osmanniske arv videre, ikke kun som historie, men som identitet. Mehmed Erobreren står ikke kun som manden, der indtog Konstantinopel, men som herskeren, der overtog et imperium, med både sværd og idé. En rund skive i bronze. Med en meget stor fortælling. Frem til den 13. december 2026 kan både medaljen og Bellinis maleri ses som en del af udstillingen IBB Kolektifin Belleği (“IBB Kollektive hukommelse”) på Feshane i Istanbul (gratis adgang!) 👉 Læs mere om udstillingen: Kolektifin Belleği i Feshane - en kunstudstilling om Istanbul